Sandhedschatten

”Træt af at alle dine venner fucker dig up? Træt af at folk er ligeglade? Og at du ikke kan snakke med nogen om dine problemer? Så er du ikke alene, og jeg vil gerne invitere dig ind i sandhedschatten.” Sådan skriver Luca på en af skolens toiletter, en dag hvor hun er desperat og tæt på at give op. Tre andre elever, Less, Blair og Rebecca, logger en uge senere ind på sandhedschatten, under et dæknavn. Det bliver et fristed, hvor de fire unge kan dele deres hemmeligheder, men der er nogle regler. Man må ikke dømme de andre, afsløre hvem man er, eller sladre til nogen udenfor chatten. Kan de holde den virtuelle og den virkelige verden adskilt? Hvilke hemmeligheder skjuler de? Og kan de overhovedet stole på hinanden?

466Likes
1028Kommentarer
48187Visninger
AA

52. Begravelsen - del 2

Blair

 

Da vi endelig kom ud af kirken skyndte Less sig gå fra mig. Han havde et blik i øjnene som overbeviste mig om, at jeg ikke skulle følge efter ham. Jeg lagde armene over kors og holdt øje med hvor han gik hen. Det var der faktisk også ret mange andre der gjorde. Det var lidt underligt han fik så mange blikke, flere der virkede medfølende, og alligevel var der ingen der lagde hånden på hans skuldre og spurgte om han var okay.         

”Jeg bliver nødt til at gå nu… Vil du med?” spurgte Chris, tydeligvis henvendt til Joanna, som gik ved siden af mig.

”Narh, jeg tror jeg bliver her lidt endnu.”

”Det er bare helt i orden, så ses vi i morgen,” svarede Chris og jeg nåede lige at dreje hovedet på det rigtige tidspunkt, så jeg kunne se dem kysse farvel. Perfekt. Jeg skyndte mig at se væk igen og kiggede tilbage mod kirken, hvor jeg fik øje på Less ved den modsatte side af kirkens indgang. Han havde taget sine solbriller på igen og lignede en der prøvede at ryge, mens han græd. Det så ret mærkeligt ud.

”Hvad så? Er du okay?” spurgte Joanna og prikkede til mig. Hendes kinder havde fået en livlig lyserød kulør og hendes øjne smilede.

”Ja, det er bare trist at tænke på,” mumlede jeg. Jeg havde også fældet et par tåre inde i kirken. Ikke så meget fordi jeg ville savne Luca, jeg havde jo ikke engang mødt hende i virkeligheden. Hele situationen var bare så trist at det nærmest ikke var til at holde ud. Blomsterne, stemningen, Less, som sad ved siden af mig og forsøgte ikke at græde så meget, at det lød som om han var ved at blive kvalt.

”Det er det virkelig.  Men Less klarede det da meget godt. Jeg troede faktisk slet ikke han ville kunne sige noget.”

Jeg nikkede. ”Jeg er også lidt stolt af ham.”

”Og lidt små forelsket måske?” grinede hun og lagde armen rundt om mig. ”Ikke at jeg bebrejder dig, han er lidt nuttet. Det der mr. lost boy holder altså aldrig op med at være sexet.”

”Jeg kan altså ikke lide ham på den måde…”

”Hold nu op… I ville ellers være et sødt par.”

”Det ved jeg ikke. Jeg tror aldrig jeg har mødt nogen der er så meget i ubalance som Less. På den ene side har han så meget selvtillid at det driver mig til vanvid og på den anden side har han så lavt selvværd, at jeg får lyst til at gøre ham til et projekt. Jeg tror mere han bare har brug for en ven end en kæreste lige nu.”

Joanna sukkede og rystede på hovedet. ”Det lyder så gennemtænkt og perfekt… sådan fungere følelser jo ikke, Blair.”

”Nej, okay, så kunne det også have noget at gøre med at han er dreng,” vrissede jeg. Jeg nåede først rigtig op for mig hvad jeg havde sagt, da det var for sent.

