Sandhedschatten

”Træt af at alle dine venner fucker dig up? Træt af at folk er ligeglade? Og at du ikke kan snakke med nogen om dine problemer? Så er du ikke alene, og jeg vil gerne invitere dig ind i sandhedschatten.” Sådan skriver Luca på en af skolens toiletter, en dag hvor hun er desperat og tæt på at give op. Tre andre elever, Less, Blair og Rebecca, logger en uge senere ind på sandhedschatten, under et dæknavn. Det bliver et fristed, hvor de fire unge kan dele deres hemmeligheder, men der er nogle regler. Man må ikke dømme de andre, afsløre hvem man er, eller sladre til nogen udenfor chatten. Kan de holde den virtuelle og den virkelige verden adskilt? Hvilke hemmeligheder skjuler de? Og kan de overhovedet stole på hinanden?

466Likes
1028Kommentarer
48188Visninger
AA

50. Naivitetsvampyr.

Blair

 

Klokken var tolv og Less var kollapset i Joannas seng. Lugten af øl og den høje festmusik indefra stuen gav mig kvalme, men jeg lænede mig alligevel tættere på ham, så jeg kunne tjekke efter puls. Jeg lagde to fingre mod hans hals og mærkede en blid dunken.

Jeg sukkede lettet og lagde dynen tæt omkring ham. Jeg var så træt af at han havde det så dårligt og ikke fik det bedre. Og det var så selvisk, at jeg ikke engang kunne sige det højt. Jeg var endnu mere træt af at vi ikke kunne snakke om det. Ligeså snart jeg prøvede at snakke om Luca lukkede han af.

Jeg satte en spand ved siden af sengen og kiggede en sidste gang på ham. Han var så bleg at jeg nærmest fik lyst til at tjekke efter puls igen, men jeg droppede det og gik ud til festen. Jeg kunne alligevel ikke hjælpe ham når han var så påvirket, men jeg var i det mindste glad for at han havde sagt ja til at tage med til Joannas fest. Ellers havde jeg slet ikke kunne holde øje med ham og selvom jeg hadede at være hans babysitter, så var det alligevel bedre end ikke at være det.

”Blair, my girl!” udbrød Joanna, da jeg kom ud og nærmest væltede ind i mig. ”Er Less fin?”

”Ja, Less er… Fin? Jeg tror bare lige han skal sove lidt og så er han okay igen.”

 ”Der var nogen af de andre, der ville spørge ham med Luca, men jeg sagde nej. Man skal være sød med mennesker der har ondt i hjertet,” sagde hun og prøvede at forme et hjerte med sine fingre, men det lignede egentlig mest bare en cirkel der var ved at falde sammen.

”Er du sikker på du ikke også skal ind og sove?”

”Nope, jeg er ikke gået kold endnu. Jeg er stadig hot as hell,” grinede hun og lænede sig tæt på mig igen. Eller faldt. Jeg lagde armene rundt om livet på hende.

”Okay, så er det bare dit hoved og dine ben der er gået kold?”

Hun nikkede. ”Må jeg egentlig spørge dig om noget?”

”Du kan prøve.”

”Hvordan blev du venner med Less? I virker ikke lige som hinandens … mennesker.”

”Det er en længere historie,” mumlede jeg. Jeg havde i hvert fald ikke lyst til at snakke om Sandhedschatten sammen med en fuld Joanna. Det kunne ikke ende godt.

”Fortæl den længere historie, så.”

”Det bliver altså ikke i dag… Vil du med ind til de andre?”

”Please, please, please.” Hun lavede hundeøjne, hvilket måske ville have været sødt, hvis ikke det var fordi hun havde opspillede pupiller og rander under øjnene.

”Vi kan snakke om det i morgen, okay?”

”Er vi lidt vilde med ham eller hvad?” Hun løftede et øjenbryn og gjorde et nik mod det værelse jeg lige var kommet ud af. Jeg mærkede mine kinder blive varme. Det var jo ikke fordi jeg kunne lide Less. Det var jo lige netop fordi jeg ikke kunne lide Less, eller nogen af hans ”holdspillere” for den sags skyld, at det var så akavet hun spurgte.

”Hold nu op … Han er overhovedet ikke min type.”

”Hvorfor rødmer du så?” spurgte hun og prikkede til min kind.

”Kan du slet ikke se hvor langt nede han er? Hvordan skulle jeg kunne være forelsket i ham når han er sådan et rod?”

”Sorg er sexet.” Hun blinkede.

”Virkelig? Så synes jeg du skal holde hans hår næste gang han brækker sig.”

En mørkhåret dreng, med en sort T-shirt på og tatoveringer ned langs armene, kom hen til os og lagde en arm på hver vores skulder. Han drejede hovedet mod mig og smilede. ”Er hun irriterende?”

