Sandhedschatten

”Træt af at alle dine venner fucker dig up? Træt af at folk er ligeglade? Og at du ikke kan snakke med nogen om dine problemer? Så er du ikke alene, og jeg vil gerne invitere dig ind i sandhedschatten.” Sådan skriver Luca på en af skolens toiletter, en dag hvor hun er desperat og tæt på at give op. Tre andre elever, Less, Blair og Rebecca, logger en uge senere ind på sandhedschatten, under et dæknavn. Det bliver et fristed, hvor de fire unge kan dele deres hemmeligheder, men der er nogle regler. Man må ikke dømme de andre, afsløre hvem man er, eller sladre til nogen udenfor chatten. Kan de holde den virtuelle og den virkelige verden adskilt? Hvilke hemmeligheder skjuler de? Og kan de overhovedet stole på hinanden?

466Likes
1029Kommentarer
48043Visninger
AA

30. To uger.

Rebecca

 

Jeg følte jeg blev nødt til at tvinge hver vejrtækning frem, fordi Taylor lå på min mave. Det var åbenbart bare sådan noget man gjorde, som veninder om sommeren. Brugte hinanden som menneskelige havemøbler og flettede hår. Jeg havde lidt svært ved at se ideen i det, men det virkede til at alle andre elskede det. Og så var det nok bare mig.

”Hvad tænker du på?” spurgte Taylor. Hun havde et eller andet med, at hun var allergisk overfor stilhed. Sådan var det. Hun var også en af de slags mennesker, som var helt sikker på fuglene fløjtede efter hende. Endnu en ting jeg måtte leve med. Eller ja, okay, det sidste var måske ikke helt rigtig. Taylor var en af den slags piger, hvor man først rigtig kunne se hvor usikker hun var efter lang tid. Hvis jeg tænkte mig ordentlig om, troede hun nok nærmere fuglene hånede hende med deres fløjten.

”Ikke rigtig noget, jeg er bare træt,” mumlede jeg. ”Hvad med dig?”

”Jeg er bare så fucking glad for biologi er afleveret. No more Less for me.”

“Det kan jeg godt forstå.”

”Jeg bliver selvfølgelig stadig nødt til at glo lidt på ham her,” sagde hun og pegede diskret til venstre, hvor Less sad alene i græsset. Han røg og kiggede stift ligeud. Hvis jeg havde været mere online på chatten, ville jeg måske vide hvorfor han virkede så alvorlig. Det var på en eller anden måde en sindssyg magt, at have over en anden. Især når man tænkte på hvad jeg ville bruge den til. ”I øvrigt… Hvad med Sandhedschatten? Vi snakker næsten ikke om det mere.”

”Jeg er heller ikke så meget online, jeg tror det hele var en rigtig lorte ide.”

”Så du er slet ikke på mere eller hvad?” spurgte hun og ignorerede fuldstændig hvad jeg ellers lige havde sagt. 

”Lige pludselig ville de også have hemmeligheder fra mig, så jeg holdt en lille pause.”

”Og? Du kan sgu da bare opfinde et eller andet, de finder jo alligevel ikke finde ud af det hele er løgn, før alle deres hemmeligheder er ude. Og så er det alligevel lige meget.”

Jeg kløede mig i panden og kiggede op i himlen. Den var skyfri. Næsten hvid. Hvid-blå. ”Jeg ved ikke rigtig.”

”Du tænker virkelig alt for meget,” sagde hun. Det var nok nærmere hende der tænkte for lidt, men det sagde jeg selvfølgelig ikke. ”Men du gør det stadig nogle gange, ikke?”

”Hvad?”

Sand hedschatten. Du tjekker den da stadig nogle gange.”

”Sjældent,” løj jeg. En lille løgn. Sjældent og aldrig kunne sagtens forveksles.

”Så skal du nok til at gå mere på nu, for jeg tænker i hvert fald det her snart skal være slut.”

”Hvad mener du?”

”Hvad tror du jeg mener, Becca? Jeg synes vi skal ud med det, det her har varet i hvad? To måneder… Jeg tror ikke du får meget mere at vide, så vi kan ligeså godt bare afslører hele lortet.” Hun flyttede hovedet fra min mave og satte sig op, med front mod mig. Så skulle man tro, jeg endelig kunne trække vejret igen, men det hun lige havde sagt gjorde det umuligt.

”Jeg ved ikke, jeg tror ikke det er en god ide lige nu.”

”Hvorfor ikke?” hun lagde hovedet på skrå og så på mig med et blik der nærmest sagde: Ja, prøv bare, du får ikke ret uanset hvad.

”Hvorfor? Hvad havde du tænkt, skulle det bare lige pludselig være i dag?”

”Det behøver ikke være i dag, eller i morgen, eller dagen efter. Jeg synes bare snart vi skal få det overstået, så indenfor de næste to uger er vel okay, ikke? Så kan du også lige vende dig til tanken, hvis du synes det er mærkeligt.”

Jeg nikkede for mig selv og fik næsten lyst til, at få en ordentlig løgn på benene. Sige at jeg havde glemt mit password eller at Sandhedschatten var blevet slettet. Hvad som helst. Jeg vidste bare hun ikke ville tro på mig, hvis jeg sagde det nu.

”Ja, det… Ja. To uger,” mumlede jeg.

”Vi mangler selvfølgelig stadig at finde ud af, hvem de to sidste er, men det burde sgu heller ikke være så svært. Less ved vi,” sagde Taylor og holdt en finger op. ”Hvad med hende emotøsen, han rander rundt sammen med? Tror du hun kunne være en af dem?”

”Sikkert ikke…”

”Men var der ikke en af dem, som cuttede og var sådan lidt emo-agtig? Det ville jo passe perfekt på hende, hun ligner virkelig sådan en type… Og jeg tror altså heller ikke Less ville bruge så meget tid på hende, hvis der ikke var en virkelig god grund.”

”Måske kan han bare godt lide hende,” sagde jeg og kiggede ned. Jeg vidste ikke hvordan jeg formåede at få min stemme til at lyde hæs, hver gang jeg skulle sige Taylor imod.

”Becca, det er Less.” Hun rystede på hovedet og kiggede ondt ned på ham. ”Han hænger sikkert også kun ud med hende, fordi han ikke må og det er forbudt. Tro mig, det er sådan hans hjerne fungere, de få gange han faktisk bruger den.” Og så løftede hun endnu en finger, så hun holdt to oppe. Så det var vedtaget. Emo-pigen var Shadow og Anonym var Less.

”Så er det bare lige den sidste,” sagde jeg. Mest for at sige et eller andet.

”Hmm…” Taylor rejste sig og børstede græsset af sin ryg. ”Hvis du kan finde ud af, hvem det er så er selvfølgelig godt, men ellers er det egentlig også okay.”

Og sådan fik hun i virkeligheden sagt: Nu kan jeg jo for hævn over Less, og måske som en bonus også en han tror han holder af. Så er hende den sidste ligegyldig.

”Nå, men jeg smutter nu, vi ses, Becca.” Og så gik hun. Henover græsset og ned mod busstoppestedet. Det sorte hår svingede efter hende, mod den solbrændte hud og hun havde ikke et eneste græsstrå på tøjet. Det kunne godt være hun ikke tiltrak græs, men til gengæld kunne tiltrække blikke. Jeg tog selv Less i at kaste et enkelt efter hende og ryste på hovedet for sig selv. Hvad var der lige sket imellem de to?   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...