Sandhedschatten

”Træt af at alle dine venner fucker dig up? Træt af at folk er ligeglade? Og at du ikke kan snakke med nogen om dine problemer? Så er du ikke alene, og jeg vil gerne invitere dig ind i sandhedschatten.” Sådan skriver Luca på en af skolens toiletter, en dag hvor hun er desperat og tæt på at give op. Tre andre elever, Less, Blair og Rebecca, logger en uge senere ind på sandhedschatten, under et dæknavn. Det bliver et fristed, hvor de fire unge kan dele deres hemmeligheder, men der er nogle regler. Man må ikke dømme de andre, afsløre hvem man er, eller sladre til nogen udenfor chatten. Kan de holde den virtuelle og den virkelige verden adskilt? Hvilke hemmeligheder skjuler de? Og kan de overhovedet stole på hinanden?

466Likes
1028Kommentarer
48178Visninger
AA

43. Luca/Isabelle.

Luca

 

Jeg gik bare.

Helt uden mål og i nogle sandaler, som overhovedet ikke passede til det kølige efterårsvejr. Skolen var sikkert et kaos i dag og jeg håbede virkelig Less kunne klare sig alene. Og at han ikke var alt for bekymret.

Det blæste og mine fugtige kinder føltes kolde. Jeg stoppede op og løftede blikket mod det hvide hus, der gemte sig bag hækken.

Jeg tjekkede indkørslen, som var tom og smilede lidt for mig selv. Lyset var også slukket indenfor i huset, så jeg følte mig sikker nok til at hoppe over hegnet ind til haven og kiggede mig omkring. Jeg havde ikke været her siden vi flyttede og der så helt anderledes ud nu. De havde fjernet det gamle gyngestativ og lavet en lille grim urtehave i stedet for, hvor der var en række gule blomster og nogle grønne planter, som jeg ikke kunne genkende.

 Heldigvis havde de stadig den vippe, som min far byggede til os. Da jeg satte mig på den følte jeg mig mærkeligt tæt på mit gamle liv. Der manglede bare en i den anden ende af vippen. Og uanset hvor rart og trygt det var at sidde her, kunne jeg ikke ignorere den tomme plads, hvor Luca plejede at sidde.

Jeg tænkte ikke særlig tit på Luca, og derfor havde jeg hele tiden den her lille kugle af angst i maven. Selvom jeg ikke tænkte på ham, så vidste jeg jo godt han ikke var der. Jeg kunne mærke der manglende en på vippen, fordi det altid var mig som havde benene på jorden og ventede på at blive løftet op.

Jeg vidste ikke hvorfor jeg tænkte på det. Eller selvfølgelig tænkte jeg på det her. Vi solgte huset, fordi vi stadig kunne mærke han var der. Ikke som et spøgelse eller noget, men han var der i gamle tuschstreger på væggen og dørkarmen hvor mine forældre hvert år havde sat en streg, som målte hvor høje vi var blevet. Det var et helvede at leve i.

Jeg snøftede og havde lyst til at kvæle mig selv for at tænke på det. Men nogen burde tænke på. Nu hvor jeg havde fundet ud af at jeg var så socialt handikappet, at jeg ikke engang turde stole på onlinemennesker, ja, så burde jeg i hvert fald tænke alle Luca minderne igennem en sidste gang inden de forsvandt.

Hvorfor havde jeg ikke bare fortalt Less om Luca? Jeg tror han ville forstå mig meget bedre. Faktisk alt alt for godt. Luca blev døbt efter min fars døde tvillingebror og jeg blev døbt efter min mors tante Isabelle. Jeg tror det var min fars måde at holde sig tæt på sin bror og så gav det lidt balance, hvis jeg så blev døbt efter en på min mors side. For det var jo ikke en eller anden ting de havde. Mine andre søskende hed bare Josa og Emma og Daniella fordi de kunne lide navnene. Men vi fik nogen at skulle leve op til lige fra dag et.  På en eller anden tragikomisk måde endte Luca i hvert fald med at leve fyldt op til sit navn.

Jeg gemte ansigtet i hænderne og pustede luften ud af mine lunger, hvilket gjorde mine håndflader lune.

Jeg havde lyst til at ringe til Less for, at høre om han var okay. Hører hvordan Beau tog det. Og Jamie. Jeg havde faktisk lyst til hvilket som helst andet, end at sidde på den lorte vippe og tænke på Luca. Det føltes nærmest som om jeg skulle brække mig og samtidig kunne jeg ikke. Det var som om alt indholdet i min mave var blevet spist af savn.

Jeg løftede blikket og kiggede hen på det store egetræ i haven. Jeg havde siddet under det utallige gange sammen med Luca og lavet alle mulige underlige pagter. Ikke-sladre-pagten, oprydningspagten, chokoladepagten og endda en blodpagt. Selvom det sidste selvfølgelig virkede fuldstændig idiotisk, når vi var tvillinger. Alt gav bare mere mening under egetræet. 

Ikke-sladre-pagten var nok den dummeste pagt nogensinde. Det fungerer hvis det var om små ting, som at stjæle tyggegummi fra slikskabet og hvor den plet på mors skjorte virkelig kom fra. Det var bare ikke sådan jeg forstod det som 13-årig. Hvis jeg havde sladret ville Luca stadig være i live. Det vidste jeg bare.

