Gespenstet

Da pigen, Elena Allen, finder sin bedste ven brutalt myrdet i en baggård begynder alt at gå ned af bakke for hende. Hun bliver opsøgt af politiet som mener hun er den eneste der kan opklare mordet, må hun kæmpe imod sig selv, sine venner og morderen som viser sig at have en speciel forbindelse med hende.
Sammen med den unge kriminalassistent, Alexander, må hun løse gåden om ''Gespenstet'', som viser sig at være mere og mere overnaturlig.
De er i en kamp mod tiden, for den sidste der skal dø er hende.

1Likes
0Kommentarer
473Visninger

1. Overraskelser

Kapitel 1:

 

Duften af nybagt brød fyldte min næse da jeg drejede om hjørnet ved Brookstreet, og fortsatte ned af den tætbefolkede Regent street. Jeg gik på liste tær. Prøvede at undgå for megen opmærksomhed. Normalt ville folk ikke lægge mærke til en lille, hjemløs pige der haltede rundt på de beskidte brosten, men jeg havde så småt fået opbygget mig et omdømme.

Jeg gik langs de klamme, våde vægge, da kirkeklokken pludselig begyndte at ringe til aftensgudstjeneste.

’’Åh nej!’’ Hvislede jeg for mig selv, imens jeg satte farten op. Var klokken virkelig så mange?

Om lidt ville alle køberne gå mod kirken, og sælgerne ville lukke deres boder. Og det betød, at jeg ikke ville få aftensmad, hvilket slet ikke var en mulighed.

Længere fremme kunne jeg se den tykke bagerkone med favnen fuld af brød som skulle bæres ind. Jeg satte farten lidt ned, puttede mine hænder i lommen, og prøvede at virke som en ordentlig borger på vej i kirke.

Bagerkonen lignede en ork, med slidt brunt hår sat op i en knold. Stod man bag hende kunne man ikke se solen eller noget af himmelen.

Jeg smilte af mig selv, og gik med lange, selvsikre skridt hen mod hende.  

’’Vi har lukket.’’ Gryntede hun, og vendte ryggen til mig for at gå ind med endnu et læs brød.

’’Du ligner alligevel ikke en der har råd til en sølle bolle.’’

’’Du har ret.’’ Svarede jeg med at provokerende smil, og nuppede et par af hendes boller, uden hun så det:’’ Jeg kommer tilbage i morgen.’’  

Så fortsatte jeg fløjtende hen af gaden, som så småt var begyndt at blive tom.

 Regent street blev hurtigt stille og grå. Bagerkonen lukkede sin bod og gik mod kirken. Der var ingen der lagde mærke til at jeg gik den anden vej, selvom der var mødepligt hver søndag.

Dråber begyndte ligeså stille at falde ned. Jeg skærmede mine øjne og kiggede op mod den mørke, overskyede himmel. Det så kun ud til at blive værre, så jeg satte igen farten op.

Pludselig kunne jeg se en skikkelse i det fjerne. Jeg kneb mine øjne sammen for bedre at kunne se personen der kom imod mig. Det var en mand. Han havde en lang frakke på, som blafrede i vinden og han holdt fast i sin hat med den ene hånd.

Jeg krøb mig sammen og prøvede at virke så lille og sølle, at han ikke lagde mærke til mig. Jeg gik langs husmuren igen, da hans stemme pludselig skar igennem luften.

’’Hej du!’’ Råbte han og begyndte at gå over mod mig. Han var en ung mand. Omkring min alder. Mørkebrunt hår kransede sig omkring hans ansigt i bløde krøller og hans brune øjne skinnede i det grå lys. Jeg blev helt mundlam et kort sekund, men tog mig sammen igen, da han stod foran mig.

’’Ja…?’’ Svarede jeg spørgende og prøvede at se lidt uskyldig ud.

’’Ja, undskyld jeg sådan trænger mig på.’’ Begyndte han:’’ Men skal de ikke i kirke?’’

Tankerne løb rundt i hovedet på mig for at finde på en passende undskyldning.

’’ Jo, men min mor ligger hjemme og er ved at dø.’’ Snøftede jeg, og prøvede på at se ynkelig og bange ud, imens jeg stod der presset om mod væggen i regnvejr.

’’Jamen dog, hvad er der sket?’’ Jeg smilte inden i, og kæmpede imod min trang for at grine af, at han faktisk hoppede på den.

