Sandhedschatten

”Træt af at alle dine venner fucker dig up? Træt af at folk er ligeglade? Og at du ikke kan snakke med nogen om dine problemer? Så er du ikke alene, og jeg vil gerne invitere dig ind i sandhedschatten.” Sådan skriver Luca på en af skolens toiletter, en dag hvor hun er desperat og tæt på at give op. Tre andre elever, Less, Blair og Rebecca, logger en uge senere ind på sandhedschatten, under et dæknavn. Det bliver et fristed, hvor de fire unge kan dele deres hemmeligheder, men der er nogle regler. Man må ikke dømme de andre, afsløre hvem man er, eller sladre til nogen udenfor chatten. Kan de holde den virtuelle og den virkelige verden adskilt? Hvilke hemmeligheder skjuler de? Og kan de overhovedet stole på hinanden?

469Likes
1030Kommentarer
48847Visninger
AA

6. Pianisten og punkeren.

Blair

 

Mine fingre aede tangenterne, og jeg trykkede tungen mod indersiden af mine tænder. Det var sådan jeg koncentrerede mig bedst og hvis det bare skulle lyde nogenlunde, blev jeg nødt til at give mig helt hen. Min storesøster havde et naturtalent for det, og hun så altid afslappet ud når hun spillede, så hun havde tid til at smile rundt og bøje hovedet på den rigtige måde. Min søster var på mange måder alt det jeg ikke var.

Det bankede på døren og jeg kom til at ramme den forkerte tangent. Jeg løftede øjnene fra flyglet og kiggede i stedet hen på døren. En dag måtte det da lykkedes.

”Kom ind,” sagde jeg og rejste mig fra klaverstolen.

Min mor kom ind, med en pige bag sig. Hun havde kort rødt hår, sidecut, korte shorts og en blå T-shirt på, som var revet halvt i stykker. Det var det sidste, som jeg havde forventet, da min mor havde fortalt at en hendes veninder fra menighedsrådet havde en datter, som sang i sin fritid. Jeg havde lovet, at give hende en chance, fordi hun ikke rigtig kendte nogen fra byen, da de lige var flyttet hertil.

Min mor havde vidst heller ikke regnet med, at datteren ville være så rebelsk, men mor kunne aldrig finde på at være uhøflig og smide hende ud. En aftale var en aftale, men jeg var ikke i tvivl om, at det var første og sidste gang hun blev lukket ind i vores hjem. Desuden kunne moren til den her pige, nok forvente et par rullede øjne bag kaffekopperne, og et par bemærkninger vedrørende opdragelse og vigtigheden i fremtræden.  

”Blair, det her er Rosalins datter, Joanna.” Min mor smilede og rettede på sine brune krøller, som jeg havde arvet. Hun havde et blomstret hvidgrønt forklæde på, men selvom hun bagte, var der ikke det mindste gram mel på hendes forklæde.

Der var stille et øjeblik, og jeg prøvede at gøre ligesom min mor. Smile til mine kinder gjorde ondt.

”Nå, men jeg vil overlade jer piger til jer selv, I kan bare hente mig, hvis I mangler noget,” sagde mor og lukkede så langsomt døren i.

Der blev stille og jeg prøvede at gennemsøge mit hoved for høflige åbningsemner, men jeg havde en fornemmelse af, det bare ville prale af på den her pige.  

”Bare lige for at slå det fast, ikke?” sagde Joanna og gik hen mod klaveret. ”Jeg har faktisk allerede fået venner, virkelig virkelig søde mennesker, men det er ikke den rigtige slags, så det gælder ikke i min mors hoved… Jeg ved at hun sagde til din mor, jeg var fuldstændig venneløs og alene, men da min mor så en af dem havde en piercing, så gik hun ind i en benægtelsestilstand, hvor hun bildte sig selv ind det var fantasi venner jeg hang ud med. Det er bare lige så du ved hvad der foregår.”

”Okay,” peb jeg og lagde armene over kors. ”Hun lyder da…”

”Vanvittig.”

”Hun prøver nok bare at give dig nogle gode værdier,” smilede jeg. Joanna satte sig op på flyglet og jeg kiggede ned. Jeg håbede virkelig ikke hun havde tænkt sig at blive længe.

”Mit flygel, kan du ikke…” Jeg sank og foldede mine hænder sammen. ”Det er bare, jeg prøver at være lidt forsigtig med det. Det er et arvestykke.”

”Ups, det er bare fordi jeg har set folk på film gøre det, når de skal være lidt opfindsomme. Du ved, ligesom når kvinden lægger sig indover det og gør sig til, mens manden…”

”Ja, men jeg vil gerne passe på det,” afbrød jeg. Jeg plejede ellers normalt at lade andre snakke færdig, men hvis hun alligevel havde droppet al høflighed, kunne jeg vel også godt gå lidt på kompromis med min.  

