Sandhedschatten

”Træt af at alle dine venner fucker dig up? Træt af at folk er ligeglade? Og at du ikke kan snakke med nogen om dine problemer? Så er du ikke alene, og jeg vil gerne invitere dig ind i sandhedschatten.” Sådan skriver Luca på en af skolens toiletter, en dag hvor hun er desperat og tæt på at give op. Tre andre elever, Less, Blair og Rebecca, logger en uge senere ind på sandhedschatten, under et dæknavn. Det bliver et fristed, hvor de fire unge kan dele deres hemmeligheder, men der er nogle regler. Man må ikke dømme de andre, afsløre hvem man er, eller sladre til nogen udenfor chatten. Kan de holde den virtuelle og den virkelige verden adskilt? Hvilke hemmeligheder skjuler de? Og kan de overhovedet stole på hinanden?

469Likes
1030Kommentarer
48831Visninger
AA

9. Narren og prinsessen.

Less

 

Musikken indefra festen klingede stadig, selvom vi var flere meter væk. Efter mit lille jeg-vil-begå-selvmord stunt, havde jeg lagt alkohol på hylden for en enkelt fest, bare for at vise min bedste ven Beau at jeg faktisk godt kunne styre mig, hvis bare jeg gad.

”Jeg gider ikke tage bussen,” hvinede Jamie og gnubbede sig ind til Beaus overkrop, mens vi gik. Jeg prøvede at ignorerer hvor meget hun duftede af jordbær.”Jeg synes din bil er virkelig selvisk, den ene gang hvor jeg har brug for at blive kørt, så virker lortet ikke.”

”Du kan jo også bare gå med mig hjem.”

”Jeg har opvisning i morgen tidlig, din idiot,” grinede Jamie.

”Fuck opvisning.”

Hun rystede på hovedet og fugtede læberne. ”Så må jeg jo bare tage bussen, hvis der ikke er nogen andre muligheder.”

Jeg mærkede Beaus øjne bore sig ind i min hud, og jeg håbede virkelig han ikke ville spørge mig. Men selvfølgelig ville han det. Og selvfølgelig ville jeg sige ja, for jeg var jo en god ven, eller noget derhenad. ”Øhm, Less, kan du ikke tage hende med på vejen? Min lille prinsesse skal jo helst ikke med den store farlige bus… Jeg skal nok betale det ekstra i benzin, hvis det er.”

”Din lille prinsesse?” gentog Jamie og gjorde et kast med sit lange mørke hår, så der duftede endnu mere af jordbær.

”Hvis du ikke vil kaldes for en prinsesse, så skal du lade være med at opføre dig som en,” blinkede Beau.

”Jeg skal nok tage hende med,” mumlede jeg og trak på skulderne. Jeg så hen på Jamie, som straks rødmede, men prøvede at skjule det ved at stille sig om bag Beau. Hvis hun vidste det ville ende sådan her, havde hun nok ikke nævnt noget med bussen, men hun kunne heller ikke springe fra nu. Så skulle hun forklare Beau hvorfor, og det kunne hun ikke. Eller hun kunne godt, men hun ville ikke.

Vi drejede hen mod min bil og fortsatte med at snakke om ligegyldige ting. Jamie var blevet en smule mere stille, men hun gjorde et stort nummer ud af at kysse Beau farvel og åd ham praktisk talt op ad min bil. Ironisk nok var jeg den sidste person hun havde stået og gjort det med, op ad præcis den bil. Det havde også været til en fest og hun ville sige farvel, inden hun tog hjem… hvilket hun så gjorde, på sin egen diskrete måde.

”Jeg elsker dig!” råbte hun efter ham, da han begyndte at gå væk fra os. Jeg havde på fornemmelsen de tre ord mere var henvendt til mig, end til ham. Altså, ikke fordi hun elskede mig, hun ville bare lige slå det fast, at hun elskede ham.

Jeg tændte bilen og begyndte at køre. I starten var der ingen af os, som sagde noget og det eneste man kunne høre var lyden af hendes negle, som trommede mod ruden. Hvorfor fanden skulle hun dufte så sindssygt godt?

”Less?”

”Mmm?” Jeg drejede hovedet væk fra vejen, og kiggede på hende. Der var et eller andet fascinerende ved hende, som om hver en lille bevægelse hun gjorde, var et lille drillende optrin.

”Det der sidste gang…”

”Jeg synes ikke vi skal snakke om det.”

”Det var jo også bare et lille kys, og det betød ikke noget… Så, det var jo ikke fordi vi lavede noget, vi sagde bare farvel til hinanden. Det var faktisk nærmest et tantekys.”

Jeg havde lyst til at grine af hende, men hun mente det vidst dybt alvorligt. Som om. ”Jaja.”

