En skygge af dig selv {Langt one-shot}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 mar. 2013
  • Opdateret: 17 jun. 2013
  • Status: Færdig
Emma og Sandra er bedste veninder, og har en fælles drøm. De har sammen, sidden de var små, snakket om at Sandra skulle stille op i X Factor, når hun blev gammel nok. Dagen er kommet og Sandra skal endelig til audition på X Factor, og Emma har fået lov til at komme med. Da deres drøm går i opfyldelse, sker der noget uventet i deres forhold. Sandra for smag for den nye verden blandt kendte, og kun det bedste er godt nok til hende nu. Hun skubber Emma fra sig, og det er hårdt for Emma.
Vil de finde sammen igen?
En skygge af dig selv<3

-Denne Movella er meget personlig, da den handler om mig og min mega gode veninde Sandra<3 Det er ikke sket det med X Factor, men sker måske næste år? Hvem ved;D Men mange af tingende er sket i virkeligheden.
Håber i vil læse den!:)
~~Jeg har fået en masser idéer fra sangen "En skygge af dig selv" som Rasmus Seebach har skrevet, og den har jo også en rolle i historien;D
Jeg elsker den sang, og den passer til historien.

1Likes
0Kommentarer
1292Visninger
AA

2. Langt one-shot.

Jeg står med hovedet nede i min totalt roede skuffe, og er ved et rydde op i den. Det faktisk kun sket en gang før. Jeg kan nu se bunden, så det er jo godt. Jeg finder et gammelt overtegnet papir, og en trøje. Nederst i skuffen ligger den billet som har så meget historie med sig.

Jeg tager overrasket billetten op, og sætter mig ned på sengen. Tårerne kom frem i mine øjne, samtidigt med smilet på mine læber. X Factor finalen står der på billetten. Jeg kigger ud af vinduet, og minderne vælder op i mig.

 

Det var den store dag i dag, mest for Sandra, men også for mig.

Der var i dag at Sandra, min bedste veninde, skulle til audition på X Factor.

Sandra havde sunget siden hun var helt lille, og havde været med i små teaterstykker, hvor hun havde sunget. Da vi var mindre, havde hun snakket om MGP, men besluttet at hun hellere ville vente til at hun var gammel nok til X Factor. 

Vi havde haft så mange snakke om, det her, for hun mente ikke hun var god nok.

Hun troede endelig på sig selv, og kunne se at hun vat god, i julen 2012. Hun havde fået en gave af mig, hvor hun kunne komme til København, og møde hendes store idol. Jeg havde knoklet røven ud af buskerne for at få det til at ske. Hun kom til København og mødte Rasmus Seebach, og sang med ham i studiet. Han sagde til hende at hun sang fantastisk, og dér indså hun, at hun var en fanatisk sangerinde. De var også sidste år vi officielt blev bedste veninder. Men inderst inde havde vi begge altid vidst, at vi var skabt til at være bedste veninder.

Sandra var et år ældre end mig, jeg syntes aldrig jeg følte at jeg var den mindste, vi var skøre og umodne sammen, som veninder skal være.

Jeg havde fået lov til at komme med til København, sammen med Sandras mor, lillebror og lillesøster. Sandras far boede langt væk, og havde ikke mulighed for at komme med.

Der var høj stemning på vej til København, og ingen sure miner over at skulle køre i lidt over en time. Jeg var selv vandt til det, fordi min far boede i København, og at min lillesøster og jeg jo tit var hos ham i weekenderne.

 

Vi kom ind i salen, hvor vi skulle vente til det blev Sandras tur, og man kunne bare mærke stemningen var helt i top. Jeg kiggede på Sandra, som var ved at tage sin jakke af, og smilede stort. Hun lagde jakken på en stol, rettede på hendes nummer, som var 1056, og kiggede så op på mig og smilede. Vi tog hinanden i hånden, og gik lidt væk fra Sandras familie for at snakke.

”Så det nu Sandra, det her er det vi har ventet på, eller jeg mener du har ventet på” Sagde jeg og grinede hjerteligt. ”Ja det er så vildt! Det her er det vi har drømt om!” Sagde hun med spænding i stemmen.  Jeg satte mig i en gul sækkestol, og hev Sandra ned på mit skød. Sandras smukke lyseblå øjne lyste af spænding og glæde, og hendes smil var fyldt med ren kærlighed, som gjorde mig hel varm i kroppen. Jeg gav hende et kæmpe kram.

