Sandhedschatten

”Træt af at alle dine venner fucker dig up? Træt af at folk er ligeglade? Og at du ikke kan snakke med nogen om dine problemer? Så er du ikke alene, og jeg vil gerne invitere dig ind i sandhedschatten.” Sådan skriver Luca på en af skolens toiletter, en dag hvor hun er desperat og tæt på at give op. Tre andre elever, Less, Blair og Rebecca, logger en uge senere ind på sandhedschatten, under et dæknavn. Det bliver et fristed, hvor de fire unge kan dele deres hemmeligheder, men der er nogle regler. Man må ikke dømme de andre, afsløre hvem man er, eller sladre til nogen udenfor chatten. Kan de holde den virtuelle og den virkelige verden adskilt? Hvilke hemmeligheder skjuler de? Og kan de overhovedet stole på hinanden?

466Likes
1028Kommentarer
48178Visninger
AA

47. Brevet.

Blair

 

Jeg havde brugt alt for lang tid på, at overveje hvad jeg skulle tage på. Til sidst besluttede jeg mig for en sweater og et par sorte bukser. Det var meget neutralt og så virkede det som om jeg hverken havde det for godt eller for dårligt.

Less havde sent mig sin adresse og jeg havde skrevet en besked om at jeg var på vej. Det blæste ekstra meget i dag, så mit cykelhumør var ikke på det højeste. Men jeg ville bare gerne have Lucas brev og se om Less var okay. Selvom jeg vidste han ikke var okay… Men han kunne virkelig umuligt have det værre, end det jeg havde fået opbygget i mit hoved og jeg havde brug for at få de billeder hvisket væk.

Vinden kradsede mit ansigt hele vejen og jeg kiggede ned. Fokuserede på den lange hvide streg på vejen og på bilerne der kørte forbi. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Luca og på hvor absurd det hele virkede. Hun var blevet fundet død i et gammelt hus ikke så langt fra skolen og der var flere rygter som sagde, at hun havde boet der engang for nogle år siden. Der gik også et andet om, at hun var den tredje til at begå selvmord i det hus, men jeg havde opgivet at finde rundt i sladderen. Fra nu af havde jeg to kilder til sandheden: Det Less sagde og det Luca havde skrevet.

Efter at have cyklet rundt i en halv time fandt jeg endelig hans hus. Jeg ville gerne kunne sige det var på grund af min fantastiske stedfornemmelse, men æren gik nok mere til min cykel GBS. Jeg fik nærmest et chok, da jeg opdagede Less sad ude på verandaen og stirrede på mig. Jeg troede han mente det med at han bare ville stikke brevet gennem døren, men åbenbart ikke. Han var en køn dreng, ingen tvivl om det. Mørkebrunt hår, simpel stil, brune øjne. Det var bare som om der var et eller andet galt. Hans øjne var overhovedet ikke røde, men der var en lille pose under begge øjne og hans pupiller var opspillede. Et eller andet sted havde jeg bare lyst til at stikke af, fordi jeg slet ikke havde kontrol over situationen. Men jeg ville altså have Lucas brev.

Jeg slog cykelbenet ned og gik op til ham på verandaen. Det var utrolig akavet. Han vidste alt om mig. Jeg vidste alt om ham. Og alligevel var vi så langt fra hinanden, som man overhovedet kunne være på den lille veranda. Måske var det ikke engang noget stort længere, at vi vidste de her ting. Alle vidste det. Men jeg havde givet ham lov til at vide det og uanset hvad, så var det altså noget.

”Det er ret flot, hvor mange beskeder hun har fået på Facebook,” sagde jeg. Jeg havde lyst til at slå mig selv i hovedet. En mere overfladisk start fandtes vist ikke.

Han rystede på hovedet for sig selv og tog en smøg frem. Efter at have været tæt på Joanna i et stykke tid havde jeg heldigvis vænnet mig til folk der røg. ”Vil du ha’ en?”

Jeg rystede på hovedet.

”Nå, nej, du er vel en lille perfekt kristen pige. Det er der sgu ikke meget party girl over.”

Jeg kiggede ned og overvejede om det var straffen for min Facebook kommentar, eller om den ville være kommet uanset hvad.

”Det er faktisk lidt synd, du ser ellers okay ud. Men du er vel også lesbisk, så jeg havde sikkert ikke haft chance alligevel… Du er nok heller ikke særlig god i sengen.”

”Er du færdig nu?” spurgte jeg og lagde armene over kors.

”Er du sikker på du ikke bare er en eller anden pianisten wanna be? For jeg tvivler sgu på hende fra chatten ville sige det så pænt.”

”Det er okay, anonym. Jeg finder mig kun i det fordi jeg ved du er ked af det… og jeg har en ret lang lunte, når det kommer til lige præcis den gruppe mennesker.”

”Medlidenhed? Fantastisk. Som om jeg ikke har fået nok af det bullshit,” mumlede han og fiskede noget op fra stedet han sad på. Et brev. ”Hvis du får det, dropper du så hele den der lyserøde fantasi om at redde mig eller hvad du vil kalde det?”