Det skete mens vi havde lejet en feriehytte ved havet. Mor og far var ret bekymret over at have så mange børn randende lige ved siden af vandet, så de lavede en regel med man skulle være mindst to sammen, når vi skulle derned. En af de sidste aftner i feriehytten, ville Luca ned til stranden og jeg tiggede ham om jeg ikke nok måtte komme med. Men han skulle mødes med nogle andre drenge og det var åbenbart forbudt for piger. Lige inden han gik sagde han: ”Husk ikke-sladre-pagten, Isabelle.”

Og det gjorde jeg. Jeg sladrede ikke, da mor spurgte hvor han var. Og heller ikke da klokken var tolv og han stadig ikke var dukket op. Jeg vidste at hvis jeg havde sagt han var nede på stranden, så ville mine forældre have fået et af deres berømte flip og de var taget direkte derned for at skælde ham ud. Men det gjorde jeg altså ikke. I stedet for vågnede jeg op midt om natten, med den her følelse af at være halv. De ledte hele området igennem, og selvom de aldrig fandt hans lig, så vidste jeg bare han var død. Det lyder vanvittigt, men jeg kunne bare mærke det. Det hele forandrede sig derfra… Jeg var ikke længere bare Isabelle, pludselig var jeg Luca/Isabelle. Sådan så alle det. Især mor og far, selvom de aldrig ville indrømme det.

Det var først efter vi flyttede, at jeg begyndte at bruge Lucas navn. Jeg havde aldrig rigtig kunne lide Isabelle og det var en god måde, at holde ham lidt i live på. Selvom det bare hver gang mindede mig om at jeg var halv og at det var min skyld han ikke var her.

 Det var til en skolehjemsamtale, at min mor fandt ud af jeg brugte Lucas navn og jeg kunne huske hun græd så meget bagefter, at det nærmest mindede mig om Lucas begravelse. Jeg lovede hende aldrig aldrig aldrig at kalde mig selv for Luca mere nogensinde igen. Og jeg havde gjort alt for at skjule det lige siden. Jeg tog næsten aldrig nogen med hjem og de få gange hvor jeg gjorde, sagde jeg bare at navnet Isabelle betød meget for mine forældre, så jeg ville ikke have de vidste at jeg hadede det. Det var uhyggeligt nemt at lyve. Jeg ville næsten ønske det ikke havde været så nemt.

Jeg tørrede mig omkring øjnene og tog mobilen frem. Der var 13 ubesvarede opkald fra Less og fem beskeder. Jeg åbnede den første og den sidste besked fra ham.

 

Kan du ikke lige give et hint til hvor du er? Så kan vi lave en ”De udstødtes klub.”

Det er virkelig et kaos her ved mig. Jeg er ikke sikker, men jeg tror måske der var en pige, som prøvede at spytte på mig. Ellers så sigtede hun bare efter jorden ved siden af mig. I don’t know, det var i hvert fald en virkelig traumatiserende oplevelse. Anyway, ring.

 

Jeg tog mig selv i at smile. Gad vide om han prøvede at være charmerende, eller om det bare kom automatisk? Han gjorde mig i hvert fald deprimerende glad. Det passede ikke ind i planerne. Den sidste besked var mere simpel og mindre Less.  

 

Ring lige når du ser det her. Jeg har virkelig brug for at snakke med dig.

 

Jeg skulle ikke have tjekket beskederne. Nu havde jeg bare endnu mere lyst til at se ham. Jeg gik ud af beskederne og satte ”Asleep” af The Smiths på. Jeg havde givet mig selv lov i dag. Eller i går. I går efter jeg loggede ud af Sandhedschatten besluttede jeg mig for det var okay. Ikke fordi jeg havde skrevet noget derinde, som var særlig slemt, men jeg havde ikke lyst til at blive nogen på skolen. Før var jeg usynlig, men nu ville jeg blive hende-pigen-fra-sandheschatten. Et sladderobjekt. Hvilket sandsynligvis ville nå tilbage til min mor og jeg kunne ikke se hende græde en gang til på grund af det med mig og Luca og navnet. Det var altid noget, at jeg ikke havde skrevet i Sandhedschatten, at jeg delvist var skyld i Luca døde. Hvis det endelig skulle være var døden et godt sted at tage den ”lille” hemmelighed med hen.

Jeg tog en blog, en kuglepen og elleve kuverter frem. Jeg startede med at skrive navn på dem alle sammen. Først Less og Kayne. Så Pianisten og LaRubia. Mine forældre og mine søstre Josa, Daniella, Emma og Jessica. Til allersidst Beau. Det var ikke så meget for sin skyld, men fordi jeg følte jeg blev nød til at gøre en rigtig ting, når jeg gjorde noget så selvisk.

Selvom jeg følte mig tung i hele kroppen, så var jeg også klar i hovedet. I dag var jeg ikke forvirret om hvad der var virkelighed og opfundet i mit hoved. Det var en god dag til at skrive afskedsbreve.

Jeg nåede kun lige at skrive ”kære Less” før jeg hørte lyden af hjul, som trillede ind i indkørslen. Fuck.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...