Sandhedschatten

”Træt af at alle dine venner fucker dig up? Træt af at folk er ligeglade? Og at du ikke kan snakke med nogen om dine problemer? Så er du ikke alene, og jeg vil gerne invitere dig ind i sandhedschatten.” Sådan skriver Luca på en af skolens toiletter, en dag hvor hun er desperat og tæt på at give op. Tre andre elever, Less, Blair og Rebecca, logger en uge senere ind på sandhedschatten, under et dæknavn. Det bliver et fristed, hvor de fire unge kan dele deres hemmeligheder, men der er nogle regler. Man må ikke dømme de andre, afsløre hvem man er, eller sladre til nogen udenfor chatten. Kan de holde den virtuelle og den virkelige verden adskilt? Hvilke hemmeligheder skjuler de? Og kan de overhovedet stole på hinanden?

466Likes
1028Kommentarer
48176Visninger
AA

42. Næseblod.

MEGET VIGTIGT:

Jeg har ændret en lille detalje i kapitel 37 (Lucas chatkapitel) hvor hun fortæller om hendes døde lillebror. Det er ændret til tvillingebror. Jeg plejer ikke at gå ind og ændre ting, men jeg følte det var det rigtige den her gang og det er sådan en lille detalje. Jeg håber det er okay.

------------------------------------------------------------------------

Less

 

”Hold kæft en taber.”

Jeg satte mig til rette på hovedtrappen og rystede på hovedet for mig selv. Det var måske den ting jeg hadede allermest ved High School. De fleste sladrede om alt og alle og mig og det var sådan set okay. Jeg syntes bare det var så klamt, de ikke enten sagde det direkte til mig eller hviskede det. Det blev altid sagt lige netop højt nok til jeg kunne høre det, men ikke kunne tillade mig at blive sur over det. Taberen kunne selvfølgelig også være hvem som helst. Men det var jo mig. 

”Jeg har hørt et eller andet med Beau ikke tror på det.”

”No, seriøst? Det er så synd for ham. Altså, det første jeg tænkte var: Hvorfor har jeg ikke tænkt på det noget før? Det er jo ham.”

Jeg tændte en smøg og prøvede at lukke stemmerne ude. Jeg kunne selvfølgelig også bare gå, men så ville de vinde og jeg var allerede på vej til at tabe min bedsteven, så jeg ville i det mindste vinde de her små stolthedskampe i mit hoved.

Jeg tog mobilen frem, men der var ikke kommet nogen beskeder fra Luca. Jamie havde skrevet til mig og tigget mig om at holde min kæft, så det ikke blev værre end det allerede var. Og til sidst havde hun skrevet, at jeg skulle slette hendes besked, så Beau ikke så det, hvilket jeg gjorde med det samme. Bare for at kunne holde et løfte.

 Men Luca havde ikke skrevet, og hun var i virkeligheden den eneste jeg ville høre fra. Jeg havde skrevet til og ringet til hende så mange gange, at jeg nærmest følte mig som hendes stalker. Jeg havde godt nok også hendes hjemmenummer, men jeg var helt sikker på, at jeg ville ende med at snakke med hendes forældre. Hvilket var akavet, fordi jeg ikke havde mødt dem endnu. Vi havde kun været hjemme ved mig og en enkelt gang hende efter busturen, hvor vi blev smidt ud. Der nåede jeg kun lige at se deres skikkelser ude i køkkenet, inden Luca fik skubbet mig ud af hoveddøren. Så jeg gættede på hun var flov over dem. Eller mig.

Jeg overvejede alligevel at ringe til dem. Bare for at høre om Luca var okay, fordi jeg havde en dårlig fornemmelse. Det kunne selvfølgelig også bare være mig, som var begyndt at bevæge mig ind i overbeskytterrollen, men hvem ville ikke gøre det med Luca? Det var ligesom bare… Noget man gjorde. Helt automatisk.

Anyway, til sidst besluttede jeg mig altså for at ringe. Og så håbe jeg ikke pludselig blev udsat for et hate baghåndsangreb under første snak med svigerforældrene. Mine hænder var svedige og det var først nu, hvor jeg havde telefonen oppe ved øret, at jeg virkelig lagde mærke til hvor meget jeg rystede.

”Hallo, det er Kathrine,” lød det i den anden ende af telefonen. Jeg gættede på det var Lucas mor. Hun havde en rar rund stemme, som på en eller anden måde var meget mor agtig.

”Hej Katrine, det er Less … Jeg er en af Lucas, øhm, venner. Kan jeg komme til at snakke med hende?” Det lød slet ikke som mig. Jeg lød som en eller anden receptionist som havde en dårlig første dag.

