Sandhedschatten

”Træt af at alle dine venner fucker dig up? Træt af at folk er ligeglade? Og at du ikke kan snakke med nogen om dine problemer? Så er du ikke alene, og jeg vil gerne invitere dig ind i sandhedschatten.” Sådan skriver Luca på en af skolens toiletter, en dag hvor hun er desperat og tæt på at give op. Tre andre elever, Less, Blair og Rebecca, logger en uge senere ind på sandhedschatten, under et dæknavn. Det bliver et fristed, hvor de fire unge kan dele deres hemmeligheder, men der er nogle regler. Man må ikke dømme de andre, afsløre hvem man er, eller sladre til nogen udenfor chatten. Kan de holde den virtuelle og den virkelige verden adskilt? Hvilke hemmeligheder skjuler de? Og kan de overhovedet stole på hinanden?

466Likes
1028Kommentarer
48183Visninger
AA

8. Snevejr i solskin.

Luca

 

Jeg havde det lidt bedre den morgen.

Derfor malede jeg mine øjenlåg røde og sorte. Jeg dyppede min fingerspids i den orange øjneskygge, og tværede forsigtigt farven rundt på mine læber. For et halvt år siden, strikkede mor en sort sweater til mig, så den smed jeg over hovedet og smilede, fordi jeg næsten kunne mærke hendes hænder arbejde, for at gøre trøjen helt perfekt.

Det sneede udenfor og jeg løb ud med bare tæer, så kulden kunne få lov til at lukke sig om mine fødder.

 Jeg tog sneen op og kastede den over mit hoved, mens en let latter gled op gennem min hals. Efter en times tid, blev jeg træt og besluttede mig for at gå ind igen.

Min storesøster Josa sad på sofaen, og hun klappede på pladsen ved siden af mig. Jeg lagde hovedet i hendes skød og så op på hendes fine ansigt, med de lange øjenvipper, den hvide hud og det lysebrune hår, som faldt nedover hendes skuldre. Hendes øjne så tungt på mig og hun fugtede læberne.   

”Sveder du ikke i den store trøje?” spurgte hun og aede mit hår.

”Det er virkelig koldt udenfor, jo.”

”Vi er i slutningen af maj, hold nu op med det der.” Hendes mund formede en blanding af et smil og en bekymret trækning i mundvigen. ”Er du stadig ked af det med Kayne, eller hvad?”

”Lidt,” mumlede jeg.

”I passede også godt sammen.” Josa flyttede sin hånd ned til kanten af mine øjne, for forsigtigt at gnide omkring området, som om hun ville prøve at fjerne min øjenmakeup. I hvert fald det værste. ”På et eller andet tidspunkt, så kommer han sikkert i tanke om hvor godt I har det sammen, og så kommer han kravlende tilbage.”

Jeg nikkede, selvom jeg ikke rigtig troede på det. Det jeg havde med Kayne var helt sikkert slut. Jeg elskede ham og han elskede mig, men det var slut.

”Isabelle?” sagde hun. Jeg kiggede op på hende og forsøgte at smile. ”Du har det af helvedes til, ikke?”

Det var den ting jeg hadede mest ved Josa. Hun sagde det som det var. ”Jeg har det fint.”

Hun trak mit ærme op og undersøgte indersiden af mit håndled. Der var intet nyt at se. Kun meget meget gamle ar, som lagde sig over armen som små vandrette bølger. Josa smilede til mig, mens hun rystede på hovedet og jeg havde svært ved at bedømme, om hun faktisk troede på, jeg var holdt op med at skære i mig selv, eller om hun inderst inde godt vidste jeg ikke kunne stoppe. ”Du bliver nødt til snart at komme lidt ud, Isabelle, det er sgu ikke sundt at sidde hjemme hele dagen.”

”Jeg tager da i skole,” peb jeg.

”Det tæller jo ikke rigtigt.”

Jeg trak på skulderne. Det gjorde det vel ikke. ”Men jeg har det altså fint.”

Jeg var næsten bange for, jeg havde sagt ordet fint, så mange gange det havde mistet sin betydning. Det føltes som sandpapir mod min tunge, men det var alligevel rarere end at give hende ret.

”Vi snakker om det en anden gang… Tror du egentlig ikke du burde gå i bad nu?”

Jeg rystede på hovedet. ”Hvorfor?”

”Luca, kom nu, du er jo helt beskidt.”

”Jeg vil bare gerne lægge lidt,” hviskede jeg og så bedende op på hende. Hun havde tåre i øjnene og aede blidt min pande, som om jeg var et lille barn, men jeg var jo også den yngste. Lille Luca. ”Har du et tæppe?”

”Du har allerede en kæmpe sweater på og det er sindssygt varmt udenfor. Er det ikke nok?”

Jeg rystede på hovedet. ”Det sner.”

”Vil du ikke nok stoppe?” Hendes stemme lød hæs, som om hun var tæt på at græde, så jeg lukkede øjnene.

Jeg var ret sikker på, vi sad der i lang tid. Hun lod som om hun troede på jeg sov. Jeg lod som om jeg ikke kunne høre hende snøfte.

Jeg hørte et dyb suk, efterfulgt af mors stemme. ”Hvorfor fanden er der mudderfodspor over det hele?”

Jeg åbnede øjnene og kiggede ned på mine fødder, som var fuldstændig smurt ind i mudder. Jeg lod en hånd glide gennem mit hår og mærkede de tykke knuder kæmpe imod.

Mine ben ledte mig hen til døren, og baggrunden hørte jeg mor sige noget, som jeg ikke fik fat på. Jeg rystede, mens jeg hev dørhåndtaget ned.

Solen brændte. Jeg hev sweateren af og bagefter mine bukser, så jeg kun stod i nogle trusser og en gennemsigtig hvid top. Jeg vidste nok inderst inde godt kulden var varme. At sneen var mudder.

”Skat?” sagde mors stemme kærligt. Jeg mærkede hendes hånd mod min skulder.

Jeg fandt sætningen frem igen og lod den falde ud af min mund. ”Jeg har det fint.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...