Sandhedschatten

”Træt af at alle dine venner fucker dig up? Træt af at folk er ligeglade? Og at du ikke kan snakke med nogen om dine problemer? Så er du ikke alene, og jeg vil gerne invitere dig ind i sandhedschatten.” Sådan skriver Luca på en af skolens toiletter, en dag hvor hun er desperat og tæt på at give op. Tre andre elever, Less, Blair og Rebecca, logger en uge senere ind på sandhedschatten, under et dæknavn. Det bliver et fristed, hvor de fire unge kan dele deres hemmeligheder, men der er nogle regler. Man må ikke dømme de andre, afsløre hvem man er, eller sladre til nogen udenfor chatten. Kan de holde den virtuelle og den virkelige verden adskilt? Hvilke hemmeligheder skjuler de? Og kan de overhovedet stole på hinanden?

469Likes
1030Kommentarer
48799Visninger
AA

44. Regnvejr.

Less

 

Klokken var 23:00 og jeg lå bare på sofaen. Min mor var irriteret på mig, fordi jeg stadig ikke var gået i seng og fordi jeg ikke engang var kommet så langt i soverutinen, at jeg var på mit værelse.

Jeg havde bare ikke lyst til at bevæge mig overhovedet eller gå tidligt i seng, bare for at komme tidligt op i morgen. Det hentydede på en eller anden måde til, at der var en morgen som var værd at stå op til. Jeg havde ringet til Luca 43 gange, men hun havde stadig ikke svaret… så der var et eller andet helt galt. Og jeg var så lammet over den tanke at jeg ikke havde nogen som helst ide om hvordan jeg skulle gøre det godt igen. Hvis jeg altså stadig havde chancen. Ej, sådan måtte jeg sgu ikke tænke. Det var bare mig som var paranoid.

Det ringede på døren og jeg rejste mig hurtigt op. Det virkede næsten for godt, at Luca bare lige pludselig ville dukke op, men jeg kunne ikke lade være med at håbe alligevel. Måske var det min mor som ringede på dørklokken, fordi hun vidste det var den eneste måde at få mig op på lige nu. Jeg gik ud i gangen og åbnede hoveddøren med en rystende hånd.

Og det var Luca. Og hun var våd. Og mascaraen løb ned langs hendes kinder. Men hun var der. Jeg krammede hende tæt ind til mig og løftede hende en smule fra jorden. Hun lagde sit hoved mod min skulder og jeg mærkede hvordan hendes små hænder holdt fast i min T-shirt.

”Hej,” hviskede jeg i hendes øre.

”Hej.”

”Du er lidt våd, hva’?”

”Det er fordi det regner.”

”You don’t say.” Jeg slap hende og trådte til side, så hun kunne komme ind. Hun smilede genert og gik forsigtigt ind, som om hun var bange for at gøre et eller andet forkert.

”Så har du holdt en tudefest eller er det regnen?” spurgte jeg og tørrede mascaraen af hendes ene kind. Eller, ja, jeg tværede det nok nærmere bare ud.

”Regnen,” mumlede hun. ”Kan jeg låne et håndklæde?”

”Klart, jeg henter lige et til dig… Bare bliv der.” Jeg begyndte at gå mod badeværelset og kiggede mig over skulderen, for at tjekke hun stadig var der, inden jeg gik ind. Det var hun og hun var i gang med at tage sin sommerjakke af meget meget forsigtigt, som om hun var bange for at lave noget som helst rod. Jeg tog en hel stak håndklæder med til hende og rakte hende det ene. Alt hendes tøj var gennemblødt og det kunne håndklæder alene sgu ikke redde.

Hun lagde håndklædet om sine skuldre og gjorde et nik op mod mit værelse. Hun havde vist ikke rigtig lyst til at stå og tørre sig her, når min mor gik rundt ude i køkkenet. De havde hurtigt hilst på hinanden en gang, men Luca havde nok en eller anden ide om, at min mor ikke kunne lide hende. Hvilket overhovedet overhovedet ikke passede, for i virkeligheden var hun en engel i min mors øjne, som reddede vores hus fra tilfældige piger med tømrermænd hver weekend. Det burde jeg nok forklare hende. Men der var så meget andet vi skulle snakke om først.

Efter vi var kommet op på mit værelse begyndte Luca at tørre sit hår i håndklædet og jeg fandt en mørkeblå jumpsuit frem til hende, som jeg fik i fødselsdagsgave sidste år. Den var helt sikkert alt for stor til hende, men det var bedre end vådt tøj og jumpsuits kunne jo også sagtens være løst. Det var trods alt slap-af-tøj.

”Hvorfor tog du egentlig ikke din telefon?” spurgte jeg.

”Har du ringet? Undskyld, den var løbet tør for strøm.”

”Selvfølgelig har jeg ringet, jeg har været fucking bekymret for dig hele dagen. Altså, det er fair nok at slukke for alt en dag og have fred, men behøver det lige være dagen efter Sandhedschatten bliver afsløret? Jeg troede at du…” Jeg kunne ikke engang sige hvad jeg troede. Faktisk kunne jeg ikke engang tænke hvad jeg troede, men det var ikke sket og jeg burde bare få ro nu.