Sandra og jeg snakkede om da vi var små, om dengang hun mødte Rasmus Seebach, hendes drøm og min drøm, hvad vi ville gøre, hvis nu hun vandt X Factor, hvad vi ville gøre, hvis hun kom til det første liveshow og selvfølgelig, hvordan hun ville reagere, hvis hun gik videre i dag.

Vi snakkede i en evighed, og vi blev overrasket da der kom en dame hen, og sagde at Sandra skulle gøre sig klar til at blive hentet om lidt. Da damen var gået, skreg vi begge, og rejste os og hoppede rundt som nogle lalleglade tosser, som vi sikkert også var. ”Det er NU det sker Sandra, du vinder hele lortet!” Sagde jeg helt oppe og køre, og var ved at kvæles af glæde og spænding. ”Ja det fucking nu! Kom an!” Hvinede Sandra, og vi hoppede nærmest hen til Sandras familie.

Damen kom og Sandra og jeg gik hånd i hånd ned af en lang gang, med Sandras familie bag os.

Folk kiggede misundelige efter os, og Sandra og jeg var ved at springes af glæde. Damen sagde at vi andre skulle følge med en mand og at Sandra skulle gå med hende. Sandra og jeg så på hinanden, smilede og endte i et kæmpe kram. ”Held og lykke min pige! Syng din røv i laser, det er det du har ventet på!” Hviskede jeg i hendes øre, og hun trak mig og smilede et smil, så fyldt med kærlighed, at alle i rummet kunne mærke og se det. ”Go for it my girl! I love you!” Sagde jeg til hende, krammede hende en sidste gang, kyssede hende på kinden, og gav hendes hånd et lille klem, før jeg gav slip på den og gik tilbage så hendes familie kunne komme til.

 

 

Jeg sidder og smiler helt vildt, og kan næsten mærke følelserne fra den dag. Den dag der havde været perfekt. Jeg glemmer aldrig de følelser der gik igennem mig, da vi stod der og så hende synge. Det var så vildt, og jeg kunne nærmest mærke det hun kunne.

 

 

Vi stod og kiggede på skærmen, og jeg holdt Sandras lillesøster i hånden. Der var også kamera på os, men jeg var ligeglad med dem. Jeg klappede som en sindssyg, da Sandra var færdig med at synge ”Millionær”, og der kom et par tåre i mine øjne. Jeg slap Sandras lillesøsters hånd, og tørrede mine øjne. ”Er du stolt af hende, Emma?” Sagde værten, Signe. Jeg smilede stort, ”Om jeg er! Hun var….Fantastisk! Som altid!” Sagde jeg med jordens største smil på læberne.

 

Jeg husker kun alt for godt, spændingen og nervøsiteten, da vi stod der og ventede på at dommerne skulle sige ja eller nej til Sandra. Hvor meget jeg flippede ud da Anne Linnet sagde ja og, hvor irriteret jeg blev, da Blachman begyndte på sin lange tale. Den følelse der gik igennem mig, da han langt om længe sagde ja, og Ida gjorde det sammen. Jeg husker jeg flippede, hoppede op og ned, tog Sandras lillesøster i mine arme og gav hende en krammer, hvorefter jeg svingede hende rundt, selvom hun godt nok var 11 år. Jeg husker de tårer der vældede frem i mine øjne, og Sandra som kom løbende, helt oppe og køre, ned af trappen, hvorefter vi var i en omfavnelse, så stærk og så overvældet af følelser. Det var meget mere end bare et kram, det var et minde om, at vores drøm næsten var gået i opfyldelse..

Sandra og jeg var sammen hele tiden efter det, og det var som det altid havde været, det var først da vi kom til liveshows at det gik galt, og Sandra ændrede sig….Meget. Jeg bliver helt ked af det, bare af at tænke på det.

