Sandhedschatten

”Træt af at alle dine venner fucker dig up? Træt af at folk er ligeglade? Og at du ikke kan snakke med nogen om dine problemer? Så er du ikke alene, og jeg vil gerne invitere dig ind i sandhedschatten.” Sådan skriver Luca på en af skolens toiletter, en dag hvor hun er desperat og tæt på at give op. Tre andre elever, Less, Blair og Rebecca, logger en uge senere ind på sandhedschatten, under et dæknavn. Det bliver et fristed, hvor de fire unge kan dele deres hemmeligheder, men der er nogle regler. Man må ikke dømme de andre, afsløre hvem man er, eller sladre til nogen udenfor chatten. Kan de holde den virtuelle og den virkelige verden adskilt? Hvilke hemmeligheder skjuler de? Og kan de overhovedet stole på hinanden?

469Likes
1030Kommentarer
48808Visninger
AA

24. 18/8 kl. 09:28

Online:

DenAnonyme

Pianisten.

 

DenAnonyme: Hey!

Pianisten: Det der ser bare alt for overenergisk ud, i forhold til hvad jeg kan overskue lige nu.

DenAnonyme: Hvorfor? Hvilken del af mit ”hey” var slemt? xD

Pianisten: Jeg tror det er udråbstegnet. Jeg er slet ikke i humør til udråbstegn.

DenAnonyme: !!!

Pianisten: Burde jeg bare logge af nu? For jeg begynder ligeså stille, at kunne se hvordan det her, kommer til at udarte sig.

DenAnonyme: Hvorfor så vred? >.<

Pianisten: Det ved jeg ikke, jeg tror bare jeg venter til Shadow logger på.

DenAnonyme: Jeg kan altså også godt være god til at hjælpe…

Pianisten: Det er jeg slet ikke i tvivl om, at du kan, Anonym. Du gør det bare ikke, så.

DenAnonyme: Hvis jeg nogle gange fik chancen, så kan det være du ville finde ud af at jeg er genial til at hjælpe. Jeg er faktisk bedre end Shadow til at hjælpe. xD

Pianisten: Jeg synes ellers du får chancen hele tiden.

DenAnonyme: Jeg har engang fået at vide, at alle sætninger med ”aldrig” ”altid” og ”hele tiden” bare er vrøvl, fordi ting hele tiden forandrer sig. Og jeg forandrer mig også, jeg har faktisk sovet rigtig godt i nat, så jeg er bare helt klar på at være first-class hjælper. xD

Pianisten: Jeg ville vel ikke dø af at give dig en chance.

DenAnonyme: Okay, jeg lytter. Eller læser… Jeg er her i hvert fald. :)

 Pianisten: Fint, så.

Min mor er bare blevet værre og værre de sidste par dage. Hun har været skuffet lige fra starten, hvilket jo er forståeligt nok… men hun burde også bare kunne sætte sig ind i, at jeg ikke bliver bedre, jo mere skuffet hun bliver. Jeg får mere bare lyst til at gøre det igen, fordi hun alligevel er så skuffet, at det umuligt kan blive værre.

DenAnonyme: Mere? Eller må man kommentere på det nu? xD

Pianisten: Jeg kan sagtens sige mere. Hun er også bare så paranoid. Der var en fra menighedsrådet som så mig inde på apoteket, mens jeg… Du ved… og nu er hun fuldstændig sikker på at hun vil sladre om mig.

DenAnonyme: Seriøst? Mens du ”du ved.” Ordet er altså ikke giftigt eller noget.

Pianisten: Stjal en graviditetstest, hvis det virkelig betyder så meget.

DenAnonyme: Det gør det. Det betyder rigtig meget for mig, jeg er utrolig rørt. Hvis jeg staver forkert, så er det fordi jeg har lidt svært ved at se skærmen gennem mine tårer. -_-

Pianisten: Se, du er virkelig dårlig til at hjælpe.

DenAnonyme: Men du er altså heller ikke særlig god til at fortælle historien. xD

Pianisten: Hvad?

DenAnonyme: ”Du ved”

Pianisten: Det er altså virkelig et mysterium for mig, hvordan der er nogen som helst, som kan holde dig ud i længere tid.

DenAnonym: Den er utrolig nem: Det er der ikke.

Pianisten: Er du egentlig altid så…

DenAnonyme: … Så?

Pianisten: Du ved.

DenAnonyme: Det ved jeg ikke, jeg tænker ikke så meget over det. Er det irriterende eller også lidt underholdende? xD

Pianisten: Irriterende.

DenAnonyme: Kun irriterende?

Pianisten: Ja, kun irriterende, jeg prøver at fortælle dig noget og så afbryder du mig bare, med dine kommentarer. Det er utroligt irriterende, Anonym. Du burde tænke lidt over hvordan du opfører dig.

DenAnonym: Okay, mor.

Pianisten:

DenAnonyme: Okay: Undskyld. Det var noget med din mor, og en eller anden der havde set dig… og et eller andet med noget der var irriterende, og det var ikke mig den her gang. Der var vidst din mor.

Pianisten: Sikke et referat. Men jo, noget derhenad. Min mor synes det ville være en god ide, hvis jeg tog hjem til hendes datter og blev gode venner med hende. Hun har en eller anden ide om, at det ville stoppe hendes mor fra at sladre om mig, fordi hendes datter mangler en veninde, som er et godt forbillede.

DenAnonyme: Så nu er du pludselig et godt forbillede? >.<

Pianisten: Det var præcis min tanke. Det giver overhovedet ikke nogen mening.

DenAnonyme: Din mor er ond.

Pianisten: Hun er ikke ond, hun er bare svær at leve op til nogle gange. Men ikke ond.

DenAnonyme: Hmm… Jeg er måske i virkeligheden, ret dårlig til det med at hjælpe. -_-

 Pianisten: Du er elendig til at hjælpe, men det er okay. Det er nok bare fordi, du selv har brug for noget hjælp.

 DenAnonyme: Nu skal du ikke til at psykoanalysere mig, vel? xD

Pianisten: Bare rolig, det tør jeg slet ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...