”Du mener du bare ikke… No way.” Hun tog hånden op for munden, mens hun stadig beholdt den anden på min skulder. ”Du laver ikke sjov, vel?”

Jeg rystede på hovedet.

”Pianisten?” spurgte hun og jeg overvejede om jeg skulle lyve, men hun ville nok finde ud af det på et eller andet tidspunkt alligevel, så jeg nikkede.

”Chris sagde faktisk at det kunne være du var Pianisten og det er derfor du kender Less, men jeg troede ikke på det. Fordi du var så imod bøsser og lesbiske lige da jeg mødte dig, så jeg tænkte…”

”Altså, hvis jeg selv kunne vælge havde jeg nok også bare været helt normal. Men det er bare sådan det er.”

”Du får det til at lyde så slemt… Når man først er sprunget ud til alle, så føles det altså også helt normalt.”

Jeg smilede lidt for mig selv. Hvorfor havde jeg ikke bare sagt det før? Det var jo så nemt. Og ja, okay, det ville ikke være ligeså nemt med min mor og de kristne veninder jeg havde, men dem så jeg knap nok mere. Det var som om et lille snert af mod havde ramt mig og allerede var i gang med at sprede sig rundt til resten af min krop. ”Du er bare så klog.”

”Var det sarkastisk?” spurgte hun og puffede til mig.

”Næ, jeg mente det faktisk.”

”Man skulle ikke tro det, men det er ikke særlig tit der er nogen som siger det til mig.”

”Really?” grinede jeg og løftede et øjenbryn.

”Lad være med at ødelægge mit øjeblik,” sagde hun og rakte tunge. Men jeg vidste at det var mit øjeblik. Det var mit og ikke vores. Joanna var en god pige, næste perfekt på den der uperfekte måde, men jeg havde nok mest været fascineret af hende, fordi hun var den eneste jeg kendte som også var til piger.

Jeg kiggede hen på Less igen, og lagde mærke til en pige med sort hår kom gående imod ham. Det kunne næsten kun være en person. Taylor.

 

 

Less

 

Jeg tørrede tårerne væk under solbrillerne. Jeg følte mig klam, fordi snottet løb ned langs min næse og det var næsten som om hele mit ansigt var tværet ind i tåre. Jeg hyperventilerede og lagde en hånd på min mave, for at mærke de små hulkebevægelser bevæge sig op gennem kroppen. Det ville ikke længere være nok med solbriller der gik ned til kinderne. De ville skulle dække alt nu. I virkeligheden burde jeg nok slet ikke være kommet.

”Less?” spurgte en stemme blidt.

Jeg prøvede at trække vejret normalt, men kunne ikke. Så jeg vendte mig om med hånden for munden, hvilket var mit desperate sidste håb for at ingen lagde mærke til jeg var ved at bryde sammen.

Selvom vandet i mine øjne, blandet med de mørke solbrilleglassene, gjorde det svært for mig at se var jeg ikke i tvivl om at det var Taylor. Hun havde en grå kjole på og det sorte hår hang løst ned langs hendes skuldre. Den sidste lille detalje var det klamme medlidende smil hun havde på munden. Som om vi ikke hadede hinanden ad helvedes til. Og vi overhovedet ikke havde brugt de sidste par år til at råbe og skrige af hinanden.

”Det var flot du kunne sige noget derinde,” sagde hun og trådte et skridt tættere på mig

Jeg begyndte at gå, fordi jeg ikke kunne sige noget til hende. Jeg var bange for jeg ville gøre et eller andet fucked, som at lade hende trøste mig, fordi jeg havde så meget brug for hvem som helst nu.

”Less, hold nu op med det der! Jeg orker virkelig ikke alt det her had … og jeg ved godt jeg har været lidt af en bitch overfor dig de sidste par år.  Og omvendt. Men jeg hader virkelig at se dig så ked af det.”

Jeg stoppede og vendte mig om. Jeg ville gerne sige noget, men min tunge ville ikke reagere.

