Opgøret

Denne historie er en jeg lavede til min terminsprøve i niende klasse. Jeg skulle skrive en historie ud for et maleri, med titlen "Opgøret". Dette er mit resultat. Den er ikke særlig lang, og nogen vil måske føle at handlingen skrider frem meget hurtigt, men sådan er det nu engang. Jeg har ikke rettet det igennem siden jeg fik min opgave tilbage. Giv den en chance, så er I søde.

Forresten var jeg meget usikker på hvilken kategori den tilhørte, så jeg lagde den bare ind under blandet :o

1Likes
1Kommentarer
253Visninger

1. Opgøret

 

Midt i virvaret af det hele vidste jeg pludselig, at de havde ret. De havde alle sammen haft ret. Det jeg havde nægtet, havde alt sammen været sandt. Alt hvad jeg havde beskyldt for at være en løgn, havde alt sammen været sandt. Men jeg havde ikke haft lyst til at indse sandheden i det, de alle sagde – og i virkeligheden er det vel ikke så mærkeligt? De ord er ikke ord, jeg nogensinde har lyst til, at andre skal høre. De slår dig, indtil du er gul og blå. De siver gennem din krop. Ud til hvert et led, hver en knogle, hver en celle. Og indeni holder du krampagtigt fast på hvert et håb på, at det ikke er sandt hvad de siger. Men jeg kunne ikke længere holde det hen. Jeg indså, at de havde ret. Men jeg indså det alt for sent.

Det hele startede med humørsvingninger. Glad den ene dag, sur den anden dag, ked af det en tredje dag. Og sådan fortsatte det. Alle lagde mærke til det. Min mor sagde tit til mig, at det var som om, at jeg var en ny person, for hver dag der gik. Hvis hun bare havde vidst, hvor ret hun havde haft dengang. Så havde det måske ikke udviklet sig i den grad.

Vi var lige flyttet til en ny by. Min mor havde fået en ny mand. Rig. Han boede i et kæmpe hus. Nærmest et slot. Derfor var det kun naturligt, at min mor og jeg skulle flytte hjem til ham, selvom det ville kræve, at min mor skulle finde sig et nyt job og jeg skulle starte på en ny skole. Min mor vidste, hvor bange jeg var for nye ting som det, men hun fik mig alligevel overtalt til at komme med. Min mors nye mands hus – eller slot – var kæmpe stort og mægtig flot udefra. Men indenfor.. Jeg tror aldrig, at jeg har set noget så grimt og uhyggeligt. Specielt et rum skræmte mig fra vid og sans – en lille spisestue. Møblerne der inde matchede hinanden. Træ møblerne var alle lavet af mahogni, og stolene var betrukket med det grimmeste lyserøde stof. Bordet havde en plade med samme lyserøde farve. Ved væggen i højre side stod et chatol. Og ved siden af en hvid krukke med et blomstermønster. Men det værste var væggene. Der var lyse træpaneler og imellem panelerne var der et tapet. Tapetet havde en mørkerød baggrund og så var det ellers som en tropiskhave. Der var grønne blade, med røde, gule og lyserøde blomster og sommerfugle i alverdens farver. Og fugle. Hvide med forskellige farver på hoved, vinger og hale. Fugle med store runde øjne, som fulgte hvert et skridt man tog. Jeg hadede det rum, og jeg undgik det så vidt som muligt. De siger, at jeg hele tiden havde haft det inden i mig, men, at alt dette – det nye hus, den nye mand, den nye skole, og rummet – trykkede på aftrækkeren. Men de siger så meget, de såkaldte kloge mennesker.

