Sandhedschatten

”Træt af at alle dine venner fucker dig up? Træt af at folk er ligeglade? Og at du ikke kan snakke med nogen om dine problemer? Så er du ikke alene, og jeg vil gerne invitere dig ind i sandhedschatten.” Sådan skriver Luca på en af skolens toiletter, en dag hvor hun er desperat og tæt på at give op. Tre andre elever, Less, Blair og Rebecca, logger en uge senere ind på sandhedschatten, under et dæknavn. Det bliver et fristed, hvor de fire unge kan dele deres hemmeligheder, men der er nogle regler. Man må ikke dømme de andre, afsløre hvem man er, eller sladre til nogen udenfor chatten. Kan de holde den virtuelle og den virkelige verden adskilt? Hvilke hemmeligheder skjuler de? Og kan de overhovedet stole på hinanden?

466Likes
1028Kommentarer
48180Visninger
AA

36. Fodboldbanen.

Less

 

Jeg tror det var første gang den sommer, at jeg tog mig selv i at smile. Altså, jeg havde smilet før. Selvfølgelig, det var ikke fordi jeg gik rundt med en konstant emoattitude. Men den her gang var det noget andet. Det var ikke på grund af noget. Det var der ligesom bare.

Jeg lænede mig tilbage på bænken og foldede hænderne sammen i skødet, mens jeg så udover fodboldbanen, hvor nogle drenge på 12-13 år var i gang med at spille en kamp. Det var svært at se hvem der førte og hvem der tabte, fordi de bare spillede bolden frem og tilbage imellem sig. Solen var næsten gået ned.

Og jeg ved ikke hvorfor, men hele lortet gav på en eller anden måde mening nu. Luca og mig var vidst ved at blive et slags par. Det måtte vi næsten være, for vi havde allerede haft en dobbeltdate og for at det kunne lade sig gøre var vi vel sammen. I hvert fald på en eller anden måde.

Det var Beau som foreslog vi skulle lave noget sammen. Mig, ham, Jamie og Luca. En blanding man skulle tro var helt fucked, fordi jeg havde haft sex med en af dem og siden det ikke var min næsten-kæreste, så burde det have været et problem. Men det var helt naturligt. Vi grillede, snakkede og drak billig vin. Det viste sig endda Luca faktisk ikke var fuldstændig socialt handikappet og til sidst virkede det som om selv Jamie kunne lide hende. Hvilket var mærkeligt, men også godt.

En af drengene på banen scorede og løb hen for at give highfive til anden af sine holdkammerater. De grinede og solen skinnede og der duftede af græs og jeg ville ønske jeg bare kunne holde fast i sommeren lidt længere.

”Sniffer du nostalgi?” spurgte Luca og nikkede ud mod fodboldbanen. Jeg vendte mig om, hvor hun stod i en tyk sweater, sorte joggingbukser og vådt hår.

”Jeg var faktisk virkelig elendig til fodbold dengang.”

”Hvorfor spillede du så overhovedet?” Hun satte sig ved siden af mig på bænken, så vores knæ rørte hinanden.

”Det ved jeg ikke… Jeg tror ikke det var så vigtigt om jeg kunne lide det, det var mere holdet. Sådan er det nok bare at være tolv,” sagde jeg og rykkede mig tættere på hende. Hendes hår duftede af shampoo og det blandet med sommerduften gav mig mere egentlig mere lyst til at sniffe nutid. ”Jeg troede du havde mange lektier for.”

”Jamie skrev på Facebook at Beau holder fest i aften.”

”Så…”

”Jeg ville bare lige tjekke om du var okay med det,” sagde hun.

”Det er jo ikke fordi, at jeg ikke blev inviteret… Jeg havde bare ikke tid.”

”Du havde ikke tid?” Hun vendte ansigtet imod mig og rynkede panden. Og så kiggede hun væk igen. Det var noget jeg havde lagt mærke til før. Altså at hun havde en eller anden vane med ikke at kunne kigge mig i øjnene for lang tid ad gangen.

”Ja, præcis.”

”Okay, hvad er det så der er så vigtigt?”

”Du er vigtig, Luca,” sagde jeg og gav hendes skulder et klem.

”Havde du ikke lyst, eller?”

”Der kommer alle mulige fra skolen, som ikke kan lide mig, så hvis jeg kom ville der blive en masse drama. Så er det sgu nemmere, jeg bare har travlt og ikke er der.”

 ”Hvorfor ville Beau inviterer nogen du har det dårligt med? Det lyder ikke som ham,” sagde hun og hvilede hovedet mod min brystkasse.

”Tro mig, det er ikke ham der er noget galt med der.” Jeg tog min pakke med smøger frem og hev en enkelt ud. Den var en smule kroget fordi pakken havde ligget i min lomme.

Hun nikkede og lod det være der. Jeg havde heller ikke lyst til at snakke mere om det, så det passede mig fint. Luca vidste godt jeg kunne være provokerende, men jeg tvivlede på hun var klar over præcis hvor slemt det var. Jeg kunne ikke tage med til en fest, uden jeg på en eller anden måde var i samme rum som jeg havde haft et eller andet problem med. Det behøvede hun heller ikke vide endnu.

