Sandhedschatten

”Træt af at alle dine venner fucker dig up? Træt af at folk er ligeglade? Og at du ikke kan snakke med nogen om dine problemer? Så er du ikke alene, og jeg vil gerne invitere dig ind i sandhedschatten.” Sådan skriver Luca på en af skolens toiletter, en dag hvor hun er desperat og tæt på at give op. Tre andre elever, Less, Blair og Rebecca, logger en uge senere ind på sandhedschatten, under et dæknavn. Det bliver et fristed, hvor de fire unge kan dele deres hemmeligheder, men der er nogle regler. Man må ikke dømme de andre, afsløre hvem man er, eller sladre til nogen udenfor chatten. Kan de holde den virtuelle og den virkelige verden adskilt? Hvilke hemmeligheder skjuler de? Og kan de overhovedet stole på hinanden?

466Likes
1028Kommentarer
48166Visninger
AA

22. Busturen.

Luca

 

Bænken var kold og jeg strakte kjolen, så den kunne gemme mine knæ, under det sorte stof. Jeg mærkede Less lægge sit hoved ind til min skulder, så hans hår kildede min hals og fokuserede blikket mod en revne i fortovet, som blev oplyst af lygtepælen.

”Jeg tror bussen kommer om, øh, to minutter,” sagde jeg, men han svarede ikke. Han var bare som en klump kød der klistrede sig til min skulder og stank af alkohol. Det gjorde jeg også selv, men alligevel ikke ligeså meget til Less. Selvom jeg ikke kendte ham særligt godt, var jeg alligevel sikker på han var sådan en, der altid skulle gøre ting tre gange så ekstremt, som de burde være.

Et par skridt fra os stod der en lyshåret pige, der også måtte vente på bussen. Måske var det en af dem Less havde lagt an på til festen, inden han fik det dårligt, men det kunne faktisk være hvem som helst. Det var for dumt jeg overhovedet tog med, for jeg havde ikke lyst, men jeg havde lyst til at have lyst. Ja, og så vandt jeg-burde følelsen over jeg-vil følelsen. Af en eller anden grund havde de to en krig under min hud, der altid endte med jeg tabte.

Den lyshårede pige begyndte at rode i sin håndtaske, og jeg så op på bussen, som nærmede sig os. Jeg kiggede ned på Less ansigt, ned på hans let adskilte læber og trippede med fødderne samtidig, mens jeg kunne hører bussens hjul stoppe på.

”Vi skal med nu,” sagde jeg og prikkede til den skulder, der vendte væk fra mig. Han så op på mig med halvåbne øjne og løftede sit hoved, noget der så ud til at være meget mere hårdt, end det burde være. Jeg lagde armene omkring ham og prøvede at hjælpe ham hen til bussen, selvom jeg følte mig som et lille barn ved siden af ham.

”Nu brækker han sig ikke i bussen, vel?” spurgte buschaufføren og gjorde et nik mod Less.

”Det lover jeg,” sagde jeg, selvom jeg egentlig ikke vidste det. Jeg fik lyst til at brække nogle ord op om at han faktisk var ret fuld og jeg ikke rigtig kendte ham, så der kunne faktisk ske alt. Men jeg slugte ordene igen og prøvede at smile så overbevisende som muligt, mens jeg lagde pengene for busbilletterne frem. Chaufføren rakte mig byttepengene og to billetter, sammen med et skævt blik.

Selvom jeg elskede at sidde forrest, så jeg kunne holde øje med hvornår jeg præcist skulle af, guidede jeg alligevel Less med ned bagerst i bussen.  Selvom han var tung, var jeg alligevel ikke i tvivl om at han også selv bar en del af sin vægt, for ellers var mine ben knækket sammen for længst.

 Jeg lagde mærke til at vi passerede en handikappet pige, som sad sammen med sin mor og smilede til hende, mens vi fortsatte ned ad midtergangen. Jeg satte mig først ind og hjalp så Less med at sætte sig, selvom det omvendte helt sikkert havde været nemmere. Jeg havde bare et eller andet med at jeg skulle sidde inderst, måske på grund af vinduet, måske fordi jeg ikke behøvede at tænke på fremmede skuldre, der strejfede min, når de gik forbi.

”Luca?”

Jeg drejede hovedet mod Less og nikkede.

”Du har et eller andet på din næse.”

”Hvor?” spurgte jeg og gnubbede en finger mod højre side af min næse.

