Sandhedschatten

”Træt af at alle dine venner fucker dig up? Træt af at folk er ligeglade? Og at du ikke kan snakke med nogen om dine problemer? Så er du ikke alene, og jeg vil gerne invitere dig ind i sandhedschatten.” Sådan skriver Luca på en af skolens toiletter, en dag hvor hun er desperat og tæt på at give op. Tre andre elever, Less, Blair og Rebecca, logger en uge senere ind på sandhedschatten, under et dæknavn. Det bliver et fristed, hvor de fire unge kan dele deres hemmeligheder, men der er nogle regler. Man må ikke dømme de andre, afsløre hvem man er, eller sladre til nogen udenfor chatten. Kan de holde den virtuelle og den virkelige verden adskilt? Hvilke hemmeligheder skjuler de? Og kan de overhovedet stole på hinanden?

469Likes
1030Kommentarer
48831Visninger
AA

17. Public service.

Rebecca

 

”Du ved godt hvor højt jeg elsker dig, ikke?” udbrød Taylor. Hendes læber var blevet til et smil og jeg havde ikke set hende så glad længe. Hun lukkede computeren sammen og trommede fingeren mod toppen, mens hun kiggede på mig, som om hun forventede en reaktion. Jeg troede ellers det var et af de der spørgsmål, som man ikke skulle svare på.

”Jo, det… Øhm…”

”Nu kan jeg endelig få min hævn, det bliver så sødt… Sødere end lyserødt glitter lipgloss med smag.”

Jeg så uforstående på hende, og hun fangede vidst endelig pointen med, at jeg ikke havde nogen ide om hvad der foregik, indeni hendes hoved. Hun åbnede computeren igen og gik ind i det dokument, hvor jeg havde kopieret alle vores chats ind. Jeg kiggede mig hurtigt over skulderen, for at tjekke der ikke var nogen andre fra klassen, som lige havde sneget sig ind i pausen, men vi var alene. Taylor scrollede lidt ned på siden og pegede på noget DenAnonyme havde skrevet. Mobilnummeret.

”Ja og?” spurgte jeg.

Hun daskede grinede til min skulder og rettede sig op. ”Less Stephens. Behøver jeg sige mere?”

”Seriøst?” Jeg mærkede min hals stramme sig ind og så ned. Det var mærkeligt at få sat et navn på en af dem, men måske tog Taylor fejl. Hun var trods alt blændet af hævntørst, på grund af et eller andet, jeg ikke helt forstod. Jeg var aldrig kommet tættere på en forklaring, end at han bare var en klam trækkerdreng, men med Taylor var også tit nok.

”Vi var bedstevenner i næsten et år, så jeg kan altså godt kende hans nummer. Det er ham. Hundred.”

”Han kan da godt have skiftet nummer,” mumlede jeg.

”Ja, men det ville da være lidt for tilfældigt, at en anden på skolen lige netop havde fået Less gamle nummer. Plus det passer da til ham. Selvcenteret? Tjek. Ligeglad med andre mennesker? Tjek. Har sex med alt hvad der rør sig, selv når det er hans bedstevens kæreste? Tjek, tjek, tjek. Det er så meget Less.”

”Jo, det er vel rigtig nok.”

”Du er virkelig bare den bedste.” Hun lagde armene om mig og kyssede min kind. Hun duftede af dyr parfume og hendes mørke hår føltes blødt. ”Det her er bare så godt… Så kan alle også endelig finde ud af hvordan han er.”

”Men var vi ikke enige om bare, at afsløre hemmelighederne med deres brugernavne? Så alle fandt ud hvad hele det med Sandhedschatten gik ud på, uden der var nogen som rigtig blev hængt ud, det var da det…”

”Jamen, skat, det er Less, han fortjener det. Og ham han knepper må da være Jamie, ikke? Beaus kæreste? Less har da ikke andre tætte venner mere, vel?”

”Det er nok svært at sige,” sagde jeg og kløede mig i håret.

”Jeg tror nu det er Beau, du sagde også han havde dårlig samvittighed, ikke?”

Jeg nikkede.

”Så er det Beau, han er den eneste, der ville kunne give Less dårlig samvittighed over noget. De har vidst været venner siden Elementary School,” sagde Taylor og kiggede ned, med et eftertænksomt blik. ”Stakkels Beau, han virker ellers så sød. Jeg tror faktisk næsten han elsker Less højere end sin kæreste, de går i hvert fald altid rundt sammen. Jeg ved godt jeg hader Less, men jeg syntes alligevel det var meget sødt, han i det mindste havde et velfungerede forhold til et andet menneske. Åbenbart ikke.”

”Tror du ikke du skal passe på med, at gå ud fra alt for mange ting, på grund af et mobilnummer? Man kan jo aldrig vide,” sagde jeg og trak på skulderne. ”Jeg synes stadig vi skal gøre det med at tage brugernavnene.”

”Come on, Becca, synes du ikke også det er synd for Beau? Vi kan sgu da ikke bare lade Less slippe godt fra sådan noget… Du kan se det som en slags public service til skolen, hvis det hjælper dig.”

Døren knirkede og to piger trådte ind. Virkelig dårlig timing, men de satte sig heldigvis helt op foran, så jeg stadig kunne snakke med Taylor.

”Kan du så ikke gøre det?” hviskede jeg.

”Gøre hvad?”

”Skrive sammen med dem, du kan jo bare få min kode og så…”

”Jamen, jeg skriver slet ikke som dig, de ville finde ud af der var noget galt med det samme.” Taylor lagde sin hånd over min og klemte blidt. ”Du har gjort det så fint indtil videre, og det er jo ikke dig der er noget galt med.”

”Jeg synes bare det er mærkeligt.”

”Selvfølgelig, men du skal bare huske, de ikke er dine venner. Vi er. Og skolen har ret til at vide hvem de her freaks er, især Less. Som jeg sagde før, det er ren public service til skolen.”

Jeg undertrykte lysten til at ryste på hovedet, og nikkede i stedet. Public service. Ja, som om.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...