Just another one? + 13 one direction

Jessie 17 år, mor alkoholiker far arbejdsnakoman.. Hun har en tvilling søster, de er som nat og dag. Da de møder Drengene One direction bliver søsteren totalt omvendt, Jessie ser mindre og mindre til sine bedste venner Mickey og James som er brødre. Pludselig er hun helt inde i den kendtes verden.. dette går ud over hendes privat liv...

7Likes
1Kommentarer
1086Visninger
AA

7. ''Tror du.. vi vokser fra hinanden?''

 

Jessie's synsvinkel

Ja i hørte rigtigt mit navn er Jessica Elisabeth Blue, Jeg hader mit navn, så derfor aner jeg hellere ikke hvorfra han vidste jeg hed Jessica eller for den sags skyld at mit mellemnavn er Elisabeth. Adr. Hader mit mellemnavn så sygt meget, det helt vildt. Jeg ligner jo ikke engang en Elisabeth? Vel? Nej godt så. 

Hvad mente han overhovedet med en dag vil du forstå? Jeg mener, ja jeg er lille men helt ærligt jeg er jo ikke en lille pige! jeg er jo ikke dum, Han gjorde det for at hun kunne bevise overfor ham at hun holdt af ham, og at hun ikke bare legede rundt med ham. Hvilket hun jo gjorde. Det var ham der skulle tage og forstå at hun legede rundt med hans følelser. Kunne han ikke bare tage og forstå det!

Jeg mener, hvis man tænker over det. Så er der flere Millioner af piger der ville gøre alt for at være hans kæreste (jeg er ikke selv en af dem) og alligevel vælger han den ene, som er ham utro. Han bliver ved hende selvom han godt ved det. Jeg tror lidt han sætter hende på en prøve, for at se hvor lang tid hun kan holde skyldfølelsen ud, for at være ærlig så kysser Louis virkelig godt, men jeg kunne ikke forelske mig i ham, jeg kunne ikke forelske mig i nogen af dem. De er jo berømte og jeg skal sgu ikke have noget hates fra deres sindsyge fans af.

Jeg satte mig på en stol ude i køkkenet og blev bare sidene der ude, jeg havde ikke rigtigt lyst til at rejse mig, jeg havde allermest lyst til bare at skrige til hele verden at de var nogle fuck hoveder alle sammen. Men de drenge havde jo reddet mig. Så selvfølgelig gjorde jeg ikke sådan noget. Jeg kiggede ned i bordet, og tænkte engtlig på hvad jeg lavede her.

Niall var sød, og jeg elskede ham, Men kun som min ven, han var en virkelig god ven, men han var berømt, og man kan ikke være venner med en berømt i så lang tid, uden nogen vil tro at man dater, man vil få en masse hate hvis fansene ikke kan lide en, og jeg tror bestemt ikke på de vil kunne lide mig. Jeg er pigen der er lidt for tyk, har fede lår, og aldrig går med særligt meget make-up. 

Pigen der hellere vil gå i drenge tøj end pige tøj, for jeg hader stramme Jeans, Hader trøjer der viser ens patter. og hader bare alt det der pis tøj piger render rundt i.

Suk. SUK SUK! KAN I HØRE MIG JEG SUKKER! Suk. Ingen kan høre mig. 

Niall forstyrede mine tanker, ved at lægge sin hånd på min skulder, hvilket gav mig et mere eller mindre stort chok. FEDT TAK NIALL!

''Heej Jessie'' Sagde han og smilede til mig, jeg kiggede op på ham, og smilede til ham, jeg lagde min hånd på hans hånd.

''Heej Niall!'' sagde jeg og smilede skævt til ham. Han kiggede undrene på mig, men smilede så igen skævt til mig. han fjernede sin hånd og satte sig overfor mig på en stol. 

''sååå..'' sagde han og prikkede til den mad han havde taget, Hvad havde han gang i han var Niall.

''så hvad?'' sagde jeg og rejste mig for at finde en cola. Jeg satte mig igen ligeså snart jeg havde taget den, jeg bankede lidt på den foroven, jeg har hørt et eller andet med at når man gjorde det så bruser det ikke over.

''hvad er det du laver?'' spurgte han og spiste et styk bacon, sødt... 

''Jeg slår på min cola?'' sagde jeg og kiggede undrende på ham, okay er jeg den eneste der har hørt det før? Huh?

''seriøst hvad sker der for det?'' lød det bag ved mig, helt klart Harry. haha Harry årh...

''Jeg har hørt noget om det!'' Lød det fra Zayn som åbenbart havde sluttet sig til os...