På dagen, hvor jeg skulle starte på den nye skole, var jeg mere nervøs end nogensinde før. Tankerne fløj gennem midt hoved. Hvad hvis de ikke kunne lide mig? Hvad hvis de ikke kunne lide min personlighed? Hvad nu hvis de syntes jeg var grim? De tusindvis af tanker, som disse flød rundt, og der var intet, jeg kunne gøre for at stoppe dem. De nåede ud til hver eneste legeme i min krop, og i et øjeblik følte jeg mig fuldstændig lammet. Jeg kunne ikke bevæge mig overhovedet. Jeg kunne ikke engang blinke. Da min nye klasse lærer kom ud for at hente mig, blev hun nødt til at ruske i mig, før jeg kom til mig selv igen. Hun kunne se, at jeg var nervøs, men sagde ikke andet end, at nu var de klar til mig. Og så gik jeg ind i min nye klasse, som jeg skulle gå i indtil, vi var færdige med niende klasse – hvis alt gik godt min mor og hendes mand.

De var søde, eleverne. Og jeg tror, at jeg på den ene eller anden måde fik stammet frem, at jeg hed Josefine og, at jeg var 16 år. Jeg husker det ikke i detaljer, men jeg husker, at jeg blev placeret ved siden af en lyshåret pige. Hun havde langt hår, som bølgede på en rigtig flot måde. Hun var høj og tynd, og hendes ansigt var blidt og smilende. Æblekinder. Hun havde æblekinder. Og fra den dag af var det mig og hende, og hende og mig. Hun trak mig med til alle niende klasse festerne og hun fik endda fat i en fyr til mig. Jeg faldt rigtig godt til ved hjælp af hende. Sofie. Josefine og Sofie. Det var sådan det var, og sådan skulle det altid være. Eller det troede vi da.

Efter noget tid viste det sig, at min fyr kun var ude på at komme i bukserne på mig. Det udløste selvfølgelig en kæmpe depression hos mig. Jeg søgte selvfølgelig hjælp hos Sofie, og medlidende som hun var, snakkede hun med mig, klappede mig på ryggen på alle de rigtige tidspunkter, krammede mig, sagde, at det hele nok skulle gå og, at han alligevel ikke var den rigtige for mig. Og så fortsatte den normale rutine igen. Hver dag det samme. Bortset fra, at nu tog humørsvingningerne til. Sofie lagde mærke til det, og spurgte mig om, der var sket noget siden, at jeg havde så kraftige humørsvingninger. Nej, sagde jeg. Jeg troede bare, at det var en fase. Måske påvirket af den vinter der nu kom og gjorde dagene kortere og koldere.  

Og så begyndte jeg at gå i søvne. Jeg vågnede altid i rummet med fuglene på væggene, og af en eller anden grund virkede de knap så skræmmende som før. De blev mine venner. Ind imellem snakkede jeg også med dem og i mit hoved så svarede de lige så fint med en syngende stemme, som kun jeg forstod. Jeg begyndte at pjække fra skolen for at være i rummet og snakke med fuglene. Og jeg nød det. Skolen lagde mærke til mit pjæk, og kontaktede min mor. Men min mor kunne ikke komme i gennem til mig. Det eneste jeg sagde, til hende var, at hvis jeg tog i skole, hvem skulle så passe på fuglene? Hvem skulle snakke med dem og underholde dem? Min mor så bekymret på mig hver gang, jeg snakkede om fuglene. Og det endte da også med, at hun råbte i mit hoved, at jeg simpelthen blev nødt til at stoppe med at snakke om de fugle.

Og så fik hun Sofie til at komme. Jeg sad inde ved fuglene og snakkede med dem, da hun kom ind. ”Josefine,” sagde hun, ”vi savner dig i skolen, vil du ikke godt komme igen?”
Jeg svarede Sofie med det samme, som jeg havde sagt til min mor. Hvad så med fuglene? Reaktionen hos Sofie var voldsom. Hun så ud som om, at hun var bange for mig, men samtidig som om, at hun havde lyst til at række en hånd ud til mig. Men hun gjorde det ikke. I stedet gik hun hen ved siden af mig og satte sig ned. Hun spurgte ind til, hvad fuglene sagde til mig. Og så sad vi der i fællesskab og snakkede med og om fuglene. Sofie kunne ikke forstå fuglene, men det gjorde ikke så meget. Jeg lagde ikke mærke til hende, kun fuglene. Og så kiggede jeg over på hende og så at tårerne løb ned af hendes kinder. Hendes perfekte æblekinder, helt våde af tårer. Jeg kiggede undrende på hende. ”Kan du ikke se, at du er syg Josefine? Kan du da ikke se det? Du har brug for hjælp,” sagde hun. Det udløste en råben og skrigen hos mig. Jeg skreg og skreg om, at hun løj. At hun var en stor fed løgn. At intet hun nogensinde havde sagt, var sandt. Og jeg skreg og skreg, indtil, at jeg ikke havde mere stemme. Først dér opdagede jeg, at hun ikke var der længere. Og så lagde jeg mig til at sove som om, at intet var hændt.

