Sandhedschatten

”Træt af at alle dine venner fucker dig up? Træt af at folk er ligeglade? Og at du ikke kan snakke med nogen om dine problemer? Så er du ikke alene, og jeg vil gerne invitere dig ind i sandhedschatten.” Sådan skriver Luca på en af skolens toiletter, en dag hvor hun er desperat og tæt på at give op. Tre andre elever, Less, Blair og Rebecca, logger en uge senere ind på sandhedschatten, under et dæknavn. Det bliver et fristed, hvor de fire unge kan dele deres hemmeligheder, men der er nogle regler. Man må ikke dømme de andre, afsløre hvem man er, eller sladre til nogen udenfor chatten. Kan de holde den virtuelle og den virkelige verden adskilt? Hvilke hemmeligheder skjuler de? Og kan de overhovedet stole på hinanden?

469Likes
1030Kommentarer
48832Visninger
AA

51. Begravelsen - del 1.

Rebecca

 

Det var nærmest et mirakel at jeg overhovedet var i live. Det var i hvert fald det alle sagde og jeg svarede bare ja på de rigtige tidspunkter. For egentlig syntes jeg ikke det var et mirakel. Når jeg så udover mit liv og tænkte på hvad jeg havde at komme tilbage til, kunne jeg kun se på hele situationen på en måde. Unødvendig.

Ruth snorkede fra den anden seng. Gardinet imellem os var trukket for, men lyden kunne jeg ikke rigtig gøre noget ved. Jeg ville ønske de havde lavet en ungdomsafdeling på hospitalet, men det virkede ikke som om trivsel var det vigtigste her. Vi skulle bare overleve, så vi kunne komme ud at leve. Derfor måtte jeg nok ignorere Ruths snorken og hendes konstante snak om børnebørn og den pokkers ungdom, når hun så var vågen.

Det var faktisk bare en rigtig rigtig lorte dag. Og af en grund. Luca skulle begraves i dag. Jeg var heldigvis stadig så skadet, at jeg ikke engang behøvede overveje om jeg skulle tage med eller ej. Jeg havde sent et kort og nogle neutrale blomster, så man ikke rigtig ville lægge mærke til dem. Men de var der.

Jeg havde også fået mange blomster efter jeg blev indlagt. Fra familien, nogen med dårlig samvittighed og skolen. De stod på hospitalsbordet og fik det til at se ud som om jeg havde mange venner. Men i virkeligheden var der bare mange der havde ondt af mig og det var ikke det samme.

Det bankede på døren og jeg kunne høre den åbne.

”Rebecca?” kaldte en stemme, men jeg kunne ikke helt kende den.

”Ja?” svarede jeg hæst.

Gulvet knirkede fra skridt og Beau trådte frem så jeg kunne se ham. Han så både glad og trist ud. Og så havde han selvfølgelig også blomster med.

 

 

Blair

 

Bilen rystede, da vi kørte over et bump. Jeg kunne se toppen af kirketårnet og mennesker der gik rundt ude foran med en smøg i hånden, eller med nogen i hånden der røg. Jeg kunne kende de fleste fra skolen og jeg var ret sikker på Luca aldrig havde været venner med dem. Halvdelen havde sikkert ikke engang sagt et ord til hende, men det stoppede dem ikke fra at tage med til begravelsen. Den mest effektive måde at skaffe venner på var åbenbart at dø.

Min mor holdt ind til siden og jeg samlede den hvide blomsterbuket, ved siden af mig, op.

”Tak, fordi du ville køre mig,” sagde jeg og åbnede bildøren.

Mor nikkede. Jeg kunne egentlig godt være kørt selv, men jeg tror gerne lige hun ville se hvilke typer der kom. Hele sagen med Luca og Rebecca var en af de mest populære sladderemner, så selvfølgelig skulle hun lige samle information til næste menigrådsmøde.

Jeg lukkede bildøren efter mig og lagde mærke til Joanna, der kom løbende i en kort sort blondekjole og et par converse. Hun nærmest hoppede hen til mig og gav mig et stort kram, så jeg kunne mærke hvordan hendes hjerte hårdt dunkede fra den lille løbetur. Jeg var en smule bekymret for hvad min mor ville tænke, hvis hun så os i bakspejlet. Hun var holdt op med at prøve at kontrollere mig, for hun havde indset jeg bare ville gøre tingene alligevel. Men der var sådan en mærkelig stilhed imellem os. Et eller andet sted ville det nok være bedst for os, hvis jeg hoppede ind i skabet og satte en kæmpestor lås på døren. Jeg vidste bare ikke om det også ville være bedst for mig.

”Er Less kommet endnu?” spurgte jeg.

Hun rystede på hovedet. ”Han kommer nok lige om lidt.”