”Mig?” udbrød Joanna.

”Vildt irriterende… Hun kunne faktisk ikke være mere irriterende.” 

”I hear you,” grinede han.

”Hold op med at snakke om mig i tredje person!” Joannas ansigtsudtryk var så alvorligt, at jeg ikke kunne lade være med at grine selv.

”Jeg hader jer…”

”Du elsker os.” Han lagde armene om hendes talje og kyssede hendes kind på en måde, som gjorde mig meget bevidst om at jeg stod der. Så huskede jeg en ting. Det var ham drengen der havde kysset Joanna for lang tid siden til en fest. Og så huskede jeg en anden ting. Jeg brød mig egentlig ikke rigtig om ham. 

”Jeg tror lige jeg går ind og tjekker til Less,” mumlede jeg og trådte et skridt tilbage.

”Okay, så tager jeg mig af det her håbløse tilfælde.”

Joanna daskede halvt fornærmet og halvt flirtende til ham. De var ret irriterende, så jeg skyndte mig at gå tilbage til Less. I det mindste ville han højst sandsynligt ikke sige så meget.

Døren knirkede, da jeg åbnede og han sad op med benene over sengekanten. Hans ansigt var blegt og han kiggede meget intenst ned på sine fingre. Jeg havde lyst til at tænde lyset, for mørket gav ham sådan en uhyggelig silhuet, men han havde siddet herinde så længe, at det sikkert bare ville skære i hans øjne. Jeg satte mig ved siden af ham og lagde armen rundt om ham.

”Vi bliver nødt til at snakke om det…” Jeg kiggede også ned på hans hænder. De var så hvide at jeg tydeligt kunne fornemme hvordan hans blodåre snoede sig. Selv i mørket.

Han rystede på hovedet.

”Less, se lige på mig,” sagde jeg, men han så stadig ned. ”Det der hjælper ikke.”

Han prøvede at ryste mig af sine skuldre, men jeg holdt fast. ”Har du læst hendes brev?”

”Hvem siger hun overhovedet skrev et til mig?”

”Hold nu op, selvfølgelig skrev hun et til dig.”

Han pressede læberne sammen til en tynd streg og tog en dyb indånding. ”Du har ikke en smøg, vel?”

Jeg rystede på hovedet og lagde mig ind til hans skulder. ”Hvis du nu bare siger et eller andet om hende eller hvordan du har det, så lover jeg at jeg ikke nævner det igen.”

”Overhovedet?”

”I hvert fald den næste uge,” sagde jeg, for det andet vil jeg ikke kunne holde.

 ”Okay.” Hans stemme var hæs og han kiggede endnu mere intenst ned på sine fingre. ”Hvad vil du så have jeg skal sige? Hvad ville gøre dig glad?”

”Less,” sukkede jeg og mærkede hvordan mine læber rystede.

”Du ved godt jeg kunne have gjort noget, ikke?” Han holdt en pause og jeg overvejede om jeg skulle sige noget, men besluttede mig for at give ham en chance for at få det snakket ud af kroppen, inden jeg sagde det var noget vrøvl. ” Hun sov hos mig natten inden hun… og jeg vågnede faktisk også da hun gik… jeg vidste godt hun havde det ad helvedes til, men.”

”Det er ikke din skyld, Less. Det er det ikke.”

”Og det er derfor jeg ikke gider snakke med dig. Du er så pisse naiv at høre på.”

”Tak,” smilede jeg. Naiv var måske ikke det mest positive ord, men det betød i det mindste at jeg ikke havde fået huller i min optimisme endnu. Og det var vel egentlig positivt nok.

Han blev helt stille og sukkede dybt, inden han rykkede sig tættere på mig og kyssede mig i nakken. Hans læber føltes kolde og tørre, og de satte en lavine af myrekryp i gang i min krop. Han drejede mit ansigt en smule og jeg mærkede hans læber trykke sig mod mine. Han kyssede mig. Ja, okay, jeg kyssede også ham, men han var ked af det. Hvad skulle jeg gøre?  Det var ikke ubehageligt. Faktisk var det ikke rigtig noget, det føltes bare som at trække vejret gennem en andens mund. Han trak mig med ned i sengen og lagde sig ovenpå mig, så jeg kunne mærke hele hans krop mod min. Det var tydeligt at han havde prøvet det mange gange før, på måden hans hånd blidt klemte om mit lår og kyssede mig. Det her var hans ekspertområde, men jeg var ikke målgruppen. Det var først da han begyndte at knappe mine bukser op, at det for alvor gik op for mig hvor det var på hen.   

