Sandhedschatten

”Træt af at alle dine venner fucker dig up? Træt af at folk er ligeglade? Og at du ikke kan snakke med nogen om dine problemer? Så er du ikke alene, og jeg vil gerne invitere dig ind i sandhedschatten.” Sådan skriver Luca på en af skolens toiletter, en dag hvor hun er desperat og tæt på at give op. Tre andre elever, Less, Blair og Rebecca, logger en uge senere ind på sandhedschatten, under et dæknavn. Det bliver et fristed, hvor de fire unge kan dele deres hemmeligheder, men der er nogle regler. Man må ikke dømme de andre, afsløre hvem man er, eller sladre til nogen udenfor chatten. Kan de holde den virtuelle og den virkelige verden adskilt? Hvilke hemmeligheder skjuler de? Og kan de overhovedet stole på hinanden?

466Likes
1028Kommentarer
48180Visninger
AA

2. Hjerteblod på en væg.

Luca

 

Jeg havde ingen ide om hvor jeg hørte til.

Mine øjne gennemsøgte kantinen efter noget, der bare kunne minde om venner. Normalt spiste jeg sammen med Kayne, men han kunne ikke mere. Det havde været en dramatisk weekend, og jeg huskede kun hvad der var sket, som små glimt. Blodet fra mine arme. Kayne, der forsøgte at snakke med til fornuft. Han havde holdt mig nede i sengen, og da han fik mig overtalt til at slippe kniven, lå vi bare der. Hans tårer, på mine kinder. Hans sorte hår, der strejfede min underlæbe. Vores arme, viklet så tæt sammen, man næsten kunne narres til at tro vi passede sammen.

Jeg satte mig ned bagerst i kantinen, og gav mig til at stikke til maden. Jeg havde næsten ikke spist noget, siden Kayne slog op med mig og jeg kunne mærke den sidste del af mig selv, var ved at fare vild i den grå hættetrøje, jeg havde over kroppen.

”Luca?”

Det var Kaynes stemme, så jeg tvang mig selv til ikke, at kigge på ham. Jeg var ikke vred på ham, for jeg forstod ham, men jeg var rasende på mig selv, over jeg ikke engang kunne finde ud af at beholde ham.

Han trak stolen, ved siden af mig, ud og aede blidt min kind, så jeg næsten var tvunget til at kigge på ham. Hans øjne var røde og jeg mærkede min hals trække sig sammen. Hans sorte halvlange hår var redt pænt tilbage, så han slet ikke lignede sig selv. Det var han heller ikke. Jeg havde ændret ham, og jeg hadede mig selv for det.

”Ikke sulten?” spurgte han.

Jeg rystede på hovedet og kiggede ned på mine fingre. Da jeg lagde den sorte neglelak i går, rystede jeg så meget, at det også sad ned langs mine fingre. Det lignede næsten, at et lille barn havde leget med fingermaling.

”Belle, kig lige på mig.” Han løftede blidt min hage og smilede til mig. Jeg hadede virkelig, når han kaldte mig Belle, det var en hentydning til mit rigtige navn Isabelle. Luca var en slags mellemnavn. Min far var nærmest desperat efter at få en søn, men da jeg blev den femte pige de fik, ville min mor ikke have flere børn. Luca var navnet på min fars tvillingebror, der døde i en trafikulykke og han syntes, der var nogen som skulle føre navnet videre, så jeg fik det som mellemnavn og de fleste kaldte mig bare Luca nu.  Det passede mig fint, Isabelle var også for piget.

”Har jeg fucket det helt op?” spurgte han. ”Jeg fortryder lidt, at jeg… Så hvis du…”

Nej, jeg har. Som fucking altid. Og du fortryder det ikke, du har bare ondt af mig, fordi du ved jeg ikke har nogen tilbage nu, og du ved også, at jeg ikke kan finde ud af, at være alene. Det føltes som om, at jeg havde gået mod venstre hele mit liv og en dag var der en fremmede, som stoppede mig og sagde, der ikke var mere venstre tilbage. Selvom jeg kunne se det strakte sig bag den fremmede, vidste jeg han havde ret. Der var ikke mere venstre tilbage. Og hvis man kendte mig, så betød det også, der ikke var mere højre tilbage. Så havde jeg ingenting.

”Det gør ikke noget, jeg har det…” Min mund var tør og tvang min tunge til at forme nogle ord. Bare hvilke som helst. ”Det er fint, Kayne, jeg har det virkelig fint, så du skal slet overhovedet ikke tænke over det, for jeg har det…”

”Fint,” sluttede han skeptisk.

Jeg rystede og kiggede ned. Jeg kunne ikke holde al den medlidenhed ud, det gav mig bare dårlig samvittighed, så jeg rejste mig op og svingede tasken over skulderen.

”Hvor skal du hen?”

Han greb fat om mit håndled og jeg kiggede ned på hans hånd. Stor og varm, i kontrast til min egen. ”Bare på toilettet, så kommer jeg tilbage igen.”