”Kan vi ikke bare glemme det hele?” Hun gik et par skridt tættere på mig og lagde hånden på min skulder. Jeg kiggede på hendes ansigt. Hun var næsten blevet lækker her efter de sidste par år. Og hvis rygterne bare var en smule sande, så havde hun også haft en del mere øvelse i at kysse. Og sikkert også andre ting. Det var heller ikke fordi jeg hadede hende, selvom jeg burde efter det med Luca og fordi hun virkelig var den største bitch nogensinde.

”Jeg har regnet dig ud, Taylor,” sagde jeg. Min stemme var hæs, men det blev nok ikke bedre.

”Hvad?”

”Hele det med Sandhedschatten… Det var ikke kun Rebecca, vel?”

Hun kiggede ned og sagde ikke noget i nogle minutter, før hun rystede på hovedet for sig selv. ”Jeg ville aldrig gøre det Rebecca gjorde. Det var så langt ude.”

”Aha.”

”Hold nu op, du ved sgu da godt, jeg ikke kunne finde på sådan noget.”

”Den første dag syntes du da ellers det var meget godt gjort. Ikke?” Jeg løftede øjenbrynet og pustede røgen ud imellem læberne.

”En midlertidig hjerneblødning.”

”Det er bare underligt at den midlertidige hjerneblødning holdt op samtidig med alle andre gik imod Rebecca. Ret tilfældigt, hva?”

”Jeg havde bare lige brug for nogle dage til at…”

”Det er egentlig pisse lige meget, for jeg er ligeglad med dig. Jeg hader dig ikke, men jeg er seriøst helt ligeglad. The end.”

 ”Jeg vil bare gerne…”

”Shh,” afbrød jeg hende. ”Jeg mener det virkelig. Du er bare en medløber, der tror du er så pisse god, fordi du kan manipulere folk til at være dine små tjenere. Så, jeg synes egentlig bare du skulle tage dine høje hæle og fucke helt af. Der er allerede så mange til den her begravelse, som var helt ligeglad med Luca, at det egentlig ikke gør noget der er en der smutter. Okay?”

Så… Ja, okay. Jeg var måske ikke helt ligeglad. Jeg hadede nok Taylor lidt, men jeg gad i hvert fald ikke bruge mere tid på hende. Så jeg vendte mig om og begyndte at gå væk fra kirken. Heldigvis kunne jeg ikke høre nogle hæle klikke efter mig, så jeg var nok alene igen. Og selvom det burde gøre mig lettet, så følte jeg mig bare endnu mere tung nu.

 

 

Blair

 

Jeg gik en runde om kirken og ledte efter Less. Solen var ved at gå ned og de fleste var taget hjem. Luca var blevet begravet og de havde flyttet alle hendes blomster derned. Less havde ikke været der, da de lagde hende i jorden. Af hvad jeg kunne se var det vist også bare hendes familie, et par stykker fra skolen og hendes ekskæreste, Kayne.

Det var ikke fordi Less var taget hjem. Faktisk slentrede han bare rundt omkring kirkeområdet og skævede over til stedet hvor hendes grav var. Som om han ikke ville lyve for sig selv om hvad der var sket, men samtidig heller ikke ville acceptere det. Det kunne også godt være noget andet. Nogle gange var han lidt svær at regne ud.

Til sidst fandt jeg ham endelig. Han sad på en trappe der førte op til kirken og røg igen. Hans lunger måtte have haft en usædvanlig hård dag.

”Hvad så?” smilede jeg. Han drejede hovedet mod mig og trak på skulderne.

”Vil du ikke med ned til hendes grav, så kan jeg følge dig hjem bagefter?” spurgte jeg.

”Jo, mor, det vil jeg rigtig gerne.”

