The Danger Of 1D - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 jan. 2013
  • Opdateret: 9 jan. 2013
  • Status: Igang
Aly lever det perfekte liv med alt hun behøver og vil have, takket være hendes rige far, kendt som præsident Smith af USA. Ét knips, og det hun vil have kommer. Men livet går ikke altid efter ens egen forventning, og det får Aly også oplevet på det groveste, når 5 drenge træder ind i hendes dagligstue og fortæller hende, at hun er i fare og hun skal følge med det kendte band, One Direction.

5Likes
3Kommentarer
703Visninger
AA

2. The name of One Direction.

 

"Hvor er min far?" spurgte jeg en anelse chokeret over den tidligere hændelse. "Han er til møde, Madame." sagde James, vores middelaldrende butler. "Møde?" "Ja, han er eftersigende færdig ved 3 tiden." "3 tiden?" "Ja, ønsker De noget, Madame?" Jeg fik hurtigt underrettet om, at alt var fint. Intet fortalte jeg om hændelsen og de 5 drenge, som nu stod og ventede tålmodigt på, at døren blev åbnet for dem. James betroede mig og fortsatte mod vores stue. Jeg vidste godt, at min handling var forkert. Jeg tog en spontan beslutning, at informerer James om drengene. Derfor satte jeg i løb mod James, som jo havde taget kurs mod stuen. "James!" råbte jeg ubehøvlet op. "Madame, De må altså dæmpe Dem lidt! Deres far er til møde kun 200 meter væk herfra. Hvad vil De?" sagde James hastigt, da han hørte mit kald. Jeg vidste udmærket godt, at det var forkert af mig, at råbe sådan op, men det hastede da også - på en måde. "Jo, der står 5 drenge, som gerne vil lukkes ind. Jeg kender dem ikke." "De kender dem ikke?" "Nej, det gør jeg ikke. De er omkring min alder." "Bliv i sikkerhed, Madame. Jeg vil få nogle vagter underrettet, hvis de gør en forkert handling." "James, er du nu sikker på, at det er nødvendigt?" "Ja, om det er, Madame. Vagterne er nødvendige, de øger jeres sikkerhed. Det er en farlig verden derude, siger jeg Dem. Bliv De hellere her, Madame." med de ord forlod James stuen og gik mod vores sikkerheds-kontor. Jeg sukkede dybt af deres så oprivende reaktioner på hver en besøgende, der pænt ventede på, at blive lukket ind. Altid skulle vagter tilkaldes for en sikkerhedskyld, men altid havde det været en, som far havde en aftale med. Altid og altid, nogle gange havde ubudne journalister dog også kommet. Men de var ikke kommet længere end til porten. De her drenge, de var kommet hele vejen op til vores dør. Jeg undrede mig så uforklarligt meget over, hvem de her drenge var.

"Madame! Disse drenge vil gerne snakke med Deres far. Kan De underrette præsidenten om deres ankomst?" James kom afbrydende ind og informerede mig om drengene. "Jo, det skal jeg nok. Bringer du ikke drengene herind?" spurgte jeg og smilte venligt. "Er De helt væk, Aly?" det var første gang, at jeg nogensinde havde hørt James sige mit fornavn. Altid havde han talt dis med alle herinde. Det gjorde mig målløs. "Hør, James, jeg lover at jeg råber op, hvis de foretager sig noget." "Fint. Vi stiller nogle vagter udenfor dørene." Jeg nikkede og satte mig ned i den læder beklædte sofa. James forlod rummet endnu en gang og hentede højest sandsynligt de fem drenge. 

