De Fordømte

Novellen tager sted i den stille landsby, hvor en forbandelse pludselig dukker op. Helena lever indtil da et lykkeligt liv med sin mand og søn, men en pludselig omvæltning og et voldsomt tab gør, at Helena ikke længere kan klare livet.

Novellen er færdig, og der er derfor kun et enkelt kapitel.

2Likes
3Kommentarer
592Visninger

1. De Fordømte

 

Selvom bekymringerne fyldte meget i de større byer, blev der kun jævnligt snakket om det på landet. De fordømte. Advarslerne var allerede begyndt at stige i antallet. Et barn der pludselig faldt død om, sygdom i kvæget eller huse der på mystisk vis faldt sammen.

Helena havde selv været på vej ind til kvægejeres lille butik, for at købe noget kød, da hun så folk løbe angstfyldte rundt på gårdspladsen. En broget ko lå midt på pladsen, tygget i og øjnene manglede. De vidste ikke om det var en advarsel. Den kunne være sluppet ud ved et tilfælde, og blive angrebet af ulve. Dem havde de en del af i skoven. Det var også, hvad hun havde fortalt sin søn.

 

Alle kendte historien om de fordømte, men mere som en fjern myte. En gruppe krigere, der blev forbandet af en heks, efter de angreb uskyldige og plyndrede dem for alt hvad de ejede. Nogen var skeptiske omkring ideen med, at de skulle være vendt tilbage igen. Sidst de var kommet tilbage, var Helena kun seks år. Hendes far havde været med i et par af slagene, men vendte tilbage på grund af et amputeret ben. Hver gang de kom forbi, ville hun kigge på dem fra taget. Det var også der hun første gang så sin mand. Han var næsten femten år ældre, men det kunne ikke ses. Han lignede stadig den mand hun fik øje på, da hun var barn. Som sekstenårig kunne hun endelig gifte sig med ham, og de fik deres søn samme år. Modsat mange andre på hendes alder, havde hun giftet sig ung og med den hun selv havde valgt. Hun havde heller ingen svigerforældre. Hendes mands mor var død kort efter fødslen, og faderen nægtede at møde til brylluppet i skam. Han var nu død af alderdom og fik en begravelse værdig hans titel som landets hærfører.

Men nu boede de her. En stille landsby langt væk fra geledder, ordrer og tæt byggeri. Det havde hjulpet lidt på hendes mand, der ikke var blevet den samme efter det sidste slag. Han vendte hjem med kun sår og skræmmer, men det var som om noget af hans sjæl manglede. Hun kiggede ud over markerne, da et skrig pludselig rev hende væk fra hendes tanker.

"Hjælp! Min datter!" En kvinde stod grædende med sin pige i armene. Kun lidt krøllet hår var begyndt at dække hendes hovedbund. Men hun var helt bleg og den lille kjole var blodig. Helena mærkede sin søn tage fat i hendes kjole, men hun sendte ham hurtigt ind igen. "Gå ind i stuen, William!" Drengen fik et chok af den pludselige kommando, og skyndte sig ind. Landsbyens ældste tog sig ikke tid til, at få barnet væk. Hvis hun var i live, skulle de ikke spilde tid på at gå indenfor. Han åbnede hendes kjole lidt, og en håndfuld mider væltede ned på jorden. Folk kastede sig nærmest væk, som var pigen en forbandelse selv.  

Det var altid en sørgelig begravelse, særligt når et barn havde forladt livet. Men bekymringen og den anspændte stemning lagde et endnu tungere tæppe af sorg over byen. Helena kiggede på sin søn på terassen. Han legede med en træfigur hans far havde snittet, imens han holdte øje med at der ikke kom fugle i deres korn. Så mærkede hun sin mands arme om sig. Hun lagde en hånd på hans arm, og han drejede hende hen til sig. "Er der noget andet?" Hun kiggede kort op på ham og rystede kort på hovedet. "Nej, det er bare efter i dag." Hun smilede svagt, og lænede sig så ind til ham. "Der er ikke noget andet. Skulle der være det, Kratos?" "Nej." Han mærkede tydeligt en kulde fra hende. Når han holdte hende så tæt ind, så han hendes følelser for ham og deres søn som et klart og roligt hav. Men denne gang varede det kun kort, inden han så træer, der var faldet for vinterens styrke og sultne ulve, der desperat gnavede i den døde bark. Det var aldrig noget han havde fortalt. Han prøvede bare at fokusere på hendes varme og nyde hendes nærhed alligevel.

