Sandhedschatten

”Træt af at alle dine venner fucker dig up? Træt af at folk er ligeglade? Og at du ikke kan snakke med nogen om dine problemer? Så er du ikke alene, og jeg vil gerne invitere dig ind i sandhedschatten.” Sådan skriver Luca på en af skolens toiletter, en dag hvor hun er desperat og tæt på at give op. Tre andre elever, Less, Blair og Rebecca, logger en uge senere ind på sandhedschatten, under et dæknavn. Det bliver et fristed, hvor de fire unge kan dele deres hemmeligheder, men der er nogle regler. Man må ikke dømme de andre, afsløre hvem man er, eller sladre til nogen udenfor chatten. Kan de holde den virtuelle og den virkelige verden adskilt? Hvilke hemmeligheder skjuler de? Og kan de overhovedet stole på hinanden?

466Likes
1029Kommentarer
48058Visninger
AA

29. Undskyld.

Luca

 

Mens mit og Less venskab blev tættere, fik jeg det bedre. Og som altid, når jeg fik det bedre, fik jeg det værre. Den dårlige samvittighed kradsede under mine fingrespidser og hver gang jeg var alene, blev jeg kvalt i stemmer der skældte mig ud. Fordi jeg prøvede at trække Less ind i mine problemer, ligesom jeg havde gjort ved Kayne. Til sidst havde jeg egentlig mest lyst til, at have det ad helvedes til igen, bare for jeg fik ro i mig selv.

”Ved du hvad to x i anden, plus seks x, minus et er lig med nul bliver?” spurgte Less. Han lå i sin egen seng, mens jeg sad lænet op ad bordbenet til hans skrivebord. Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at jeg kun var her, fordi jeg havde brug for Less hjælp til matematik og at hans matematiske evner ikke var ligeså håbløse som mine.

”Vis mig lige opgaven,” mumlede jeg og han kastede bogen ned til mig, mens han sukkende lagde hovedet i madrassen.

”Hvor er den?” spurgte jeg

”Allernederst på siden, opgave… et eller andet jeg har glemt.”

Jeg kiggede ned i hjørnet af siden og fandt den. 2x^2+6x-1=0. ”Det ved jeg ikke… Nul?”

”Hvorfor nul?”

”Fordi der står et lighedstegn og så nul.”

Han kiggede op på mig og grinede. ”Hvis det er rigtigt, ikke? Så bliver du nødt til at blive matematiklærer, for jeg har aldrig hørt nogen forklare det så nemt.”

”Men det er jo ikke rigtigt.” Jeg tog en hånd gennem mit hår, mens jeg kiggede på ham. Hans øjne havde en rolig gråblå farve og jeg var tryg ved at kigge på dem. Normalt kunne øjne ellers gøre mig panikslagne, hvis jeg så ind i dem for længe, fordi jeg havde det som om der lå en vurdering bag. Med Less var det mere som om, han bare så på mig. Der var ikke de store tanker bag.

”Hold nu op, tro lidt på dig selv, for helvede.”

”Tror du virkelig selv på, at de ville skrive resultat midt i spørgsmålet?”

”Det kan sgu da godt være, måske er det et trick spørgsmål.”

Jeg rystede på hovedet. ”Du er ikke rigtig klog.”

”True shit.” Han satte sig op i sengen og klappede på pladsen ved siden af sig. ”Kom lige her.”

”Hvorfor?”

”Fordi jeg vil snakke med dig, om ting der er vigtigere end ligning og alt det der matematiklort.”

”Jeg burde nok…”

”Nej, slut, Luca. Det er ligeså snart jeg prøver at snakke seriøst med dig, så skal du på toilettet og ellers så skifter du emne. Det tager højst fem minutter.” Han holdt fem fingre frem, som om jeg var et lille barn, der stadig havde problemer med forskellen på fem og fire.

Jeg havde lyst til at flygte, men jeg gik alligevel hen til ham i sengen. Jeg lagde armene over kors, for alligevel at have lidt afstand imellem os, nu hvor han prøvede at komme tæt på.

”Hvordan har du det, med det i Sandhedschatten? Er det okay?”

Det irriterede mig lidt, at de nærmest havde udnævnt mig som det svageste led. Der var ingen der spurgte Less eller pianisten om de var klar. De var bare klar, men lille Luca, hun kunne selvfølgelig ingenting. Det værste var de havde ret. Jeg var ikke klar. Jeg var bare lille Luca.

