Sandhedschatten

”Træt af at alle dine venner fucker dig up? Træt af at folk er ligeglade? Og at du ikke kan snakke med nogen om dine problemer? Så er du ikke alene, og jeg vil gerne invitere dig ind i sandhedschatten.” Sådan skriver Luca på en af skolens toiletter, en dag hvor hun er desperat og tæt på at give op. Tre andre elever, Less, Blair og Rebecca, logger en uge senere ind på sandhedschatten, under et dæknavn. Det bliver et fristed, hvor de fire unge kan dele deres hemmeligheder, men der er nogle regler. Man må ikke dømme de andre, afsløre hvem man er, eller sladre til nogen udenfor chatten. Kan de holde den virtuelle og den virkelige verden adskilt? Hvilke hemmeligheder skjuler de? Og kan de overhovedet stole på hinanden?

466Likes
1029Kommentarer
48163Visninger
AA

31. Karma.

Less

 

Det første jeg gjorde, da klokken ringede, var at sætte mig i græsset og ryge. De fleste sad i små sociale cirkler og mange af pigerne havde trukket deres toppe op under brystet, for at suge sol til deres maver. Det var helt okay. 

Jeg skoddede cigaretten ned i græsset, og prøvede at tænke på de ting jeg plejede. Beau, piger, druk, alt det andet. Ikke Luca. Jeg havde hørt mange sige, at man kunne snakke problemer helt op i det røde felt, men man kunne fandme også gøre det lige omvendte. Vi havde ikke snakket sammen siden det skete, og jeg havde alligevel haft de vildeste følelsestrip.

Først skyld lige efter kysset. Jeg vidste godt hun ikke havde gjort det, fordi hun havde haft rigtig lyst. Jeg pressede hende og hun brugte det som en slags afledningsmanøvre.

Så vrede, fordi hun bare var skredet uden at sige noget som helst. Og nu, hvor hun havde undgået mig hele dagen, var jeg faktisk fuldstændig ligeglad. Fuldstændig. Okay, måske bare lidt ufuldstændigt, for at være ærlig. Men jeg havde da en stor lyst til at være ligeglad og det var vel også en følelse.

”Du sidder bare ikke og ryger igen,” sagde Beau bag mig og satte sig ved siden af mig.

”Hvad fanden er der lige med dig og mine lunger?”

”Jeg prøver bare at passe på dem.”

”Mine lunger?”

”Nogen skal jo gøre det, ikke? De fortjener i hvert bedre end at blive brændt af, just saying.”

”Just saying er altså mere et pigeudtryk… Just saying.” Jeg slukkede cigaretten og rejste mig op. Jeg blev nødt til at børste græsset af dem, fordi de havde glemt at markere bukserne ”ekstremt græstiltrækkende” da jeg købte dem.

”Hvorfor går du lige når jeg kommer?” spurgte Beau. ”Undgår du mig eller sådan noget?”

”Jeg er bare ikke rigtig lige i det mest sociale humør.”

”I modsætning til hvornår? Du har da aldrig været en der elskede mennesker, men vi plejer stadig godt at kunne snakke sammen uden du flygter. Så hvad fanden sker der?”

Jeg trak på skulderne og lagde hænderne i lommerne. Jeg havde overhovedet ikke lyst til at snakke om det og slet ikke med Beau. Han ville alligevel sige, at jeg skulle tage mig sammen og lave et eller andet romantisk stunt, som Luca ikke kunne modstå. Jeg gad bare ikke. Jeg gik stærkt ind for ligestilling og fordi det plejede at være drenge, som skulle tage kontakt og sætte et helt blomster/undskyldningsshow op, så måtte sgu være Lucas tur den her gang. Hvis hun ville opfører sig som en dreng og stikke af fra hele situationen, så måtte hun tage hele pakken med. Hold kæft noget lort at tænke egentlig. Jeg var nok lige på kanten til at blive desperat på den ynkelige måde.

”Har det noget at gøre med Luca?” spurgte han.

Fuck. Var jeg virkelig så let at aflæse?

”Overhovedet ikke, det er lige meget.” Jeg lagde armene over kors og kiggede mig over skulderen.

”Så det er Luca?”

Jeg sukkede og rystede på hovedet. ”Beau, jeg elsker virkelig at svarer på dine spørgsmål, men kan vi ikke holde os til at du stiller et spørgsmål en gang og jeg svarer en gang. Det ville sgu være en del lettere.”

”Hvad skulle der ellers være galt?”

Fantastisk. Min bedste ven havde åbenbart en eller anden forestilling om, at det eneste problem jeg havde var piger. ”Bare glem det, jeg gider ikke snakke om det.”

Han blev stille et øjeblik, nikkede for sig selv og gjorde et nik med hovedet i retningen bag mig. ”Hvad er det man siger? Når man snakker om solen?”

Og så vidste jeg selvfølgelig godt, hvem der lige var trådt ud af hoveddøren og var på vej hjem.

”Jeg tror mere du mener, når man snakker om selviske, pisse bange, emo typer…” Jeg tog mig til hovedet og gned hånden omkring øjnene. ”Okay, det mente jeg ikke.”

