Sandhedschatten

”Træt af at alle dine venner fucker dig up? Træt af at folk er ligeglade? Og at du ikke kan snakke med nogen om dine problemer? Så er du ikke alene, og jeg vil gerne invitere dig ind i sandhedschatten.” Sådan skriver Luca på en af skolens toiletter, en dag hvor hun er desperat og tæt på at give op. Tre andre elever, Less, Blair og Rebecca, logger en uge senere ind på sandhedschatten, under et dæknavn. Det bliver et fristed, hvor de fire unge kan dele deres hemmeligheder, men der er nogle regler. Man må ikke dømme de andre, afsløre hvem man er, eller sladre til nogen udenfor chatten. Kan de holde den virtuelle og den virkelige verden adskilt? Hvilke hemmeligheder skjuler de? Og kan de overhovedet stole på hinanden?

466Likes
1028Kommentarer
48178Visninger
AA

34. Festen.

Blair

 

Klokken var lidt over et om natten. Musikken fik næsten døren til at ryste og jeg havde låst mig inde på toilettet. Jeg sad på knæ og lå med panden mod vasken. Det så med stor sandsynlighed utrolig dumt ud, men jeg var heldigvis alene, så det var ikke rigtig et problem.

Det var ikke engang fordi jeg var fuld, eller høj for den sags skyld. Jeg følte mig bare anderledes. Jeg prøvede at passe ind hos Joannas venner, men efter bare at have været sammen med dem et par timer fandt jeg ud af vi havde sådan cirka ingenting til fælles.

Jeg ville bare gerne passe ind i Joannas verden. Gennem de sidste par uger var vi blevet nogenlunde venner, selvom man på ingen måde ville betegne os som tætte. Alligevel ville jeg gerne være hendes… et-eller-andet … Faktisk hvad som helst. For der var noget specielt over Joanna. Jeg havde i hvert fald aldrig mødt nogen, som virkede ligeså fri som hende. Hvilket både var skræmmende og en smule fascinerende, når man selv var lige modsat.

Det bankede på døren og jeg rejste mig op. Desværre begik jeg den fejl at se mig selv i spejlet, kun for at opdage min makeup var tværet fuldstændig ud og jeg havde sorte streger under øjnene. Jeg prøvede at tørre det af, men det var umuligt at få det hele væk.

”Blair, er det dig?” spurgte en stemme på den anden side af døren og bankede igen. Det lød som Joanna, men musikken var stadig så høj, at jeg ikke var helt sikker. Men hun var nok den eneste der kunne huske mit navn til den fest.

”Ja,” svarede jeg svagt, men sandsynligheden for hun fik fat på det var ret minimal.

Hun bankede igen og jeg blev ved med at forsøge at tørre mine øjne fri fra makeuprester. Uanset hvad ville hun godt kunne se det, hvis jeg lukkede hende ind. Men hvis jeg ikke gjorde det, så fremstod jeg ynkeligt. Derfor havde jeg tabt på forhånd.

Jeg sukkede og gik hen for at lukke døren op. Det var heldigvis hende, som nærmest væltede ind på toilettet. På en eller anden måde var det lykkedes for hende, at få lagt alt sit hår om på den højre side af hovedet, så det skjulte hendes sidecut. Lidt af en bedrift, selvom jeg tvivlede på det var med vilje. Hun var nok bare blevet grebet så meget af festglæden, at selv ikke hendes hår kunne styre sig.

”Hvorfor fanden sidder du herude?” spurgte hun og låste døren efter sig. Jeg slog toiletbrættet ned og satte mig, mens jeg prøvede at kigge ned, så hun ikke ville lægge mærke til jeg havde grædt.

”Jeg havde bare brug for lidt fred,” mumlede jeg.

”Er de for vilde? For jeg ka’ godt få dem til at skrue lidt ned og slappe af… eller jeg kan prøve.”

”Det er fint nok.”

”Hvornår er fint egentlig fint nok?”

”Hvad?” Jeg kom til at se op på hende og hun satte sig ned på knæ overfor mig.

”Hvis det der er fint nok, så har jeg ikke lyst at se den slags fint, som ikke er fint nok.”

Jeg smilede lidt og rystede på hovedet af hende. Mine kinder føltes ømme og hovedpinen dunkede fra min pande. ”Jeg er bare virkelig håbløs til at lægge makeup.”

”Hmm… Det er bare sjovt, at det sad godt før du gik herud.”