Jeg trak mig væk fra ham og rullede om på den anden side. Mit hjerte bankede hurtigt og jeg kunne mærke hvordan svedperlerne glinsede i min pande. Ingen af os sagde noget og jeg drejede mig rundt, så jeg kunne se ham i øjnene.

”Du ved godt jeg er lesbisk, ikke?”

”Siger vi officielt det nu?”

”Er det ikke snart på tide?”

”Så bliver du i det mindste ikke helt klæbende bagefter… Det er egentlig en meget god teknik. Har Joanna meget travlt?”

”Hun er stadig biseksuel, Less.”

”Too bad,” sukkede han og gemte sit hoved i puden.”Lorte liv.”

”Agreed… Hvorfor gjorde du det egentlig?”

”Hvad?”

”Kyssede mig. Hvorfor?”

”Det ved jeg ikke, jeg ville se om jeg kunne suge noget af det der naive til mig.”

”En naivitetsvampyr,” sagde jeg og smilede. Hans ansigtsudtryk var stadig helt stift. ”Hjalp det?”

Han trak på skulderne. Et nej.

”Har du egentlig tænkt over det med Rebecca? Overfaldet?” spurgte jeg.

”Lidt. Men jeg er mest ligeglad…. Fuck hende.”

”Men vi vidste det jo godt, vi blev begge to inviteret til den begivenhed på Facebook. Ved du hvad det gør os til? Hyklere,” sagde jeg.

”Er jeg virkelig ved at blive venner med en der bruger ordet ’hykler’?”

”Dobbeltmoralske, så. Vi snakker jo hele tiden om at der ikke var nogen der hjalp Luca, men alligevel ignorerede alle den begivenhed på Facebook. Det var bare så åbenlyst… og så…”

”Jeg tror også Taylor har et eller andet med det at gøre.”

”Taylor? Hvorfor?”

”For det første er hun en jaloux møgkælling, for det andet vidste hun før chatten blev vist at jeg havde været sammen med Jamie… og hun hader mig bare. Rebecca er ligeglad med mig, men det giver mening at Taylor vil have hævn.”

”Hævn for hvad?” spurgte jeg og rynkede panden.

”Lang historie.”

Der fandtes åbenbart mange lange historier. ”Come on, fortæl mig det. Jeg siger ikke noget videre.”

”Okay, så. Der er alligevel en masse der ved det, så det er vel lige meget. Da vi var juniorelever var mig, Beau og Taylor ret gode venner. Vi var faktisk næsten altid sammen, men Taylor var også meget anderledes dengang. Believe it or not, hun var faktisk ligefrem sød. Men det gik galt i slutningen af året… Vi var til en fest og på en eller anden måde endte vi med at kysse lidt, det var bare ikke specielt godt. Hun havde aldrig kysset nogen før, men jeg tror hun stolede ret meget på mig. Så jeg blev den heldige.”

”Okay, men hvorfor ville hun blive vred over det? Jeg er ikke helt med…” sagde jeg og kiggede intenst på ham. Man kunne godt se det næste han skulle til at sige ikke var nemt.

”Weekenden efter var jeg sammen med en masse drengevenner og jeg fortalte dem om festen og Taylor og at hun var den mest elendige ynkelige kysser nogensinde… Altså, det var sjovt nok den aften og vi grinede af det, men pludselig vidste alle det bare og hele skolen snakkede om det. Ja.”   

”Okay, det var lidt ondt. Men er hun virkelig stadig bitter over det?”

”Hun kunne virkelig virkelig godt lide mig. Dengang, syntes jeg faktisk også hun var okay, men… Ja.”

”Hvorfor fanden spredte du så det rygte?” spurgte jeg og undrede mig over at jeg bandede. De nye mennesker i mit liv havde tydeligvis ikke den bedste indflydelse.

”Det ved jeg ikke, jeg tænkte ikke rigtig over det. Det var jo bare sandheden.”

Jeg rejste mig op og gik hen til døren. Det kunne godt være han havde det svært, men det også bare svært at have at gøre med en person der var så destruktiv med alt. Jeg var også bekymret for, at han var ved at komme tæt på mig, for jeg havde ikke lyst til at blive stukket i ryggen ligesom Taylor og Beau. Han var trods alt den eneste det vidste jeg var Pianisten fra chatten og hvis han bare havde sex med sin bedste vens kærester og spredte rygter om en pige han egentlig var glad for, hvorfor så stole på ham? Det virkede idiotisk.

”Er du pigefornæmet nu?”

”Nej,” sagde jeg og vendte mig mod ham. ”Det er bare synd… Hvis du ikke hadede alle så meget, tror jeg næsten at jeg ville kunne lide dig. Men det finder vi nok aldrig ud af,” sagde jeg og gik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...