”Jeg fortrækker ordet hjælpe, tak.”

”Gør du?”

”Ja, det er jo ikke fordi jeg prøver at være en superhelt.”

”Hold nu kæft, det var ikke det jeg mente. Holder du op med hjælpe, hvis du får brevet?” spurgte han og viftede det foran mig. Jeg kiggede ham i øjnene og prøvede at fange hans blik, men det nærmest som om han ikke havde et. Jeg havde bare lyst til at give ham et kram, men det ville nok gøre det hele værre.

”Hvad hvis jeg siger nej?”

”Så giver jeg det til en af de andre Pianister.”

”De andre Pianister?”

”Vil du have brevet eller hvad?” sukkede han.

”Det er det mærkeligste pres jeg nogensinde har været udsat for… men okay. Hvis det er det du vil.”
Less rakte mig brevet og jeg tog straks imod det. Jeg havde noget i hånden fra Luca som nærmest var levende i sig selv, fordi det aldrig var blevet læst før. Det var hendes skrift, hendes ord. Der var et eller andet tilbage af den pige fra Sandhedschatten, som jeg lige fra starten bedst kunne lide, men aldrig lærte at kende.

Less rejste sig op og gik indenfor igen uden at sige noget til ham. Den ene side af mig havde lyst til at flå døren op igen og råbe, fordi han ikke engang sagde farvel… eller noget. Han kunne have sagt hvad som helst. På den her måde var det bare som om vi var ingenting, det kunne godt være vi ikke var venner, men et eller andet var vi altså.

Måske havde jeg lavet en scene, hvis det ikke var på grund af Lucas brev. For jeg kunne ikke modstå lysten til at åbne det, efter at have spekuleret på hvad der stod i flere dage.

 

 Kære Pianisten,

 

Først vil jeg bare lige skrive tak, fordi du meldte dig ind i chatten. Lige da jeg skrev beskeden på væggen var jeg nervøs, for der slet ikke var nogen som ville svare. Men det gjorde du og det er jeg utrolig taknemmelig for.

Vi kender ikke hinanden så godt, men på en eller anden måde ville det være forkert ikke at skrive til dig. Bare lige for at gøre det klart: Det er på ingen måde din skyld. Det kan godt være du tænker, at du kunne have gjort noget, men det er mit valg.

Hvis du kan… Så prøv være der lidt for Less. Jeg ved godt det ikke er dit problem, men jeg tror ikke rigtig han har nogen. Ikke udover sin mor og det er jo ikke det samme. Hvis det I har brug for er at oprette en hadegruppe for mig, så er det helt okay. Hvis det her ikke lykkedes, vil jeg også meget gerne være medlem.

Ellers så ved jeg ikke hvad jeg skal sige. Nu hvor jeg skal ned i en kiste, må du hellere komme ud af skabet. Der kan kun være et medlem i et møbel pr. sandhedschatgruppe. Det var ikke sjovt. Og jeg ved godt en kiste ikke ligefrem tæller som et møbel, men bare lad som om det gør. Jeg er løbet tør for papir, så jeg kan ikke skrive det om og jeg har efterhånden lidt ondt i hånden af at skrive.

 

Pas godt på dig selv,

Luca.

 

Min hals var tør og da jeg endelig kiggede op, havde jeg bare lyst til at se ned igen. Jeg ville ønske det havde været længere eller at det slet ikke var der. At der slet ikke havde været en grund til det blev skrevet.

Med et suk gik jeg hen og bankede på døren. Jeg kunne vælge imellem at holde løftet til Less om ikke at hjælpe ham, eller holde det til Luca om at være der for ham. Og det var svært at modsige de døde. Især når de havde ret.

”Så… du har bare ikke tænkt dig at fucke af eller hvad?” spurgte Less, da han endelig åbnede døren. Han havde en øl i hånden, og jeg prøvede ikke at tænke alt for meget over det faktum at klokken var elleve.

”Vi behøver ikke snakke om hende,” sagde jeg og tog en dyb indånding. ”Jeg behøver ikke at hjælpe dig eller noget som helst… Jeg vil bare gerne… Jeg ved det ikke, se dig lidt. Sandhedschatten er den eneste grund til at jeg overhovedet er kommet så langt og jeg har ikke lyst til at give helt slip på det.”

”Hvad fanden skal jeg bruge det til?” Han tog en tår af sin øl.

”Det ved jeg ikke, hvad har du lyst til?”

”At drikke videre og kører en tur…”

Selvfølgelig. At dømme efter hans øjne var han sikkert allerede halvbedøvet. Spørgsmålet var bare om han havde holdt sig til alkohol. Han havde brug for mig … og Luca havde skrevet det i hendes brev … og et eller andet sted havde jeg også brug for ham.

”Okay,” sagde jeg. ”Så er det det vi gør.”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...