”Og du skal bare have tasken med på toilettet?”

”Hvis du så gerne vil passe den, mens jeg er væk, så er jeg faktisk ret ligeglad.” Jeg skubbede den af skulderne igen og smed den på bordet ved siden af ham. ”Hyg dig med den!”

Han sukkede og rystede på hovedet for sig selv. Jeg skyndte mig ud af kantinen og brændte efter at løbe tilbage, så jeg kunne hente den lille kniv, der lå i taskens skjulte rum. Det var bare alt for tydeligt, hvis jeg tog tasken med på toilettet og jeg orkede ikke endnu et skænderi med Kayne.

 Det var måske meget godt, at det var slut, for vi skændtes over alt. Han troede en af grundene til jeg havde det så dårligt, var fordi jeg havde gjort det til en hobby, at skille mig ud. Fordi jeg farvede mit hår blåt, rødt, grønt. Han brød sig heller ikke om, at jeg troede jeg kunne læse tings sjæle. I starten syntes han det var charmende, ligesom første gang, da jeg var hjemme hos ham og jeg lagde hans hovedpude på mit skød, mens jeg sagde, det engang havde været en hjemløs forfatter, der skrev sig til mad. Vi grinede og han trykkede forsigtigt sine læber mod min hals. ”Hvad så med sengelampen?” havde han sagt. Flere grin. Flere kys.

 Jeg ved ikke hvornår det holdt op med at være sjovt, men for en måned siden, da vi var i pottery barn, tog jeg et vinglas op og sagde, det havde været en soldat, der blev skudt i første verdenskrig, efter hans soldaterkammerater svigtede ham. Kayne havde kigget undskyldende rundt på den chokerede menneskemængde, lagt sin jakke om mig og ført mig ud af butikken. Han sagde ikke et ord til mig, men jeg tror det startede der. Han kunne ikke holde til mere og det kunne jeg sådan set heller ikke.

Jeg åbnede døren til pigetoilettet og fandt en toiletboks, med en grøn halvmåne under dørhåndtaget. Jeg slog brættet ned og satte mig. Noget varmt løb ned langs mine kinder og jeg aede toiletvæggen med mine små fingre.

Jeg overvejede ligeså stille hvordan. En kniv, et reb, piller. Det var en hel lille verden, som lå for mine fødder og af en eller anden grund føltes det mere naturligt, end den virkelige verden. Der var bare alt for mange regler i den virkelig og de fleste af dem, sagde man ikke engang højt.

Så kom jeg til at tænke på min mor. Min mor og min storesøster, som aede tårnene væk fra mit ansigt, når det blev for meget. Jeg skyldte dem at prøve en gang til, men jeg havde brug for der skete noget, og brug for nogen, som faktisk lyttede til hvad jeg sagde og ikke hvad de troede jeg sagde. Jeg havde aldrig fortalt hele sandheden til nogen, men et par gange havde jeg været tæt på. Det var altid når jeg var online, for jeg kunne være ærlig på nettet, men så turde jeg ikke alligevel. Jeg blev nødt til at turde, for jeg vidste det var hemmelighederne, der gjorde mig vanvittig.

Jeg tog en sort tus op ad lommen, og tegnede først et lille dødningehoved på mit håndled. Så trykkede jeg læberne sammen og skubbede mit sorte hår, med den blå stribe, om bag skulderne. Jeg havde i forvejen en profil på en hjemmeside, der hed mysecretchat.com og det ville nok være det perfekte mødested.

 

Træt af at alle dine venner fucker dig up? Træt af at folk er ligeglade? Og at du ikke kan snakke med nogen om dine problemer? Så er du ikke alene, og jeg vil gerne invitere dig ind i sandhedschatten.

Det her er mit sidste råb efter hjælp og den sidste chance for at fortælle nogen sandheden. Jeg har brug for nogen at dele mine hemmeligheder med og nogen der vil lytte. Jeg har kun tre regler:

1) Man må ikke dømme andre i chatten.

2)Det er helt anonymt, så du skal ikke afsløre dit navn

3)De ting som der fortælles i chatten, skal ikke siges videre.

Hvis du er interesseret så skriv til mig. Jeg har oprettet en bruger inden på mysecretchat.com. Lam hjemmeside, men man kan holde sig anonym og det er sådan set vigtigst. Jeg hedder: TheShadowHunter, så hvis du er interesseret skal du bare oprette en bruger med dæknavn og søge efter mig derinde.

Hvis du bare vil lave sjov med mig, så bare drop det. Du kan ikke sige noget til mig, som jeg ikke allerede har tænkt selv.

 

Jeg slap tussen og læste teksten for mig selv. Det lød ynkeligt. Det var ynkeligt. Jeg håbede bare virkelig der var nogen, som ville forstå det ikke kun var ynkeligt, men også sandt.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...