Sandhedschatten

”Træt af at alle dine venner fucker dig up? Træt af at folk er ligeglade? Og at du ikke kan snakke med nogen om dine problemer? Så er du ikke alene, og jeg vil gerne invitere dig ind i sandhedschatten.” Sådan skriver Luca på en af skolens toiletter, en dag hvor hun er desperat og tæt på at give op. Tre andre elever, Less, Blair og Rebecca, logger en uge senere ind på sandhedschatten, under et dæknavn. Det bliver et fristed, hvor de fire unge kan dele deres hemmeligheder, men der er nogle regler. Man må ikke dømme de andre, afsløre hvem man er, eller sladre til nogen udenfor chatten. Kan de holde den virtuelle og den virkelige verden adskilt? Hvilke hemmeligheder skjuler de? Og kan de overhovedet stole på hinanden?

466Likes
1029Kommentarer
48056Visninger
AA

14. Stækkede vinger.

Luca

 

”Hallo?”

Jeg trykkede læberne mod hinanden og lænede mig op af mit skab. Hans stemme var mørk og dyb. En smule mere rusten, end hvad jeg ville have gættet på.

”Hey, hvem er det?”

Jeg prøvede at lade være med at trække vejret, så han ikke ville høre mit åndedræt. Noget sagde mig, han ville kunne kende mig på måden jeg trak vejret, selvom han ikke engang vidste hvad jeg hed. Det var jeg bare helt sikker på.

”Hallo?” sukkede han. ”Nå, fuck det.”

Han lagde på og jeg blev stående, mens jeg lyttede til de andre elever som grinede og snakkede om afleveringer, fester og alle mulige andre ting, som jeg sagtens kunne høre, men ikke forstå. Ligesom de ikke kunne forstå, at gulvet blev trist, når det rørte ved sko. Engang havde han været en skomagers søn, som efter farens død overtog forretningen, selvom han hadede sko. Det var selvfølgelig skæbnes ironi han lige skulle ende som et gulv og jeg prøvede da også at skåne ham engang imellem, hvis jeg fornemmede han havde en ekstra svær dag. I dag havde han det okay. Han havde det vel aldrig bedre end okay.

”Hvor blev du af i lørdags?”

Jeg vendte mig straks om, og så min ekskæreste Kayne stå med hænderne i lommen og smile til mig. Hans mørke hår var blevet en smule mere uglet, efter vi slog op og jeg havde lyst til at sige det til ham, men kunne ikke rigtig formulerer det om til et kompliment.

”Jeg fik det lidt dårligt,” mumlede jeg.

”Det er også okay, det var nok også meget godt du ikke kom, folk gik altså virkelig til den. Det blev måske lidt for vildt.”

”Ja, det har jeg hørt.” Jeg kiggede ned. ”Gik du også… Til den?”

”Jeg tog nok lidt tidligere hjem, den døde lidt for mig.”

”Mor sagde du ringede.” Jeg prøvede at holde mig neutral, men min stemme peb alligevel.

”Jeg skulle bare lige sikre mig du var okay, selvfølgelig.” Han trippede lidt på stedet og lagde hænderne i lommerne. Noget der burde få ham til at se afslappet ud, men nærmest virkede omvendt. ”Jeg synes ikke rigtig vi snakker sammen mere.”

Jeg trak på skulderne. ”Plejer det ikke at være sådan, når man slår op?”

”Tja, men vi plejer sgu ikke at gøre tingene som man plejer,” grinede han og lagde armen rundt om mig. ”Du er jo min lille due.”

Det var en gammel joke, som jeg egentlig troede var blevet glemt. Udenfor havde mit hus vi et gammelt egetræ, hvor der altid sad to duer og vippede på et par grenene. De var altid sammen. Hvis den ene fløj, fløj den anden med og vi havde leget med ideen om, at vi var ligesom de to duer, i starten af vores forhold. Jeg smilede lidt sørgmodigt for mig selv. Hvordan skulle jeg forklare ham det? Kayne, jeg tror nogen har stækket mine vinger og jeg er faktisk ret sikker på det er mig selv.  

Min mobil ringede og jeg snoede mig ud af Kaynes arme. ”Undskyld, men jeg er lige nødt til…”

Han svarede ikke engang før han gik, men han var også lidt nærtagende og følsom. Det var præcis derfor det var bedre sådan her. Jeg fulgte ham med blikket, mens han forsvandt ned ad gangen og lagde mærke til jeg ikke så noget nyt. Jeg havde iagttaget ham så mange gange før, når han gik, jeg nærmest bare behøvede lukke øjnene for at se det for mig.

Jeg kiggede ned på mobildisplayet og var lige ved at tabe den. Det var ham. Det kunne bare ikke passe… For jeg havde da sat hemmeligt nummer til. Havde jeg ikke? Åh, min mobil var bare ikke nem, at have et samarbejde med.

Jeg skyndte mig at trykke afvis opkald og puttede mobilen tilbage i lommen. Hvorfor fanden havde jeg også prøvet at ringe til ham? Det var idiotisk. Jeg gjorde mange underlige ting, men det her… Det var meningsløst. Dybt meningsløst, men det var nok fordi min nysgerrighed havde vundet. Hvordan er han? Hvordan ser han ud? Hvordan lyder hans stemme? Jeg havde fået svar på et spørgsmål nu. Og det havde ikke gjort mig mindre nysgerrig, men jeg vidste hvor farligt det var. Jeg skulle ikke være så dum igen. Jeg mærkede min mobil vibrere fra lommen og hev den endnu engang frem. Den her gang var det en besked.

 

Hej,

 

Jeg ved ikke om du har fået forkert nummer, eller om du bare ikke tør alligevel. ;) Du ringer bare igen, hvis du vil noget.

 

- Less

 

Less. Less. Less? Jeg havde hørt det navn før, men jeg kunne ikke finde ud af præcis hvorfor det navn lød så bekendt. Måske var han nogen på det her sted. Ikke at jeg gik særlig meget op i det, jeg var ikke rigtig nogen selv, udover pigen med de mærkelige hårfarver og det var jeg ikke engang så meget mere, den blå stribe talte jo ikke rigtig.

Han vidste sikkert godt det havde været mig, ellers havde han nok ikke skrevet ”eller om du bare ikke tør alligevel.” Og jeg turde ikke. Det var slemt nok jeg kendte hans navn nu og Less var ikke engang særlig almindeligt, så jeg ville nok hurtigt kunne finde ham i mængden. Hvis jeg ville.

Det ville jeg bare ikke.

Eller.

Måske.

Jeg slukkede mobilen og lagde den ned i tasken, så jeg ikke behøvede at se på den. Ensomhed fik en til at gøre underlige ting. Alle problemer måtte bunde i det. Mennesker, der farer så meget vild i deres eget hoved de til sidst tror de er alene og bliver fanget i ensomhedens net. Jeg kunne også nemt blive fanget, jeg var ikke særlig hurtig og der var ikke længere nogen til at jage nettet i anden retning. Kun mig, en due med stækkede vinger. Og det er dem som dør først.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...