Sandhedschatten

”Træt af at alle dine venner fucker dig up? Træt af at folk er ligeglade? Og at du ikke kan snakke med nogen om dine problemer? Så er du ikke alene, og jeg vil gerne invitere dig ind i sandhedschatten.” Sådan skriver Luca på en af skolens toiletter, en dag hvor hun er desperat og tæt på at give op. Tre andre elever, Less, Blair og Rebecca, logger en uge senere ind på sandhedschatten, under et dæknavn. Det bliver et fristed, hvor de fire unge kan dele deres hemmeligheder, men der er nogle regler. Man må ikke dømme de andre, afsløre hvem man er, eller sladre til nogen udenfor chatten. Kan de holde den virtuelle og den virkelige verden adskilt? Hvilke hemmeligheder skjuler de? Og kan de overhovedet stole på hinanden?

466Likes
1029Kommentarer
48065Visninger
AA

27. Branden.

Less

 

Alle gloede på mig.

Okay, måske ikke alle, men i hvert fald nogen. Jeg var lidt i tvivl om hvorfor. Måske var der sluppet et eller andet lort ud, omkring noget jeg havde lavet. Måske havde nogen sladret om mig og Jamie. Ellers havde det noget at gøre med, at jeg var begyndt at gå sammen med Luca. Uanset hvad var jeg i hvert fald sikker på en ting: Det var ikke positiv opmærksomhed.

Jeg tog noget musik i ørene og trak en hætte over hovedet. Normalt havde jeg ellers en regel med, ikke at pakke mig selv ind. Fordi det fik det til, at se ud som om de andre havde vundet. Men efter en længere diskussion med mig selv, var jeg kommet frem til, at de nærmest vandt endnu mere, hvis jeg ikke gjorde hvad jeg havde lyst til. Og det jeg havde mest lyst til at var at skride. Det jeg havde anden-mest lyst til var musik og at slippe for at se på dem.

Det havde været en en lorte uge. Den startede ud med at jeg blev sat sammen med Taylor i biologi. Hvilket indtil videre havde resulteret i to ting: Flere blyanter var blevet knækket og jeg havde tabt en tændt smøg på Beaus fod.

Det var mens han var i gang med, endnu et af sine foredrag om, hvor usundt og farligt det er at ryge. Altså, kunne jeg nu have dårlig samvittighed over to ting: 1) Jeg havde brændemærket hans tå. 2) Jeg havde kneppet hans kæreste.

Musikken stoppede pludselig og blev erstattet af min ringetone. Jeg hev hørertelefonerne ud af mobilens top, trykkede på det grønne rør og tog mobilen op til øret. ”Ja?”

”Less?” Jeg genkendte stemmen med det samme. Luca. Lille og hæs. I baggrunden kunne jeg høre lyden af vand der løb.

”Er du okay?”

”Det brænder.” Brænder? Jeg undrede mig over hvor rolig hendes stemme var. Det gjorde det lidt mærkelig, hvis det virkelig brændte. Det kunne være, hun bare ville have opmærksom, jeg vidste præcis hvordan opmærksomhedshungrende piger kunne opfører sig. Luca virkede bare ikke sådan, og at opfinde en brænd var nok lidt overilet.

”Hvad?”

Det brænder,” hvæssede hun. Jeg kunne stadig høre vandet i baggrunden. Fuldstændig modsat af det hun sagde. Til gengæld lød hun alligevel, som en der virkelig troede på det.

”Ja, okay, rolig,” sagde jeg. Måske mest til mig selv. ”Hvor er du?”

”Pigetoilettet.”

”Fair nok, så tjekker jeg da bare lige alle toiletter på skolen, der har en kjole på døren,” sukkede jeg. ”Hvor henne?”

”Ved siden af kemilokalet.”

”Okay, jeg kommer derned.”

Jeg kunne høre hun havde lagt på og gjorde det samme. Det kunne godt være, at det ikke var det mest populære for at drenge, at gå ind på pigetoilettet, men… Jeg havde allerede prøvet det før og af meget dårligere grund. En enkelt gang bare for at provokere Taylor, noget der virkede perfekt, for hun hamrede på døren ind til min toiletbås og skabte sig i ægte Taylor-stil. Det var faktisk den dag, jeg havde set det Luca skrev på væggen og det hele startede derfra.     

Jeg passerede Beau, der heldigvis havde så travlt med at rage på Jamie, at han ikke så mig. Her på det sidste havde han haft et eller andet, med at skulle holde øje med mig. Det var måske en af de allermest irriterende ting ved Beau. Han var alt for overbeskyttende.

Da jeg endelig nåede ned til toilettet ved siden af kemi, gik jeg bare ind. Det var selvfølgelig lidt træls, at lige netop den dag folk stirrede ekstra på mig, var jeg nødt til at gå ind på pigetoilettet. Men hvis jeg i det mindste gjorde det hurtigt, lignede det lidt mere et uheld. Noget der gjorde det en smule mindre pinligt. Ikke at jeg tænkte over det.

En mørkhåret pige, der var i gang med at lægge et nyt lag lipgloss, drejede hovedet mod mig. Jeg ventede bare på den berømte sætning: ”Hvad fanden laver du? Du er da ikke en pige.” Men hun holdt sin kæft og lagde lipglossen i lommen, hvorefter hun med sammenknebne øjne, gik ud af toilettet.