Der blev stille et øjeblik og Kathrine rømmede sig. ”Luca?”

”Argh, fuck, jeg har ikke ringet forkert, vel?”

”Nej, det…” Hun sukkede og jeg kunne høre en stol knirke. ”Siger hun virkelig stadig Luca?”

”Undskyld, jeg er ikke helt med.”

”Nej, nej, det er mig som siger undskyld. Det er selvfølgelig ikke…” Endnu et suk. Fandtes der en sygdom som gjorde man kronisk sukkede i hver anden sætning?

”Så er du Lucas mor, eller søster, eller et eller andet… eller har jeg ringet forkert?”

”Isabelles mor, ja. Undskyld, hvad var det du spurgte om?”

Okay, Isabelle. Jeg vidste godt Luca rigtigt var hendes mellemnavn og Isabelle var fornavnet, men det virkede sgu underligt hendes mor reagerede så mærkeligt, fordi jeg brugte hendes mellemnavn.

”Kan jeg snakke med hende?”

”Desværre, hun er i skole. Du må ringe lidt senere, så er jeg sikker på hun gerne vil snakke med dig.”

Hun pjækkede nok bare. Og jeg ville være en lorte kæreste hvis jeg sagde hun ikke var i skole. I virkeligheden var det en god ide at pjække i dag. Jeg ville ønske jeg havde pjækket, bare så jeg slap for at se på alle sedlerne der blev delt rundt og se den første sladder blomstre. De ville sagtens kunne snakke om det her i flere måneder, men den første dag var altid værst.

”Det er bare i orden, farvel,” sagde jeg og lagde på. Jeg prøvede ikke at tænke for meget over samtalen, selvom jeg vidste jeg var nødt til, at spørge Luca hvorfor hendes mor reagerede sådan. Måske var hun psykisk ustabil. Det kunne være det ikke var et tilfælde, at Luca var en smule alternativ i sin måde at se verdenen på.

Min mobil vibrerede og jeg håbede virkelig på det var Luca, som gav mig et eller andet tegn på liv. Det var det ikke. Det var Beau.

 

Kan vi mødes nede på sportspladsen? :)

 

Med smiley og det hele. Så kunne det åbenbart godt passe, at han ikke troede på de rygter som gik om mig og Jamie. Han var en god ven. Og jeg hadede ham for det, fordi det gav mig endnu dårligere samvittighed. Så på den måde var det egentlig også utrolig selvisk af ham at være godtroende og flink. Okay, det var mere selvisk at synes egenskaber som at være flink er selviske, men jeg vidste godt jeg var selvisk. Jeg havde ikke ryddet mig ud i den her situation, hvis jeg ikke var selvisk.

Jeg endte med at svare ”klart” og sendte beskeden. Uden nogen smiley. Jeg havde virkelig ikke lyst til at gå derned, men jeg tvang mig selv til at gøre det rigtige for en gangs skyld. Desværre blev jeg mere og mere i tvivl om hvad det rigtige virkelig var. Jeg havde altid tænkt at sandheden var den ”rigtige” vej, men hvis jeg delte det logisk op, så det sådan her ud:

Løgn: Alle er glade. Happy days og Beau og Jamie bliver sandsynligvis sammen.

Sandhed: Alle er tabere. Jeg mister Beau, Jamie mister Beau og Beau mister os.

Når jeg delte det sådan op, så var det bare ligesom om løgnen gav mening. Det var heller ikke fordi Jamies utroskab var en ting. Jeg var ret sikker på det kun var sket en gang og det var sket fordi jeg pressede på. Siden det havde hun ikke kunne se mig i øjnene, og jeg tror bare ikke det ville være reaktionen hvis det var noget hun gjorde generelt. Så jeg ville ikke redde Beau fra en forfærdelig kæreste og jeg ville heller ikke redde ham fra en dårlig ven, fordi jeg var selv blevet bedre de sidste par måneder. Jeg havde lært lektionen. Don’t sleep with your friends girlfriends. Løgnen lød mere og mere rigtig.  

Jeg nærmede mig sportspladsen og kunne se Beau og Jamie sidde på bænken ved tilskuerpladserne. Jeg smilede og prøvede ikke at ligne en, som var i gang med en indre diskussion om hvorvidt jeg skulle fortælle ham sandheden.

”Hvad så?” spurgte Beau. Hans stemme var hæs og han klappede på den tomme plads ved siden af sig. Jeg satte mig uden at sige noget. ”Du ser helt forkert ud.”

”Tak,” mumlede jeg og så ned på mine hænder. ”Det er Luca, jeg kan ikke få fat på hende. Jeg tror måske hun flipper ud over det med chatten, så...”