”Kom nu bare,” sukkede jeg og rakte min hånd frem mod ham. Han tog tøvende imod den og jeg hjalp ham på benene. Lugten af nikotin gjorde den friske luft tør og jeg prøvede at trække vejret ud gennem munden. Jeg havde aldrig rigtig brudt mig om den lugt. Han gik ikke særlig hurtigt og jeg satte selv automatisk farten lidt ned, så det ikke virkede som jeg pressede ham til at gå hurtigere. Okay, jeg overanalyserede ham måske lidt. Men det ville jeg hellere, end at komme til at sige eller gøre et eller andet helt forkert. Da han var færdig med sin cigaret smed han den og trådte den ned i jorden, for lige med det samme at tænde en ny igen. Jeg håbede bare det var fordi han havde en ekstra hård dag, men hvis jeg tænkte mig om var det faktisk sjældent jeg så Less uden en tændt smøg i hånden.

Vi stoppede op foran den grav, som var allermest pyntet til med blomster. Faktisk var der så mange at det næsten blev svært at se gravstenen. Jeg ventede lidt på at Less skulle sige noget, men da han ikke gjorde det, besluttede jeg mig for at gøre det selv. Jeg havde også noget jeg skulle have sagt og det var måske en meget god måde at vise ham det ikke var farligt. Okay, nu fik jeg ham til at lyde som et lille barn. Flot, Blair.

”Hej Luca, jeg har taget en lille ting med til dig.” Jeg tog et guldarmbånd med et lille hjerte frem fra lommen. ”Det er fra min mor, men jeg har aldrig rigtig været glad for det. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg synes bare hurtigt hjerter bliver så patetiske… så jeg synes du skal have det. For jeg er sikker på du ville elske det og det er dumt at beholde noget man hader, bare fordi der er andre kan lide det. Så, værsgo.”

Jeg placerede det på hendes grev og lagde hånden på Less skulder.

”Så du giver hende et armbånd du synes er grimt? Betænksomt,” sagde han og tog et sug af min smøg.

”Vil du sige noget til hende?” spurgte jeg og ignorerede hans lille kommentar.

 ”Jeg har ikke tænkt mig at snakke til en sten.”

”Hvorfor ikke?”

”Hvad fanden skulle det hjælpe alligevel? Det er en fucking sten for helvede.”

”Okay, hvad ville du så sige til hende hvis hun var her? Hvis du fik fem sidste minutter med hende?”

 ”Jeg tror ikke jeg ville bruge tiden på at snakke,” sagde han og skoddede sin cigaret. Jeg rullede øjne og rystede på hovedet for mig selv.

”Ikke på den måde… Jeg tror bare slet ikke ville kunne se hende i øjnene, så jeg ville nok bare køre langt væk og drikke mig pisse fuld et eller andet sted, hvis jeg virkelig fik chancen.”

”Du har ikke noget at have dårlig samvittighed over, Less. Jeg er også sikker du hun ville komme tilbage og hjemsøge dig, hvis hun hørte dig sige det der,” svarede jeg og skævede fra Less til gravstenen.

”Har du slet ikke fattet det endnu? Vi lå i sengen den dag det skete og hun sagde at hun var nødt til at tage hjem, fordi hendes mor var bekymret. Hendes øjne var helt røde, hun rystede og der var sgu ikke nogen tvivl om der var et eller andet helt galt oppe i hovedet på hende. Jeg spurgte om jeg ikke skulle køre hende hjem, men hun ville hellere gå… og ved du hvad? Jeg lod hende bare gøre det. Bagefter ventede jeg bare på, at en eller anden ville ringe at sige hun var hoppet ud foran en bil eller sådan noget. Og jeg prøver stadig at finde ud af hvorfor fanden jeg ikke gjorde noget.”

”Men du ville jo ikke have det her skulle ske… og i sidste ende handler det vel om…”

”Det er det der med at man er hvad man tænker. Det er noget bullshit,” afbrød han mig og smed cigaretten på stien. ”Man er hvad man gør… og jeg gjorde ikke noget.”

”Det gør det altså ikke til din skyld. Det er Lucas liv og du kan ikke tage ansvar for det på den måde. Hvis hun ikke havde lyst til at leve, så…”

”Hvis skyld er det så, Blair?”

”Det ved jeg ikke, men det ligger lidt i ordet. Selvmord.”