''Hvad snakker i om!'' Lød det fra en over hyper Perrie, Perrie kan godt være hyper og jeg siger jer! I skal aldrig opleve det. Hun hopper op og ned, løber rundt igennem hele huset og siger 'WEEEEEEEEEEEEEEEEE' det så fuckt, og jeg er en lille smule skræmt. 

Jeg kiggede på dem alle sammen. 

''Jeg har hørt sodavand ikke bruser hvis du banker på den..'' mumlede jeg stille. jeg kiggede ned i bordet, og da jeg kiggede op igen var jeg alene med Niall, hvad ville han mig? Havde han sendt de andre ud eller var de bare skredet?

''Hvad såå?'' sagde jeg, og kiggede ned i bordet igen. Jeg kunne ikke holde øjenkontakt med Niall, jeg ved ikke hvorfor, men noget sagde mig at det han ville sige var slemt. 

''Jessie, jeg tænkte på..'' Sagde han og lagde en finger under min kæbe, han løftede mit hoved så jeg ikke havde andet valg end at kigge på ham ''Vil du ikke med ud og spise? Bare dig og mig?'' Sagde han med et skævt smil på læben.

I TOLD YOU SO! IT WAS BAD! TOLD YOU! WHY DON'T You Listen to me...? Ja fedt mine tanker skændes med Hinanden også sidder jeg bare her totalt blank, aner ikke hvad jeg skal svare. Ja? Nej? Vi Laver en ja og nej liste!

Ja: 

Han er sød.

Han har flotte øjne.

Han er lyshåret.

Han er mega cute.

Han er en god ven.... 

Han reddede mit liv...

Nej:

Han er kendt.

Jeg kommer i bladene.

Min far vil opdage jeg ikke er hos dem min søster har sagt jeg er ved.

Jeg vil komme i bladene.

HAN ER FUCKING KENDT!

Okay beslutningen er taget. Det var et helt klart nej. Han er kendt. Jeg skal ikke i nogle blade...

''Niall...'' startede jeg ud med, han kiggede lidt undrende på mig, men han beholdt smilet på læberne, havde han sådan et eller andet han klistrede på så man altid troede han smilede? Huh?

''Niall du kendt.. Jeg vil altså helst ikke..'' Han afbrød mig, hvad fanden var han for en!?

''Det okay Jessie jeg forstår..'' Sagde han og forsvandt.. Nu har jeg så også såret ham... Ja det her går da bare bedre og bedre?

Jeg rejste mig, og gik ind i det værelse jeg havde været på før,jeg satte mig på sengen, og kunne høre to mennesker der snakkede ikke ret langt væk fra mit værelse, jeg ville ikke rigtigt lytte, men da de begyndte at snakke om mig, så kunne jeg ikke lade være med at lytte..

''Måske var det en fejl at vi reddede dem ud fra det hus.'' det lød som Zayn, men jeg var ikke helt sikker...

''Jessie er jo mega sød, så hvorfor skulle det være en fejl?'' lød en anden stemme, helt klart Louis..

''Jamen Louis, hvad hvis de bare udnytter os?'' sagde Zayn, jeg tog mit tøj på og tog min taske, og gik ud af værelset, Louis og Zayn kiggede forskrækket hen på mig.

''Jessie, jeg troede du snakkede med Niall?'' lød det fra Zayn, jeg rystede bare på hovedet og gik ud i gangen, jeg havde langt fra lyst til at være her med dem, og slet ikke Zayn.

Jeg tog min sko, som jeg havde lånt af Perrie, og skulle lige til at åbne døren, da der var en der tog fat i min skulder.

''Jessie smutter du?'' spurgte Liam overrasket, jeg valgte bare at nikke, for jeg havde ikke lyst til at snakke...

''Men Jessie vi skulle lige til at lege en leg..'' sagde han, man kunne tydeligt høre han var overrasket over jeg sådan bare skred, og jeg var egentlig ikke selv stolt af at jeg skred fra dem, uden at sige farvel. Især hvis man tænker på hvordan de har været over for mig, hvis vi lige udelukker Zayn her..

''Jeg har ikke lyst'' mumlede jeg og kiggede ned i jorden, jeg tog endnu engang fat i dørhåndtaget for at åbne den, men han lagde sin anden hånd på den og skubbede den i igen, da jeg havde fået den åbnet en lille smule.

''Kom nu Jessie'' sagde han, han lød en lille smule såret, fedt endnu en jeg såre...

Jeg rystede på hovedet, og kiggede bare ned på mine fødder. Gå nu Liam Jeg magter det ikke... GÅ SKRID!!!!