”Hvor længe har Beau og Jamie egentlig været sammen?” spurgte hun.

”Længe.”

”Men ikke længe … vel?”

”Hvad mener du?”

”Det er ikke hende… som du… du ved.”

Jeg sørgede for at kigge hen på fodbolddrengene mens jeg nikkede.

”De virker ellers så glade for hinanden,” sagde hun.

”Tro mig, de er virkelig også glade for hinanden. Jeg håber fandme heller ikke han nogensinde finder ud af det, for så snakker han aldrig til mig igen.” Jeg tog en dyb indånding og Luca tog smøgen ud af min hånd, for selv at tage et sug. Før var jeg lidt mere i tvivl om det ville smadre vores venskab så det slet ikke kunne reddes, men nu hvor jeg selv havde den der skrøbelige følelse i maven af at holde så meget af nogen, så forstod jeg det lidt bedre. Fordi hvis det var omvendt. Hvis det var Luca og Beau, så havde jeg aldrig tilgivet nogen af dem.

”Det tror jeg ikke. Ikke efter det du skrev i chatten. Han ville selvfølgelig blive vred, men jeg tror ikke der noget der kan skille jer to ad fuldstændig. Ikke efter det der skete.”

”Hvis det var et uheld, så havde du nok ret. Men det her var mere et valg og jeg dumpede bedsteven testen big time da jeg var sammen med Jamie.”

”Hmm,” brummede hun og flyttede sig, så hun kunne sidde med benene oppe. Midt i rokeringen faldt hendes pung ud af lommen og jeg samlede den op. Inden lå alting ret rodet og der var et enkelt billede af en baby. Jeg havde set billedet før og hvis jeg tænkte mig ordentlig om, så var det da jeg overnattede hos hende efter den dramatiske bustur.

”Er det egentlig dig på billedet?” spurgte jeg og vendte pungen mod hende, så hun kunne se hvilket billede jeg snakkede om.

”Halvt,” mumlede hun.

”Halvt?”

Hun nikkede.

”Så var du halvt ret sød.” Jeg lukkede pungen og gav den tilbage til hende. ”Hvis jeg ikke fucker noget op med dig, så kan det være du kan have et billede af mig.”

”Så kunne du være bag det andet billede,” smilede hun. Og jeg vidste ikke hvorfor, men det blev jeg underligt fornærmet over. Hvorfor ville hun ikke have mig øverst? Det var bare babybilleder for helvede. Men Luca havde nok bare lidt svært ved at vende sig til vores næsten-forhold og det forstod jeg egentlig godt. Hun var mig for et par måneder siden.

Anyway, i stedet for at blive pigesur besluttede jeg mig for at rette min energi mod noget andet. Så jeg kyssede hende og lod mine fingrespidser glide aende rundt på hendes lår. Jeg havde lidt svært ved at styre mig selv, og kunne ikke rigtig gennemskue om det var fordi det var Luca eller fordi jeg ikke havde haft sex i omkring en uge. Uanset hvad var det ikke til at holde ud.

Jeg skilte vores læber ad og flyttede min mund ned til hendes øre. ”Jeg har virkelig lyst til dig.”

”Her?” Hendes stemme lød en anelse skræmt og hendes blik flakkede over til drengene som spillede fodbold.

”Jeg mente generelt. Og lige nu.”

”Aha. Jeg har lektier.”

”Skal jeg hjælpe dig?”

Hun grinede og rystede på hovedet. ”Det er matematik, så jeg tvivler på du ville kunne hjælpe. Overhovedet.”

”Jeg er ellers blevet bedre til matematik,” sagde jeg.

”Ja, virkelig?”

”Jeg ved for eksempel at chancen for du tager mig med hjem er hundred procent.” Jeg kyssede hende igen, men hun skubbede mig hurtigt fra sig igen.

”Jeg tror du bliver nødt til at blive lidt bedre i din statistik,” svarede hun og rejste sig op.  

”Lad være med at ødelægge min selvtillid helt.”

”Jeg ville gerne, men jeg bliver altså virkelig nødt til at få den opgave lavet. Sorry,” sagde hun. Det var okay, for jeg vidste hun alligevel kun var kommet for at tjekke om jeg var okay med, at Beau ikke havde inviteret mig til sin fest. Hvilket jeg var.

Hun smilede genert til mig og jeg hørte jubel fra banen, hvilket betød der enten var nogen der scorede et mål eller nogen der missede. Der skete noget.

Og jeg havde lyst til at sige jeg elskede hende. Og at jeg elskede når det var nemt ligesom nu. Når vi gjorde det nemt og hun havde det nemt. Men det sagde jeg ikke. I stedet for klemte jeg hendes hånd og sagde: ”Vi ses.”

Og hun svarede: ”Vi ses, Less.”

Mens hun var på vej væk, så jeg igen hen på banen, hvor målmanden var i gang med at vikle bolden ud af nettet. Altså, var der blevet scoret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...