”Det hedder selvmord, ikke selvskyld. Vi vidste alle sammen hun ikke havde det godt, så du har nok ret i det ikke kun er min skyld. Det er også din skyld, Rebeccas, Beau, Kayne, sikkert også hendes familie, alle på skolen der havde øjne. Vi kunne jo lave en hel liste og så kunne vi dele livstid i fængsel for mord.”

Jeg kunne ikke få øjenkontakt med ham længere og hans fingre dirrede. Det var vist umuligt at snakke fornuft med ham lige nu. ”Rolig, du har haft en lang dag og det er nok ved at blive for meget. Din mor er hjemme, ikke?”

”Lad være med at snakke til mig som om jeg er en eller anden psykopat, der ikke ved hvad fanden han laver. Du vil bare ikke forstå at du har været med til at slå en anden ihjel.”

”Det er ikke rigtigt… Du er bare ked af det og du er ikke god til at være ked af det, så du bliver vred, og prøver at gøre det til en hel mordsag i stedet for. Jeg har ikke en eneste gang hørt dig sige at du savner hende… Hvor er det?” spurgte jeg og lagde armene over kors. Jeg havde det dårligt over at prikke til ham, men det han sagde var så langt ude, at jeg var nødt til at sige et eller andet.

Han rystede på hovedet for sig selv og begyndte at gå væk fra mig med hurtige skridt. Så jeg lod ham gå. Fordi jeg vidste, der alligevel ikke kunne komme noget godt ud af at han blev.

 

 

Less

 

Jeg fandt Lucas brev til mig frem og lagde mig på sengen. Jeg havde både lyst og ikke lyst til at læse det. Hvis jeg læste det havde jeg ikke mere af hende tilbage. Så var det helt slut… men jeg vidste også bare, at jeg ville blive sindssyg hvis jeg ikke snart læste det. Måske var jeg allerede blevet det.

Jeg åbnede kuverten og et lille fint brev faldt ud. Det var foldet på midten og med skæve bogstaver stod der Less. Jeg duftede til det og kunne meget svagt dufte hende. Det var måske bare noget jeg bildte mig ind, men det stak alligevel i brystet på mig.

”Less! Kom lige herned, du har besøg!” råbte min mor.

Jeg lagde lidt modvilligt brevet fra mig og kiggede mig i spejlet. Mine øjne var helt røde og jeg overvejede at tage solbrillerne på igen, men droppede det fordi mine kinder alligevel var næsten ligeså røde.

Jeg gik ned ad trappen og kunne med det samme se det var Beau. Det var ret komisk ud, for han havde helt røde kinder og en stor buket hvide roser med.

”Hej,” sagde jeg og prøvede at smile.

”Hej.” Han kiggede overvejende på mig og lavede så en lille trækning i mundvigen.”Du ligner virkelig lort.”

”Mange tak… Er blomsterne til mig, eller?”

”De var egentlig til Luca… Jeg havde tænkt mig at komme til begravelsen, men så fortrød jeg. Og så fortrød jeg at jeg fortrød… og så fortrød jeg, at jeg havde fortrudt at jeg fortrød… og til sidst besluttede jeg mig for at holde op med at opføre mig som en fem-årig. Så nu er jeg her.”

”Det lyder som en god dag,” mumlede jeg.

”Sikkert bedre end din.”

”Det er sgu heller ikke så svært.” Jeg lagde hænderne i lommerne og lænede mig op ad dørkarmen. ”Men hvorfor kom du egentlig? Medlidenhed eller fordi du har tilgivet mig?”

”Jeg har i hvert fald ikke tilgivet dig,” skyndte han sig at sige.

”Hvis det hjælper, så har jeg heller ikke tilgivet mig.”

”Det kunne være vi skulle arbejde lidt på... Hvis du har tid, kan vi måske spille fodbold i næste uge eller sådan noget,” foreslog han. Der var stadig en smule modvilje i hans stemme og han lignede en der kiggede på en tikkende bombe. Men i det mindste prøvede han.

”Jeg er helt sikkert med på at arbejde på forholdet. Får jeg så blomsterne nu?”

