Sandhedschatten

”Træt af at alle dine venner fucker dig up? Træt af at folk er ligeglade? Og at du ikke kan snakke med nogen om dine problemer? Så er du ikke alene, og jeg vil gerne invitere dig ind i sandhedschatten.” Sådan skriver Luca på en af skolens toiletter, en dag hvor hun er desperat og tæt på at give op. Tre andre elever, Less, Blair og Rebecca, logger en uge senere ind på sandhedschatten, under et dæknavn. Det bliver et fristed, hvor de fire unge kan dele deres hemmeligheder, men der er nogle regler. Man må ikke dømme de andre, afsløre hvem man er, eller sladre til nogen udenfor chatten. Kan de holde den virtuelle og den virkelige verden adskilt? Hvilke hemmeligheder skjuler de? Og kan de overhovedet stole på hinanden?

470Likes
1030Kommentarer
49032Visninger
AA

33. Bænken.

Luca

 

Klokken var tolv. Det var mørkt og koldt. Jeg stod udenfor i mine gamacher og det var som om kulden samlede sig, om det store hul omkring mit knæ. Som om den prøvede at angribe mine nerver lige netop omkring det svageste punkt, men det lykkedes ikke. Mine knæ bøjede sig som de skulle. Gik ned ad gaden, mens jeg kunne se lysene fra den bus, jeg havde taget, forsvandt længere og længere væk. Til der til sidst hverken var bus eller lys. Der var bare mig. Luca, natten og alle de lukkede butikker i gaden, som ledte videre til mit punkt. Målet.

Jeg havde ellers besluttet mig for at trække mig væk fra Less, men efter chatten havde jeg det alligevel dårligt ved tanken. Af en eller anden grund gjorde det mig også mere tryg, at der var så mange ting galt med ham.

Længere fremme kunne jeg se en skikkelse sidde på bænken, med hovedet gemt i sine hænder. Jeg blev ramt af en lyst til bare at flygte og glemme jeg overhovedet havde lovet at komme, men jeg vidste han havde brug for mig. Jeg kunne have dårlig samvittighed over at smutte eller dårlig samvittighed over at være sammen med ham. Så havde det sidste trods alt den bonus, at mine tanker holdt kæft et øjeblik når vi var sammen.

”Det var du fandme længe om,” sagde Less uden at se op på mig. Jeg satte mig på bænken, så langt fra ham som muligt og fugtede læberne.

”Undskyld, bussen var ret forsinket… Det er ikke ligefrem det hurtigste sted, at komme hen til klokken tolv om natten.”

”Det er okay,” svarede han og rettede sig op. Jeg kunne mærke hans øjne stirrede på mig, så jeg kiggede selv ned. ”Kommer du ikke herover?”

Jeg rystede på hovedet. ”Jeg sidder okay her.”

”Du er ikke bange for mig, vel?”

”Hvorfor skulle jeg være bange for dig?”

”Luca, come on, så dum er du fandme heller ikke.” Hans stemme blev hæs og han lagde armene over kors. Jeg vidste selvfølgelig godt han mente det fra chatten, men jeg troede alligevel han havde fanget jeg ikke dømte ham. At jeg ikke kunne dømme ham, men det ville nok også kræve han kunne læse imellem linjerne. Hvilket var svært når jeg snakkede under linjerne og han lyttede over dem.

”Hvorfor tog du egentlig herhen?” spurgte jeg og rykkede mig en smule tættere på ham. Bare for at vise ham jeg ikke var bange, nu hvor hele det med at snakke tydeligvis ikke fungerede for os.

”Det ved jeg ikke… eller jo… vi plejede at tage herhen hvert år, på den første rigtige sommerdag, for at få en is. Men så blev min mor syg og ja, vi glemte lidt hele den her ting med isen et par år. Da hun så endelig blev rask, havde de fandme revet stedet ned og lavet det til en kiosk i stedet for… For dem er der jo overhovedet ikke nogen af i forvejen,” sagde han og gjorde et nik mod butikken, som lå bagved bænken.

”De sælger vel også is,” mumlede jeg.

”Ja, pap is. Det er sgu da en virkelig dårlig måde at starte sommeren på.”

”Så… Du tog herned for at have ondt af dig selv? Og så det ville tage en evighed for mig, at komme herned så jeg kunne trøste dig?” spurgte jeg, selvom det mere lød som en konstatering.

”Trøste mig? Ligner jeg et eller andet lille barn som sidder og tuder?” Han rynkede panden og gned sig omkring øjnene. Han så træt ud. Også en smule ældre end han egentlig var. ”Du er lidt spydig i dag, hva? Eller er det bare blevet sådan du generelt set har det med mig?”

”Hvad mener du?”