''Liam... Lad mig nu bare gå..'' sagde jeg, og kiggede op på ham, jeg kunne mærke tårene i mine øjenkrog men ignorerede det. jeg havde ikke tid til at stå og tude, og slet ikke foran Liam.

Han rystede på hovedet, og trak mig med ind i stuen, jeg rev min arm til mig, da vi kom derind. Jeg styrtede ud i gangen og ud af døren, jeg var ligeglad nu, jeg ville væk. 

Jeg løb op af vejen, med fuld fart, og ville bare væk så hurtigt som muligt, jeg havde ingen mobil, og ikke det vildt meget tøj på.. Heldigt for mig, at dem jeg havde sovet ved (hvilket jeg endnu ikke havde fundet ud af hvem var) Ikke boede så forfærdeligt langt væk fra byen. Og ikke specielt langt væk fra Mickey. 

Jeg løb hen imod den lejlighed Mickey bor i. Jeg ringede på dørtelefonen, og det var heldigvis Mickey der tog den. Jeg stor tudede imens jeg stod der.

''Det Mickey!'' Lød det, jeg tog en dyb vejrtrækning, og pustede så ud ''Hallo?'' lød det. Jeg trykkede på knappen så jeg kunne snakke..

''Mickey...'' Jeg var græde færdig, men heldigvis lukkede han op uden yderligere spørgsmål. Jeg løb op af trapperne, døren stod åben, så jeg gik bare direkte ind, jeg stod i gangen. mit ansigt var helt vådt af gråd. 

Mickey kom ud til mig, og da han fik øje på mig løb han hen til mig, lagde armene om mig, og trak mig ind til et stort dejligt kram, som jeg havde savnet så forfærdeligt meget!

''Mickey..'' Mumlede jeg mod hans bryst, imens jeg snøftede.

''Shhhh smukke jeg er her for dig!'' sagde han og kyssede mig i håret, det hjalp, jeg faldt straks til ro, men der kom alligevel et par små hulk, det var ikke noget han tog sig af, han trak mig ud af krammet, og kiggede op og ned af mig, han tørrede mig under øjnene med sine tommeltotter, 

''Du ser godt ud i sådan noget tøj'' sagde han med et skævt smil på læben, jeg smilede kort og kiggede ham i øjnene, hans utrolig flotte brune savnet øjne! De var så dejlige at glo ind i, de fik mig til at føle mig tryg.

''Jeg har savnet dig'' mumlede jeg og kiggede på ham, uden at overbeglo selvfølgelig, han trak mig ind til endnu et kram.

''Jeg har også savnet dig søde'' sagde han imod mit hår. Org Mickey! Jeg kunne altid regne med dig..

''Nå søde vil du fortælle mig hvad der er sket?'' spurgte han, og trak mig ind i stuen, jeg nikkede kort og satte mig i deres utroligt dejlige sofa.

den trådløse telefon begyndte at ringe, idet jeg var ved at sige noget til ham. Han så undskyldene på mig, men jeg nikkede bare kort. Så han tog den op til øret.

''Det Mickey?'' sagde han undrene, sikkert fordi han ikke havde nummeret.

han kiggede ned på mig, og svarede så personen i telefonen, imens han nikkede. 

''det til dig'' sagde han og rakte mig telefonen, jeg tog imod den, hvem ringede til Mickey for at få fat på mig? Den eneste der havde nummeret var da mig, min far, og Isabella... Isa? Nej vel?

''Ja...?'' sagde jeg stille, og kiggede undrene op på Mickey.

''JESSIE!'' Lød det, fuck det var Harry. ''Jessie hør på mig'' lød det fra Niall bagved, jeg tog telefonen væk fra øret og smækkede på, det kan godt være det var uhøflig men jeg havde ikke brug for at snakke med dem. Ligemeget hvor meget de havde brug for at snakke med mig.

Jeg havde brug for min elskede Mickey!

''forkert nummer'' hviskede jeg bare og lagde telefonen på bordet, heldigvis så forstod Mickey en hentydning. 

''Du.. Vil du ikke have noget andet tøj på? Jeg tror faktisk stadigvæk jeg har noget af dit tøj liggende på mit værelse'' sagde han og smilede skævt. 

''Mickey, du havde ret..'' sagde jeg, han kiggede ned på mig, med et overrasket ansigtsudtryk.

''Hvad mener du Jessie?'' sagde han og rynkede brynene, jeg kiggede ned i jorden, og da jeg kiggede op igen, kunne jeg intet se, mit blik var sløret.