Det bankede på døren her indtil stuen. "Ja?" ind trådte fem drenge, bekendte drenge. De sagde pænt hej, næsten for fornemt, som forholdt de sig normalt fornemme overfor andre. "Hej. Har I et møde med min far?" "Ja, her klokken halv 5." svarede den ene af dem. Brune øjne, halv-mørk stemme og karseklippet hår. "Nå. Og hvad skal nogle på jeres alder snakke med ham om? I har vel ikke noget fornuftigt, at skulle fortælle ham om landets fremdrift." "Vi skal synge." svarede en anden. Krøllet hår, mørk stemme. Han virkede en smule bekendt. Han fik mig til, at tænke over hans svar. "Synge? Hvem skulle I da være?" "One Direction." jeg løftede mit højre øjenbryn af en bar undren. Ikke over hans svar mere, nej mere over deres accent. De var fra England. "I er fra England?" "Ja, det er vi." "Hør, vi må fortælle dig noget, Madame." sagde en tredje. Han havde også brunt hår, som den krøllede drengs hår var. "Hvad hedder I?" "Harry." svarede drengen med det krøllede hår. "Harry!" sagde den første, som havde talt. Ikke på en sød måde, mere som en hentydning til, at han skulle tie stille. "Og hvad hedder I andre?" "Det her er Liam." han pegede på drengen, som havde karseklippet hår og brune øjne. Ham som også havde nævnt Harrys navn. "Zayn." sagde Harry og pegede på en dreng med sort hår og brune øjne. Han kiggede så skeptisk rundt og på mig. "Niall." en blond dreng med blå øjne. Han virkede nervøs. "Louis." drengen med det brune hår. Jeg nikkede. "Madame, vi bliver nødt til at snakke! Det haster." sagde Liam halv-hviskende. "Kald mig Aly. Jeg har ikke behov for, at vi taler dis." "Fint, Aly. Lyt nu godt efter." sagde Liam og tog en dyb indånding, før han åbnede munden igen. Nervøsiteten steg inden i mig. "Vi kom faktisk for, at snakke med dig, Aly. Du er i fare." "Fare? I må være gået fra forstanden. Jeg er beskyttet af den højeste sikkerhed herinde." sagde jeg højt, jeg næsten råbte det. Mit hjerte slog hårdt mod mit brystben. Dørene brasede op til stuen, vagter kom frem med pistoler sigtet mod drengene. "Hvem er i fare? Har de gjort Dem noget, Madame?" "Nej, alt er helt fint. Vi snakker bare." forsikrede jeg dem. Vagterne valgte at sænke deres pistoler langsomt. De kiggede en smule advarende på drengene, men dog forlod de stuen og lukkede dørene efter sig. "Hvad er det I bilder mig ind? I kom for at synge, ikke? Fare? Sikkerheden her er på det højeste level!" halv-hviskede jeg. "Vores manager aftalte, at vi skulle synge med din far. Vi kom tidligere, så vi kunne snakke med dig. Hvis ikke du havde villet snakke med os, så havde vi haft et problem." sagde Zayn. Han smilte lidt og fnyste kort efter. Han var besynderlig, ikke en jeg var tryg ved. "Hvordan er jeg i fare? Hvad er det overhovedet, at I snakker om?" "Et hemmeligt system ved navn 'New York Main System', er ude efter dig. De vil have en pengesum fra din far på 790 millioner dollars for, at han kan få dig igen." fortsatte Zayn. "De ved, hvor meget du betyder for din far." "Men 'New York Main System' er jo hovedsystemet og de ville da ikke gøre nogle noget - de følger vel loven?" sagde jeg en anelse forvirret. "Systemet er hacket, Madame." svarede Harry. "Jamen, hvad skal jeg så gøre?" spurgte jeg en smule desperat. "Flygte. Du skal væk hurtigst muligt. Deres system kan på ingen tid hacke sig ind i jeres system og det vil jo så gøre, at de kan komme ind og hurtigt få bortført dig." "Hvor skal jeg flygte hen? Hvad med min far?" "Vi har styr på det. Du tager med os. Vi har lavet en aftale med din mor. Hun siger, at hun nok skal finde på noget. Du må tage med os, Madame." "Det kan jeg jo ikke!" sagde jeg højt. "Dit liv er i fare. De vil misbruge dig, få presset de værste ting ud af dig med hjælpemidler som vold. Vi er gode nok. Kom med os." Mine hænder skælvede ved tanken om, at mit liv var i fare. Tusindevis af tanker argumenterede mod hinanden om, hvorvidt jeg skulle tage med eller ej. "Tager du med?" spurgte Harry. Jeg løftede mit hoved, lod mine øjne møde Harrys. Usikkerhed var den eneste følelse, som kunne beskrives lige nu. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...