”Her.” Less fjernede min hånd og gned blidt fingeren ned ad min næsetip to gange. Det gav mig kuldegysninger og jeg fugtede læberne.”There you go.”

Det var svært at sige om der faktisk havde været noget på min næse, eller om det bare være en lille alkoholhallucination. Uanset føltes hans hud blød.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, når jeg var sammen med ham. Jeg fik lyst til at vrøvle om ting og deres historier, om bussædet, der begik selvmord og vinduet, der havde fobi for, at se andre i øjnene. Han ville sikkert bare tro jeg var psykisk ustabil, hvilket jeg kun var halvt sikker på jeg faktisk var. Og så længe jeg kun var halvt sikker, var der ingen grund til at gøre andre helt sikre.

”Havde du det så sjovt, Luca?”

Jeg trak på skulderne. ”Sådan okay, jeg er vel nok bare ikke et festmenneske.”

”Du prøvede heller ikke rigtig, vel?”

”Jeg prøvede at prøve.”

”Hmm,” brummede han. Jeg kunne høre noget larm og kiggede hen i midten af bussen, hvor tre drenge grinede og skubbede til hinanden. Tydeligvis beruset. Tydeligvis ikke gamle nok til at drikke alkohol.

”Jeg tror saftevandet i børnehaven er begyndt at blive lidt for stærkt,” sagde Less højt og jeg slog ham i siden. ”Jeg er jo bare ærlig, for helvede.”

Jeg sukkede og lagde hovedet ind til vinduet, men sørgede for at lukke øjnene, fordi det var mest fair. Jeg prøvede at lukke al larmen ude, men jeg fangede alligevel ord som: freak, klam og monster. Noget som jeg helt automatisk fik rettet mod mig selv, men jeg vidste også vi sad så langt fra dem, de sikkert ikke havde lagt mærke til pigen i det sorte tøj, der sov op ad vinduet.

Jeg kunne ikke længere mærke Less skulder strejfe min og åbnede øjne, for at se ham gå ned imod de tre drenge. Jeg nåede knap nok at tænke: Fuck, før han havde givet det første slag. Jeg tog hånden op til munden og så skiftevis ned mod dem og til siden. Less der slog dem. Vinduet. Dem der tæskede Less. Vinduet. En af drengene der skubbede Less hoved ind i ruden. Vinduet. Følelsen af bussen der drejede ind til siden. Følelsen af jeg ikke vidste om jeg skreg eller ej, mens mine hænder klistrede sig til mit ansigt.

”Hvad fanden har I gang? Jeg ringer til politiet, hvis I ikke…”

Jeg flyttede hænderne fra ansigtet, og så buschaufføren var gået ned til drengene. Hans stemme lød selvsikker, men han virkede overhovedet ikke til, at være tryg ved situationen. Forståeligt nok.

Drengen slap Less, som tog sig til sin blødende næse. Hvad var der lige galt med ham? Jeg vidste godt han var grænsesøgende, men det der virkede alligevel vanvittigt. ”Det var ham der startede med bare at…”

”Jeg er fuldstændig ligeglad, I smutter alle sammen lige nu, det der er helt uacceptabelt i en bus.”

”Jamen…” blev en af drengene ved.

”Luca?” sagde Less og kiggede hen på mig. ”Kommer du med?”

Jeg vidste ikke om det var en god ide. Eller det gjorde jeg. Det var en lorte ide, der var tydeligvis et eller andet i hans hoved, som bare ikke var rigtigt. Og præcis derfor rejste jeg mig op og gik ned til ham.

Vi var de første til at stige ud, mens de andre drenge blev og diskuterede med chaufføren. Hvilket jo egentlig var fint, for det betød vi ikke behøvede stige ud samtidig.

”Hvad så nu?” spurgte jeg. ”Har du en eller anden ide om hvordan vi kommer hjem?”

”Går,” sagde han og tog en smøg op. ”Ellers så kommer vi nok forbi et busstoppested, eller et eller andet.”

”Det lyder gennemtænkt.”

”Aha,” mumlede han.

”Less?”

”Hvad?”

Jeg smilede og stoppede op, hvilket fik ham til at gøre det samme. Jeg tog den utændte smøg fra ham og lagde den ned i min egen lomme, mens jeg forsigtigt brugte ærmet til at tørre blodet af. ”Du har også noget på næsen.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...