Sandhedschatten

”Træt af at alle dine venner fucker dig up? Træt af at folk er ligeglade? Og at du ikke kan snakke med nogen om dine problemer? Så er du ikke alene, og jeg vil gerne invitere dig ind i sandhedschatten.” Sådan skriver Luca på en af skolens toiletter, en dag hvor hun er desperat og tæt på at give op. Tre andre elever, Less, Blair og Rebecca, logger en uge senere ind på sandhedschatten, under et dæknavn. Det bliver et fristed, hvor de fire unge kan dele deres hemmeligheder, men der er nogle regler. Man må ikke dømme de andre, afsløre hvem man er, eller sladre til nogen udenfor chatten. Kan de holde den virtuelle og den virkelige verden adskilt? Hvilke hemmeligheder skjuler de? Og kan de overhovedet stole på hinanden?

466Likes
1029Kommentarer
48049Visninger
AA

26. Kristen eller ukristen?

Blair

 

”Din mor tvang dig til at komme, ikke?” Spurgte Joanna, uden at tage blikket fra computerskærmen, hvor hun var i gang med at dræbe et eller

 andet monsterlignede væsen. Hendes røde hår var blevet en smule længere siden sidst, men hun havde stadig sit sidecut.

Jeg satte min skuldertaske på gulvet og kiggede ned. Museknappen klikkede i nogenlunde samme hastighed, som jeg kunne nå at tænke: Jeg-vil-hjem-jeg-vil-hjem-jeg-vil-hjem. Muligvis lidt hurtigere.

”Hun foreslog det,” sagde jeg.

”Det er sjovt hvordan jeg, lige pludselig, er blevet det gode forbillede af os to. Thank god, for gravitetstests, hva?”

Perfekt. Hendes mor havde åbenbart allerede sladret til en. Jeg tog hånden op til munden, for at skjule den, fordi jeg ikke vidste hvilken mimik mine ansigtsmuskler helt præcist fik dannet.

”Jeg har sagt ikke sagt det videre til nogen, og det gør min mor heller ikke, så din mor kan være helt rolig. Altså, da jeg sagde min mor var vanvittig, så er det mest fordi hun gerne vil have at alle har det godt. Sådan irriterende meget nogle gange, men hun ville fandme aldrig gøre nogen ondt bevidst. Sådan er hun ikke.”

Så ikke bare hun, men hun. Det var utvivlsomt en hentydning til min egen mor, der ikke helt levede efter samme filosofi. Der var vidst også blevet sladret en del om Joannas mor i menighedsrådet. Og jeg tvivlede på det hele var blevet sagt lige lavt.

”Tak.” Min stemme var svag, og jeg var glad hun stadig kiggede på computerskærmen.

”Du skal sgu ikke takke mig, hvis jeg havde været hende, så havde jeg taget hævn. De har virkelig været onde mod hende, bare fordi jeg er lidt anderledes. Altså, nu er det ikke for at chokerer jer fuldstændig, men vi er faktisk to forskellige personer.”

”Det ved jeg godt, jeg er heller ikke en del af det.”

”Yeah right.”

”Jeg kommer ikke engang i menighedsrådet, jeg følges med min mor i kirke om søndagen. Det er det.”

”Jeg er faktisk pisse ligeglad. Vi sladrer ikke om dig, så du behøver ikke spille, at du lige pludselig har helt vildt lyst til at hænge ud med mig. Jeg kender godt din type, jeg har nærmest været din type, så jeg orker faktisk ikke det her.”

Jeg skulle lige til at tage min taske og gå. Jeg havde jo fået hvad jeg ville have. Joanna lovede der ikke ville blive sladret og det var nok for mig. Alligevel havde jeg ikke lyst til at gå. Måske fordi jeg vidste præcis hvad der ventede mig, hvis jeg gik, men hvis jeg blev. Ja, så var mulighederne mere åbne. ”Ved du hvad? Du har ret.”