 

Det var mandag, og jeg var på vej i skole efter vinterferien. Jeg glædede mig kun til at komme tilbage i skolen, fordi jeg skulle se Sandra. Jeg havde slet ikke set hende i den to uger lange vinterferie, fordi, hun både havde været syg, på ferie, og havde været en masse i København, for at øve til de liveshows til X Factor, som kom hver fredag. Hun var gået videre fra 3 liveshows, og jeg havde endnu ikke været med til en af dem endnu.

Da jeg kom op i skolen, var det første jeg gjorde at gå ind i Sandras klasse, for at finde hende. Da jeg kom ind i klassen, sad Sandra på bordet, omringet af veninder, venner, og mennesker hun ikke kunne klare. Jeg kiggede lidt på det hele, og opdagede Sandras hånd, som lå i Olivers hånd. Ej seriøst, var hun blevet kærester med ham? Sandra havde været vild med ham så længe, og snakket så meget om ham. Det undrede mig en del, at hun ikke havde sagt det til mig. Hun ringede altid til mig, når hun skulle snakke om ham, så det var meget mærkeligt, at hun ikke havde fortalt mig det. Jeg gik over til den store flok som var omkring hende, og prøvede at kommer tættere på hende. Sandra kiggede på mig, og jeg smilede stort, da hun jo nu havde set mig, og jeg glædede mig til det kram jeg ville få af hende om lidt. Men hun sad bare og kiggede lidt på mig, og rettede så blikket mod en meget populær pige fra 9. klasse.

Jeg følte mig pænt såret, men tænkte at jeg bare ville fange hende senere, så jeg gik ned til min egen klasse.  Jeg sagde hej til pigerne, og udelte kram, til mine venner og veninder, men Sandra var stadig i mine tanker. Selv i timen var hun i mine tanker, og jeg glædede mig bare til 4. time, hvor jeg skulle lave Biologi projekt med Sandra, bare os to. Men der var så forfærdelig lang tid til 4. time! Tiden sneglede sig af sted, og da det langt om længe blev fjerde time, sprang jeg op af stolen, og nærmest små løb ned mod Sandras klasseværelse.  Da jeg kom derned stod hun og snakkede og grinede med Jessica. Den populæreste pige i hendes klasse, ja faktisk på hele skolen. Jessica var en dulle, og havde altid behandlet Sandra af helvedes til, så de jeg nu så, gav ingen mening. Jeg gik totalt usikkert med små skridt hen mod dem, og Jessica rettede sit kolde blik mod mig, og virkelig så ned på mig. Sandra stoppede midt i sin sætning, og så på mig.

Ikke med det der normale glade blik, nej, det var mere et træt blik jeg fik.

”Skal vi komme videre med vores projekt, Sandra?” Spurgte jeg stille, og havde allermest bare lyst til at give hende jordens største kram, men ikke når Jessica var her. For seriøst, den pige gav mig kvalme!  Sandra kiggede stadig på mig, og et kort øjeblik, så jeg noget i hendes ansigtstræk, som lignede dårlig samvittighed, men så lagde Jessica en hånd på Sandras skulder, og Sandras ansigt ændrede sig igen, til en kold maske, og den dårlige samvittighed forsvandt. ”Jeg arbejder sammen med Jessica nu….Farvel Emma” Sagde Sandra, og vendte mig ryggen, og gik hånd i hånd med Jessica ned mod biologi lokalet.  Min verden faldt sammen. Jeg følte mig helt tom. Følte mig ligegyldig, såret, svigtet, kedelig…..Jeg følte ja, intet og alt på samme tid.

Jeg var helt lammet, stod bare der, indtil jeg fattede, hvad der var sket, eller jeg fattede det ikke….Jeg løb. Løb ned af gangen, ud af døren, løb, løb, løb løb, indtil jeg ikke kunne mere. Jeg var løbet ind i skoven, som jeg ikke kendte. Jeg satte mig på en træstup, begravede mit ansigt i mine hænder. Tårerne strømmede ud af mine øjne, og jeg hulkede som jeg aldrig havde gjort før. Jeg var helt tom, knust og ufattelig såret.

Det gik nu op for mig at hun ikke havde været syg i ferien, ikke været på ferie…..Hun havde undgået mig….

