Sandhedschatten

”Træt af at alle dine venner fucker dig up? Træt af at folk er ligeglade? Og at du ikke kan snakke med nogen om dine problemer? Så er du ikke alene, og jeg vil gerne invitere dig ind i sandhedschatten.” Sådan skriver Luca på en af skolens toiletter, en dag hvor hun er desperat og tæt på at give op. Tre andre elever, Less, Blair og Rebecca, logger en uge senere ind på sandhedschatten, under et dæknavn. Det bliver et fristed, hvor de fire unge kan dele deres hemmeligheder, men der er nogle regler. Man må ikke dømme de andre, afsløre hvem man er, eller sladre til nogen udenfor chatten. Kan de holde den virtuelle og den virkelige verden adskilt? Hvilke hemmeligheder skjuler de? Og kan de overhovedet stole på hinanden?

466Likes
1029Kommentarer
48062Visninger
AA

19. Mødet.

Less

 

Jeg kiggede ind ad glasvinduet og prøvede at spotte en pige, med en blå stribe i håret. Hun var heldigvis ikke dukket op endnu, så jeg kunne godt tænde en smøg mere, inden jeg gik ind. Jeg sukkede og så op på solen, som brændte sig ind i min hud. Jeg var blevet ret træt af sommer, især fordi det nærmest er umuligt at have et ordentligt bad boy udtryk i shorts. Sex eller dø af et hedeslag? Umuligt valg.

En pige med en stor sort jakke og en dødningehovedtaske gik forbi mig. Hendes kinder var hule og benene var nærmest to runde stylter, med et sort stof snoet udenom. Og en blå stribe i håret.

Hun havde vidst ikke set mig, ellers kunne hun bare ikke kende mig. Jeg havde sent en lang beskrivelse af hvordan jeg så ud, men hun skrev bare en besked, hvor der stod: ”Det ved jeg godt.” Så enten var hun min stalker, ellers var jeg bare en af dem fra skolen man kendte. Jeg vidste sgu ikke engang hvad der var bedst.

Jeg trådte smøgen ned i jorden og bed mig i underlæben. Jeg havde i hvert fald røget femten cigaretter i dag, bare for at slappe lidt af, selvom det helt sikkert ikke ville hjælpe mig. Jeg skulle nok få fucket det op på en eller anden måde alligevel.

Dørklokke ringede da jeg trådte ind, men hun vendte sig ikke engang om, selvom hun sad ved disken lige ved siden af døren. Så spændende var jeg åbenbart heller ikke. Skulle jeg sige skygge eller Luca? Måske skulle jeg bare holde min kæft og se venlig ud … Eller, altså prøve.

Jeg prikkede hendes skulder og endelig vendte hun sig om. Hun lavede en stram sammentrækning i mundvigen, der kunne ligne et smil og rakte meget forsigtigt hånden frem mod mig, som ellers næsten druknede i ærmet fra jakken. ”Luca.”

Jeg tog hendes hånd. Kold og lille. ”Less, men det ved du åbenbart.”

Jeg satte mig på barstolen ved siden af hende og kørte en finger nedover menukortet, som var tappet fast til disken. ”Har du bestilt noget?”

Luca rystede på hovedet og lagde armene over kors.

”Hmm … Jeg kan vel godt betale. Hvad tænker du?” spurgte jeg. Jeg vidste sgu ikke engang om jeg sagde det, for at være høflig, eller fordi jeg i det mindste sagde noget. Jeg var ikke så god til akavet stilhed. Jeg var faktisk akavet dårlig til akavet stilhed.

”Det ved jeg ikke, mine tanker er lidt filtret sammen i dag.” Hun smilede og tog en hårtot tilbage bag øret. ”Hvad tænker du på?”

”Jeg mente faktisk bare på menukortet, du ved, hvad du har lyst til. Kaffe? Cola?”

”Sorry, jeg troede du prøvede at være dyb.”

”Argh, det plejer alligevel at gå galt, så den har jeg sgu droppet for længst,” sagde jeg og hun grinede forsigtigt ned i sit ærme. Det var en underlig blanding imellem forstyrret og charmerende, måske bare charmende, hvis det ikke havde været så fucking varmt udenfor. ”Tror du de ville lægge mærke til, hvis jeg røg herinde?”

”Det tror jeg, ja.”

”Må jeg spørge dig om noget mærkeligt?”