”Det er også fuldstændig vanvittigt med den chat. Som om nogen ville gøre det, right?”

”Ja, jeg ved det.”

”Jeg er sgu ked af det skal gå ud over jer.” Jeg løftede blikket og så hvordan han kyssede Jamies pande. ”Det er også utroligt, at folk tror det er okay at komme op med alle mulige syge løgne, bare fordi de ikke kan lide nogen. På en eller anden måde glæder jeg mig til jeg er færdig med High School.”

”Også mig,”  sagde jeg.

”Og mig,” tilføjede Jamie til sidst. Hendes stemme var spinkel og jeg kunne se på hende hun havde grædt. Duften af jordbær fra hendes hår hvirvlede i luften, men det var ikke længere en tiltrækkende duft. Det mindede mig mere om mit eget forræderi. Judasjordbær.    

Okay, nu siger du det altså bare, det er din bedste ven forhelvede. Men du er jo også viklet så meget ind i løgnen nu, at der ikke rigtig er nogen vej tilbage. Der er altid en vej tilbage. Det er jo bare et eller andet pis man siger. Hvis du ville have sagt sandheden skulle du havde startet samtalen ud med: Ja, jeg har været i seng med din kæreste. Ups. Han gav mig jo ikke rigtig en åbning, vel? Så du bliver nødt til at sige det selv. Og miste ham helt? Det skulle du have tænkt på før. Narcissistiske narrøv. Hvad så med Jamie? Det er sgu da hendes egen skyld. Sig det nu bare.

”Måske burde du tage hjem, du ser lidt bleg ud,” sagde Beau og gav mig et skulderklap. Så selvisk.

”Undskyld, Beau. Jeg er virkelig fucking ked af det.”

”Hvad mener du?”

”Hold nu op, det ved du godt. Undskyld, undskyld, undskyld.”

”Undskyld hvad?” spurgte han igen.

Jeg kunne mærke vreden tage over. Hvorfor skulle han være så perfekt?

”Ja, hvad tror du selv?! Du får en ledetråd: Chatten og en svarmulighed: Jeg har kneppet Jamie. Og hvis du spørger hvad jeg mener en gang til …” Jeg sukkede og gemte ansigtet i hænderne. ”Undskyld. Det er ikke mig som skal være vred … Hør, det er flere måneder siden … og det skete kun en gang … og det var virkelig ikke særlig godt, vel, Jamie? Vi havde det begge to ad helvedes til med det bagefter.”

 Jeg kiggede op og de stirrede kiggede begge to ned. Jeg lagde mærke til Beau havde flyttet hånden fra hendes lår til sit eget knæ. Ordene nåede næsten at hænge i luften i tyve sekunder, før Beau rejste sig og gik. Fuldstændig udramatisk.

Mine øjne fulgte ham, mens han gik og Jamie havde stadig ikke bevæget sig. Jeg ventede bare på hun ville skælde mig ud, men jeg tror godt hun kunne forstå det lidt, selvom hun nok ikke var enig i mit ordvalg. Det var også bare hoppet ud af min mund. Uanset hvad var det i hvert fald bedst sådan. Det var grimt og det unødvendigt, men livet var grimt og unødvendigt.

Halvvejs nede af sportsbanen vendte Beau sig om og gik tilbage mod os. Han lignede en som skulle til at græde og det kløede omkring mine egne øjne. Jeg havde regnet med det var fordi han ville have en forklaring, detaljer, fordi han ville skælde os ud, men det var ikke det der skete.

Han stoppede op foran mig og kiggede ned på mig. Hans kæbe var spændt op og han knyttede hånden. Det første slag var det værste, men til sidst blev det nærmest befriende, fordi det føltes som om vi stod mere og mere lige. Jeg mærkede hvordan næseblodet løb ned langs min overlæbe og prøvede at modstå trangen til at dække mit ansigt, ved at holde fast i bænkens ryg. Da han så blodet stoppede han og jeg tørrede det af i mit ærme. På en eller anden nærmest sygelig måde ville jeg gerne have mere.

Beau lignede en der skulle til at sige noget, men også en der ville begynde at tude hvis han gjorde. Så han vendte sig om, for at gå igen og jeg kunne ikke lade være med at tænke, vi måske lignede hinanden mere end jeg lige havde regnet med.

Jeg her måtte være vendepunktet. Da vi var tretten år bankede vi sammen den nye dreng, for at få hver vores hævn og nu var det Beau som tæskede mig for at få sin hævn. Vores venskab var slut. Og jeg følte mig så tom, at jeg prøvede ikke at tænke på det. Alligevel havde jeg aldrig været mere glad for en omgang næseblod.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...