Sandhedschatten

”Træt af at alle dine venner fucker dig up? Træt af at folk er ligeglade? Og at du ikke kan snakke med nogen om dine problemer? Så er du ikke alene, og jeg vil gerne invitere dig ind i sandhedschatten.” Sådan skriver Luca på en af skolens toiletter, en dag hvor hun er desperat og tæt på at give op. Tre andre elever, Less, Blair og Rebecca, logger en uge senere ind på sandhedschatten, under et dæknavn. Det bliver et fristed, hvor de fire unge kan dele deres hemmeligheder, men der er nogle regler. Man må ikke dømme de andre, afsløre hvem man er, eller sladre til nogen udenfor chatten. Kan de holde den virtuelle og den virkelige verden adskilt? Hvilke hemmeligheder skjuler de? Og kan de overhovedet stole på hinanden?

470Likes
1030Kommentarer
49068Visninger
AA

13. Dryp, dryp.

Blair

 

Hvorfor?

Det var det spørgsmål som tumlede rundt i mit hoved, mens jeg mærkede en fremmed tungespids mod min og madrassens bløde stof mod min ryg. Det eneste jeg kunne tænke på var spyt og bakterier. Det var vel egentlig bare deling af sygdomme og madrester, man skulle nok ikke tænke for meget over det.

Jeg havde ikke engang haft lyst til at tage til Taylors fest, og det var heller ikke noget jeg normalt ville gøre, men jeg havde bare brug for der skulle ske noget. Jeg var fulgtes med en af mine knap så kristne veninder, men hun forsvandt ret hurtigt et eller andet sted imellem musikken og alle de granskende hænder.

 Det er som om alle pludselig tror de ejer en og at det er okay, at man gnubber sig op en fremmede, på vejen op for at for genopfyldt sit ølkrus. Man rækker hånden ud af efter hinanden og nogle gange griber man fat i en tilfældig, men det er sjældent man rigtig holder fast. Det er nærmest som om man bare skal have genopfyldt sin selvtillid, ligesom ølglasset. Man lægger ikke engang mærke til hvem man kigger på, man ser bare de kigger tilbage. Det er ligesom et spejl. Sidder mit hår stadig godt? Videre, næste. Så nogle gange snaver man lidt og så har man måske sex på toilettet eller bag en busk. Så sidder håret ekstra godt, eller gjorde.

Det er rart mens det sker, men man vågner altid op dagen efter med kvalme indeni og udenpå. Kroppen brækker sig, mens man hader sig selv, fordi man ikke var sig selv i flere timer. Eller var man sig selv? Altså, mere end normalt? Og så får man det endnu værre. Brækker sig lidt mere. Måske var det bare mig der var underlig, men jeg forstod ikke selve princippet i fest, jeg vidste bare det var måden jeg kunne få en pause fra mig selv. En pause jeg havde brug for.

”Du har det ikke dårligt, vel?” spurgte drengen, der endelig havde sluppet min tunge fri. Jeg havde faktisk kun opfattet det halvt, det var ren kedsomhed. Hans åndedræt fik det til at kilde på mine kraveben og jeg trak min hvide cardigan tilbage på skulderne, uden helt at vide om drengen havde hævet den af eller den bare var røget ned selv.

”Jeg har det godt,” hviskede jeg dramatisk. ”Rigtig fantastisk godt.”

Han lænede sig ind for at kysse mig igen, men jeg vendte kinden til. Det gav ordsproget vend den anden kind til, en helt ny betydning. Bortset fra der vel skulle være en første kind, for der også kunne være en anden. Hvis jeg havde haft to par læber, kunne jeg have vendt det andet par til. Det havde været smart, så kunne man også brække al den dårlige samvittighed ud dobbelt så hurtigt.

”Hvorfor gjorde du det?” spurgte han.

”Vi holder halvleg,” grinede jeg og lagde armene omkring ham. Han virkede så stabil mod mine rystende fingrespidser. Jeg kom til at tænke på Joanna, hende den mærkelige tøs der tydeligvis ikke havde nogen situationsfornemmelse, fordi hun havde sagt hun spillede for begge hold. Kærlighed var vidst bare et spil, der var i hvert fald ret mange sportsbegreber på banen. På den anden side talte det her ikke for kærlighed, det gjorde det bare ikke.

”Allerede?”

Jeg nikkede og hvilede hovedet mod hans bryst. Hans skjorte føltes blød mod min kind. Jeg prøvede at smile. Det lykkedes halvt. Bogstaveligt talt. Jeg kunne næsten mærke hvordan min mascara var blevet tværet ud og nu gnavede sig ind i huden omkring øjnene. ”Jeg glæder mig til jeg skal giftes.”

Et nervøst grin vuggede fra hans bryst. ”Giftes? Hvad fanden snakker du om?”

”Sådan hvid lang kjole, den perfekte mand og tårer og bryllupstaler og alt. Og så vil jeg have tre børn og en hund, en der har en tavle og så vil jeg være bedre til klaver end min søster.” Mine øjne dryppede og jeg tørrede det værste væk. Det var ligesom de der tagrender, der skulle holde regnvand væk. Det var i stykker. Jeg var i stykker.

”Skal vi ikke gå tilbage til de andre?” spurgte han.    

Så gik jeg lidt mere i stykker og han klappede mig på skulderen. Jeg havde glemt hans navn, ellers havde jeg bare aldrig fået det. Fået det? Hvorfor sagde man det? Det var jo ikke fordi jeg fik det, det var jo stadig hans. Sagde man overhovedet det? Eller var det bare mig? Jeg havde brug for luft.

”Vil du snakke om det? Eller vil du bare gerne være alene?”

”Snakke hvordan?” sagde jeg hæst.

”Ja, hvorfor du tuder… Ellers skal du måske finde en veninde.”

”Jeg drypper bare lidt,” smilede jeg og tørrede mine kinder. ”Dryp, dryp.”

Musikken larmede nedenunder og jeg mærkede sengen blive lettere. Døren lukkede og jeg lod mig selv falde tilbage i sengen. Det var svært. Det var svært at skulle være en pige med hvide kjole, mand, hus og børn. Især når man dryppede fra øjnene.

”Dryp, dryp,” hviskede jeg. Jeg kunne næsten mærke korsettet stramme om livet på mig allerede. Hører min mors stemme. ”Hvor er du smuk, skat.”

Regnen slog mod ruden og jeg strammede hænderne om dynen. Blidt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...