Sandhedschatten

”Træt af at alle dine venner fucker dig up? Træt af at folk er ligeglade? Og at du ikke kan snakke med nogen om dine problemer? Så er du ikke alene, og jeg vil gerne invitere dig ind i sandhedschatten.” Sådan skriver Luca på en af skolens toiletter, en dag hvor hun er desperat og tæt på at give op. Tre andre elever, Less, Blair og Rebecca, logger en uge senere ind på sandhedschatten, under et dæknavn. Det bliver et fristed, hvor de fire unge kan dele deres hemmeligheder, men der er nogle regler. Man må ikke dømme de andre, afsløre hvem man er, eller sladre til nogen udenfor chatten. Kan de holde den virtuelle og den virkelige verden adskilt? Hvilke hemmeligheder skjuler de? Og kan de overhovedet stole på hinanden?

466Likes
1029Kommentarer
48034Visninger
AA

25. Tredje hjulet.

Rebecca

 

Nej. Nej. Det var jo faktisk et helt simpelt ord, en stavelse, tre bogstaver. Og det var da også pisse nemt at sige nej. Problemet kom bare når de pludselig forventede, at man sagde ja. Så var det bare som om, at mit nej i en eller anden proces op gennem halsen, blev forvandlet til et: ”Øhm, ja, okay.” Det var i hvert fald den eneste forklaring, jeg kunne finde på at jeg havde sagt ja til at være med i Sandhedschatten.

Jeg havde ikke været på Sandhedschatten i snart to uger, noget der kun fungerede, fordi Taylor havde haft for travlt til at spørge ind til det. Hun havde pludselig fået et flip, da det gik op for hende hvor dårlige hendes karakterer egentlig var. Det var måske nærmere hendes forældre der var blevet ramt af det her flip, men det smittede åbenbart til Taylor. Noget jeg var meget taknemmelig for.

Jeg strakte halsen for at få øje på Taylor, vi havde aftalt at mødes i kantinen og spise sammen. Det lignede faktisk ikke Taylor at bryde aftaler, især ikke med mig, fordi hun vidste jeg ikke ligefrem var den mest populære. Hvis hun ikke dukkede op, endte jeg bare med at sidde alene som en idiot og sutte på sugerøret til juicen. Bare for at gøre et eller andet.

”Hey,” sagde en stemme bag mig og jeg vendte mig om, selvom jeg allerede havde genkendt den. Beau. Det havde jeg selvfølgelig glemt, jeg havde også medlidenheds venner på skolen. Eller bekendte, men Beau kunne få alle til at føle sig som hans bedste ven på to sekunder. ”Hvad så?”

”Jeg sidder bare og venter på Taylor, så ja, ikke så meget.”

”Må jeg joine dig? Jeg står nemlig og venter på Jamie… Eller Less… Faktisk helst Less, jeg har slet ikke snakket med ham hele dagen,” sagde han og satte sig ned ved siden af mig. Hans lyse hår sad lidt rodet, men fodbolddrengen på skolen, kunne slippe af sted med sådan cirka alt. Især Beau.

”Ignorerer han dig?”

 ”Det tror jeg ikke, han tænker bare ikke over det. Og det sgu også okay, jeg bliver nogle gange lidt for mor agtigt med ham. Det er også fordi han laver så meget lort, så…” Han stoppede op og kiggede på mig, som om han troede han var trådt over grænsen til hvad han måtte sige. Hvilket egentlig var dumt, for alle vidste Less gjorde mange dumme ting. Selv Less vidste at han lavede dumme ting.

”Men han er jo også god nok alligevel og...” fortsatte Beau, men stoppede straks igen og et smil bandt sig til hans mundvig. ”Less!”

Jeg vendte mig om og præcis som forventet kom Less gående bag os. Han havde armene over kors og gik målrettet mod udgangen til kantinen. Uden overhovedet at overveje at reagere på at der blev kaldt på ham.

”Less!”

Stadig ingen reaktion. Det var ligeså stille ved at blive akavet. Man skulle ellers tro at Less havde så dårlig samvittighed, han ville gøre alt hvad Beau ville have ham til… men det var nok bare ikke Less-logik.

”Lester, for helvede!”

Endelig drejede han hovedet og nikkede til Beau. Sammen med sådan cirka alle andre borde omkring os.

