Sandhedschatten

”Træt af at alle dine venner fucker dig up? Træt af at folk er ligeglade? Og at du ikke kan snakke med nogen om dine problemer? Så er du ikke alene, og jeg vil gerne invitere dig ind i sandhedschatten.” Sådan skriver Luca på en af skolens toiletter, en dag hvor hun er desperat og tæt på at give op. Tre andre elever, Less, Blair og Rebecca, logger en uge senere ind på sandhedschatten, under et dæknavn. Det bliver et fristed, hvor de fire unge kan dele deres hemmeligheder, men der er nogle regler. Man må ikke dømme de andre, afsløre hvem man er, eller sladre til nogen udenfor chatten. Kan de holde den virtuelle og den virkelige verden adskilt? Hvilke hemmeligheder skjuler de? Og kan de overhovedet stole på hinanden?

466Likes
1029Kommentarer
48058Visninger
AA

49. Trappen.

Rebecca

 

Jeg havde været syg den sidste uge.

Det var ikke den typiske influenza eller fordi jeg var kommet til skade. Men lige siden jeg fik at vide hvad der var sket med Luca havde jeg haft hovedpine og kvalme hele tiden. Hun havde gjort det to dage efter sandhedschatten var kommet ud til alle, så jeg var ikke i tvivl om at det var min skyld.

Jeg havde heller ikke været i skole, fordi jeg ikke kunne holde ud at være der og tænke på Luca. Og blikkene. Der var ret mange som havde skrevet hadebeskeder til mig på Facebook og over mobilen, så jeg var ikke i tvivl om hvordan stemningen på skolen var. Og jeg var i hvert fald ikke den eneste, der syntes Lucas død var min skyld.

Men i dag skulle jeg af sted. Taylor havde skrevet hende og de andre savnede mig, så jeg havde ikke lyst til at trække det mere ud. Det skulle bare overstås og hvis jeg bare havde pigerne til at bakke mig op skulle det nok gå. Jeg var jo heller ikke den eneste der havde været med til det.

Min taske var blevet pakket og jeg havde lagt et ekstra tykt lag makeup i dag. Så alt var klar til jeg skulle af sted. Alt bortset fra mig.

”Rebecca!” kaldte min mor nedenunder.

 Jeg sukkede. Det sidste jeg orkede lige nu var et eller andet uventet.

”Hvad er der?!” råbte jeg tilbage.

”Kom nu bare herned!”

Jeg kiggede rundt på værelset en sidste gang, for at se om der var noget jeg manglede. Det var der ikke. Jeg tog tasken over skulderne og gik ned ad trappen, mens jeg mærkede hvordan min mave trak sig sammen.

Beau stod i døråbningen med hænderne i lommen og kiggede ned. Hans kinder havde en øm lyserød kulør og han lignede ikke længere den dreng, der for et par uger siden, kiggede mig lige i øjnene og sagde at Jamie aldrig aldrig aldrig ville være ham utro. Han var nok heller ikke den dreng længere.

”Godmorgen,” smilede jeg og ventede på han ville se op på mig, men det skete ikke. ”Hvad så?”

”Er du blevet rask?” spurgte han.

”Sådan da… Jeg er stadig lidt dårlig, men.”

”Godt.” Han nikkede for sig selv. ”Altså, at du er ved at blive rask. Det er godt.”

”Ja… Hvordan går det med dig?” spurgte jeg og prøvede at regne ud hvorfor han var kommet. Jeg tvivlede alligevel på han gik meget op i mit helbred.

”Godt, det går godt.” Han kiggede endelig op på mig et øjeblik og så ned igen.                        

”Det er godt.” Jeg rødmede. Ordet godt burde ikke blive sagt så mange gange. Især ikke af sådan nogen som os der tydeligvis ikke havde det godt. ”Hvad med Less? Hvordan har han taget det hele?”

”Det ved jeg ikke, jeg har ikke snakket med ham,” svarede han hæst.

Hvad?” udbrød jeg. Måske lidt for højt.

”Det er vel ikke så underligt efter det han gjorde.”

”Nej, men… Undskyld, jeg troede bare I var ret tætte alligevel.”

”Det var vi også. Altså, lige indtil han var sammen med Jamie.”

”Ja, okay, men stadigvæk. Det er Less og han har jo ikke rigtig nogen andre, så…”

”Prøver du at give mig dårlig samvittighed?” Beau lagde armene over kors og kiggede på mig med et blik, som fik ham til at ligne en helt anden.

”Undskyld, jeg ved godt det ikke rager mig…”

”Nej, det har du helt ret i. Det rager ikke dig. Less har fandme pisset på alle de venner han har haft de sidste par år, og jeg var den eneste der ikke bare skred fra ham. Og hvad gør han så? Han er sammen med den eneste pige, som jeg nogensinde har været glad for… Han kunne fucking have fået hvem som helst og så vælger han lige…” Hans stemme knækkede over og jeg overvejede om jeg skulle give ham et kram.