Trods tragedien der ramte landsbyen, kunne Helena alligevel glædeligt se sin mand være sig selv igen. Det var kommet så pludseligt. William fulgte sin fars vejledning, og slog igen med træsværdet. Hun tænkte ikke på den krise, der måske ville ramme dem alle. De havde alligevel ikke fået noget tydeligt tegn. Det hele kunne forklares med logik og rationelle tankebaner. Det liv hun havde drømt om blev til virkelighed, og hun havde fundet sin mening med livet. En lykkelig mening. Hun følte sig som den heldigste, og intet kunne overvinde hende. Ingen ulykker og teorier om de fordømte kunne tage glæden fra hende.

Men glæden lukkede hendes øjne. Med ét blev virkeligheden slået ind i hende, da hun kom hjem og fandt hendes mands udstyr lagt frem. "Kratos!" Hun løb hen og slog ham over kinden. "Du forlader os! Hvordan kan du gøre det?" Hun græd hysterisk og kunne dårligt nok få vejret. Hun faldt ned på knæ. Han satte sig foran hende, og tog fat om hendes hænder. "Det er for jeres skyld jeg gør det. De fordømte kommer snart hertil." "Det kan hæren tage sig af! Der er så mange soldater derude! Du har os nu, og du er ikke en af dem mere!" Hendes læber rystede, og hun kunne mærke det helt ned i halsen. "Jeg bliver nød til det." Han fik hende op på benene igen, men hun græd stadig lige meget. "Jeg redder jer fra dem." "Hvorfor dig?" Hun slog ham på brystkassen, men det blev kun til et svagt puf. "Det her var hvad vi drømte om! Det er sådan her vi skal leve!" Han tog hende ind til sig, og fik hende dæmpet lidt. "Man bliver nød til at ændre på sine planer nogen gange." Hun skulle til at spørge hvorfor det lige var ham, men han tyssede på hende og bad hende ikke spørge mere. Hun skulle bare prøve at forstå det. "Jeg tager af sted i morgen." Helena nikkede og tog et par dybe indåndinger. "Vil du så gøre det forbi med dem? En gang for alle?" "Hvis det er hvad du vil have." Han kyssede hende forsigtigt, og kiggede hende i øjnene. Hun nikkede, og mødte hans blik med seriøse og indtrængende øjne. "De fordømte skal alle sammen dø og ingen skal kunne vende tilbage."

Hun tørrede sine øjne en gang, og fandt sin stolthed frem. Kratos red frem mod hæren, der marcherede forbi landsbyen og mod bjergene. "Mor?" William trak forsigtigt i hendes kjole. "Hvorfor tager far af sted?" "Det skal vi ikke spørge om. Vi skal bare forstå det. Han skal nok komme tilbage snart, det lover jeg. Din far skal redde os fra alle de fordømte og sørge for, at ingen af dem kommer tilbage."

Helena satte et lys op i deres soveværelsesvindue, og kiggede ud over horisonten han var forsvundet bag. Flere og flere stearinstumper begyndte at fylde gulvet. Hun lagde dårligt nok mærke til at William blev hentet af hendes søster. "Jeg skal ikke med.. om et par dage kommer jeg." Hendes stemme var uden kræfter eller følelser, og søsteren måtte forlade hende i det tomme hus med William ved sin side. En morgen blev hun revet ud ad sin søvn, og løftede hovedet fra vindueskarmen. Soldater kom langsomt frem i horisonten. Hun faldt næsten ned ad trapperne og løb hen mod dem. Mange kom tilbage på deres ben, og få blev trukket på en vogn med tæpper over dem. Hendes stemme blev fyldt med glæde, da hun begyndte at kalde på ham. Men glæden druknede i desperation, som de gik forbi hende uden at skænke hende et eneste blik. Hun var som et spøgelse for dem. Ingen svar. Ikke en gang en lille gestus som kunne vise til hendes mand. Til sidst kom der ikke flere.

Tomt stirrede hun ud i luften. Hun tænkte intet og følte intet. Som en død vendte hun sig mod byen, hvor hendes søster havde hendes søn boende, og der brød hun sammen igen. Det var der William ventede på hende og sin far. Livsforladt fulgte hun soldaternes fodspor til slagmarken. Et kæmpe træ skød op fra jorden, hvor alle de fordømte var hængt. Deres kroppe var gennemborret af våben, og nogen af dem var blevet brændt. De mystiske sorte heksetegn dækkede deres kroppe som brændemærker. Så stoppede hun op. Hun så på sin mands krop, der var vansiret af heksens forbandelse og rebet om hans hals. Hun havde vidst det inderst inde. Det var hende, som nu havde gjort hendes søn faderløs. Hun ville aldrig kunne tilgive sig selv, leve uden sin mand eller se sin søn i øjnene og fortælle, at hans far ikke bare aldrig kom tilbage, men også var en af de fordømte.   Hun samlede en lang snor af tøjlerne fra de faldne heste, og kravlede op i træet. Hvis hun ikke skulle få sit gamle liv tilbage, skulle hun slet ikke leve.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...