”Bare at du undgår mig fuldstændig og når vi endelig snakker sammen, så lyder du mere som en der bare har lyst til at skride igen. Hvad er det jeg har gjort?”

”Ikke noget.” Endnu engang rykkede jeg tættere på, så vi kun var omkring tyve centimer fra hinanden. Jeg lagde også mærke til en ting. Det var hele tiden mig, som måtte rykke mig tættere på. På den anden side var det også mig, som havde sat sig langt væk lige fra starten. Less ventede nok bare på, at jeg ville ophæve den grænse imellem os som jeg havde sat.

Der blev stille et øjeblik og jeg rømmede mig. Der var en ting som brændte på spidsen af min tunge.”Jeg tænkte…”

”Hvad så?” spurgte han og drejede hovedet imod mig.

”Den pige du snakkede om i chatten… helt i starten…”     

”Ja?”

”Hun lød ikke som en der er værd at bruge tid på.”

”Ja, hun er virkelig en bitch,” grinede han og jeg kom selv til at smile lidt skævt. ”Eller, det er hun ikke. Hun kan bare ikke lide mig, så det er vel fair nok.”

”Måske er det fordi du skrev du er light versionen af glad for hende.”

”Det tvivler jeg alligevel på, hun ignorerede mig allerede før det, så det er i hvert fald en dårlig forklaring.”

”Hvis hun alligevel er en bitch, så klarer du dig nok bedre uden hende.”

Less blev stille et øjeblik og hev sin cigaretpakke frem, for så at ryste en enkelt smøg ud. Han tændte den og lagde pakken tilbage i lommen, mens han med den anden hånd tog det første sug. Jeg lagde mærke til hvor meget jeg fulgte ham med øjnene. Det var nærmest ren refleks. ”Jeg tror ikke jeg ville klare det bedre uden dig. Du kan selv se hvor meget ad helvedes til det er gået før, så det kan vel kun blive bedre.”

”Det er sjovt, for jeg troede ikke Beau nogensinde ville kunne finde på at gøre nogen ondt. Han virker så rar.”

”Du snakker udenom,” sagde han og slog blidt til min skulder.

”Men var det ikke det du ville snakke om? Du skrev til mig du havde brug for at snakke det fra chatten igennem.”

”Jeg sagde jo ikke hvilken del.” Han løftede et øjenbryn og jeg sukkede. Jeg havde ellers håbet vi i en eller anden grad kunne gå tilbage til at være venner, men det var åbenbart umuligt. Jeg havde ødelagt det venskab, så det kun kunne være et noget-mere-end-vennerskab. Og det vidste jeg ikke om jeg havde plads til derhjemme. Måske hvis jeg rykkede hele mit værelse rundt, kunne jeg lige netop få det til at passe. Så var spørgsmålet bare om jeg havde lyst til sådan en omrykning. Eller om jeg fortjente den.

”Okay, så tager jeg altså bare hjem nu,” sagde jeg og rejste mig.

”Hvorfor?”

”Fordi hvis vi alligevel kun kan snakke om det, så gider jeg ikke være her.”

”Altså, vi behøver ikke snakke om det, hvis du hellere vil noget andet,” smilede han. Som om det slet ikke var gået op for ham, at jeg faktisk mente det.

”Det er fint, Less, jeg gider ikke mere.” Jeg vendte mig om og begyndte at gå tilbage mod på busstoppestedet. Vinden blæste mit hår tilbage og min hals føltes tør, som om jeg havde råbt i lang tid. Bagved mig kunne jeg høre skridt komme tættere på, og jeg var ikke særlig meget i tvivl om hvem min forfølger var. Det gjorde mig en blanding af glad og irriteret. Jeg ville gerne være irriteret, men jeg kunne samtidig godt lide tanken om han var der.

Men jeg fandt ret hurtigt ud af det, at det han havde gang i ikke hørte under kategorien for den store klimatiske scene, hvor den mandlige hovedrolle løber efter sit liv kærlighed og de deler et hjerteskærende kys, til lyden af en eller anden popsang. Det kom ikke til at ske. For det første var hans tempo for langsomt til han ville indhente mig og for det andet var jeg ret sikker på han fløjtede. Det ville være en dårlig film.

Jeg tjekkede busplanen og fandt ud af der var ti minutter til den næste kom. Godt. Jeg ville bare gerne hjem og sove. Det var udmattende at føle sig som en kontrast hele tiden, og sandsynligvis også forvirrende for alle andre. Mest Less. Jeg ville aldrig kunne forklare ham hvordan jeg havde det, uden samtidig at lyde som en skizofren.  