”Lester?” fnyste Less, da han nåede hen til os. ”Hvor fanden kom den lige fra?”

”Det ved jeg ikke, du reagerede da.” Beau trak stolen ud ved siden af sig. ”Har du ikke lyst til at berige mig og Rebecca med dit selskab?”

”Burde jeg vide hvem du er?” spurgte han og greb fat om stoleryggen, mens han kiggede på mig.

”Nej, vi har aldrig snakket sammen før.”

”Fantastisk, det plejer at være en fordel,” sagde han og vendte igen ansigtet mod Beau. ”Så, hvad så? Har du planlagt nogen selskabslege, så vi kan lærer hinanden at kende, eller hvad?”

”Hvad mener du?”

”Det var jo bare så vigtigt jeg kom herhen, så hvorfor?”

”What? Jeg ville bare gerne snakke med dig, men det er åbenbart pludselig meget mærkeligt.”

Jeg kiggede ned på mine negle og prøvede at gøre mig så usynlig som muligt. Det her var akavet. Af flere grunde. Jeg kendte alt for godt Less fra chatten og det var bare aldrig rart at være midt i en diskussion, som man faktisk ikke engang var med i. Det var ligesom at være et tredjehjul, men jeg tvivlede på jeg overhovedet kunne gælde for et tredjehjul. Jeg var nok mere en passager på en cykel, hvis hjul ville hver sin vej. Jeg kunne ikke rigtig gøre noget.

”Ja, sorry, det er bare Taylor, den bitch, jeg har lyst til at kvæle hende. Vi blev sat sammen i biologi, ja og så ville jeg tage en smøg, for at komme væk fra mine morderplaner… men så hiver du mig pludselig hen for at lege entertainer for en eller anden pige.” Han kiggede på mig, sådan halvt undskyldende og stadig halvt irriteret. Jeg vidste ikke om jeg skulle forsvarer Taylor, for hun var ikke altid den nemmeste at forsvarer, men hun var samtidig en af de få på skolen, der virkede passede på mig. ”Det er ikke fordi jeg har noget imod dig i øvrigt. Du har sikket noget imod mig nu, men det er også det jeg siger, det er meget bedre jeg ikke snakker med folk.”

”Hvorfor kom du så overhovedet over?” spurgte Beau.

”Du kaldte mig Lester.”

”Og? Det er ikke ligefrem en eller anden kode for, at du bare skal komme.”

”Perfekt,” mumlede han og skubbede stolen tilbage indtil bordet, hvorefter han fortsatte ned mod udgangen.

”Se selv, det er det jeg siger. Han er god nok alligevel.” Beau lagde armene over kors og bed sig i underlæben. Jeg overvejede lidt om jeg skulle sige noget, men kom frem til det ikke ville gavne nogen. ”Det med Taylor, ikke? Han kender hende jo ikke rigtig mere, så han kan faktisk ikke…”

”Det er okay, jeg ved godt de ikke ligefrem er bedste venner. Jeg har hørt historierne.”

”Og Less er sikkert den eneste bad guy, ikke?”

”Selvfølgelig… og du har vel hørt det omvendte,” sagde jeg.

”Jeg har faktisk ikke hørt det helt store, hvis jeg skal være ærlig, det snakker vi ikke rigtig om.” Han rejste sig op og smilede. ”Jeg bliver altså nødt til at gå ud og se om han er okay. Jeg ville ellers gerne…”

”Det skal du ikke tænke på,” sagde jeg. ”Du er bare en god ven.”

”Det bliver jeg nødt til at være, han ville sgu da være helt fortabt uden mig.” Beau blinkede og begyndte så at gå. Jeg fulgte ham med øjnene, mens han gik samme vej som Less.

Jeg fik øje på Taylor, der ligesom Less kom gående med armene over kors. Hun så mig og prøvede at smile, på en måde så jeg ikke var i tvivl om at hun ville noget. Det var også tydeligt hvad hun ville, efter jeg lige havde set Less. Hun ville have ham ned. Hævn. For hvad havde jeg stadig ikke fundet ud af. Jeg var også begyndt at forstå hvor hun ville hen med at afsløre sandhedschatten. Beau fortjente at vide sandheden. Spørgsmålet var bare om han fortjente det blev klistret op overalt på skolen, så alle andre også kendte sandheden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...