Jeg mærkede en meget uventet hånd på min skulder, og skyndte mig at kigge, da jeg af en dum grund troede det var Sandra. Jeg blev skuffet da jeg så de lyse strithår, og de blå øjne, som tilhørte Lucas. Den dreng jeg syntes var så ufattelig cute, dengang jeg startede i klassen. Ham jeg havde været vild med længe, og skrevet lidt med. Ham jeg havde kunnet lide i over et år nu, ham jeg havde savlet over, ham jeg ønskede ville blive min en dag. Han betyd ingenting lige nu. Ham jeg havde drømt om skulle blive min en dag, betød pludselig ingenting for mig. Ingenting…..Det eneste der betød noget, var Sandra….Min Sandra…….

 

 

Jeg kigger ud af vinduet, og tørrer mine øjne, som er våde, fordi jeg har fældet et par tåre af mindet. Det var den værste dag i mit liv, uden tvivl. Den var desværre kun starten på helvede.

 

Ugerne efter var jeg sjældent i skole, og lå tit bare derhjemme alene, og græd. Jeg lod som om jeg tog i skole, men i virkeligheden gemte jeg mig i mit skab, og ventede på at min mor var taget på arbejde. Jeg husker at mine veninder var bekymrede for mig i starten, men jeg sagde bare at jeg var syg. Lucas havde også skrevet , fordi han var meget bekymret for mig.

Jeg skrev han skulle lade mig være, og at han ikke skulle tænke eller bekymre sig om mig.

Efter 2 uger holdt de op med at bekymre sig, og skrive sms’er til mig. Jeg kan huske jeg var tom i alle de uger efter den dag. Sandra havde ikke kontaktet mig. Jeg sad og kiggede på hendes facebook hele tide, hvor jeg kunne se alle de kendte hun nu var venner med.

Hver fredag låste jeg mig inde på mit værelse, bagerst i huset, hvor jeg så Sandra klare sig så mega godt, og græd til jeg ikke havde flere tåre at komme ud med. Så det der var vores drøm, men nu var hendes drøm…

En dag opdagede min mor mig, fordi hun kom tilbage fordi hun havde glemt noget. Hun tvang mig til at tage i skole. Hun havde ingen idé om, hvad der var sket, hvor ensom, og ligegyldig jeg følte mig, hvor såret jeg var og hvor forfærdelig ensom jeg var.

Sandra var mit et og alt, og jeg havde aldrig drømt om at vores venskab skulle ende, og i hvert fald ikke på den her måde. Sandra var en stjerne nu, en stor stjerne, som ikke bare kunne hænge ud med, grimme ligegyldige mennesker, som mig…..Sandra fortjente det bedste, det havde jeg altid sagt, men dengang regnede jeg nok med at jeg var med i den gruppe, at hun holdt af mig og elskede mig. Jeg havde sikkert bare været naiv. Hun havde sikkert aldrig elsket mig, jeg var bare en ligegyldig person. Det følte jeg mig i hvert fald.

 

 

Jeg vendte hovedet mod vinduet, og efter lidt tid, mod uret igen. Viserne flyttede sig ikke, og det var snart ikke til at holde ud mere. Jeg ville bare hjem, og ja, græde…..Jeg havde ikke bestilt andet i de sidste 4½ uger…..De var torsdag i dag, og i morgen ville X Factor finalen finde sted….Det kunne jeg næsten ikke bære at tænke på. Ikke fordi jeg ikke var glad, for jeg havde aldrig været så glad på hendes vegne før, for at hun var nået så langt, udlevet hendes drøm.

Jeg var bare ked af ikke at være der ved hendes side, som jeg troede jeg skulle være.

Jeg ville ikke gøre det pga. rampelyset, eller noget andet i verden, jeg ville gøre det for Sandras skyld, så længe hun ville have mig ved hendes side. Det ville hun så ikke mere, det skulle nok bare ikke være mig der skulle stå ved hendes side, i medgang og modgang i fremtiden…Jeg fik et chok da klokken endelig ringede. Jeg så mig forvirret omkring, hvor alle havde rejst sig og var ved at pakke sammen. Jeg skyndte mig at rejse mig og pakke mine bøger ned i tasken og sætte min stol op.

 

Jeg låste min dør op, og gik ind og tog sko og overtøj af og hang op.

