Sandhedschatten

”Træt af at alle dine venner fucker dig up? Træt af at folk er ligeglade? Og at du ikke kan snakke med nogen om dine problemer? Så er du ikke alene, og jeg vil gerne invitere dig ind i sandhedschatten.” Sådan skriver Luca på en af skolens toiletter, en dag hvor hun er desperat og tæt på at give op. Tre andre elever, Less, Blair og Rebecca, logger en uge senere ind på sandhedschatten, under et dæknavn. Det bliver et fristed, hvor de fire unge kan dele deres hemmeligheder, men der er nogle regler. Man må ikke dømme de andre, afsløre hvem man er, eller sladre til nogen udenfor chatten. Kan de holde den virtuelle og den virkelige verden adskilt? Hvilke hemmeligheder skjuler de? Og kan de overhovedet stole på hinanden?

466Likes
1029Kommentarer
48062Visninger
AA

32. 30/8 kl. 16:27

Online:

LaRubia

Pianisten

DenAnonyme

TheShadowHunter

 

Pianisten: Hej.

TheShadowHunter: Hej alle! Og velkommen tilbage, Rubia, det er virkelig rart at se du er på igen. :)

LaRubia: Det er også meget godt at være tilbage… Jeg havde bare lige brug for en pause. ;)

TheShadowHunter: Det er forståeligt nok. Det kan være ret intenst nogle gange. xD

DenAnonyme: Skal vi lave velkomst-snak hele dagen, eller har vi også tid til noget andet? >.<

Pianisten: Hvorfor?

DenAnonyme: Jeg havde faktisk tænkt det skulle være min ”dag” i dag… eller hvad vi kalder det. xD

LaRubia: Din dag?

DenAnonyme: Jeps, det er sådan en ting vi har indført en gang om ugen. Anonym dag. Hvor vi hylder mig.

TheShadowHunter: Hvis du scroller op, kan du se lidt om det. :) Vi snakkede om det i sidste uge.

DenAnonyme: Jeg kom på ideen.

Pianisten: Hvorfor er det helt specifikt du gerne vil have det skal være i dag?

DenAnonyme: Bare for at få lortet overstået. Det er vel ikke så mærkeligt? O.o

Pianisten: Jeg undrede mig bare over om det var en speciel dag. Ligesom hvis det var et år siden der var sket et eller andet, men det er bare ren impuls?

DenAnonyme: Det ved jeg ikke, det er en uge siden jeg fik mit hjerte knust for første gang. Tæller det?

Eller knust og knust.

En væsentlig forstuvning.

Faktisk mest i stoltheden.

Så… Ja. Light versionen af det.

LaRubia: Man kan da ikke forstuve et organ. O.o

DenAnonyme:

Pianisten: Det lyder ikke som dig. Hvad nu?

DenAnonyme: Det ved jeg ikke… Det er faktisk slet ikke det jeg ville snakke om, så never mind. xD

LaRubia: Det lyder ellers som en hemmelighed, siden du ikke vil ud med det. ;)

DenAnonyme: Det mener du bare ikke. Den eneste der overhovedet ikke har sagt noget om sig selv, siger jeg holder noget tilbage? O.o

LaRubia: Det var ikke ondt ment, det virkede bare som noget du havde brug for at snakke om. I:

DenAnonyme: Nå. Det er det ikke. Det er faktisk pisse lige meget.

Så, må jeg gerne gå i gang nu? Eller har I tænkt jer at styre hele min dag? >.<

Pianisten: Begynd nu bare.

DenAnonyme: Godt, så lad os bare få det overstået. I kan alle sammen huske det med min ven, hans kæreste og mig… Hele det der ret uheldige trekantsdrama jeg fik lavet?

Pianisten: Selvfølgelig.

DenAnonyme: Det tænkte jeg nok, så gider jeg ikke rode mere rundt i det. Men det her handler faktisk også lidt om ham min ven igen. Eller i hvert fald om hvordan vi blev bedste venner.

Vi var ikke så gamle dengang… Måske tretten eller sådan noget. Vi var begge to ret populære, vi spillede på samme fodboldhold og, ja, var venner med de samme. Jeg har også et billede af nogle af os fra holdet (Og du behøver ikke dræbe, Pianisten, man kan ikke se hvem jeg er på billedet.)

Vi er godt nok lidt yngre på billedet end tretten, men fuck det. Pointen er: Jeg havde kendt ham i lang tid, men vi var aldrig rigtig blevet venner. Ikke før vi fandt ud af at vi havde et problem til fælles. En person.

Pianisten: Virker jeg virkelig så snerpet?