”Det virker stadigvæk som om han er i en eller anden benægtelsestilstand, så det er ikke sikkert.”

”Come on, selvfølgelig kommer han. Alt andet ville være vanvittigt.”   

Drengen fra vores sidste fest kom hen og lagde armene omkring Joanna. Han kyssede spidsen af hendes øjne og smilede til mig. Som om jeg ville kunne lide ham af den grund. ”Hvad ville være vanvittigt?”

”Hej Chris,” sagde hun og smilede stort. ”Det er bare Blair der er nervøs for Less ikke kommer… og jeg prøver at forklare hendes hvor idiotisk det er.”

”Helt idiotisk er det vel heller ikke… Altså, begravelsen starter om ti minutter og han er her stadig ikke. Man skulle tro han ville komme tidligt, når det var hans kæreste… eller ekskæreste… eller hvad man siger når den ene er død.” Så okay, jeg kunne ikke lide ham. Men i det mindste var han enig med mig og gav ham da et pluspoint.

”Ja, men stadigvæk, det er Less,” sukkede Joanna.

”Less er faktisk meget punktlig. Alle de gerne hvor vi har aftalt at tage ud og drikke sammen, så kan jeg finde ham på min terrasse i hvert fald et kvarter før.”

”Ja, men det er også at drikke. Det er noget andet at begrave sin kæreste.”

Jeg skulle lige til at modargumentere hende, da en bil holdt en til siden ti skridt fra os. Døren til bagsædet blev åbnet og Less trådte ud. Sort T-shirt, lange bukser, slidte converse sko og solbriller. Jeg skulle lige til at gå over til ham, da jeg så en kvinde med gråt hår, en sort kjole og røde øjne kom gående mod ham meget målrettet.

Joannas krammedyr så fra Less til Joanna.”Og jeg troede du var denne eneste, der kunne finde på at tage converse sko på til en begravelse.”

 

 

Less

 

Jeg ville vinke til min mor, da hun kørte væk, men min hånd reagerede ikke. Jeg skævede udover den klamme store menneskemængde af sladderhungrende teenagere og prøvede ikke at konkludere, at det var en rigtig lorte ide at tage med. Jeg forsøgte at finde en blandt dem, som jeg havde lyst til at sige hej til, men det var helt umuligt. Blair var der godt nok, men efter festen hos Joanna havde det bare været lidt anstrengt imellem os. Hun ringede selvfølgelig stadig, og kiggede forbi til sin ugentlige red-ham-den-fortabte dag. Men jeg kunne virkelig ikke fordrage når hun var der, for det var som om hun bare ventede på jeg fuckede hende op, ligesom jeg havde gjort med alle andre. Hvilket gav mig en mærkelig lyst til at gøre det.

Så jeg blev stående for mig selv og prøvede at ignorere alle de blikke jeg fik i smug. Jeg håbede virkelig jeg kunne lade være med at græde. Jeg ville ønske der fandtes solbriller der gik ned til kinderne, så jeg kunne skjule det, men jeg måtte klare det med de almindelige. Hvis jeg bare kiggede op på lysekronen i loftet kunne jeg måske skubbe tårerne tilbage i øjnene.

”Du må være, Less, ikke?” spurgte en kvinde med gråt hår og blå øjne. Hun prøvede at smile, men fra krumningen i hendes mund, fortsatte der en smal næsten usynlig streg ned. Sorglinjer.

Jeg prøvede at sige ja, men min stemme var så hæs at jeg bare nikkede i stedet for.

”Jeg hedder Kathrine… Isabelles mor.” Hun kiggede ned og pillede ved sine hænder. De var blege og tynde. Hun tog en dyb indånding og tog hånden op til munden.”Jeg har prøvet at ringe til dig de sidste par dage, men…”

”Min mobil er blevet væk,” løj jeg.

”Nå… ja,” sagde hun med en næsten ikke-eksisterende stemme. Jeg ville bare gerne have hende væk, inden hun brød sammen foran mig, for jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre hvis hun gjorde. ”Det er lidt sent, men hvis du har lyst til at sige noget derinde, så er du mere end velkommen.”

”Det tror jeg ikke…” mumlede jeg. Jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle sige.

 ”De fleste af dem der skal sige noget er familie, så jeg tænkte det kunne være rart, hvis nogen af hendes venner også sagde noget.” Hun sagde det på en måde, så jeg næsten fik dårlig samvittighed over at sige nej. Vi vidste jo begge to godt Luca ikke havde mange venner. Hvis man ikke talte de andre fra Sandhedschatten med, så var jeg nok i virkeligheden den eneste.

 ”Jeg tror det ville have betydet meget for hende, hvis du sagde noget.”