”Undskyld, Less. Jeg ville virkelig ønske…” Hun sukkede, smed håndklædet fra sig og rettede sig op, så hun kunne se mig i øjnene. Og selv det kunne hun ikke rigtig gøre, så blev på sådan en halvflakkende måde hvor jeg halvt havde øjenkontakt med hende og stadig halvt kunne se hun virkelig kæmpede imod. ”Nogle gange er det bare så forbandet svært at være glad for nogen, så jeg prøver også at få dig til at hade mig en lille smule. Lidt underbevidst, tror jeg. Jeg holder bare så meget af dig, at jeg ikke har lyst til at du skal have det på samme måde. Fordi det er svært… og synes ikke du skal…”

”Have det svært?” spurgte jeg med et lille smil. Hvis det virkelig var hendes plan så var det i hvert fald ikke lykkedes. Det havde nok ligefrem givet bagslag.

Hun nikkede og jeg gik hen for at ligge armene om hende. Min T-shirt var jo allerede våd fra vores første meet and greet, så jeg kunne ligeså godt bare blive ved. ”Du ved godt det ikke virker, ikke?”

”Øv.”

”Øv, ja. Jeg tror det er fordi det er blevet så moderne, at være et røvhul mod dem man elsker.”

”Moderne?”

”Ja, bøger, film, kunst, anything. Det hele giver den her ide om at had er kærlighed og så tror vi på det.”

”Forbandede kunst,” fnyste hun.

Jeg smilede og kyssede toppen af hendes næse. Jeg vidste ikke hvad der var med Luca, men jeg kunne bare ikke få nok af hende. Måske fordi jeg ikke rigtig kunne regne hende ud.

”Så… Vil du låne min jumpsuit?” spurgte jeg og nikkede mod jumpsuiten, som nu lå på sengen.

”Tror du ikke den er lidt for stor?”

”Det er enten for stort tøj eller lungebetændelse. Hvad vil du helst?”

”Lungebetændelse.”

”Der må jeg altså spille overbeskyttende kæreste kortet og sige at det er et no go,” sagde jeg og gik hen for at samle jumpsuiten op. ”Jeg tror også du ville se bare lidt sød ud.”

Hun lagde hovedet på skrå og så på mig med sammenknebne øjne.

”Bare en lille bitte smule lidt.”

”Hvis det kan gøre dig glad,” mumlede hun og tog den ud af hænderne på mig. Hun så fra mig til jumpsuiten i hendes hånd og fik røde kinder. ”Kan du ikke vende dig om eller sådan noget?”

”Mener du virkelig at jeg ikke må se dig nøgen?”

Hun nikkede.

”Come on, hvor slemt kan det være? Du har vel ikke bylder overalt på kroppen, vel? For jeg tror jeg kan leve med stort set alt andet,” sagde jeg.

”Please, Less.”

”fint, så laver vi en byttehandel.” Jeg tog min egen T-shirt af, som også var blevet våd nu og smed den på gulvet. ”Se nu har jeg allerede smidt tøjet, så må det være din tur. Det er en ret god aftale, ikke?” Jeg blinkede.

”Det er nemt nok at sige, når du nærmest har overværdskomplekser med din krop.”

”Overværdskomplekser? Du har virkelig høje tanker om mig, hva?” sukkede jeg og tog mig til hovedet. ”Okay, så gør vi det helt simpelt. Luca, jeg elsker dig. Er du ikke sød smide tøjet, så du ikke dør af lungebetændelse?”

”Dør af lungebetændelse?”

”Er det virkelig den del af sætningen du lægger mærke til?” grinede jeg. Egentlig var det overhovedet ikke sjovt og jeg ville ønske hun ville sige… bare et eller andet. Hun behøvede ikke engang sige, at hun også elskede mig, men bare noget. Så hun i det mindste ikke ignorerede fuldstændig at jeg lige havde taget et kæmpe skridt. Men hun gjorde da det anden bedste og løftede op i sin trøje, så hun stod i sine bukser og en sort blonde BH.

”Så mangler du bare bukserne,” sagde jeg.

”Vi byttede en trøje for en trøje, så jeg tror bare jeg skifter resten ude på toilettet.” Hun samlede jumpsuiten op og skulle til at gå, men jeg rejste mig op og blokerede hende fra at stikke af.

”Hvad er du så bange for? Jeg kan altså godt styre mig selv, hvis det er det.”

”Det er ikke det. Overhovedet.”

”Hvad så?”

Hun lignede en som vaklede imellem at stikke mig en eller begynde at tude. Men til sidst hev hun alligevel bare bukserne, som klistrede sig til hendes ben, ned. Det gik ret hurtigt med at få jumpsuiten på og hvis ikke mine øjne havde været fokuseret på hendes ben, så havde jeg nok ikke set det, men det gjorde jeg. Mærkerne. Arrene. Små vandrette ar som krøb sig ned langs hendes lår og fuldstændig ødelagde den naive tænke jeg havde haft, da jeg så hendes håndled var fuldstændig glatte. Selvfølgelig havde hun ikke cuttet sig på håndleddene. Det ville have været for åbenlyst.