Jeg følte ikke trang til at græde, endnu…..Jeg gik ind på mit værelse og begyndte at rydde op. Der var efterhånden pænt rodet. Jeg begyndte med at rydde op på gulvet, kommoden og så under sengen…..Jeg var næsten færdig med at rydde op i kommoden, da jeg så en cd ligge allernederst i min skuffe. Jeg tog cd’en op, for at se, hvilken en det var.

Jeg blev meget overrasket da jeg så cd’en og vendte og drejede det hvide cover.

Det var Rasmus Seebachs album, og det gav ikke rigtig nogen mening, for jeg havde aldrig købt den. Der gik lidt før det gik op for min, hvor jeg havde den fra. Det var Sandras cd, den hun altid havde med, som vi hørte. Jeg mærkede tårende presse sig på, da jeg tænkte tilbage på de tider, hvor vi var sammen, og lå og grinede med Rasmus Seebach i baggrunden. Jeg gik over til mit musikanlæg, og satte cd’en på, og skruede op. Jeg smed mig på sengen, og lyttede bare til teksten. Sangen ”En skygge af dig selv” fangede mig. Jeg huskede at Sandra elskede den sang. Jeg startede den forfra, og lyttede til teksten, til sangen. Den var som skrevet til vores forhold lige nu.  Hun lod som om hun ikke kendte mig mere. Da vi var mindre boede vi på samme vej, og flugtes hjem, hver dag. Sandra var så cool at hun ikke smilede til mig mere.

Hele Danmark sagde hun var så dygtig. Jeg glemmer hende aldrig. Hun er…En skygge af sig selv. Jeg fik en idé. En idé der måske, kunne ændre alt? Jeg havde intet at miste, så, hvorfor ikke prøve?

 

 

Jeg gik med tunge skridt ned mod skolen. Det var fredag i dag, og det vil sige, X Factor finalen……Sandra skulle til et interview i Go´aften Danmark, her senere, før finalen. Jeg havde min plan, og det kunne jo ikke skade andet end mig, at prøve. Jeg havde jo alligevel mistet den person jeg elskede. Jeg var alligevel så knust og ødelagt, at det kunne være lige meget om jeg ydmygede mig selv for ja, hele skolen. 

Første og anden time sneglede sig af sted, og jeg kæmpede med min nervøsitet begge timer.

I frikvarteret skulle det ske. Jeg ville ydmyge mig selv for stort set hele skolen, men hvad så?....

Jeg fik et chok, da jeg kiggede på uret, for 20. gang i den time, og så at der var 2 minutter til frikvarteret. Jeg havde siddet og været så fordybet i Sandras og mine minder. Jeg kiggede nervøst på uret indtil den lille viser endelig nåede 12 tallet. Klokken ringede, og jeg så på mine klassekammerater som gik ud af klassen, mens aldre blev i klassen. Jeg kiggede rundt i min klasse, og så tilfældigvis Lucas der sad på sin plads, og så bekymret på mig. Jeg smilede lidt, og det overraskede mig meget. Jeg ved ikke lige, hvor det smil kom fra. Jeg så Lucas’s smukke blå øjne se lidt mistænksomt på mig, mens han kneb dem lidt sammen. Han rejste sig, og kom hen til mig. ”Emma…Du bli….” Jeg kiggede endnu en gang på klokken, og afbrød ham så. ”Jeg kan ikke snakke, jeg har noget vigtigt jeg skal gøre…Det her er min sidste chance!....” Siger jeg med en panisk stemme, mens jeg nærmest løb ud af klassen, og lod Lucas stå tilbage med et meget bekymret ansigtsudtryk.  Jeg løb ned mod kontoret. Løb, og lod alting blive bag mig. Det her var min sidste chance, og den kunne bræste eller bære, det hele var op til Sandra.

Da jeg nåede kontoret, bankede jeg på, selvom jeg mest havde lyst til bare at smække den op.

Da kontordamen sagde kom ind, åbnede jeg døren og gik ind. Kontordamen kiggede afventende op på mig med et venligt smil.

”Må jeg låne mikrofonen til højtalerne ude i kantinen og klasserne? Jeg skal give en besked.”

Sagde jeg, og mærkede min nervøsitet blusse op i mig. Hvad nu, hvis hun sagde nej?