”Jaja?”

”Det er fint, hvis du har brug for at sige det til dig selv.”

”Det kan godt være det betød noget for dig, men jeg opfattede det ikke som noget andet end et farvelkys imellem to fulde venner,” sagde hun.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, for det betød faktisk noget for mig. Derfor holdt jeg bare min kæft og tændte radioen, så jeg forhåbentlig kunne bløde hende lidt op med et par kvalmende kærlighedssange. På den anden side ville det sikkert ikke virke, for det ville bare minde hende om Beau. Min bedste ven. Waow.

”Du kan bare holde ind her,” sagde Jamie og gjorde et kast med hovedet i retningen af hendes indkørsel. Jeg drejede bilen ind, som hun havde bedt om og mærkede et lille stik, da jeg hørte hendes sikkerhedssele klikke op.

Før jeg nåede at tænke mig ordentlig om, hoppede jeg også selv ud af bilen og låste den. Hun lagde armene over kors og så på mig med sammenknebne øjne. ”Hvad har du gang i?”

”Jeg skal jo lige lægge prinsessen i seng, ikke?”

”Jeg kan godt selv gå i seng, tak.”

”Beklager, jeg er sådan en der enten gør det hele, ellers så gør jeg ingenting. Og nu har jeg jo allerede kørt dig, så jeg bliver også nødt til at tage mig af de andre ting, ikke?” smilede jeg. Hold nu bare din kæft. Ind i bilen. Ind i bilen lige nu.

”De andre ting?”

”Putte dig i seng og det. Altså, helt uskyldigt, du er jo Beaus kæreste.”

”Du er sådan en nar,” sukkede hun og gik hen mod hoveddøren, som hun lod stå åben til mig, så jeg kunne følge efter hende. Jeg var tydeligvis ikke den eneste nar.

Jeg tog mine sko af i opgangen, men lod jakken blive på, fordi det ikke virkede så slemt, hvis jeg havde den på. Det var ligesom et tegn på jeg ikke skulle blive der særlig længe, og så var det jo lige præcis meget uskyldigt. Jeg tvivlede alligevel på, Beau ville synes det gjorde nogen som helst forskel, om jeg havde været sammen med hans kæreste med eller uden jakke. Det gjorde det vel heller ikke. Det sagde lidt om modvilje, men i sidste ende, kunne jeg sagtens kæmpe imod. Hvis jeg virkelig ville, kunne jeg bare lytte til min samvittighed, men den druknede i jordbær og tanken om hendes bløde læber.

Jamie gik ud på badeværelset og låste døren, mens jeg gik ind på hendes værelse og satte mig på hendes seng. På hendes sengebord, havde hun et billede af hende og Beau, hvor der henover med glimmerbogstaver stod: My love. Jeg rakte ud efter rammen, men jeg kunne ikke få mig selv til at lægge det ned. Jeg var virkelig verdens dårligste ven, det var sgu ikke så mærkeligt jeg lidt var i underskud på det punkt.

Jeg skulle lige til at tage hjem, da jeg hørte døren knirke og så Jamie træde ind. Hun havde en lyserød T-shirt og et par lårkorte sovebukser på, som hun trak lidt ned i, da hun så mig. Hun satte sig på sengekanten, ved siden af mig og lagde hovedet mod min skulder. Mit hjerte begyndte at slå hurtigere. Det var helt forkert.

”Jeg elsker ham så højt,” mumlede hun. Ganske forsigtigt drejede jeg hovedet og kyssede hendes hals. Hun rykkede sig ikke.

”Det ved jeg. Jeg synes sgu også han er helt okay.” Jeg stak hånden op under hendes trøje og aede hendes ryg. ”Du gør mig så vanvittig.”

”Virkelig? Less… Den Less?”

”Hold nu bare kæft,” grinede jeg og skulle lige til at kysse hende, men så kunne jeg ikke. På den anden side havde jeg allerede gjort det en gang, så jeg var en idiot uanset hvad, det kunne ikke blive værre. Men det kunne det, og jeg vidste jeg ikke ville kunne stoppe det, hvis vi først begyndte.

”Du burde nok tage hjem.”

”Ja, det burde jeg nok.” Jeg krammede hende ind til mig og lagde hovedet i hendes hår. ”Godnat.”

”Godnat.”

Jeg gav slip på hende, men lige da jeg skulle til at rejse mig, greb hun fat om min hånd og trak mig tilbage i sengen. Hun kyssede mig hårdt og lagde sig ovenpå mig, mens jeg undersøgte hendes krop, med mine hænder. Jeg prøvede at slå min hjerne fra og lade være med at tænke på Beau, hvilket var nemmere end hvad man skulle tro. Hun vidste præcis hvad hun gjorde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...