Sandhedschatten

”Træt af at alle dine venner fucker dig up? Træt af at folk er ligeglade? Og at du ikke kan snakke med nogen om dine problemer? Så er du ikke alene, og jeg vil gerne invitere dig ind i sandhedschatten.” Sådan skriver Luca på en af skolens toiletter, en dag hvor hun er desperat og tæt på at give op. Tre andre elever, Less, Blair og Rebecca, logger en uge senere ind på sandhedschatten, under et dæknavn. Det bliver et fristed, hvor de fire unge kan dele deres hemmeligheder, men der er nogle regler. Man må ikke dømme de andre, afsløre hvem man er, eller sladre til nogen udenfor chatten. Kan de holde den virtuelle og den virkelige verden adskilt? Hvilke hemmeligheder skjuler de? Og kan de overhovedet stole på hinanden?

466Likes
1029Kommentarer
48056Visninger
AA

20. Graviditetstesten.

Blair

 

Jeg tog en pakke med vitaminpiller op og vendte den i hånden, mens jeg skævede ned til hylden med graviditetstests.

Først havde jeg overvejet at spørge Joanna, om hun kunne skaffe mig en test, men jeg havde ikke lyst til at snakke med hende. Det var som om det lille kys hun havde givet mig, var blevet til en stor brand i mit hoved. Først var der så meget os, jeg slet ikke vidste hvad jeg skulle tænke om det, men nu hvor røgen og chokket havde lagt sig var det tydeligt. Aske. Ren ødelæggelse og det var derfor jeg undgik hende, selvom hun nok ville kunne lægge en gravitetstest på disken, meget mere selvsikkert end mig.

Jeg havde også et par andre veninder, som ikke var rene engle, men de havde alligevel en glorie gemt i håndtasken, og jeg var bange for de ville sladre til mine forældre. Så var det bedre at ordne det alene.

Jeg satte vitaminpillerne fra mig og gjorde et kast med mine brune krøller, for at få dem væk fra øjnene. Jeg prøvede at se så normal ud som muligt og bevæge mig rundt på apoteket ligesom jeg normalt ville gøre.

Jeg gik helt tæt på en hylde og lod som om jeg stod på tæer, for at tjekke et prismærke, mens jeg diskret greb en test og smed den ned i tasken. Det kunne godt være, at jeg så var en tyv, men det vigtigste var at jeg ikke behøvede se nogen i øjnene. Jeg risikerede ikke en eller anden så mig, og sladrede til min mor.

Jeg vendte mig om og kiggede på den modsatte hylde, mens jeg mærkede hvordan mit hjerte slog. Det eneste jeg ville, var at komme ud derfra, men det skulle heller ikke se ud som om jeg flygtede.

”Blair?”

Jeg vendte mig om og så en kvinde kigge smilende på mig. Hun havde rødt hår, opsat i en knold og en perleørering, der dinglede fra hver sin øreflip.

”Joans datter, ikke?” sagde hun.

Jeg nikkede og kiggede mod udgangen. Det sidste jeg havde lyst til var at høflighedssnakke med en eller anden, som min mor kendte. Jeg håbede virkelig ikke hun havde set mig tage testen… nej, det havde hun nok ikke, ellers var det mærkeligt hun smilede så stort.

 ”Det er mig der er Joannas mor, jeg hedder Beth, hvis hun ikke nævnte det.”

”Det gjorde hun ikke, men … Ja, det er hyggeligt at møde dig.” Jeg smilede stramt og kiggede ned. Tasken brændte i min hånd af ren dårlig samvittighed og lyst til at flygte, men høfligheden vandt. Det gjorde den næsten altid.

”I lige måde, jeg har set dig sammen med din mor i kirken et par gange, men jeg fik ikke rigtigt præsenteret mig.” Hun rømmede sig og kiggede på mig, som om hun forventede jeg skulle se noget. ”Blair, jeg ville bare sige til dig, at jeg er rigtig glad for du ville snakke lidt med Joanna. Hun har det nogle gange lidt… Så, jeg er i hvert fald glad for, hun også møder gode piger også en gang imellem.”

 ”Det er helt fint,” svarede jeg, selvom man langt fra kunne se Joanna og mig, som nogen der snakkede sammen. Vi havde gjort det en gang, det gik dårligt, slut. ”Jeg må nok hellere komme hjem nu, jeg lovede min mor jeg ikke ville være for sent hjemme.”

”Så må du hilse hende,” sagde Beth og nikkede for sig selv. Et eller andet sagde mig, der blev hvisket mere om hende bag kaffekopper, end der blev snakket med hende. Hun skulle bare vide det sagtens kunne være min mors skyld, det var tit hende der satte sladderen i gang, og jeg lagde mærke til hvordan hun kiggede på Joanna. En god historie.

”Det skal jeg nok.”

Jeg begyndte at gå mod udgangen, og kiggede ned. Mine ballerinasko klikkede mod gulvet, så jeg prøvede at træde så forsigtigt som muligt, så det ikke ville larme.

”Hey!” En fremmed hånd klistrede sig til min skulder, og jeg var lige ved at tabe tasken. Det kunne have været kønt, også en god historie, lokal kristen pige stjæler gravitetstest. Min mor ville elske den historie, hvis det ikke lige var hendes egen datter.

”Jeg skal lige se din taske,” sagde stemmen og jeg vendte mig om.

Det var en vagt.

En centervagt.

Flot, Blair, perfekt. Det føltes næsten som om jeg havde slugt min egen tunge. Jeg ville gerne sige noget, eller i det mindste smile uskyldigt, men jeg kunne slet ikke kommunikerer med min krop. Vagten tog tasken ud af mine hænder og begyndte at rode i den, mens jeg tog mig til hovedet. Ud af øjenkrogen kunne jeg lige netop se Beths øjne iagttage det hele. Så manglede jeg bare en positiv gravitetstest og så tror jeg officielt, jeg kunne blive den mest ukristne kristne pige længe. Og helt sikkert også den bedste historie.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...