Days of Nightmare

I en ganske almindelig lejlighed, sidder Lukas og ser film. Han venter bare på tiden går, så hans kæreste flytter ud. Lukas har måneden inden slået op med kæresten. Der er voldsomme problemer mellem dem, og kæresten vil være sikker på, at deres sidste tid under samme tag bliver et helvede, for at hævne sig på Lukas.

Novellens tidsrum strækker sig over godt og vel en time. Der er kun et enkelt kapitel, så den er færdig.

1Likes
0Kommentarer
419Visninger
AA

1. Days of Nightmare

Det var måske ikke nogen kæmpe, luksuriøs lejlighed med lækkert parketgulv. Men det dannede en tryg og behagelig ramme om både sjæl og legeme. Den var godt nok større end hvad de fleste andre havde, og der var gjort meget ud af indretningen. Men alle de dejlige følelser den havde givet, var nu borte. Druknet. Druknet i den pest, der spredte sig indenfor de trygge rammer.
Hvad der engang havde været et tåleligt forhold, var udviklet til et dramateaterstykke om hævn og trusler. Et mareridt.
- Og hver dag var et nyt stykke. Et nyt mareridt, som var umuligt at vågne fra.

Lukas kiggede igen på kalenderen på sin telefon. Halvdelen af tiden var gået. I sit korte liv var der sket meget, og han stod nu for en udfordring som mange først oplevede meget senere i livet. Det at skulle flytte fra hinanden.
Lejligheden var hans, så den del var hurtigt afklaret. Langt de fleste af møblerne tilhørte også ham, og skulle derfor bare blive stående. Intet var købt i fællesskab, udover ting som tandpasta og en rulle med skraldespandsposer.

I slutningen af måneden forinden, havde Lukas slået op med sin kæreste igennem længere tid. 2 et halvt år. De havde holdt pause en gang i mellem, men nu var det blevet nok. Kæresten fik så måneden derefter, til at finde noget nyt. Lukas havde ellers længe overvejet og undersøgt hvordan man gjorde det bedst, men den valgte metode var uden tvivl den forkerte. Han skulle bare have smidt hans ting ud og skiftet låsen. Det ville han have gjort, hvis han vidste hvordan måneden ville blive.

"Vask dog op efter dig!"
Lukas kiggede overrasket ud i køkkenet fra sofaen. Der stod ekskæresten og pegede på en beskidt gryde. Han havde ikke været hjemme og lave mad i over tyve dage. Havde han fortalt Lukas, at han ville være hjemme for at lave aftensmad, var den selvfølgelig blevet gjort rent. Lukas havde kun lige nået at tømme gryden og sætte sig, inden hans eks kom brasende ind og forlangte en ren gryde.
"Jo, du kan jo altid spørge pænt.." Lukas så videre. Godzilla. Ikke ligefrem en favoritfilm, men nu var det så mange år siden han havde set den.
"Okay okay, så.. jeg kan bare skide på gulvet, og når du så siger jeg skal gøre det rent, så kan jeg nægte! Og hvad med sengen, hvad sker der for den?"
"Sker der noget for den?" Lukas' stemme var tom for nogen som helst tone af følelser, og det meste af hans fokus lå stadig i filmen. Efter mange åndssvage diskussioner, var hans hjerne begyndt bare at slå fra.
"Lagenet er taget af! Du kan i det mindste rede den!"
"Jeg skal ikke ordne seng for dig, for at kunne sove i min egen seng når du ikke er her."
"Så jeg skal altså feje inde hos dig når jeg går rundt med sko på, men du skal ikke rede seng for mig? Du er simpelthen så barnlig!"
"Jaja." Lukas pustede på suppen på skeen. En dejlig chilisuppe ville ellers få hans sjæl til at vride sig af glæde - og en smule af hvor stærk den var -, men madglæden lå i ruiner endnu en gang. Af et næsten to meter højt pattebarn med slidte bukser og krøller.
"Så du vil ikke rede min seng?"
"Det er min seng, og nej."
Det udløste et hav af trusler og skældsord. Imellem forsøget på at nyde maden og indtrykkene fra filmene, slap ord som "svin" og "latterlige idiot" ind. Men de nåede ikke at gøre nogen virkning, da Lukas' kat valgte at trække sig væk i frygt. Ned i sin hule i hjørnet. I et splitsekund vendte hans humør fra apatisk til fokuseret og agressivt. "Nu holder du kæft! Jeg reder ikke din seng, og jeg ordner ikke gryden når du ikke kan spørge pænt!"
Ekskæresten skulle til at råbe op igen, men da Lukas var halvt oppe af sofaen, gik han hurtigt ind på det andet værelse og smækkede døren i. Sukkende satte Lukas sig igen.