Det var først der jeg rigtig lagde mærke til Luca. Hendes sko lå ved siden af håndvasken, så hun kun stod i et par tynde sorte gamacher og en stor hættetrøje, der gik hende til knæene. Hun holdt håndleddene ind under vandet og kiggede intenst på dem. En ting var i hvert fald ret meget sikker. Det brændte ikke nogle sted.

”Skal du ikke ha’ sko på?” spurgte jeg og samlede dem op. Hun rystede på hovedet, uden at tage øjnene fra vandet, der ramte hendes håndled.

”Come on, hvorfor?”

”Det er lige meget,” mumlede hun.

Fuck det. Hvis jeg kunne få hende ud af toilettet, kunne jeg nok også få hende til at tage sko på. Et skridt ad gangen og selvom det måske ville give mening, at det første var sko. Ja, så jeg var ret sikker på jeg måtte starte et andet sted.

”Hvad har du lavet?” spurgte jeg og kiggede ned på hendes håndled, som så helt normale ud.

”Det brænder helt vildt.” Hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding.

”Ja, men hvorfor?”

”Hvorfor spørger du hele tiden om hvorfor? Er det ikke… Det er ligegyldigt, ikke? Jeg gider ikke have de pisse sko på og det brænder ad helvedes til her,” sagde hun og nikkede mod sine håndled.

”Du kan sgu da ikke spørge, hvorfor jeg hele tiden siger hvorfor og så starte med at sige hvorfor. Det er jo bare fuldstændig selvmodsigende.”

Luca åbnede øjnene og kiggede på mig, med rynkede pande. ”Hold nu bare op.”

”Nej, hvorfor? Du ringede til mig, så du ville åbenbart gerne snakke med mig.”

”Du skulle få det til at holde op, men hvis du ikke kan det, så... Så kan du ligeså godt…” Hun rystede på hovedet for sig selv og flyttede håndleddene tættere på hanen. Som om det ville få vandet til at ramme hurtigere.

”Hvad blev der lige af Sandhedschatten?” spurgte jeg.

”Hvad?”

”Jeg troede du lavede den, fordi du havde brug for at snakke med nogen, om hvad der foregik indeni i hovedet på dig. Men du snakker aldrig om det, så hvad fanden var pointen lige?”

”Det her er ikke Sandhedschatten, det er hverdagen og du skal ikke blande de to ting sammen. Jeg havde jo heller ikke ligefrem planlagt, at vi skulle… Eller at du var så…” Hun drejede hovedet væk fra mig og bed læberne sammen.

”Så?”

Døren gik op og to piger kom grinede ind. De blev straks stille, da de så mig og Luca sammen. Jeg vidste ikke om det var fordi der var en dreng, på pigetoilettet, eller fordi de kunne mærke partiklerne i luften var tunge fra vores diskussion. I hvert fald gik de ind på hver deres toilet og drejede låsen om.

”Vil du med ud?” spurgte jeg.

Luca kiggede ned på sit håndled. Jeg tog et stykke papir og gjorde det vådt under den anden vandhane. Jeg rakte det til hende og prøvede at smile. ”Kom.”

 Hun tog papiret og lagde det mod venstre håndled, mens hun fulgte efter mig ud. Jeg sørgede for at tage skoene med og sagde ikke noget. På vej ned ad gangen, vendte hun blikket imod mig og gik lidt tættere på mig, så vores skuldre næsten strejfede hinanden.

”Han er ked af det i dag. Det er derfor,” sagde hun og nikkede mod skoene i min hånd.

”Han?”

”Gulvet. Han hadede virkelig sko, men han lavede dem i sit tidligere liv, fordi hans far var skomager og så… ” Hun tog en hårtot bag øret med højre hånd. ”Det er måske lidt mærkeligt, det ved jeg godt. Jeg ville heller ikke sige det til dig, for så virker jeg måske lidt…”

Vanvittig. Skør. Som en der slet ikke burde være i skole, men i gang med en meget dybdegående samtale, hos en meget god psykolog. ”Det er okay, jeg kender det godt.”

”Hvad mener du?”

”Min jakke var en brandmand i sit tidligere liv, og han var helt ekstremt god til at…”

Less.”

”Nej, helt seriøst, han var den bedste på hele stationen.” Jeg tog jakken af og lagde den omkring hendes skulder. Hun rystede på hovedet for sig selv og smilede genert ned. Det var helt utroligt hvor hurtigt hun kunne skifte, fra at vrisse af mig, til det her. ”Bedre?”

”Lidt, ja.” Hun tog den gennem armene og selvom hun nærmest forsvandt i den, så klædte den hende faktisk okay.

Det var endnu flere der stirrede efter os, så det gjorde det ret sikkert. De stirrede på grund af Luca. Jeg havde aldrig haft en pige, som blev set sammen med i længere tid. Og nu hvor hun havde min jakke over skulderne, bekræftede det vel folk i deres teorier, om at vi var sammen. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde jeg ikke selv havde haft tanken. Men det var til gengæld rigtigt, at jeg aldrig havde haft tanken, uden at det blev efterfulgt af et: Ja, som om det ville fungere.

Det var heller ikke det Luca havde brug for. Eller mig. Vi havde brug for Sandhedschatten. Jeg havde været vred på de tre andre, så mange gange, fordi de ikke rigtig sagde noget. Men hvis jeg tænkte mig om, så havde jeg faktisk også ladet være med at sige noget vigtigt.

Det der var grunden til, at det var så naturligt for mig, at beskytte Luca og det som for alvor startede mit venskab med Beau. Hvis jeg ville have Luca til at fortælle sandheden, ja, så måtte jeg fortælle min egen hemmelighed først.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...