Sandhedschatten

”Træt af at alle dine venner fucker dig up? Træt af at folk er ligeglade? Og at du ikke kan snakke med nogen om dine problemer? Så er du ikke alene, og jeg vil gerne invitere dig ind i sandhedschatten.” Sådan skriver Luca på en af skolens toiletter, en dag hvor hun er desperat og tæt på at give op. Tre andre elever, Less, Blair og Rebecca, logger en uge senere ind på sandhedschatten, under et dæknavn. Det bliver et fristed, hvor de fire unge kan dele deres hemmeligheder, men der er nogle regler. Man må ikke dømme de andre, afsløre hvem man er, eller sladre til nogen udenfor chatten. Kan de holde den virtuelle og den virkelige verden adskilt? Hvilke hemmeligheder skjuler de? Og kan de overhovedet stole på hinanden?

466Likes
1029Kommentarer
48034Visninger
AA

48. Søvnløs.

Less

 

Jeg stirrede op i loftet og prøvede på ikke at tænke. Eller at tænke på hvad som helst andet end det. Hvad som fucking helst.

Jeg tænkte på et dokumentarprogram jeg havde set, for flere år siden om universet. En eller anden dag vil universet dø. Enten ville det strække sig så langt, at der vil være flere millioner lysår imellem alting. Ellers så vil det hele pludselig gå baglæns og blive en lille bitte kugle af energi som før Big Bang.

Jeg tror faktisk ikke jeg ville kunne beskrive det, der skete inde i mig, meget bedre end det. Enten var alt så langt fra hinanden, at det ikke kunne snakke sammen. Ellers var de så tæt på hinanden at der var krig. Der skete i hvert fald noget. 

Den sidste uge havde jeg slet ikke været der. Jeg havde overhovedet ikke sovet. Et par gange var jeg kollapset af udmattelsen, men det var sgu ikke søvn. Jeg havde konstant kvalme og spiste ikke noget.

Jeg drak til gengæld en del og var sammen med tilfældige piger, som virkede som hvem som helst. Ligeså snart de havde noget der lignede en personlighed kunne jeg ikke. En enkelt gang var jeg nødt til at stoppe midt i det hele, for at løbe ud på toilettet og brække mig. Jeg havde opdaget pigen havde små ar ned ad sit håndled og det fik mig til at tænke. Jeg prøvede ellers virkelig at lade være.

Døren knirkede og kunne svagt høre hipster musik fra festen. Jeg vidste ikke engang rigtig hvilken fest jeg var til, men jeg vidste så meget: Lige nu lå jeg i en fremmed seng og stirrede op i et loft der lignede hvilket som helst loft. Jeg kunne ikke huske hvem der havde lagt mig her.

”What do we have here?” sagde en skinger stemme og lukkede døren bag sig. Det var en pige med pastel lilla hår og lårkorte shorts med nitter. Jeg kunne ikke helt finde ud af om hun så fuld eller bare ødelagt ud, men hun lignede i hvert fald noget der var løgn. ”Less?”

”Ja?”

”Jeg fandt dig. Jeg ledte efter dig og jeg fandt dig. Perfekt.” Hun satte sig på sengekanten og smed sin top, så hun kun havde en sort stropløs BH på. Det mest fucked var at det nærmest var begyndt at virke normalt for mig. ”Så… Skal vi kneppe eller ryge en smøg først?”

Utrolig direkte. Hvis jeg havde haft lyst, ville det være helt perfekt, men den eneste jeg ville var at stirre op i loftet. Alene. ”Kan du ikke finde en anden at overfalde med dine syge lyster?”

”Ja, undskyld, jeg prøver at hjælpe,” vrissede hun og tog en smøg ud af pakken. Det var en lidt anden hjælpende hånd end den som Blair var kommet med de sidste par dage. Jeg kunne faktisk bedre lide den her. Det var mindre klistrende. ”Jeg hedder Leslie by the way.” 

”Så tror jeg ikke rigtig du kan hjælpe. Jeg har ikke særlig meget tilovers for mennesker der starter med bogstavet L lige for tiden.”

”Det er vel egentlig ikke så mærkeligt… Jeg er virkelig ked af det med Luca. Jeg mistede også en kæreste for et par år siden… Men det var ikke selvmord, det var cancer. Så nåede at se ham dø på den grimme måde. Bræk, slanger, irritabelt I wanna kill you humør… Så jeg forstår dig godt lidt. Ikke i selvmordsdelen, men at miste delen.”

”Aha.”

”Aha?”

”Hvad skal jeg sige?”

”Det ved jeg ikke, altså ’aha’ virkede ikke, så prøv noget andet.”