”Jeg ved det,” sagde jeg og gav hans skulder et klem. ”Men hvis man kan lære en ting af det der er sket med Luca, så er det vel at vi bliver nødt til at passe på hinanden. Og du sikkert den eneste Less virkelig har brug for.”

”Jeg tror mere at det vi kan lære er, at man ikke skal afsløre andres hemmeligheder til hele skolen. Og slet ikke folk der er allerede overvejer selvmord. Okay?” Det gjorde nærmest fysisk ondt. Jeg tror ikke min mave kunne stramme sig mere ind selv hvis den ville.  

”Jeg vidste da ikke…”

”Rebecca, det var Luca, for helvede. Hun lugtede langt væk af selvmordstanker og alligevel…”

Jeg skubbede mig forbi ham og skulle til at gå, men han greb fat om håndled og holdt mig tilbage. ”Undskyld, jeg ved godt det var over stregen. Det med Luca… Det er ikke din skyld. Selvmord er aldrig nogens skyld, okay?”

Selvmord er aldrig nogens skyld. Det lød egentlig mest bare som en løgn, så dem der var tilbage kunne overleve. ”Jeg kommer for sent hvis jeg ikke går nu, så…”

”Jeg synes ikke du skal tage i skole i dag,” sagde han og løsnede endelig grebet om mit håndled.

”Det bliver jeg altså nødt til, jeg kan jeg ikke flygte altid. Og jeg har lovet Taylor og de andre at jeg kommer i dag.”

”Taylor? Har Taylor sagt at du skal komme?”

Jeg nikkede.

Han tog sig til panden. ”Hold kæft, man…”

”Det skal nok gå. Tænk over det med Less, okay?” sagde jeg. Han pressede læberne mod hinanden og kiggede ned. Det gik hurtigt op for mig at jeg ikke ville få et svar, men i det mindste blev han da ikke vred den her gang.

”Vi ses, Beau.” Jeg vendte mig om og begyndte at gå. Det undrede mig lidt at han ikke fulgte efter mig og skulle i skole selv, men efter det med Less og Jamie var han måske også blevet syg. Ligesom jeg blev syg efter det med Luca.

Jeg var ret sikker på, at jeg kunne høre Beau kalde på mig, men jeg reagerede ikke. Jeg var allerede tæt på at komme for sent og det havde jeg virkelig ikke lyst til. Jeg ville sikkert få meget opmærksomhed meget opmærksomhed uanset hvad, men jeg havde ikke lyst til at tiltrække mig endnu mere ved at komme for sent også.

På den anden side af gaden kunne jeg se en dreng og hans lillesøster komme gående. Jeg så dem næsten hver morgen og som altid, var drengen i gang med at skælde sin lillesøster ud. I dag var det fordi hun larmede for meget. Andre dage var det fordi hun gik for langsomt. Eller for hurtigt. Fordi han var ved at falde over hende. Jeg var ved at blive sindssyg af at høre på det. For det var hver morgen. Hver dag. Jeg havde lyst til at sige noget, men jeg vidste jeg ikke kunne sige det uden at råbe og jeg havde ikke lyst til at forvandle gaden til en scene fra Beverly Hills. Så jeg holdt min kæft.

Stemningen da jeg endelig nåede skolen var anderledes. Der var to minutter til klokken ville ringe, men alligevel stod der en hel flok ude foran. De fleste af ansigterne var fremmede og jeg tænkte det kunne være nogle Middle School elever der skulle vises rundt. De så bare meget ældre ud end det. Nogle så endda voksne ud.

Flokken af mennesker begyndte at gå mod mig og det virkede som om de kendte hinanden. Eller, det var måske ikke ordet, men som om de hørte sammen. De havde et eller andet fælles mål.

Det var først nogle ældre drenge begyndte at løbe mod mig og jeg kunne høre folk råbe op, at det gik op for mig hvad det fælles mål var. Mig. Jeg kiggede over mod trappen, hvor folk stod og stirrede hen på mig med hånden for munden. Jeg nåede kun at se på dem i to sekunder, før jeg mærkede at nogen væltede mig og følte spark mod mine ribben og maven. Jeg prøvede at trække hænderne over hovedet, for at beskytte det, men de var alt for mange. Og, mens jeg lå der, kom jeg til at tænke på trappen. Og alle de stirrende mennesker med hænderne for munden. Hvorfor fanden gjorde de ikke noget? Hvorfor hjalp de ikke? Eller fandt nogen der kunne hjælpe? Eller sagde noget… eller gjorde noget… eller prøvede. Hvad som helst. Hvorfor?

Og det gik op for mig, lige inden det sortnede for mine øjne, at jeg altid havde stået på den trappe selv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...