''Du har ret! Berømtheden gik mig vel til hovedet, eller sådan noget! Men jeg har ikke lyst til at være en del af det mere Mickey!'' råbte jeg helt grådet, han tog mig ind til et kram..

''Jessie, Jeg mente det jo ikke, jeg var sur der, det var et øjebliks svaghed!'' sagde han og smilede skævt til mig ''Jessie jeg var bare bange for at miste dig'' han tog mine hænder i sine og gav dem et lille klem, hvorefter han kyssede min hånd, jeg ønskede egentlig at denne dag snart skulle slutte... MEN! Når det så er sagt, så er jeg bare så glad for at se Mickey igen! Jeg har virkelig savnet det lille pjok!

''Mickey det okay, for du havde ret, jeg lover at jeg aldrig vil omgås de tosser igen! Ligemeget hvor mange gange de redder mit liv!'' Sagde jeg og smilede til Mickey, han rev mig ind i et kæmpe kram.

''Jessie jeg er ligeglad med hvem du omgås, så længe du altid vil være min bedste veninde, for jeg har virkelig savnet dig!'' Sagde han og kyssede mit hår, han rev mig med ind på hans værelse og rodede i nogle skuffer, sikkert efter noget tøj til mig.

Hans værelse havde ikke forandret sig det mindste, han havde stadigvæk plakater hængende af hans ynglings band, Nickelback, selvfølgelig havde han ikke ændret det, men måske en dag ændre han alt ved sig selv, og så vil jeg aldrig kende ham, måske bliver han bøsse, eller måske bliver vi en dag uvenner over den mindste ting og han vil aldrig snakke til mig igen efter det... Nej! Aldrig siger jeg dig! 

''Mickey, tror du nogensinde at vi... jeg mener tror du.... vi vokser fra hinanden?'' jeg kiggede ned i gulvet, også op på ham da jeg endelig fik det sagt det færdigt, han havde vendt sig om og kiggede på mig, jeg tror ikke engang at han vidste hvad han skulle svare.. Jeg vidste ikke engang hvad jeg ønskede svaret skulle være.

''Jessie... Jeg ved det virkelig ikke.. Men hvis vi nogensinde gør.. Så ved jeg det ikke'' Svarede han og kiggede underligt på mig.. Jeg kiggede ned i mine hænder, som jeg havde liggende i mit skød.

''Men en ting jeg ved er at du er min bedste veninde lige nu..'' sagde han og smilede et halvt skævt smil.. Han havde vel ret, så hvorfor bekymrede jeg mig? 

Han smed et par Jeans og en sort top hen til mig, og forsvandt ud af værelset. Jeg plejer normalt bare at klæde om selvom han er her, men efter vi er blevet ældre er han begyndt at gå ud, jeg ved ikke rigtigt hvorfor men det skal være hans eget valg. Der er jo hellere ikke rigtigt noget at gøre ved det, og egentlig burde jeg også være ligeglad, men jeg havde jo ikke noget imod det!

Med et lille suk fik jeg taget mit tøj på, som sad ret stramt.. Men nu var det jo også mange år siden jeg sidst havde set det her tøj, Toppen sad stramt til min krop og gjorde mine bryster en del større end de egentlig er, bukserne sad godt nok, faktisk bedre end de gjorde da jeg havde købt dem, men nu var jeg jo også blevet lidt større siden jeg købte dem, og dengang var de for store, for jeg kan godt li for stort tøj. 

Jeg gik ud af værelset og ind i den lille stue, hvor Mickey sad og så tv. Han kiggede op i samme sekund som jeg kom ind i stuen. 

''wow.. jeg kan huske sidst du havde det tøj på.. Det sidder meget bedre nu!'' sagde han og smilede stort til mig.. Mickey var altid så sød, nogle gange var han bare alt for sød... 

''Tusind tak, jeg takker og...'' mere nåede jeg ikke at sige før dørtelefonen ringede, hvem ville komme på sådan et tidspunkt? Mickey rejste sig op og gik ud til døren, han tog dørtelefonen op til sit øre og snakkede med den person som stod nedenfor. Han lukkede døren op og gik ind i stuen igen uden at sige noget.

''Hvem er det Mickey?'' spurgte jeg og kiggede på ham, han havde sit triste ansigt på og han kiggede ned i jorden.. Det her kunne ikke være godt! 

''MICKEY! så sig det dog!'' Jeg gloede på ham, men han gad ikke svare, og inden jeg fik set mig om var døren ud til gået op og ind kom....

----

MUHAAEEE XD Hvem tror i det er der kommer? ^^

Håber i kan lide den.. jaa det var alt Bye bye!!!

---Heidi

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...