”Jo tag du den bare min ven, jeg skal lige ordne noget, du ligger den bare tilbage i skuffen, når du er færdig.” Sagde kontordamen, og pegede på skuffen, og rejste sig så og gik ud fra kontoret.

Jeg åbnede skuffen med en rystende hånd, tog mikrofonen op og stod lidt med den i min rystende hånd. Hvad skulle jeg helt præcist sige? Jeg trak vejret meget dybt, og tændte så mikrofonen.

”Hej alle sammen. Øhm, Emma her. Jeg vil rigtig gerne fortælle dig, Sandra, hvor meget jeg holder af dig. Det kan godt være, du har glemt mig, men jeg glemmer aldrig dig.”

Tårerne trillede ned af mine kinder, hele min krop rystede, min stemme knækkede over flere gange og jeg stammede.

”Sandra, den her er til dig….” Jeg trak vejret dybt og trykkede på sangen på min mobil, som var forbundet med højtalerne i kantinen og klasserne. De første toner kom fra ”En skygge af dig selv” og jeg tog mikrofonen op til munden.

 

Hey du hvad så?
Du kigger på mig.
Kender jeg dig?
I så mange år, ku´ vi følges når vi sku´ hjem
Da vi boede på samme vej.
Underligt nu og se dig gå forbi
Nu du pludselig en anden pige

Og hun er så vigtig.
Så cool at hun aldrig smiler
I hvert fald ikke til mig.
Og hele landet sir´
’se hvor hun stråler!’
’hun er så yndig’
Men jeg er den eneste der ved,
Du er kun en skygge af dig selv.

Tro mig, jeg glemmer aldrig hvem du er
Tro mig, jeg glemmer aldrig hvem du er
Tro mig, jeg glemmer aldrig hvem du er

Der sad vi to på en trappesten
Og talte om alle dine drømme
Og hvad du sku´ blive til.
Og jeg vidste du ville nå langt
Hende du var engang
Underligt nu og se dig gå forbi
Nu du pludselig en anden pige .

Og hun er så vigtig.
Så cool at hun aldrig smiler
I hvert fald ikke til mig.
Og hele landet sir´
’se hvor hun stråler!’
’hun er så yndig’
Men jeg er den eneste der ved,
Du er kun en skygge af dig selv.

Heey
Imellem dyre flasker og VIP´s
Nu er det der du hører til
Og du får lidt ekstra energi
Og nu er det snart din tur igen
Du poserer på rutine og du er dygtig,
Ja du er, så dygtig at du næsten blir´
helt fremmed for mig

Hun er så vigtig
så cool at hun aldrig smiler
I hvert fald ikke til mig.
Og hele landet sir´
’se hvor hun stråler!’
’hvor er hun dog yndig ’
Men jeg er den eneste der ved,
Du er kun en skygge af dig selv.
Hun er så vigtig, så cool at hun aldrig smiler
I hver fald ikke til mig
Og hele landet sir´
’se hvor hun stråler!’
’hun er så yndig’
Men jeg er den eneste der ved,
Du er kun en skygge af dig selv.

Tro mig jeg glemmer aldrig hvem du er
Tro mig jeg glemmer aldrig hvem du er
Tro mig jeg glemmer aldrig hvem du er”
Sang jeg mens tårerne trillede ned af mine kinder.

”Det var alt. Sandra, du skal vide, at det er okay at jeg ikke er god nok til dig mere, men du vil altid være god nok til mig, jeg glemmer aldrig os. Jeg….Elsker dig for altid!”

Sagde jeg og skyndte mig at slukke mikrofonen, ligge den i skuffen og flå min mobil op af stikket. Jeg skulle bare væk nu. Jeg havde lige sunget foran hele min skole, og jeg kunne i hvert fald ikke synge. Jeg løb over mod døren med så mange tårer i mine øjne, at jeg intet kunne se, men alligevel blev jeg overrasket, da jeg støtte ind i en. Jeg så op i nogle smukke blå øjne gennem alle mine tåre. Lucas så både overrasket og trist ud. Jeg skyndte mig at komme fri fra hans arme og hans blik. Jeg ville aldrig kunne blive hans nu, det ville være alt for ydmygende når han havde hørt mig synge og set mig græde. Jeg løb så hurtigt jeg kunne ud af skolen, og bare ned af vejen, hvor jeg plejede at gå i skole.  