”Jeg tror bare jeg ligger dem ned til Luca… Vil du med derned, eller?”

Jeg rystede på hovedet. ”Jeg havde egentlig tænkt mig at tage mig sammen til at læse hendes brev.”

”Har du stadig ikke læst dit?” spurgte han og trak øjenbrynene sammen.

”Nope… Jeg har ikke lige… Ja.” Det var svært at forklare. Jeg forstod det knap nok selv, men det var vel nemmere sådan. Nemt var bare ikke altid godt.

”Bare ring, hvis der er et eller andet, ikke?”

Jeg nikkede. ”Tak.”

Han smilede og vinkede til mig, da han gik. Det var en smule akavet, ja, men jeg følte mig helt lettet. Jeg skyndte mig op ad trappen igen og lagde mig på sengen med det samme.

Jeg foldede brevet ud og det første jeg lagde mærke til var, at det ikke var særlig langt. Så jeg besluttede mig for at læse det meget langsomt.

 

Kæreste Less,

 

Det her er svært. Og det er svært fordi, jeg på en eller anden måde skal prøve at forklare dig hvor lykkelig du har gjort mig i et selvmordsbrev. Det er så selvmodsigende, at jeg er bange for at du ikke vil tro på mig. Det er bare som om at den ene halvdel af mig er glad, mens den anden er fuldstændig slidt op. Jeg ikke rigtig er lykkelig… eller rigtig er ulykkelig… eller rigtig er rigtig.

Jeg håber du er okay. Eller okay, du er ikke okay, det ved jeg godt. Men det håber jeg du bliver om nogle måneder, når det hele har lagt sig. Og jeg håber du kan tilgive mig for det hele.

Jeg tror alligevel ikke det ville have holdt. Det vi havde. Jeg ved godt vi elskede hinanden og det hele for det meste var godt. Men jeg elskede også Kayne og han elskede mig, og vi slog alligevel op… så det jeg egentlig vil sige er: Lad være med at tænk på mig som dit livs kærlighed der døde. Tænk på mig som en du ville have været sammen med nogle måneder, inden vi drev hinanden fuldstændig fra forstanden og slog op. Det er teenagekærlighed, så det ville nok ikke holde alligevel. Selvom det føltes sådan.

Så… Jeg må nok hellere slutte nu. Simpelt selvmordsbrev, det ved jeg. Og alt for kort, ikke? Jeg ville ønske jeg flere ting at sige, men jeg ved ikke hvad. Jeg kunne skrive en masse fantastiske ting om dig, men du ville nok alligevel ikke tro mig.

Jeg håber du får det godt. Og pas nu på dig selv. Og lad være med at have sex med en masse tilfældige bare fordi du kan. Eller at drikke dig fuld hver dag. Og du skal slet ikke have dårlig samvittighed. Jeg kommer tilbage og hjemsøger dig, hvis du får dårlig samvittighed.

Det er ikke din skyld. Vi lever og vi dør og vi vælger. Jeg har valgt.

 

Jeg elsker dig,

Luca.

 

Jeg lagde brevet fra mig og tørrede mig under øjnene. Det var så det. Jeg kunne alligevel ikke lade være med at smile over det hun havde skrevet. Ingen sex med tilfældige - Tjek. Ikke drikke sig fuld hver dag - Tjek. Ikke have dårlig samvittighed - Tjek. Jeg burde nok bare have læst det brev for lang tid siden, for jeg følte mig lettet over hun havde skrevet. Jeg savnede hende også en smule mere. Og jeg havde lyst til at snakke med hende om hvor meget jeg savnede hende.

På en måde ville jeg ønske det hele var svært. At det altid havde været svært og jeg havde haft hundredvis af døde kærester og Luca bare var endnu en. Jeg tror bare det hele ville være lettere, hvis det hele var sværere. Så var jeg ligesom vant til det.

På den anden side ville det ikke være noget særligt. Og det var det. Det var hårdt, grimt, trist, destruktivt og bizart. Men det var noget særligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...