”Ja, men det ændrer sig. Ligesom dit hår der har opfundet, en eller anden slags gemmeleg på dit hoved.”

Joanna rejste sig op og kiggede sig i spejlet. Hun grinede, mens hun kiggede tilbage på mig og prøvede at holde lyden inde ved at ligge hånden for munden. Det tog hende et par sekunder at falde til ro igen og hun tog en dyb indånding. ”Fair nok, jeg er ikke meget bedre kørende end dig. Men… Har du lyst til at snakke om det?”

Jeg rystede på hovedet. ”Jeg har det fint.”

”Okay, okay, hvis du siger det. Men jeg må godt lige fikse det der, ikke?” spurgte hun og var allerede i gang med at åbne et skab. Uden at sige noget nikkede jeg, mens jeg fulgte hendes hænder finde vat og makeupfjerner frem.

”Hvis du på et eller andet tidspunkt finder ud af at du ikke har det fint, så siger du bare til. Jeg er overraskende god til at lytte.”

”Det er fint, men jeg har det fint.”

”Hvis du siger fint en gang til, så ender det med bare at blive en lyd,” smilede hun og gav mig vattet med makeupfjerner. Jeg tog imod det og stillede mig hen til spejlet og begyndte at gnubbe det sorte væk fra mine øjne til det var helt væk.

Da jeg var færdig gav jeg det tilbage til hende og hun smed det ud for mig. ”Bedre?”

”Meget bedre,” svarede hun og lagde hånden på min skulder. ”Vil du med ud igen?”

”Det kan jeg vel godt, ja.”

”Det lød ikke så overbevisende.”

Jeg rødmede og kiggede ned. Mine manglede sociale evner kunne nogle gange være skræmmende, især når det kom til mennesker jeg ikke havde mange ting tilfælles med.

”Du skal bare ikke tænke så meget over det, det er der det altid går galt for folk,” sagde Joanna.

”Der er altså også mange ting som er gået galt for folk, som ikke har tænkt nok.”

”Ja, men det tror jeg ikke lige du behøver være bange for.”  

Det havde hun nok ret i. Mit problem havde aldrig været at jeg tænkte for lidt, så måske kunne det godt være det modsatte. Joanna låste døren op og gik ud, mens hun kiggede tilbage på mig. Jeg fulgte med hende ind i stuen og vi satte os på sofaen, ved siden af en lyshåret pige som var faldet i søvn.

”Skal jeg hente noget at drikke til dig?” spurgte Joanna.

Jeg rystede på hovedet. ”Det gør ikke noget, jeg henter det bare selv.”

Endnu engang rejste jeg mig op, og jeg var stolt over jeg ikke behøvede have Joanna til at følge mig rundt hele tiden. Der var ret rodet i køkkenet, men det var alligevel ikke så uoverskueligt jeg ikke kunne finde køleskabet og tage en øl. Jeg havde aldrig været så glad for øl, men det var som om det sendte et signal om man var afslappet. Jeg åbnede den og satte mig op på køkkenbordet for at tage den første tår alene. Det var faktisk ikke så slemt igen. Så længe den var kold kunne jeg i hvert fald godt holde det ud.

Jeg sad lidt og svingede benene frem og tilbage, mens jeg bare var mig selv. Det var rart. Jeg slappede slet ikke af nok, og selvom det virkede mærkeligt jeg kunne gøre det til en fest, så var det altså alligevel sådan. Det var nok Joanna. Hun havde bare en eller anden evne til at få mig til at slappe af. Muligvis fordi hun selv var så afslappet at det bare smittede til andre.

Jeg hoppede ned ad køkkenbordet og tog øllen med tilbage i stuen. Først lagde jeg ikke engang mærke til det rigtigt, men ligeså snart mine øjne begyndte at søge efter Joanna fik jeg øje på dem. Hun stod i hjørnet sammen med en mørkhåret dreng og kyssede ham på en måde, som jeg ikke engang ville turde. Det slog luften ud af mig. Jeg tabte ikke øllen og jeg stod ikke helt bogstaveligt talt med munden åben, men det var som om mine lunger straks udstødte alt luft og gjorde mig svimmel.

Og det var ikke jalousi. Det var ikke jalousi, men det føltes som en lille kugle af angst for at være alene, strammede min mave ind. Måske skulle jeg bare holde mig til det jeg plejede. Det var trods alt meget nemmere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...