Sandhedschatten

”Træt af at alle dine venner fucker dig up? Træt af at folk er ligeglade? Og at du ikke kan snakke med nogen om dine problemer? Så er du ikke alene, og jeg vil gerne invitere dig ind i sandhedschatten.” Sådan skriver Luca på en af skolens toiletter, en dag hvor hun er desperat og tæt på at give op. Tre andre elever, Less, Blair og Rebecca, logger en uge senere ind på sandhedschatten, under et dæknavn. Det bliver et fristed, hvor de fire unge kan dele deres hemmeligheder, men der er nogle regler. Man må ikke dømme de andre, afsløre hvem man er, eller sladre til nogen udenfor chatten. Kan de holde den virtuelle og den virkelige verden adskilt? Hvilke hemmeligheder skjuler de? Og kan de overhovedet stole på hinanden?

466Likes
1029Kommentarer
48066Visninger
AA

38. Hashbrownies.

Blair

 

Jeg havde aldrig været skæv før.

Og for at være ærlig, så havde jeg heller aldrig troet det ville ske. Jeg følte mig som en synder hvis bare jeg drak alkohol, så stoffer var i hvert fald fuldstændig udelukket.

Det var Joanna der kom med dem, forklædt som uskyldige brownies. Jeg havde været rasende de sidste par dage på Anonym, som åbenbart hed Less og Shadow, som jeg stadig ikke vidste hvem var. Joanna havde lagt mærke til det og siden jeg ikke ville snakke om det, så havde hun et andet løsningsforslag, som åbenbart plejede at virke på hende.

”Hvad er der helt præcist i?” spurgte jeg og løftede brownien.

”Marihuana.”

”Så hash?”

”Hvis du vil sige det på den måde, ja,” smilede hun og var den første til at tage en bid. ”Du ved godt det er uhøfligt ikke at smage, ikke? Jeg troede du var opdraget ordentligt, Blair.”

”Skal jeg?”

”Selvfølgelig skal du ikke. Men det er sjovt og du ligner virkelig en, der trænger til at have det sjovt. Det eller sex.”

Og jeg rødmede selvfølgelig. Hvorfor var det man ikke kunne styre din lille mekanisme? Det var så irriterende. Jeg måtte virkelig ligne den typiske kristne pige, der rødmede ved nævnelsen af ordet ”sex” og i hvert fald ikke skulle røre hashbrownien. Og så gik det op for mig. Hvad hvis jeg var den typiske kristne pige? Klicheen. Af en eller anden grund var den tanke nok til, at jeg løftede brownien og tog den første bid. Det var først bagefter jeg nåede at jeg nåede at tænke hvor dumt der var, og der gumlede jeg allerede løs.

”Hvad så?” spurgte hun.

”Den er faktisk okay.” Jeg fortsatte med at spise. For hvorfor ikke? Jeg havde alligevel aldrig fået noget ud af at være kristne Blair, og selv i sandhedschatten løj folk for mig. Så hvorfor ikke bare blive skæv? Måske få et sidecut. Løbe hjemmefra. Leve. Det klingede meget godt i mine tanker. Muligvis fordi det kun foregik derinde.

”Jeg troede faktisk ikke du ville gøre det.”

”Så du lavede dem i virkeligheden bare fordi du havde lyst?” sagde jeg.

”Tja… Okay, lidt. Og så bare for at vise jeg er her, selvom du ikke gider snakke om hvad der går dig på. ”

”Det er der intet der siger som hashbrownies.”

”True shit.” Hun tog benene op til sig og hvilede hovedet på sine knæ.

”Er det egentlig noget du gør tit?” spurgte jeg.

Hun rystede på hovedet. ”Det er næsten en måned siden jeg gjorde det sidste gang sammen med et par venner. Jeg var sammen med en misbruger for et par år siden, og det fungerede sgu bedre end alle de skræmmekampagner fra skolen til sammen.”

”En misbruger?”

”Jeps. Et års kronisk lykke.” Hun tændte en smøg og rejste sig op for at åbne vinduet. ”Og ved du hvad det mest ironiske var? Det var mig der blev droppet til sidst.”