”Tilfreds?” spurgte hun lavt. Jeg var sikker på hun ville have sagt den sætning med selvtillid, men det var overhovedet ikke sådan det kom ud.

Jeg satte mig på sengen og kiggede ned på mine hænder. Jeg vidste det jo godt. Hun havde før skrevet til mig at hun cuttede, men det var bare noget helt andet faktisk at se arrene fra det. Hun satte sig ved siden af mig og tog min hånd, så jeg ikke længere kiggede ned på min egen hånd, men vores hænder.

”Jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde,” sagde hun.

”Hvor du skal begynde?”

”Undskyld.”

”Undskyld hvad?”

Hun kyssede mig forsigtigt. ”Det.”

”Det?”

”Du har en virkelig dårlig vane med at gentage alt hvad jeg siger.”

”Gentage?”

”Stop.” Hun smilede og gemte sit hoved ved min skulder. ”Hold op, med at være så rar. Det gør det hele meget sværere.”

”Rar? Det er altså virkelig ikke det ord, man har lyst til at ens kæreste sætter på en. Det er sådan noget man kan sige om sin nabo eller en kassedame.”

”Hvilket ord vil du så helst have? Fantastisk? Lækker? Uimodståelig?”

”Jeg gider i hvert fald ikke have et overfladisk ord,” sagde jeg og prøvede at lade være med at tænke på arrene.

”Jeg kan altså godt lide rar. Det kan godt være det ikke passer helt, men… Rar er et rart ord. Det ligger godt på tungen.”

”Okay, fint nok. Så accepterer jeg rar for i dag.” Jeg lagde min pande mod hendes og kyssede blidt hendes læber. ”Jeg er lidt træt, for at være ærlig.”

”Ja, også mig.”

”Så… Kan du godt sove i min seng eller skal jeg gøre klar under bordet?”

”Det er okay, lad os bare gøre det,” sagde hun og rødmede så. ”Eller ikke det det, men sove sammen… Det er ikke fordi jeg ikke vil, men jeg vil bare ikke…”

”Point taken. Du behøver ikke forklare, det er helt okay.” Jeg rejste mig op og gik ud for at børste tænder. Luca fulgte efter og hun fik lov til at låne en af mine engangstandbørster, som jeg stadig havde stående fra dengang hvor jeg havde en ny hver weekend. Det var egentlig lidt mærkeligt at hun også skulle bruge dem, fordi det var noget helt andet med hende. Jeg burde nok købe en mere permanent tandbørste til når hun sov her. Det andet var i hvert fald lidt af et miljøspild.

”Fik du egentlig snakket med Beau?” spurgte hun.

”Ja… og jeg har ikke rigtig lyst til at tale om det,” sagde jeg, imens jeg skiftede til boxershorts og en ny T-shirt.

”Han tilgiver dig.”

”Så kender du virkelig ikke Beau.”

”Det ved jeg godt… Men det håber jeg stadig han gør. I er søde sammen.”

Jeg gik hen for at slukke lyset. ”Vi er søde sammen?”

”Ja… I er en god bromance eller hvad det er det hedder.”

”Okay, så. Hvad med vi bare glemmer at vi nogensinde har haft den her samtale? Det ville være super.”

Hun grinede og jeg lagde mig ned i sengen ved siden af hende. Jeg elskede når jeg kunne få hende til at grine, fordi det på en måde føltes som om jeg kunne gøre alting nemmere for hende et øjeblik. Også selvom jeg vidste at det sikkert ikke fungerede sådan.

Hun vendte sig om for at give mig et sidste kys og jeg lagde armene rundt om hende. Det gav mig en varm sikker følelse i kroppen.

”Jeg ville altså stadig virkelig ønske at det virkede,” hviskede hun.

”At hvad virkede?”

”At du hadede mig.”

”Not gonna happen. Det kan du ligeså godt opgive.” Jeg skulle lige til at spørge hende hvorfor hun så gerne ville have det, men så cuttede hun mig af med et godnat. Og så var det ligesom det.

Da der først blev stille og jeg lukkede øjnene gik det op for mig, at der var så mange ting vi burde snakke om. Arrene. Hendes mor og hvorfor hun flippede sådan ud, da jeg kaldte hende Luca. Hvor hun havde været hele dagen. Der var bare alt for mange ting. Af en eller anden grund fik jeg et flashback til den dag, hvor jeg mødte hende for første gang. Jeg kunne huske at jeg kom hjem og tænkte: Enten er den pige psykisk syg eller også er hun psyko sød. Og selvom jeg var bedøvende ligeglad nu, kunne jeg stadig ikke finde forskellen. Vi blev nok nødt til at snakke om det i morgen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...