Hun drejede hurtigt hovedet mod mig, med et løftet underbryn, som om hun troede det var en joke. Bag hende dukkede teksten: ”Game over” frem på skærmen.

”Min mor kan virkelig være… Ja. Og jeg prøver ikke at stoppe hende, jeg går faktisk bare med. Ellers havde jeg nok også bare købt den test, i stedet for at stjæle den.”

”Var du så egentlig gravid?” spurgte hun. Det kriblede ned ad ryggen på mig. Hun havde åbenbart overhovedet ikke noget filter, ligesom alle de mennesker jeg normalt gik sammen med. De var faktisk normalt så pakket ind i filter, at de knap nok kunne sige noget. 

”Nej.”

Joanna kom til at kigge sig over skulderen og hen på sin skærm. ”Fucking lorte spil!” udbrød hun og lukkede computeren sammen. Hun flyttede blikket tilbage til mig. ”Ja, undskyld, jeg var bare lige ved at gennemføre… Nå, men lige meget. Jeg troede ikke lige du var typen der…”

”Det er jeg nok heller ikke, men. Ja. Jeg tror ikke engang at jeg, du ved, men jeg ville være helt sikker.”

”Du ved?” grinede hun og jeg kom til at tænke på Anonym. Jeg brugte åbenbart nogle gange det udtryk lidt for meget. ”Må kristne piger ikke sige sex eller er det bare dig?”

Jeg kiggede ned, mens jeg mærkede hvordan mine kinder blev varme.

”Undskyld, jeg er bare ikke vant til folk der ikke engang kan sige sex. Mine venner er en slags ekstreme modsætninger af det der… De er sgu specielle, tro mig,” sagde Joanna.

”Værre end dig?” Jeg blev helt overasket over, at det kom ud af min mund. Det lød jo nærmest drillende og jeg så ikke ligefrem Joanna og mig som venner. Det ændrede sig åbenbart hurtigt, hvis man bare lod være med at tænke over det. Ikke at vi var gode venner. Måske var vi endda ikke engang venner, men vi var i hvert fald i den zone, hvor man kunne prikke til hinanden, uden det blev set på som en optakt til et skænderi. Hvilket var en forbedring, siden jeg trådte ind ad døren.

”Jeg er altså ikke slem, tro mig. Hvis du spurgte mine venner, så ville de sige jeg er en rigtig good girl, der aldrig gør noget galt.”

Jeg grinede og prøvede at forestille mig det. ”Så du er lesbisk, din stil er… Ja og…” Jeg holdt en pause og rystede på hovedet for mig. ”Undskyld, men det kan jeg bare ikke se for mig.”

”Biseksuel, tak,” rettede hun. ”Hvis du virkelig har det sådan, ikke? Så burde du møde mine venner, det ville virkelig være sjovt. De ville hade dig, i hvert fald hvis du kommer med hele kristen pige attituden.”

”Hvad er der galt med at være kristen?” Jeg lagde armene over kors.

”Ikke noget, det er bare ret kedeligt. Det er jo være fair nok, hvis man viser man kan være mere end det, men hvis det bare bliver en facade er det røvsygt.”

”Jeg er altså mere end bare en eller anden kristen pige.”

”Okay.”

”Det er jeg!” vrissede jeg, men kom alligevel til at smile. Også selvom jeg faktisk var en smule irriteret over, at hun virkelig troede det.

”Bare i orden.”

Hun lignede langt fra en der var overbevidst. Hvilket gav mig lyst til at tænke ”Så skal jeg bare vise hende,” men det kunne jeg ikke, uden samtidig at vise min mor jeg overhovedet ikke var kristen. Så enten var jeg helt kristen i Joannas øjne, ellers var jeg helt ukristen i min mors øjne. Og så var det bare svært, for jeg vidste ikke hvad jeg havde lyst til at være. Eller var.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...