Jeg tog mig selv i at nikke, hvilket var ment som en bekræftelse af det hun sagde, men hun opfattede det åbenbart anderledes, for hun lagde sin rystende hånd på min skulder og sagde: ”Tak, Less.”

Og så var jeg nødt til at gøre det. Men jeg var jeg ikke i tvivl om, at hun ville fortryde at hun overhovedet havde spurgt mig. En ting var ikke at få nogen af hendes venner til at tale, men en helt anden ting var at få mig til at gøre det. Jeg tændte en smøg og tog en dyb indånding. Fuck.

 

 

Rebecca

 

”Hej,” mumlede Beau og smilede. ”Jeg var lige i nærheden, så jeg tænkte jeg ville… Besøge dig.”

”Tak, det var pænt af dig.”

”Skal jeg sætte dem her i vand?” spurgte han og løftede blomsterbuketten op.

”Ej, det er lige meget. Bare lig dem på bordet, så gør jeg det senere.”

Han gjorde som jeg havde sagt og lagde dem på mit lille hospitalsbord, der efterhånden var fyldt op til randen med blomster. Bagefter gik han hen og stillede sig ved siden af sengen med korslagte arme.

”Så… Jeg kom egentlig mest for at sige undskyld. Det den dag hvor du blev overfaldet, jeg vidste det godt og jeg havde egentlig også tænkt mig at advare dig, men så begyndte du på alt det med Less og… Ja, jeg ved ikke hvad der skete, men det var som om min hjerne lukkede ned.”

Jeg kiggede ned på mine hænder som lå over dynen og overvejede om jeg skulle være vred eller ej. Okay, han ville have advaret mig og gjorde det ikke, men derfor var han vel ikke værre end de 5.000 der var blevet inviteret til begivenheden på Facebook og bare ignorerede det helt. ”Okay.”

”Okay?”

”Hvad skal jeg ellers sige?”

”Det ved jeg ikke… Jeg havde nok lidt mere forestillet mig, at du ville blive vred… eller ked af det…  eller, jeg ved det ikke, men.” Han kløede sig i nakken og kiggede ned.

”Det skal du ikke tænke over, Beau. Det er lige meget, for jeg havde nok alligevel ikke troet på Taylor kunne finde på at skrive jeg skulle komme i skole, når der var et helt hold af mennesker der bare ventede på at… Jeg troede bare ikke hun kunne finde på det.”

”Så du er overhovedet ikke vred?”

Jeg rystede på hovedet.

”Overhovedet ikke?”

 ”Nej.”

”Bliver du ikke nogle gange vanvittig af ikke at blive vred, når folk har lavet noget lort? Altså, det er da meget sødt af dig at du bare siger okay, men det er jo ikke okay. Det ved vi begge to godt og alligevel… Hvorfor fanden råber du ikke bare af mig og får det ud?”

Jeg smilede bare ved tanken. Det kunne jeg slet ikke finde ud af. ”Det er en ret primitiv måde at løse sine problemer på.”

”Men, tro mig, det hjælper for så får man det hele ud. Al vreden og bitterheden.”

”Hvorfor er det så helt præcist du ikke snakker med Less mere?”

”Fordi der bare er nogen ting man ikke tilgiver andre for, og sådan er det. Behøver vi virkelig snakke om det en gang til?” sukkede han.   

”Luca skal jo begraves i dag, så det ville være den perfekte undskyldning for at tage ned og snakke med ham. Det er jo ikke fordi I behøver at blive bedste venner igen, men hvis du ikke gør det, så ender det bare med at du bliver mere og mere bitter, fordi han var sammen med Jamie og han bliver mere og mere bitter, fordi du ikke var der for ham dengang med Luca.”

Han kiggede ud af vinduet og lignede en, som havde tanker der kørte hurtigere end de flestes. ”Jeg tror virkelig ikke det ville være en god ide.”

”Okay, men selv hvis det går helt galt, så har I i det mindste fået talt ud. Så det er faktisk ikke bare en god ide, det er en rigtig god ide. Du kan bare tage en af blomsterne på bordet med, jeg er alligevel så træt af dem. Det er nærmest som en mini botanisk have.” Jeg kom til at kigge på hans blomsterbuket, som stadig lå på bordet. ”No offense.”

Beau sukkede og tog en dyb indånding. Til sidst pegede han alligevel på den hvide blomsterbuket, som jeg kunne huske var fra skolen og jeg nikkede. Han samlede buketten op og rystede vandet af. ”På en lille betingelse, okay?”

”Hvad?”

”Bliv lidt mere vred, ikke? Og glad… og ked af det… og bare det hele. Ikke mere okay.”

Jeg smilede genert og kiggede ned. Det måtte være så nemt at sige.