Dagene gik og gik, og jeg brugte al min tid på at snakke med fuglene. Til sidst havde jeg ikke tid til at spise længere, så min mor bragte maden til mig. Jeg tog imod maden uden at sige noget. I starten stod min mor og kiggede bekymret på mig i lidt tid, men det holdt hun hurtigt op med. Nogle gange kunne jeg høre højrøstede stemmer fra etagen under rummet med fuglene. Men jeg var ligeglad. Jeg var fuldstændig ligeglad, med hvad de råbte om og hvorfor de råbte. Jeg koncentrerede mig kun om fuglene.

En dag kom to fremmede ind til mig. En kvinde og en mand. De satte sig stille og roligt ved siden af mig og snakkede til mig. Jeg svarede med så korte svar som muligt, og vendte mig aldrig imod dem, i frygt for, at fuglene skulle blive kede af det, hvis jeg ikke så på dem. Og så gik de igen. Og jeg snakkede videre med fuglene. Der fandtes kun mig og fuglene og sådan skulle det være for evigt. Der var aldrig nogen, som skulle forhindre mig og fuglene i at være sammen for evigt. Men så kom min mor ind en dag og sagde det samme, som Sofie havde sagt i sin tid. At jeg var syg og havde brug for hjælp. Jeg skreg og råbte igen. Jeg forstod ikke, at jeg på nogen måde kunne være syg. Det var jo absurd. Jeg fejlede jo ingenting. Jeg havde ikke ondt i halsen, maven eller hovedet. Jeg havde heller ikke feber. Jeg skreg til min mor, at hun vist var mere syg end mig siden hun troede, at jeg var syg. Men min mor svarede bare med, at den næste dag, ville der komme nogle og hente mig. Det udløste, at jeg råbte og skreg endnu mere. Og så faldt jeg igen i søvn, udkørt af min egen råben og skrigen.

Og de kom ganske vist efter mig. Men de fik kamp til stregen. Jeg råbte og skreg, når de prøvede at tage fat i mig og trække mig væk. Jeg slog ud efter dem, og til sidst gav de tilsyneladende op og gik ud. Og jeg gik hen og krammede væggen og forsikrede fuglene om, at jeg aldrig ville forlade dem. Og de svarede, at de elskede mig. Og det føltes så dejligt at få af vide, at nogen elskede en. Det var i hvert fald noget andet, end alle de mennesker, der ville tage mig væk og sagde, at jeg var syg. Så kom de ind igen og gik stille og roligt imod mig. Og jeg mærkede et prik i armen og en masse, som kæmpede sig vej ind i mit blod. Og jeg mærkede døsigheden komme. Og de trak mig væk fra fuglene, men jeg kæmpede stadig. Jeg fik fat i chatollet og det blev flået åben. Men jeg var for svag. Da jeg var blevet trukket ud i midten af rummet, begyndte gulvet at blive rødglødende og en sort røgsøjle steg op fra gulvet og spredte sig ud over loftet. Væggene og gulvet revnede. Fuglenes bebrejdende dødsskrig lød, og det skar i mit hjerte. Det er det sidste, jeg husker inden, at alt blev sort.

Næste gang jeg vågnede, var alt hvidt og jeg var i en hvid kjole. Udenfor lød der fuglesang – det første tegn på forår. Og jeg brød ud i gråd. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...