”Jeg ved det ikke rigtig.” Jeg kiggede på hans læber. Lagde mærke til hvordan de medfølende krummede sig nedad. Hvis jeg kunne havde jeg revet dem af ham og proppet dem i lommen. Sådan så hver gang, at jeg havde det dårligt kunne jeg tage det frem og få den her falske følelse af, at jeg ikke var alene. ”Jeg tror måske ikke rigtig at jeg kan. Det jeg gjorde… Det var virkelig…”

”Uanset hvad det er, så er det lige meget, altså jeg er stort set kold med alt… og Pianisten dømmer dig heller ikke, så det skal nok gå.” Jeg mærkede hans hånd mod min skulder og kiggede ned i mine hænder. De var så små som de lå der. Små. Nærmest som babyfingre. Jeg bed mig i læben.

”Det siger du kun, fordi du ikke ved hvad det er, tro mig.”

”Ved du hvad? Hvis du virkelig har det sådan, så synes jeg du skal få det overstået nu.”

Jeg rystede på hovedet. Nu? Jeg var i tvivl om jeg overhovedet kunne skrive det, og nu ville han have mig til, at sige det direkte i øjenhøjde.

”Det er jo ikke fordi du er en eller anden pædofil eller seriemorder, vel?”

Jeg mærkede hvordan kuldegysninger løb ned langs mine arme og fortsatte ned ad rygsøjlen. Som om han havde sat ild til en eller anden lunte, som jeg ikke engang vidste jeg havde i kroppen.

”Luca? Kig lige på mig,” hviskede han og strøg mig over håret. Jeg løftede hovedet, men kunne ikke få mig selv til at kigge ham i øjnene. I stedet kiggede jeg på hans læber igen. De formede et hint af et smil, der i sig selv sagde: ”Du kan godt.” Det sagde faktisk næsten: ”Du kan godt, Luca” som om han havde designet et smil kun til mig.

Jeg lagde mit hoved ind til hans og mærkede hvordan hans pande ramte min. Hans ånde var varm. Jeg kiggede stadig ikke på ham.

Jeg drejede hovedet en smule og trykkede blidt mine læber mod hans. For at få dem til at holde kæft og tørre du-kan-godt-Luca smilet væk. Han flyttede sig væk fra mig og åbnede munden, som om han skulle til at sige noget, men samlede hurtigt læberne igen.

 Han rystede på hovedet for sig selv og trak mig op på sit skød. Jeg følte mig helt lille ved siden af ham, men også tyk. Jeg kunne mærke hvordan mit mavefedt, stødte mod hans brystkasse, kun adskilt af to lag tøj.

Han kyssede mig igen. Ganske forsigtigt, som om vi kun var ti år og det var vores første kys overhovedet. Uskyldigt. Hans læber smagte lidt som sukker, fordi hans mor havde tilbudt os et bolsje, da vi kom hjem fra skolen. Gad vide om kalorier smittede fra mund til mund? Jeg prøvede at holde op med at tænke over det og fokuserer på den søde smag. Mod mine læber. Less Stephans. Ham alle ville have og der var kun fire lag tøj imellem os og nul centimeter imellem vores læber. Hvorfor kunne jeg ikke bare…

Jeg lukkede øjnene og det hele blev mere intenst. Jeg mærkede hvordan han smilede gennem vores kys, tydeligvis ikke noget der var meningen. Det gav mig en underlig ro i kroppen, der slet ikke passede ind.  Hans hånd bevægede sig ind under min trøje og op mod min BH. Det gav mig et ubehageligt sug i maven og jeg skubbede mig væk fra ham, så han automatisk fjernede hånden.

Det var tirsdag, vi skulle aflevere matematik i morgen og det her var en forfærdelig ide. Det var at gøre noget helt nemt, utrolig kompliceret. Jeg havde lyst til, at sætte mig til at tude lige der, lige foran ham. Jeg ville bare ikke være den pige, så i stedet for rejste jeg mig og samlede min taske op fra gulvet.

Han nåede at sige fire ting, inden jeg fik pakket mine ting sammen og gik. ”Du går ikke, vel?” ”Luca, come on, det der er for barnligt.” ”Det var ikke engang mig der startede det, og nu er du sur… på mig? Det giver jo ikke nogen mening.” Og så det værste. Hvis bare jeg havde lukket døren to sekunder før, ville jeg ikke have fået det med. ”Undskyld.”

Undskyld. Undskyld. Mens jeg gik ned af trappen, hørte jeg ordene knirke fra trinene. Undskyld, undskyld, undskyld. Udenfor var det koldt og jeg havde det ad helvedes til. Stemmerne gik helt amok i mit hoved. Samtidig var det nu mine sko, der knirkede mod fortovet. Undskyld, undskyld, undskyld. Hvorfor havde han sagt det? Hvorfor kunne have ikke sige: ”Fuck dig.” Det havde gjort det meget nemmere, men det forstod han selvfølgelig ikke. Sådan var det nok bare, med mennesker som havde venlige stemmer i hovedet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...