LaRubia: Lad ham nu bare snakke færdig. :/

DenAnonyme: Ja, Pianisten, det gør du … men det er en helt anden historie. Så kan vi komme tilbage til min historie?

Pianisten: Selvfølgelig, undskyld.

DenAnonyme: Så som jeg sagde: Vi fik det samme problem, det var en ny dreng i klassen, som allerede efter en måned havde vist sig, at være… Ja, jeg ved ikke engang hvordan jeg skal sige det. Jeg hadede ham i helt fald.

Der er ikke så mange der ved det, men min mor havde kræft for nogle år siden. Hun er blevet rask for lang tid siden, så jeg gider virkelig ikke et eller andet medlidenhedsshow. Hun er rask - det var pisse hårdt - jeg overlevede. The end.

Men hun var også syg, mens jeg var de her tretten år og hun fik kemo… så hun havde ikke noget hår. Og min mor er ret stædig, hun ville ikke have paryk eller tørklæde eller noget på. Hun sagde der ikke var nogen grund til at skjule det, for det blev hun jo alligevel ikke mere rask af. Så jeg havde en skaldet mor. Der alligevel var med til nærmest alt, forældresamtaler, fester, alt. Også Halloweenfesten på skolen.

LaRubia: Det lyder som en sej mor. :)

DenAnonyme: Tro mig, jeg har den sejeste mor nogensinde. Det lyder så femårs-agtigt, men det er sgu rigtigt.

Pianisten: Er du egentlig stadig på, Shadow?

TheShadowHunter: Ja… Jeg lytter bare.

DenAnonyme: Okay, så, jeg fortsætter. Det hele startede egentlig med jeg hørte et rygte, om at den nye dreng havde sagt min mor burde have vundet som bedste kostume, fordi hendes hovedbund var så uhyggelig. Jeg troede faktisk ikke på det først, og jeg prøvede at glemme det, men jeg blev bare mere og mere vred. Og jeg vidste jeg blev nødt til at gøre et eller andet.

Og det er her min bedste ven kom ind. Den nye dreng havde nemlig drillet hans lillebror meget… Det havde jeg ikke engang lagt mærke det, men vi snakkede helt tilfældigt om det en dag efter fodboldtræning. Vi fulgtes hjem og det endte med at vi lavede en aftale om, at mødes efter skole og tæske ham som hævn.

Så det gjorde vi. Vi slog ham, sparkede til ham… og jeg tror aldrig jeg har hadet nogen så meget. Det lyder som om jeg er en psykopat, men hvis ham min ven ikke havde været der, til at stoppe det hele, så… Jeg ved helt ærligt ikke om, jeg kunne stoppe af mig selv. Jeg var bare så pisse vred over det hele, over min mor var syg. Jeg ved godt det ikke er en undskyldning, men…

Pianisten: Så lad mig lige forstå dig ret. Din bedste ven og dig blev venner, fordi I var fælles om at overfalde den samme person?

DenAnonyme: Jeg tror ikke ligefrem det var derfor, men efter det begyndte vi at kunne snakke om ting. Jeg fortalte om min mor og han fortalte om sin lillebror, hvordan han prøvede at hjælpe sin ham med at få det bedre.

Og vi havde det begge to ad helvedes til med det bagefter. Det var så fucking dumt og vi vidste bare vi ville blive taget i det… men det gjorde vi ikke engang, fordi ham drengen ikke sladrede. Nej, han skiftede skole og flyttede et andet sted hen uden at sige noget. Så der var aldrig nogen der fandt ud af hvad vi havde gjort.

LaRubia: Det lyder helt sindssygt.

DenAnonyme: Det var helt sindssygt. Og there you go, min største hemmelighed. Den er umulig at slå.

LaRubia: Hvorfor gjorde I det så overhovedet?

DenAnonyme: Hævn, tror jeg. Og jeg havde en eller anden ide om, at jeg passede på min mor, hvis jeg gjorde det. O.o

TheShadowHunter: Jeg kan godt ”slå” din hemmelighed.

DenAnonyme: Ja, det fint…

TheShadowHunter: Det kan jeg.

DenAnonyme: Du er godt klar over det ikke er en konkurrence, ikke? O.o

TheShadowHunter: Det er jeg udmærket godt klar over. Det er da heller ikke noget nogen nogensinde ville have lyst til at vinde.

DenAnonyme: Jeg skal i hvert fald ud og have en smøg nu. Så I må hygge jer.

LaRubia: ”God smøg” så… eller hvad man siger. Og tak fordi du sagde det.

DenAnonyme: Det er okay. ”Det var så lidt” ville i hvert fald være en løgn… nu glæder jeg mig bare til at høre jeres hemmeligheder, så I glemmer min lidt.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...