 

 

Jeg lå i min seng og ja, stirrede op i luften.  Jeg havde en mærkelig følelse i maven efter det jeg havde gjort i dag. Nej, jeg havde ikke fortrudt, for alt det her kunne umuligt blive værre.

Jeg havde det bare mærkeligt fordi jeg ikke vidste, hvor jeg skulle gøre af mig selv, eller hvad jeg skulle stille op nu. Som om jeg nogensinde ville turde at sætte min ben på den skole igen. Så ville helvede da først udbryde. Jeg ville blive mobbet som bare fanden. Måske jeg kunne overtale min mor til at jeg måtte flytte skole? Hmmm, hvor stor sandsynlighed ville der lige være for hun gav mit lov til det? Jeg kunne da også bare pjække fra skole, og gemme mig bedre end sidst. Det var nok den bedste mulighed jeg havde.  Mine tanker havde været ved Sandra det meste af dagen siden jeg havde forladt skolen. Gad vide, hvordan hun havde reageret? Havde hun været den gamle Sandra, ville hun havde smilet og været stolt over mig. Meget rørt over jeg ville gøre sådan noget for hende. Rørt fordi jeg kunne huske at det var hendes yndlingssang jeg havde sunget. Jeg var bare ikke så sikker på at den gamle Sandra fandtes mere. Det var spørgsmålet, eksisterede den gamle Sandra stadig inde bag den kolde facade? Eller var den gamle Sandra væk for altid? Det ville jeg nok aldrig finde ud af. Mine tanker blev afbrudt af at det bankede på døren. Jeg havde allermest lyst til bare at ignorere det, men det blev ved med at banke på døren, og bankene lød pludselig som Sandras. Jeg for op af sengen, da jeg havde bildt mig selv ind at det var Sandra der var kommet. Jeg rev døren op, og da jeg så postmanden var det tydeligt for enhver at jeg blev ekstremt skuffet. Jo tog irriteret imod den pakke han havde med, og gik så ud i køkkenet med den. Jeg åbnede køleskabet for hvem ved hvor mange gang den dag. Jeg lukkede hurtigt køleskabsdøren igen, da jeg ikke havde lyst til noget som helst. Det skulle ikke være en hemmelighed, at jeg havde mistet lysten til alt mad, siden Sandra var forsvundet ud af mit liv. Det samme galt min søvn. Jeg tror ikke jeg havde sovet en hel nat uden at være vågen siden hun forlod mig. Det var hårdt at skulle leve uden Sandra. Det bankede igen på døren, og jeg sukkede højlydt. Seriøst?! Jeg havde da lige åbnet døren en gang. Jeg bandede nok en gang eller to, mens jeg traskede ud mod døren for at åbne. Udenfor stod der en mand. Jeg stod lidt og lignede nok en sur gammel dame mens jeg stod der med korslagte arme.

”Følg med mig Emma.” Sagde manden og mit øjenbryn fløj i været. Wtf?! Stod manden lige og sagde jeg skulle tage med ham hjem eller hvad? Han rykkede lidt til siden og pegede på en limousine som holdt bag ham. Okay, nu var jeg vidst også blevet sindssyg.

”Der er en der venter på dig derinde.” Fortsatte manden. Hvis ikke jeg lignede et stort spørgsmålstegn før, gjorde jeg det stensikkert nu. Jeg skulle lige til at sige at det måtte være en misforståelse, da en tanke slog ned i mig. Hvorfor takke nej til at køre med en limo? Altså, you only live once, så hvorfor ikke hoppe ind i den limo? Tænk nu hvis der sad en kendt en derinde.

Jeg tog min iPhone som lå på bordet og lukkede så døren efter mig. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde jeg ikke var nysgerrig over hvem der sad inde i limoen. Manden gik i forvejen og åbnede så døren for mig. Okay, det er ikke hver dag men lige oplever det her. Jeg havde helt glemt Sandra i alt det her halløj. Eller det vil sige, jeg havde glemt hende indtil jeg satte mig ind i limoen, og hun så sad der. Jeg tabte helt kæben og mærkede pludselig noget vådt trille ned af mine kinder.