”Jeg vil gerne lige sige at jeg ikke stalker dig, vi skal bare med samme bus. Jeg er ikke den desperate type,” sagde Less og stillede sig ved siden af mig. Perfekt. Det var ligesom når man sagde farvel til nogen, og opdagede man skulle samme vej. Faktisk var det lige præcis det. Bortset fra at i stedet for et farvel var det mere en diskussion, som var blevet afbrudt af at jeg ikke gad mere. Jeg havde ikke engang lyst til at kommenterer på det han lige havde sagt.

Så ja. Det var ret akavet. Mildt sagt. Og det værste var jeg kun kunne bebrejde mig selv for, at det var blevet sådan her. Det var også ret uheldige odds, at første gang Less overhovedet blev forelsket var det ikke gengældt. Eller der var i hvert fald ikke en gengældt lyst til at gøre mere ved det. Eller… et eller andet. Uanset hvad var det ret uheldigt, men måske hang det sammen af en grund. Måske var grunden til han kunne lide mig, at jeg ikke havde det på samme måde. Jeg tænkte alt for meget. Især når man tog i betragtning at klokken var tolv og jeg burde ligge i min seng.

Bussen kom heldigvis til tiden. Jeg satte mig forrest, mens Less gik længere ned. Han havde åbenbart opgivet at snakke med mig nu, hvilket også var forståeligt nok. Jeg havde selv opgivet for lang tid siden.

Der var kun to andre i bussen. En ældre mand, som sad sammen med en pige, der nok var omkring ti år. Så det virkede til det ville blive en rolig bustur, for jeg tvivlede i hvert fald på Less ville gå amok på de to. Det kunne godt være han nogle gange havde lidt voldelige tendenser, men der var også grænser.

Min mobil vibrerede i lommen på mig. Jeg turde næsten ikke tjekke beskeden, fordi jeg var bange for det var min mor der havde opdaget jeg ikke lå i min seng. Men da jeg endelig tog mig sammen var det ikke fra hende. Faktisk overhovedet ikke. Den var fra Less.

 

Nu spørger jeg dig en sidste gang… og hvis du siger nej, så er det fair nok. Så stopper jeg med at være irriterende og vi glemmer det hele. Er du bare en lille bitte bitte smule glad for mig?

 

Jeg sukkede, men kunne samtidig mærke mine læber smile. Here we go again.

 

 Definer ”glad for dig” xD

 

Der gik ikke mere end et par sekunder, før jeg kunne mærke den vibrere igen. Hvis jeg bare havde svaret nej, havde jeg stoppet det lige med det samme. Men…

 

Du ved hvad jeg mener.

 

Der var ingen smileyer overhovedet. Hvilket ikke lignede Less. Han var åbenbart så træt af mit like-don’t like-like nummer at han bare havde droppet dem helt.

 

Du burde virkelig lytte til hvad gør, i stedet for hvad jeg siger.

 

Jeg var en idiot. Den største idiot.

 

Really? Okay.

 

Hvad fanden betød det?

 

Hvad mener du?

 

Jeg lagde mobilen i mit skød og ventede bare på et svar. Men der kom ikke noget. Jeg blev ved med at tjekke og min indbakke blev ved med at være tom. Jeg kiggede mig tilbage, for at få øjenkontakt med Less, men han var travlt optaget af at se ud af vinduet. Nu var det åbenbart ham der ignorerede mig.

Jeg trykkede på stopknappen og gik ned mod midtergangen. Den 10-årige pige lå nu med hovedet nu med hovedet i skødet på den ældre mand og sov. Det så sødt ud. Trygt. Det gav mig en trykkende følelse i brystet af misundelse.

Jeg mærkede en hånd ligge sig på min skulder og vendte mig om. Less. Selvfølgelig. Jeg kunne bare ikke slippe af med ham, højst sandsynligt fordi jeg ikke ville. Jeg skulle lige til at spørge ham, hvad han ville, men ordene satte sig fast i min hals. Han lagde en hånd på min kind og kyssede mig blidt. Som om vi ikke sad i hver sin ende af bussen og jeg ikke havde gjort det hele kompliceret. Vi var bare et par og jeg skulle af. Jeg var lige ved at falde, da bussen drejede, men lagde armene omkring hans bryst og holdt fast. Det var så enkelt. Nærmest løgnagtigt enkelt.

Busdøren gik op og jeg løsnede mine hænder om ham. Mit hjerte slog hårdt og jeg gjorde mit bedste for ikke bare at falde ud af bussen. Mine kinder var varme og jeg rystede i hele kroppen. På en måde var det hele så naturligt med Less, så det var dumt at kæmpe imod. Selvom jeg stadig havde en sort følelse af at jeg burde være ulykkelig, så var det som om de rødmende kinder og smilet der klamrede sig til mine læber vandt den her runde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...