 

 

Less

 

Blair lagde sin hånd over min og klemte blidt. Jeg prøvede at fokusere på loftet og den store lysestage der hang henover præsten, men min plan med at det skulle få tårerne skubbet tilbage i øjnene virkede ikke helt. Der var alt for mange og jeg blev nødt til at slippe Blairs hånd, så jeg kunne gemme ansigtet i mine hænder.

Imens vi sang tænkte jeg over hvad fanden jeg skulle sige. Jeg havde lyst til bare at sige, hvor pisse ligegyldigt det egentlig var at hele kirken var proppet med blomster, for hun var jo alligevel væk. Og jeg var også ret sikker på Luca ikke var et blomster menneske. Man burde have spillet heavy metal musik, i stedet for de tørre kirkesamler og have pyntet det hele op i sorte farver, for det ville hun helt sikkert ville have synes var bedre end hvid. Hvid var jo også uskyldens farve og selvmord var knap så uskyldigt. Det var måske lige netop derfor der var så meget hvid. Vi havde brug for at lyve om det.

På en måde havde jeg også lyst til at blive vred. Fordi i hvert fald halvdelen af de mennesker der var her, sikkert overhovedet ikke kendte Luca. De fleste kunne for helvede ikke engang pege hende ud på gangen, før alt det med Sandhedschatten. Jeg havde lyst til at sige, at alle der sad derinde havde en lille del af skylden for at hun havde valgt det. Fordi de ikke havde gjort en skid. Jeg havde faktisk lyst til at stille mig derop og kalde dem alle sammen for mordere. For det var det de var. Passive mordere.

Især fordi alle de andre havde været så forbandede søde. Lucas mor der takkede alle for at være kommet og påpegede, at hun slet ikke var klar over Luca havde så mange søde venner. Hendes søster, der snakkede om dengang de hvor små og hvor sød, kærlig og uselvisk Luca altid havde været. Det føltes slet ikke som om jeg var til Lucas begravelse. Eller i det hele taget til begravelse hos en der havde begået selvmord. Og det var nærmest mere trist end at sige det højt. Luca havde været meget depressiv og personlighedsforstyrret. Altså, for helvede, det var vel ikke så svært at sige? Hvorfor var det som om alle mennesker bare elskede at lege glansbillede? Det var til at blive sindssyg af.

”Og så vil en af Isabelles venner, Less, gerne have lov til at sige noget,” sagde præsten, da salmen var slut. Blair drejede straks blikket imod mig og jeg kunne næsten høre hende tænke no-fucking-way.

Jeg rejste mig op og kæmpede mig forbi menneskemængden, der sad til venstre for mig. Jeg burde nok have sat mig forrest, men det var lidt for sent nu. Alles øjne var rettet mod mig og kirkegulvet knagede, mens jeg gik. Udover det var der helt stille og det føltes som om alle nærmest sad med en notetsbog, så de helt præcist kunne fortælle videre hvad jeg havde sagt.

Jeg stillede mig ved siden af kisten og overvejede hvad der var mest skræmmende. At kigge på den eller at kigge ud på menneskemængden. Når jeg kiggede på Lucas kiste fik jeg lyst til at græde og når jeg så på menneskerne fik jeg lyst til råbe.

”Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige,” mumlede jeg. Helt tilfældigt kom jeg til at kigge på den forreste række, hvor Lucas mor sad. Hun rystede og klamrede et lommetørklæde ind til sit ansigt. Hendes mand havde armen rundt om hende og hviskede noget i hendes øre. Hans øjne var også matte. Alle de ord jeg havde samlet på tungen, om at det var alle der sad hers skyld at hun var død, snublede tilbage i halsen på mig. Jeg tog solbrillerne af og lagde dem tilbage i lommen.

”Lu… Isabelle er… eller var, et af de mest komplicerede mennesker jeg nogensinde har mødt. Hun var ikke altid nem at være sammen, men ligesom alle der kendte hende ved, så var hun det værd… For hun er… var… speciel … Ja, ellers så vil jeg ikke bruge tid på at fortælle om hvordan hun var, for dem der skal vide det ved det allerede. Og alle andre… Det er jo så for sent nu.” Jeg gik hen til kisten og lagde hånden på låget. Det var først nu det for alvor gik op for mig, hvor meget jeg rystede. ”Vi ses.”

Jeg gik tilbage og satte mig ved siden af Blair. Mine hænder rystede og jeg mærkede hende ligge håndflade over min igen. Jeg vidste ikke om jeg skulle være stolt af mig selv eller ej, men jeg havde taget en beslutning. Selvom jeg havde det ad helvedes til, behøvede andre ikke også have det sådan. For en gangs skyld var det måske bedre med høflighedssnak end sandheden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...