Hun nikkede og kiggede sig over skulderen. ”Øhm, du må gerne prøve, men kun hvide spørgsmål.”   

”Hvide spørgsmål?”

”Det er ikke et hvidt spørgsmål,” mumlede hun. Fuldstændig alvorligt. Det var et eller andet helt galt der.

”Er du altid så intens eller er det ren Sandhedschat velkomstdims?”

”Hvad mener du?”

”Never mind.” Cigaretterne brændte allerede i min lomme, selvom jeg havde røget for fem minutter siden. Måske skulle jeg begynde at lytte til Beau, når han snakkede om sit sundhedspis.

Der blev stille et øjeblik og jeg overvejede at sige hvad som helst. Virkelig hvad som helst. Jeg nåede lige at sluge ordene ”Nå, men du har sgu da ikke nævnt du har anoreksi. Glemte du det eller hvad?” Men det var direkte ondt, og selvom jeg ikke engang sagde det højt, fik jeg dårlig samvittighed.

”Irriterer jeg dig?” spurgte hun og hvilede sin kind mod bardisken. ”Jeg tænkte nok jeg ikke ligefrem var din mennesketype, men… Ja, jeg vidste det, det var nok derfor at jeg… fordi…”

”Du er okay,” skyndte jeg mig at sige og hun kiggede op på mig, med et underligt udtryk i øjnene. ”Helt okay, jeg har alligevel brug for nye venner, så…”

”Venner?”

”Undskyld, opfylder jeg ikke dine krav?” smilede jeg.

Hun trak på skulderne. ”Jeg troede bare … Eller glem det, jeg er lidt rundtosset.”

”Jeg bliver altså lige nødt til at gå ud og tage en smøg, ellers går det helt galt. Ryger du?” spurgte jeg og viste hende cigaretpakken.

”Det ved jeg ikke, jeg har aldrig prøvet.”

Jeg løftede et øjenbryn. ”Kom, så tager jeg din smøgmødom.”

Hun rødmede en smule, men rejste sig alligevel fra barstolen og fulgte med mig ud. Hendes sorte hår svingede fra side til side og havde en svag undertone af en græslignede duft. Så længe det ikke var jordbær.

”Her,” sagde jeg og rakte hende en cigaret. Vores fingrespidser strejfede hinanden og jeg fulgte hendes hånd, tage den op til munden, med blikket. Jeg hjalp hende med at tænde den og hun tog sit første sug. Kiggede lidt overvejede på mig.

”Burde jeg ikke hoste nu?” spurgte hun. ”Det synes jeg altid de gør på film første gang.”

”Det er fordi du ikke inhalerer.”

”Hvorfor gør man overhovedet det? Det virker lidt… Unødvendigt,” sagde hun og tog endnu et sug. Jeg ville gerne forklare hende det. Altså, at man i starten gjorde det for at føle sig lidt skæv, og bagefter gjorde det for at føle sig lidt normal.

”Vi burde tage i byen en eller anden dag,” sagde jeg. Hun var nok ikke lige bytypen, det havde hun faktisk også sagt, men jeg manglede en wingman. Ingen ville med mig derhen, alle ville med mig hjem. Det var sgu ikke nemt.

”Med mig? Hvorfor?”

Jeg tog et sug af min cigaret og smilede. ”Du ligner en der trænger til det.”

”Synes du overhovedet det er en god ide at vi ses? Jeg burde nok ikke have skrevet til dig…”

”Slår du op med mig allerede?” grinede jeg, men hun kiggede bare ned og rødmede igen. ”Det var en joke.”

”Sjovt.”

”Come on, et par drinks, bare en eller anden aften, det ville sgu da ikke være det værste.”

”Virker jeg som en der elsker fester?” spurgte hun.

”Jeg synes du virker interessant. Og du siger jo alligevel ja til sidst, så skal vi ikke bare få det overstået? Bare en eller anden dag, i næste uge, ugen efter, you name it.”

Luca sukkede og smed cigaretten fra sig. Hun vendte sig om og gik tilbage ind i cafeen, men hun havde da alligevel holdt mig ud i næsten et kvarter, og hun var jo heller ikke skredet helt endnu, hun var bare gået ind. Jeg var vidst ved at blive bedre til det der med at være social.

Jeg trådte hendes smøg ned i flisen og lukkede læberne om min egen. Det ville sikkert være sjovt at få hende med ud. Hun var nok en smule mindre alvorlig efter et par drinks.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...