 ”Fint, så står vi bare op.” Hun hoppede ned fra flyglet og gik i stedet for hen til boghylden i den anden side af rummet. Hun gled en finger hen ad nogle af bøgerne og hev et par stykker ud. ”De gamle bøger her er ret cool.”

”Har du læst nogen af dem?” spurgte jeg, desperat efter at finde bare et eller andet, som vi havde tilfælles.

”Nej, men min ekskæreste havde en hobby med at samle på gamle bøger, og så fik jeg lov til at få et par stykker, hvis der ikke var mere plads i bogreolen. Det er ret god pynt derhjemme, så man ser klog ud, men det ved du vel.” Hun blinkede og satte bogen, i hendes hånd, tilbage på hylden. ”Ej, det mente jeg ikke, du er sikkert en af dem, der faktisk læser bøgerne, ikke?”

”Hvorfor skulle jeg have dem, hvis jeg ikke læste i dem? Ham din kæreste læste vel også i sine…”

”Hun,” rettede Joanna.

”Hun?”

”Ja, jeg spiller for begge hold. Angriber og forsvarer på en gang, så har jeg dobbelt muligheder… Eller det er måske dumt sagt, det ved jeg ikke, jeg er i hvert fald biseksuel.”

”Ved din mor godt det?” spurgte jeg.

Hun lagde hovedet på skrå og armene over kors. ”Ja og nej. Ja, hvis hun tænker sig om. Nej, hvis du spørger hende.”

”Det er bare… I biblen står der…”

”Jeg er ret sikker på der ikke står i biblen, jeg kommer i helvede, fordi jeg forelsker mig i personen, i stedet for at gå efter om det er en dreng eller pige. Og hvis der gør, så burde den omskrives, for det er noget vrøvl.”

”Ja, det… Det er der vel forskellige meninger om,” mumlede jeg. Mit hjerte slog hurtigere og mine håndflader blev svedige. ”Jeg synes det er en smule bizart, det der med to piger… eller drenge… det virker bare unaturligt.”

”Så skulle du prøve det,” grinede Joanna og jeg undrede mig over hvordan hun kunne tage det så roligt. Hun gik hen mod mig og lagde en hånd på hver af mine skuldre, mens hun roligt smilede. ”Prøv at lukke øjnene og så skal du forestille dig en sindssyg smuk pige, for ellers vil det her ikke fungere. Jeg ved jo godt jeg nok ikke ligefrem er din idealpige.”

”Joanna, jeg gider altså ikke…”

”Rolig nu, jeg gør ikke noget. Bare en eller anden pige… Hvad med… Hvad kan er du mest til? Brunetter eller blondiner?”

”Hold nu op,” sagde jeg, for jeg nægtede simpelthen at gå helt med på hendes små lege.

”Slap af, jeg gør ikke noget. Bare luk øjnene.”

"Men..."

"Gør det nu bare," sukkede hun.

Lidt modvilligt lukkede jeg øjnene og fugtede læberne. Der gik nogle sekunder, men pludselig kunne jeg mærke noget blødt og varmt blive presset mod min mund. Min hånd havde lyst til at skubbe hende væk, men mine læber var på en eller anden måde fascineret af hende. Jeg havde kysset drenge før, faktisk to, men begge kys havde været kluntet. Det her var noget andet… Det var forkert. Det var ordet. Forkert.  

Jeg trak mig væk fra hende, efter hvad der sammenlagt måtte være to sekunder og tørrede mine læber af i håndfladen.

”Se, det var da ikke så slemt,” sagde hun.

Jeg kiggede ned og knyttede min højre hånd sammen. ”Det var helt forkert.”

”Damn, jeg har ellers altid fået af vide, jeg er den perfekte kysser,” grinede hun og trak på skulderne. ”Ej, jeg laver bare lidt sjov med dig, Blair, virkelig. Jeg er ret ligeglad med om du ikke kan forstå det, bare du ligesom accepterer det.”

Jeg nikkede. Så var det vel derfor det føltes så godt, hun var god til at kysse. De to drenge jeg tidligere havde kysset, var nok bare dårlig og så gav det jo god mening… eller hvad… Måske var det også bare fordi hun var så speciel, det var nok ikke ligefrem hvem som helst, der ville kysse en de lige havde mødt. Også selvom det var et meget uskyldigt kys.

 Jeg var forvirret og jeg havde brug for nogen at snakke med det om. Nogen der ikke vidste hvem jeg var. Sandhedschatten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...