”Gå ned og snak med hende.”

”Hold nu kæft, du ved ikke engang hvad det handler om.”

”True, men jeg ved i hvert fald, at det der med at være vred og bagtale hende ikke hjælper noget.”

”Og hvordan ved du helt præcist det? Som om du nogensinde har været vred på nogen mr. perfect.”

Beau lagde hovedet på skrå og vendte øjne af mig. ”For det første, det ved du godt selv ikke er rigtigt. For det andet, enten går du ned og snakker med hende, ellers så gør jeg det.”

”Hvad fanden vil du snakke med hende om?”

”Det ved jeg ikke, så må jeg jo improviserer. Vi lader hende i hvert fald ikke bare smutte, det er den første pige du har været glad for, siden… Ja, jeg kan ikke engang huske nogen navne, så det er uhyggelig lang tid siden.” Han lagde en hånd på min skulder, og på en eller anden måde havde han ret. Irriterende nok.

”Det er ikke fordi jeg er glad glad for hende,” sagde jeg. Jeg havde knap nok indrømmet det for mig selv endnu.

”Jaja, det er fint. Gør det nu bare.”

 Jeg drejede endelig hovedet og stå ved dørtrinnet til udgangen. Hun var ved at binde sine sko, så hvis jeg skulle give det et vildt gæt, havde hun taget dem af inde på skolen. Igen. I virkeligheden var det nok bare en fordel for mig, hun havde så travlt med det, så jeg kunne snige mig hen til hende uden hun lavede et flugtforsøg.

Jeg begyndte at gå ned mod hende, og prøvede at finde ud af hvad jeg ville sige… men hvem fanden prøvede jeg at narre? Jeg vidste godt at jeg alligevel bare ville komme til at sige et eller andet ugennemtænkt lort. Det eneste jeg kunne gøre var at håbe på, det var noget charmerende ugennemtænkt lort.

Jeg stillede mig bag hende og så til mens hun strammede knuden til sit snørebånd. Hun havde en stor sort jakke på, der gik ned til hendes knæ og et par tynde gamacher. Lidt ligesom hun både troede det var vinter og sommer i et sæt tøj.

”Hej,” sagde jeg.

Hun kiggede tilbage og rettede sig op. ”Hej.”

Mine hænder blev svedige og hun pillede ved spidserne af sit hår, der faldt nedover hendes overkrop. Så man kunne roligt sige at det var lidt akavet. Og jeg var elendig til akavet situationer.  

”Jeg tror jeg bliver nødt til at smutte hjem, så,” sagde hun og løftede den taske, som hun havde lagt på dørtrinnet. ”Vi ses vel bare.”

”Helt seriøst, er jeg så dårlig en kysser? Har jeg virkelig traumatiseret dig så meget, at du ikke engang vil snakke med mig?”

Hun rynkede panden og så skræmt på mig. Som om hun slet ikke havde forventet jeg ville nævne det, og vi bare ville synke ned i en strøm af ubehagelig stilhed. Hun burde faktisk vide bedre efter de sidste par måneder.  

”Luca?”

Hun kiggede op på mig og så ned igen. Jeg følte mig nærmest som en slags overfaldsmand, men hvis man tænkte over det, så var det hele faktisk hendes skyld. ”Jeg vil bare gerne hjem nu.”

”Hader du mig?”

Hun rystede på hovedet.

”Okay, men jeg er heller ikke ligefrem din yndlings person lige nu, vel?”

”Du gør mig bare forvirret… meget forvirret.”

”Kom her,” sagde jeg og lagde armene omkring hende. Hun gengældte det ikke, men blev alligevel stående med mine arme rundt om sig. Hendes mund var lige netop i den højde, så jeg kunne mærke hvordan hun trak vejret mod min hals. Det var sådan nogle underlige detaljer, som jeg var begyndt at lægge mærke til. Ting jeg overhovedet ikke ville tænke over, hvis det havde været hvilken som helst anden. ”Hvis du er forvirret, ikke, så skulle du fandme bare vide hvor forvirret jeg er.”

”Undskyld.”

Jeg kyssede hendes pande og pressede hende tættere ind til mig, så vores brystkasse rørte hinanden. Blikkene fra alle mulige fremmede stak os i nakken, men jeg prøvede at lukke det ude.

”Jeg bliver altså nødt til at gå hjem nu, undskyld,” sagde hun og skubbede sig ud af mine arme.

”Det er okay.” Jeg nikkede og lagde hænderne i lommerne. ”Så ses vi vel bare lige pludselig.”   

”Måske i chatten,” sagde hun med et skuldertræk. Hun kunne egentligt ligeså godt have tilføjet: For jeg regner i hvert fald ikke med vi to skal ses her igen.

Jeg fik hævet en smøg frem og tændte den, mens jeg så hende forsvinde ned ad græsplanen og til sidst ned ad fortovet. Hun kiggede overhovedet ikke tilbage. Ikke en gang. Så vores følelser passede nok ikke helt sammen, og jeg var måske blevet udnyttet en smule. Men sådan var det vel. Karma.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...