”Du må have elsket ham meget højt,” sagde jeg. Jeg vidste ikke så meget om det, så jeg kunne ikke byde en med en eller anden kommentar om min erfaring om at have en misbrugerkæreste. Eller bare en kæreste.

”Overhovedet ikke, jeg har fandme aldrig været sammen med en større taber. Men jeg kunne godt lide følelsen af at han var afhængig af mig og jeg behøvede ikke være nervøs for andre piger, som prøvede at stjæle ham. Det var okay.”

”Men det var vel ikke kærlighed.”

”Åh, stop, Blair. Du er ikke en af de typer, vel? Papkærligheds generationen, det burde man kalde os.”

”Du mener ikke helt seriøst, at du synes kærlighed er handler om, at finde en som andre ikke gider have. Det er jo så løgn.”

Joanna skoddede cigaretten og rystede smilende på hovedet for sig selv. ”Det siger jeg heller ikke overhovedet. Jeg siger bare at for mig handler det om at høre The Cure, spille computerspil, læse. Især American Psyco, jeg freaking elsker den bog. Og … mennesker, fester, høj musik. God høj musik. Så skal jeg bare bruge en ved siden af som er der og er enig i der bare skal være en. Og det kan godt være det ikke ville være en bestseller, men det fungere.”

Jeg var ikke enig. På nogen måde. Måske mest fordi jeg ikke havde lyst til at ødelægge illusionen om den store kærlighed. Det føltes allerede som om jeg kunne mærke hashbrownien var begyndt at virke, men jeg var samtidig sikker på det ikke gik så hurtigt. ”Du er et underligt slags menneske, Joanna.”

”Tak, det er sødt af dig, men det er jeg virkelig ikke. Jeg er en ligeså stor gentagelse som alle andre, den eneste lille forskel på de fleste og mig er at jeg gerne vil indrømme, at jeg ikke er noget specielt.”

”Det er vel egentlig også ved at blive en kliche at sige.”

”Ja,” sukkede hun. ”Det er også en kliche at sige noget er en kliche. Hvad fanden gør man så?”

Jeg valgte at tage det som et retorisk spørgsmål, og fik det lidt bedre med at jeg var en kliche kristen pige. Så i virkeligheden havde jeg slet ikke behøvet spise hashbrownien. Selv efter jeg havde gjort det var jeg en kliche af en kristen pige, som prøvede at gøre oprør.

Efter et stykke tid begyndte jeg at kunne mærke det. Vi dansede til The Cure og efter vi blev trætte af det satte Joanna sit soundtrack fra ”The Rocky Horrer show” på og vi grinede, mens vi begge to prøvede at lave den bedste Janet imitation, selvom Joanna selvfølgelig var mester fordi hun turde kører den helt ud, og jeg blev helt vildt tørstig og endte med at drikke kakao af et snoet sugerør, ligesom dem man kunne købe i zoologisk haves turistbutik, men alligevel aldrig købte fordi man blev fanget af en eller anden abebamse eller en krokodillebamse eller en af de der frøer som kan hoppe hvis man trykker i den anden ende.

Jeg tror der gik nogen timer inden mit hoved faldt ned igen. Og det gik op for mig jeg havde glemt Less og Shadow et øjeblik, hvilket bare gav mig lyst til at glemme det endnu mere igen.  

Vi dansede til ”Friday i'm in love” af The Cure, selvom det var tirsdag. Og vi nippede til hendes fars Brandy fra køkkenet, selvom det stadig var tirsdag. Joanna sagde endda hun syntes jeg forstod hende, selvom jeg overhovedet ikke gjorde. Da jeg kom hjem lagde jeg mig på sengen, og det var ikke fordi jeg indrømmede noget overhovedet, eller fordi jeg var skæv, eller fordi jeg havde et eller anden behov for at presse mig selv. Men der på sengen, lige ved siden af flyglet og min bibel, smagte jeg på ordet første gang. ”Lesbisk.”   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...