Pludselig var jeg i Sandras arme. Jeg kunne ikke beskrive hvor glad jeg var for at se hende, og have hende i mine arme igen. Tårerne trillede ned af mine kinder.

”Jeg er så ked af det Emma! Undskyld, undskyld, undskyld!” Sagde Sandra ned i min skulder.

 

 

Den aften blev mit liv igen noget værd. Den aften fik jeg Sandra tilbage. Min Sandra. Hun var kommet til fornuft under min sang. Min forfærdelige sang. Jeg bliver helt flov over mindet.

Hun var kommet og hentet mig i en limousine, og så var jeg taget med hende ind i ”Go aften Danmark.” og derefter med ind til finalen. Aftnen var helt perfekt, og både Sandra og jeg var stolte og glade over Sandras flotte 3. plads. Den aften var den bedste nogensinde. Jeg er helt fordybet i mine tanker, så jeg får det største chok i verden da nogle flotte brune arme lander om mig. Jeg vender hovedet, og møder de dejligste øjne i verden. Lucas…..Min Lucas. Jeg smiler stort, og han drejer mig om mod sig. ”Hej smukke.” Mumler han før jeg får mit goddag kys som vi kalder det. Jeg smiler let under hans dejlige læber. Jeg er helt væk i vores kys, at jeg får et mindre chok da der er en der hoster ekstremt meget. Jeg slår øjnene op, og trækker mig fra Lucas. ”Kan i ikke gemme det der til et andet tidspunkt. Måske hvor i er alene?” Lyder det kækt fra Oliver, hvilket jeg smiler over.

”Heeeej Oliver!” Jeg slipper Lucas og går hen for at give Oliver et kram. Ja, tænk at Oliver og Sandra har holdt i snart et år. De er det perfekte par. Seriøst. Jeg mærker igen et par arme omkring mig, hvilket får mig til at smile. ”Lad os nu komme af sted, vi er sent på den.” Lyder det fra Oliver, hvilket jeg bare ruller øjne af. Vi er ved at gøre klar til Sandras surprice party, som finder sted senere i dag. Den dejlige tøs fylder 16 år, det ret vildt. Jeg kigger rundt på mit værelse, og ser at der stadig ligger nogle ting rundt omkring. Pyt med det, det tager jeg på et andet tidspunkt. Jeg vikler mig fnisende ud af Lucas’s arme og tager hans hånd i stedet.

”Let’s go boys!” Siger jeg og lukker døren til mit værelse efter os. Pludselig slår et spørgsmål ned i mig, mens  vi går ned af trappen.

”Hvordan er i endelig kommet ind drenge?” Spørger jeg forvirret. Jeg ser at Oliver skal til at sige noget, men at Lucas kommer ham i forkøbet.

”Vi sparkede da bare døren op. Ej rolig søde, din søster lukkede os ind.” Siger han og kysser min kind. Den dreng er alt for dejlig. Jeg griner bare kort, og vi når så hoveddøren.

”Vi ses i morgen Anna! Husk jeg sover hos Lucas i nat. Hils mor!” Jeg snupper min jakke på knagen og min iPhone som ligger på bordet. Vi smutter ud af døren og går så ned mod bussen. Ja vi er rigtig cool og tager bussen. Jeg kigger over på Oliver og så på Lucas som sender ham et smil da han kigger på mig. Tænk at han virkelig er min dreng. Min dreng med de flotte blå øjne. Jeg føler mig som jordens lykkeligste pige.

 

 

 

_________________________________________

Det var så min novelle om venskab.

Den skulle havde været med i en konkurrence for længe siden, men jeg nåede aldrig at blive færdig. 

Som sagt er historien baseret på min veninde Sandra og jeg.

Vi har dog ikke været uvenner, og hun har ikke været med i X factor, endnu;P Hun overvejer næste år.

Jeg vil gerne sige tusinde tak til jer der gider læse den her novelle, da jeg virkelig har brugt lang tid på den!;D

Jeg ville blive utrolig glad, hvis i smider en kommentar og giver et like, hvis i syntes den fortjener det?;) Det op til jer!

Og beklager hvis der er stavefejl, tjekker den igennem i morgen!

Tak igen!:)

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...