Kort efter hørtes et lille miauv fra katten, og Lukas kaldte på hende. Hurtigt satte hun sig igen op ved hans side, spandt og satte sig til at vaske sig. Lukas nussede hende en gang ved øret, så hun hurtigt begyndte at vaske ham i stedet.
Det havde bestemt ikke altid været sådan. Ikke bare mellem de to, men i hans liv generelt. Kort efter at være fyldt atten, begyndte ligegyldighed at overtage hans sind. Den samme, som nogen år tidligere dominerede hans liv så meget, at han måtte blive indlagt.
Det var ikke bare at være ligeglad, trist eller ensom. Det var så voldsomt, at det var en decideret sygdom er krævede medicin og behandling hos en psykolog. Det stjal følelser, såvel som arbejdstid. At måtte arbejde på deltid i så ung en alder var et slag i ansigtet til at starte med, men nu bragte det ham da lidt glæde. Glæden ville at kunne indse når det ikke gik, og at være stærk nok til at sige fra. Men også den følelse af noget godt i livet blev suget ud. Revet bort af en, som påstod at have elsket ham. Lukas havde ikke længe ikke haft følelser for ham. Men det var svært at tro ekskæresten havde talt sandt, når han havde sagt det. Når det var sådan han nu opførte sig.

Men Lukas nåede ikke længere end til det andet angreb på den store Godzilla, inden ekskæresten kom stormende tilbage. Også med sit angreb nummer to. "Du ved godt at du bliver smidt ud når jeg flytter, ikke?"
Det udtryksløse ansigt og de to, blå øjne fokuseret på filmen var nok til, at han fortsatte uden tøven. "Jo, det gør du nemlig! For du må ikke bo alene her! Det er ulovligt!"
"Okay."
"Internettet er også mit og det samme er strømmen, jeg kan stoppe det hele!"
En løgn, men Lukas gad ikke længere diskutere det. For nogen år tilbage ville han have sprunget direkte i diskussionen med kløer fremme og tænder blottet, men en kombination af alder, sygdom og medicin gjorde ham ligeglad. Det haglede ned med flere trusler og grimme ord. Lukas rakte ud efter fjernbetningen, og ekskæresten holdte mund et øjeblik. Men da det viste sig at det kun var for at skrue op, fortsatte salven af tilsvininger. Lukas nussede sin kat hen over ryggen. Den var opmærksom og brød sig tydeligvis ikke om larmen. Ligesom sin ejer, var den langhårede, sølvfarvede hunkat et reserveret væsen, der ikke brød sig om støj og voldsomme bevægelser. Det stoppede heldigvis også, da hvad der nærmest var blevet til et mantra, forlod ekskærestens læber. "Men ved du hvad? Jeg er ikke så barnlig som dig. Du er sgu for lav, og du gider kun ikke sige noget fordi du ved jeg har ret!"
"Nej, fordi du er for dum til at forstå hvad jeg siger." Lukas stillede suppeskålen på sofabordet, og så videre. Ekskæresten sagde noget, men Lukas hørte det ikke. Der var så meget han ikke hørte mere. Folk kunne kaste alverdens forbandelser over ham, og det ville ikke sive ind. Det var ikke fordi han valgte ikke at fokusere på det. Det var hans hjerne som lukkede af for det.
"Jeg kommer ikke hjem i nat!" Hørte Lukas pludselig, da heltene var ved at flygte fra Madison Square Garden inden det blev sprunget i luften. Så blev døren smækket så voldsomt i, at han kunne høre ting ryste på hylderne ude i gangen.
"Det lyder dejligt, ikke også, skat?" Han strøg hånden ned ad katten, der i mellemtiden havde lagt sig op på skødet af ham. Hun miavede og kiggede op på ham kort, inden hun lagde hovedet ned igen og spandt.

Bruddet mellem de to var ikke hvad forværrede hans sygdom, men den konstante larm, stress og tilsvineri vækkede nogen dårlige minder. Hans ekskæreste ville uden tvivl gerne tage æren for, at være den som langsomt ødelagde ham. Men Lukas kunne ikke længere blive såret over ting, som skete i nutiden. Det kunne kun åbne gamle sår gennem minderne. Selv det var svært at komme igennem, og det varede kun et øjeblik. Intet kunne trænge igennem mere. Om det så var rosende ord eller ondsindende øgenavne, og ikke en gang glæde eller sorg på vejne af andre. Kun et par stjålne sekunder følte han glæden, som andre følte, før det forsvandt igen.
Men han var optimistisk omkring, at når ekskæresten var væk og han havde lejligheden for sig selv, ville han kunne starte et nyt kapitel i sit liv. Der skulle gøres rent overalt, males, hylder skulle op. Ting, som han ikke havde haft tid eller overskud til før. Kun at fjerne det dødelige skidt og chikanerende støv var der tid til. Men det var en sur pligt og et helvede, når man vidste at det meste stammede fra en anden. En anden, som snakkede så grimt til en. Folk havde rådet ham til så bare at lade, men det var ikke en mulighed. Det ville hans hysteriske sind ikke tillade.
Men det bragte ham glæde at tænke på. Ikke mindst et håb op, at tingene sagtens kunne blive bedre. I en verden som han ville have den, ville han kunne rejse sig fra sin sygdoms mørke kløer. Det ville tage tid, og de ville efterlade mange sår og rifter. Dog var det en kamp, som var værd at kæmpe. Selvom han vidste, at han aldrig ville slippe helt fra den. Som så meget andet, ville den altid ligge på lur og slå til, når han mindst ventede det.

Men for nu var ekskæresten der ikke. Han var væk, omend bare i et døgns tid. Den lille smule fred skulle ikke gå til spilde. Lukas ville nyde det så meget som muligt. Dagene var sådan et mareridt, at han ikke fik dem om natten længere. De sparsomme timer i fred skulle nydes. Selvom det næste dag ville starte forfra, og et nyt mareridt ville blive vækket til live.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...