Drenge med dagbøger

Fem drenge, fem dagbøger, en klub. En stor hemmelighed.
Men hvad gør du, hvis du er forelsket i Adam, og du bare har lyst til at dele alt med ham? Hvad gør de hvis de finder ud af, at du er homoseksuel? Kan respekt og venskab ødelægges på den bekostning?
En skoleopgave, så den er ikke så lang.

0Likes
0Kommentarer
431Visninger
AA

6. Bruddet

Kælderdøren var tung. De andre sad allerede derinde. Lucas, Nikolaj, Rune og Benjamin tav, da han kom ind. Helt musestille, sad de i rundkredsen og ventede på ham. Solen skinnede ikke ind, som den plejede. En regnsky havde dækket for lyset, og støvet faldt i et, med resten af rummet. David sagde undskyld, og satte sig i rundkredsen. Mærkede hvordan skyldfølelsen, og en hård klump voksede i maven på ham. Han havde fortalt Adam om klubben. Men hvad skulle han gøre? Adam og ham havde siddet og snakket i en halv time. Om alt muligt. Og han vidste, at Adam kunne lide ham. Det var ligesom bare fløjet ud, ligesom alt mulig andet. De andre stirrede. Det føltes som om, de kunne se lige igennem David. Læse hans tanker, dømme ham på forhånd. Men da Lucas åbnede munden, var det noget helt andet, der blev sagt.
"Undskyld," David vidste ikke, hvad han snakkede om. Men det lignede det, at de andre gjorde. Rune sad med krydsede arme og skulede til Lucas, der sad med et ydmygt ansigtsudtryk. "Det var ikke meningen." David rynkede panden, gloede skiftevis på de andre drenge, uden at sige noget. Så sagde Rune endelig noget.
"Han har lukket Mai ind," Han fnyste. Benjamin pillede ved sin dagbog, Nikolaj undgik nogens blikke. "Uden at spørge. Fordi han er, åh så forelsket." Shit, tænkte David. Så var det ikke kun ham, der havde overtrådt en regel. Ingen regler var før blevet brudt. Det var aldrig sket før. 
"Jeg må indrømme," Benjamin rakte hånden op. Da alle de andres ansigter vendte sig mod ham, røg hånden ned og hovedet med. "Jeg har fortalt Rune om en oplæsning, fra igår," Man kunne næsten høre kæberne falde til jorden. Bump, bump, bump, bump. Benjamin skævede til Rune, med et undskyldende blik. "Men Rune plagede også ret meget." Nu var alles øjne på Rune. Han var helt rød i hovedet. Fjernede noget skidt fra neglene, for at undgå øjenkontakt. 
"Det gjorde du også igår," Hviskede David. Den gik lidt på tur, den med hvem det var der snakkede. Øjnene bevægede sig bare, fra person til person. Hvad har du så at sige? "Prøvede, at få mig til, at fortælle fra oplæsningen." Og så begyndte folk ellers. Nu havde de chancen. Nu var de ikke, den eneste. Nikolaj havde sladret om en af Runes oplæsninger, til en udenfor klubben. Fordi Rune havde sagt noget, om Nikolaj bror. Ikke direkte om ham, men noget om handicappede. Drengene lyttede, da Nikolaj fortalte hvor hårdt det havde taget på ham. Så fik han et par skulderklap, men kælderen lå stadig mørkelagt.  David tilstod det, om Adam. Han tænkte på Adam, da han havde fortalt det. Normalt ville det være en ren tortur, hvis folk vidste, at David skrev dagbog. Hvad er man så for en tøsedreng? En nørd, enspænder. Gay. Men Adam havde blot taget det som det kom, og lyttet videre. I modsætning til dem. Da David fortalte dét, om Adam. Lucas, Nikolaj, Benjamin og Rune. Rune kunne ikke holde et grin inde og Lucas hostede. Benjamin og Nikolaj sad blot med et par smørrede smil. Hvor blev respekten af? David fattede ikke sine egne øjne, sine egne ører. Og slet ikke, da de så begyndte at blive irriterede på ham. For det Benjamin, Rune, Lucas og Nikolaj havde gjort, var jo det samme. De havde brudt en regel. Det var bare ikke det samme for dem.
"I har jo også brudt en regel," Mumlede David. Hans dagbog lå i skødet. Han havde sådan en lyst, til at finde en blyant, og skrive hvor irriterende de var lige der. "Hvad er forskellen så?" De andre tav igen. Kunne egentlig godt se Davids pointe. David kiggede i den anden retning, ventede på, at en af dem skulle svare ham. Kælderen fortsatte lang ind. Lige indtil man ikke kunne se noget, for mørke længere. Måske fyldte den lige så meget som hele skolen ovenover. En slags underjordisk kopi. Rummede sikkert lige så mange hemmeligheder, som der havde været mennesker dernede. De havde også skrevet hernede. Deres navne. Over hinanden. Lige under vinduet i højre hjørne af kælderen. Lucas Andersen, Benjamin Møller, Nikolaj Christensen, Rune Vestergaard og David Skov. Lige under hinanden. Det havde de skrevet, da de startede klubben. De havde haft klubben i omkring to måneder og fjorten dage. Mange hemmeligheder var blevet fortalt. Mange handlinger, tanker indrømmet. Problemer rådgivet. Og så meget andet, end det. Hvis man gik rundt i kælderen, kunne man se andre navne der også skrevet ned. Mange af dem var helt ridset ind i murene. Andre måtte man afstøve for at læse. David vidste ikke hvor lang tid de havde siddet der, uden nogen af de andre havde sagt noget. "Jeg er ude. Det er fandeme fejt af jer!" Og med de ord, forlod David kælderen. Han hverken listede ud der fra eller så sig for, om der var fri bane. Han gik bare direkte ud af døren. Skubbede den tunge dør op, så hårdt han kunne. Blikkene brændte i nakken på ham. Spurgte, brændte, stirrede. Men David ignorerede dem. Det sidste han hørte, inden han drejede om hjørnet til trappen, op fra kælderen, var pedellen. Han trampede og råbte. 
"Hvad laver I hernede? Her må man ikke være, det er forbudt område!"
Og så forlod David skolens grund. Med et smil på læben, knitrende grus under skosålerne, den sorte hue trukket godt ned over ørene, vinden i ryggen, Adam i tankerne og dagbogen i hænderne.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...