Drenge med dagbøger

Fem drenge, fem dagbøger, en klub. En stor hemmelighed.
Men hvad gør du, hvis du er forelsket i Adam, og du bare har lyst til at dele alt med ham? Hvad gør de hvis de finder ud af, at du er homoseksuel? Kan respekt og venskab ødelægges på den bekostning?
En skoleopgave, så den er ikke så lang.

0Likes
0Kommentarer
432Visninger
AA

2. Regler

Bagefter, sneg de sig ud fra kælderen. Rune lukkede den tunge dør efter dem. Så gik de hver til sit. Rune var gået glip af Nikolaj, Benjamin og Lucas' dagbøger i dag. Han tænkte lidt for sig selv, mens han så drengene gå i hver sin retning. Nikolaj, mod søen. Benjamin, ned gennem byen. Lucas, over bakken. David, rundt om skoven. Samme vej som Rune. Han satte i løb efter David. Skoletasken hoppede på ryggen, så han kunne mærke bøger, penalhus og madpakke rumstere derinde. Forpustet stoppede han David, ved at rive ham i rullekraven.  
"Hey!" Udstødte David. Vendte sig lynhurtigt om. Den sorte hue var lige ved at falde på jorden, i den hurtige vendning. "Nåh, er det bare dig, Rune? Hej." Rune nikkede, stadig en smule forpustet. 
"Ja. Du ved, jeg tænkte bare.. Hvad øh, hvad sagde de andre i dag?" David vidste godt, at han snakkede om, hvad de andre havde læst højt fra deres dagbøger. Og han ville gerne fortælle Rune om det. Hvis reglerne ikke stod i vejen for dem. Klubben havde fire regler. De var meget simple. Man måtte ikke fortælle om klubben til nogen. Den var hemmelig, og det skulle den forblive. Man måtte ikke lade andre komme ind i klubben. Kun, hvis alle andre medlemmer af klubben, havde sagt god for. Og ellers var det ærgerligt. Man måtte ikke fortælle noget fra en oplæsning, til folk udenfor klubben. Det var privat og kun for medlemmer. Og til sidst. Hvis man var gået glip af en oplæsning, var det bare synd. Hvis man ville høre, det de andre havde at sige, kom man til tiden. Man kunne ikke bare komme og gå, som det passede en. Noget for noget.
"Du ved jo godt, at jeg ikke må sige det, ikke?" De var nået over broen, ved åen. Rune sagde ikke noget. De frosne blade knirkede under deres skosåler. Lå stille og kolde i kanten af stien og kiggede på de passerende. Runes skosnude sparkede til en sten. Den ramte bladene, der fløj op og lagde sig igen, da stenen med et plask trillede ned i åen.
"Tjooh, men kunne du ikke gøre en undtagelse? Jeg kom for sent, det ved jeg! Men jeg skyndte mig, så hurtigt jeg kunne, det gjorde jeg." De tiggende øjne stirrede på David, der undveg Runes blik så godt han kunne. Han sukkede højlydt. Trak den sorte hue ned over ørene.
"Desværre, Rune. Det må du undskylde, men jeg kan ikke." Han så Runes ansigtsudtryk ud af øjenkrogen. Sur, skuffet, irriteret. Undskyld, tænkte David. Men det var en regel og det vidste de begge. Rune sagde, at det ikke gjorde noget, da de skulle hver sin vej igen. Men David havde på fornemmelsen, at Rune ikke var ok med det. Også selvom han vidste det var en regel i klubben.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...