Sandhedschatten

”Træt af at alle dine venner fucker dig up? Træt af at folk er ligeglade? Og at du ikke kan snakke med nogen om dine problemer? Så er du ikke alene, og jeg vil gerne invitere dig ind i sandhedschatten.” Sådan skriver Luca på en af skolens toiletter, en dag hvor hun er desperat og tæt på at give op. Tre andre elever, Less, Blair og Rebecca, logger en uge senere ind på sandhedschatten, under et dæknavn. Det bliver et fristed, hvor de fire unge kan dele deres hemmeligheder, men der er nogle regler. Man må ikke dømme de andre, afsløre hvem man er, eller sladre til nogen udenfor chatten. Kan de holde den virtuelle og den virkelige verden adskilt? Hvilke hemmeligheder skjuler de? Og kan de overhovedet stole på hinanden?

468Likes
1029Kommentarer
48505Visninger
AA

15. Stalkeren.

Less

 

”To sekunder, jeg skal lige…” Mere kunne jeg ikke sige, fordi jeg var så forpustet. Jeg lagde mig på græsplanen og lukkede øjnene, mens Beau løb ned for at samle bolden op fra målet.

”Det er de der smøge, du kan jo slet ikke tåle dem,” grinede Beau og jeg vidste han havde sat sig ved siden af mig, da jeg fornemmede hans skikkelse skygge for solen.

”Hold nu bare kæft.”

”Anyway, har du hørt noget nyt fra din stalker?”

”Hvilken af dem?” smilede jeg. Jeg var godt nok ved at dø efter at have spillet fodbold den sidste time, men så var der heldigvis andre måder at bevare lidt af sin værdighed på.

”Hvor er din mobil?” spurgte han og jeg pegede hen på bænken, hvor min sportstaske lå og solede sig.

”Så henter jeg den lige, hun savner dig sgu sikkert.”

Jeg rystede lidt på hovedet for mig selv, og mærkede hvordan min hjerterytme ligeså stille var ved at gå tilbage til normalt tempo. Beau måtte virkelig kede sig, siden han ikke havde noget andet at gå op i. Sådan var det vel at have en kæreste… Synd hun bare var spild af tid. Endnu mere synd hans bedste ven også var det.

”Hun har ringet til dig fem gange!” råbte han fra bænken og jeg viste tommelfinger op. For helvede, hvor kunne han bare være nysgerrig. Han begyndte at gå hen mod mig igen, med hovedet begravet i mobilen, måske fordi han prøvede at tjekke hvilke tidspunkter hun helt præcist havde ringet. Min stalker havde åbenbart fået en stalker. ”Der er også en besked!”

”Tror du hun er psykisk syg eller sådan noget?” spurgte han.

Jeg trak på skulderne. ”Måske.”

”Hvordan ved vi overhovedet det er en pige?”

”Det er en pige,” sukkede jeg og rejste mig op, for at rive mobilen ud af hænderne på ham.

”Det kan sgu da ligeså godt være en dreng.”

 ”Du burde virkelig få nogle flere ting at gå op i.” Jeg gik ind under beskeder, hvor der selvfølgelig lå en uåbnet besked. Beau var jo til at stole på.

 

Undskyld.

 

Helt simpelt. Ingen smiley. Bare undskyld. Men for hvad? Jeg havde fandme mange ting, som jeg burde sige undskylde for, men det omvendte… Ja, det var lidt noget andet. Jeg gik ind i besvar.

 

Undskyld for hvad? Hvem er du? O.o

 

”Spurgte hun efter en hårlok?”

Jeg rystede på hovedet og sukkede. ”Det var bare min mor og nej, hun det var ikke lige det hun ville i dag.”

”Damn, jeg troede ellers lige det skulle til at blive interessant,” sagde Beau. Han skulle bare vide, at han måske havde ret. ”Nå, men så smutter jeg nu… Du er blevet for kedelig.”

”Skal du hjem til Jamie?”

”Jeps.”

”Hun er vidst også svær at konkurrer med.”

Han smilede og fik et glimt i øjnene, som jeg virkelig ikke brød mig om. Ikke fordi jeg havde følelser for Jamie, det vidste jeg allerede efter vi havde haft sex, men det var en underlig tanke. Dengang vi var mindre delte vi slik fra de der rød og hvidstribede slikposer, nu hvor vi var vokset fra det, kunne vi så dele noget andet.

”Oh, du skulle bare vide,” sagde han.

Du skulle bare vide.  

Min mobil vibrerede og jeg åbnede den nye besked. Det var selvfølgelig fra det samme nummer.

 

Fordi jeg har været så irriterende. Jeg har bare ikke rigtig… Nå, men, jeg hedder Luca. :)

 

Luca? Var det ikke et drengenavn. Fuck, så havde Beau sgu sikkert ret. Måske var det karma.

 

Hvor har du mit nummer fra?

 

”Du er vidst meget grebet af den samtale med din mor, hva?” grinede Beau.

”Skulle du ikke gå?” Jeg lagde hænderne i lommen og gjorde et kast med hovedet, for at få håret væk fra øjnene.

”Jojo, rolig nu.” Beau smilede, mens han samlede sin sportstaske og bolden op fra jorden. ”Hils din mor fra mig, ikke?”

Jeg fnyste og mærkede hans hånd klappe min skulder. Jeg var lige ved at sige ” Kun hvis du hilser Jamie fra mig” men det virkede bare helt forkert, selvom han selvfølgelig ikke ville forstå sammenhængen. Han ville sikkert nok også have problemer med at tro på det, hvis jeg sagde det direkte.

Der kom endnu en besked og jeg kiggede ned i displayet. Det var ret heldigt, at Beau var gået, for det havde været umuligt at skjule mit overraskede ansigtsudtryk, mens jeg læste.

 

Sandhedschatten… Jeg ved godt, jeg blev lidt vred, da du gav mig dit nummer… Men det var nok fordi jeg inderst inde vidste, jeg ikke kunne lade være med det her.

Jeg synes vi skal mødes. Hvis du tør.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...