”Jeg gider ikke snakke om hende med en eller fuld wanna be luder. Var det bedre?” spurgte jeg. Bare det at sige ’hende’ føltes helt forkert i min mund. Jeg havde bare lyst til Leslie gik, for hun snakkede for meget om ting jeg ikke engang ville tænke på.

Hun smilede og rystede på hovedet for sig selv. ”Jeg er nærmest blevet kaldt en luder så mange gange, at det ikke gør noget mere. Men tak for wanna be delen, den er der ikke så mange der smider på.”

Jeg lod være med at svare og håbede på at det ville fryse hende ud til sidst.

”Jeg kendte hende faktisk… Hendes ekskæreste er min fætter, så. Sød pige.”

Jeg skubbede hende til side, så jeg kunne svinge benene over sengekanten. Jeg var så træt af medlidenheds/vi-forstår-dig-optaget. Selvfølgelig forstod de mig ikke. Jeg forstod ikke engang mig selv, så hvordan fanden skulle andre kunne? Jeg var ret sikker på Beau troede, at det vi gik igennem var nogenlunde det samme. Ellers så havde han tilgivet mig. Eller i hvert fald sagt noget. Men i Beaus hoved så det nok sådan cirka sådan her ud: Vi havde begge to mistet en vi elskede. I mit hoved så det sådan her ud: Han havde et valg. Han kunne glemme alt og være sammen med Jamie, eller han kunne starte forfra selv. Mit valg var om jeg ville have en sort eller en blå skjorte på til begravelsen.

Jeg rejste mig op og gik hen til døren. Jeg regnede lidt med, at Leslie ville sige et eller andet, men hun holdt heldigvis kæft. Lyden af musikken nedenunder gav mig nærmest lyst til at springe ud af vinduet, så jeg ikke behøvede gå tættere på den og tage døren. Fuck, at der var en trafikeret vej lige ude foran. Det gjorde vel bare det hele meget mere spændende.

Jeg rystede på hovedet for mig selv og besluttede mig for alligevel at tage trappen. Der var ikke nogen som råbte efter mig, så det var nok bare en eller anden tilfældig fest jeg havde crashet. Jeg kunne overhovedet ikke huske hvordan jeg var kommet, og det var ikke engang fordi jeg havde drukket. Det var nok blandingen af tre dage uden søvn, syv energidrikke og alt for meget kaffe. Koffeinen pumpede stadig gennem mit blod og det føltes som om alt bevægede sig hurtigere indeni mig. Alt bortset fra mit hoved.

Jeg tændte min mobil og overvejede om jeg skulle ringe til Blair eller min mor. Eller ingen. Jeg kunne også bare gå lidt rundt. Men på en eller anden måde ville jeg også bare gerne hjem, selvom det føltes helt mærkeligt nu. Lige for tiden kunne jeg fandme ligge i min egen seng og tænke at jeg gerne ville hjem.

Til sidst besluttede jeg mig for bare at ringe til Blair. Det var fucking koldt udenfor og jeg trippede på stedet, mens biler på vejen passerede mig. Efter nogen minutter tog hun den endelig.

”Hallo?” Hendes stemme lød hæs. Jeg havde nok vækket hende, for klokken kunne sagtens være normale-mennesker-sover tid. Det holdt jeg ikke så meget øje med mere. ”Less?”

”Hvordan vidste du det?”

”Klokken er halv to om natten… Joanna ville ikke engang ringe så sent. Er du okay? Du har ikke rodet dig ud i et eller andet mærkeligt, vel?”

”Nope,” mumlede jeg. Jeg kunne mærke hvordan mine øjne løb i vinden og hvordan vinden nærmest kradsede i det. Mine læber rystede og jeg pressede dem mod hinanden for, at få det til at holde op.

”Hvorfor ringer du så?”

Jeg svarede ikke, fordi min hals trak sig sammen på en måde, så jeg var bange for at min stemme ville knække over hvis jeg prøvede.

”Less?”

”Ja?”

“Græder du?”

Det gjorde jeg ikke. Mine øjne kløede og min hals var tør. Men jeg græd ikke. ”Nej.”

”Det er okay,” sagde hun, som om hun ikke rigtig troede på mig. ”Har du egentlig tjekket Facebook?”

”Flere klamme hyldestbeskeder til hende?”

”Nej.” Hun rømmede sig. ”Nej, det er ikke det… Du burde nok gå ind og se det selv. Jeg tror ikke du vil være i tvivl om hvad jeg mener.”

”Kan du ikke bare sige det?”

”Jeg tror du skal se det først… lige da jeg så det tænkte jeg: Fint, hævn… men nok må vel også være nok. Jeg tror ikke de gør det bedre.”

Jeg havde lyst til at sige ja, selvom jeg ikke anede hvad fanden hun snakkede om. Nok var nok. Men nok var vel egentlig aldrig nok. I hvert fald ikke hvis vi snakkede hævn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...