’’Hun er blevet syg.’’ Svarede jeg og begyndte at hulke.

’’Mig og mine søskende har arbejdet hårdt for at få råd til noget mad, som jeg er på vej tilbage med.’’

’’Så må de hellere skynde dig tilbage.’’ Smilte han:’’ Vi gør en undtagelse.’’

Da han drejede rundt lagde jeg mærke til at et politiskilt sad inde i hans jakke. Jeg havde lige snydt en politimand hoverede jeg for mig selv, da jeg fik en ide.

Lynhurtigt smuttede jeg om bag ham, og lod min hånd glide ned i hans jakkelomme. Jeg kunne mærke pungens rå læder mod min hånd og tog fat om den. Men lige da jeg skulle til at trække den op, greb han fat i min arm. Der gik et stød igennem min krop. Var jeg virkelig blevet opdaget?

Jeg kiggede op og mødte hans brune øjne, som kiggede nærmest hånligt på mig.

’’Jeg ved godt hvem du er, Elena Allen. Londons bedste tyv. For at være ærlig er jeg lidt skuffet. Jeg havde regnet med at du var lidt sværere at fange end det her.’’ Fnøs han og fortsatte:’’ Skulle du ikke være snu?’’

Han holdte en lang pause. Jeg kneb øjnene sammen, rettede ryggen og ventede på, at han skulle sætte håndjern på mig, og føre mig til politistationen. Men det skete ikke. Pludselig lettede han grebet om mit håndled og min hånd faldt ned langs min side. Jeg kiggede spørgende op på ham.

’’Gør det lidt sværere næste gang, ikke?’’ Var det sidste han sagde inden han vendte sig om og gik videre. Jeg stod måbende og så ham ligeså stille forsvinde.

 

Det var blevet mørkt da jeg endelig befandt mig på Gracechurch street igen. Lygtepælene sendte et svagt lys ned i gyden, som gjorde det muligt at snige sig forbi alt det efterladte ragelse der lå på jorden. Dengang Blindy var blevet blind havde vi lige fundet stedet. Han blev så fornærmet, da vi sagde at vi blev nød til at hjælpe ham, at han bare vendte sig om og fumlede sig vej derhen. Victoria havde taget sine hænder op foran øjnene, imens vi andre prøvede at råbe til ham. Han ignorerede os selvfølgelig, og det næste det skete var at vi måtte lede efter ham i alt skrammelet. Da vi fandt ham, havde han brækket en hånd. Fra den dag, havde han aldrig begivet sig derind alene igen.

Jeg smilte ved mindet. Det var godt jeg havde fået fat i maden. Jeg hadede at se de andre gå sultne i seng. Især når det var mig der stod for at finde maden, som det var i dag.

Jeg knugede bollerne lidt tættere til mig, imens jeg sparkede en papkasse væk der stod foran indgangen. Jeg hoppede lynhurtigt ned af trappen og landede foran døren. Jeg bankede tre gange, holdte en pause og bankede så to gange igen. Der gik et stykke tid inden døren åbnede.

Til sidst åbnede den dog, og jeg skyndte mig derind og smækkede den efter mig.

’’Fik du fat i noget mad?’’ Spurgte Carlson uden at kigge sig tilbage.

’’Selvfølgelig gjorde jeg det.’’ Svarede jeg:’’ Det gør jeg jo altid, ikke?’’

Han prustede og mumlede noget til sig selv, inden han drejede væk fra den smalle gang og ind i et større rum. Vi kaldte det fællesrummet. Og hele den her bygning blev kaldt hotellet. Hotellet for folk der ikke har råd til normale hoteller. Folk sad spredte i små grupper rundt omkring. Små og store stemmer fyldte rummet, og fik det til at ryste af snak. Jeg spottede Victoria ovre ved pejsen, og begyndte at kæmpe mig vej mod dem. Næsten hele gulvet var fyldt, så det var en besværlig vej derover. Bagved kunne jeg høre Carlson vrisse af nogen. Bagefter hørte jeg et bumb og en lille dreng begyndte at græde.

’’Carlson…’’ Sukkede jeg og undgik lige nøjagtig at placere min fod på en rigtig stor mands hånd.

’’Han stod i vejen’’ vrissede Carlson tilbage:’’ De står altid i vejen.’’

Jeg rystede på mit hoved og vinkede til Victoria som havde fået øje på mig. Hun prikkede Elyar i siden og pegede på mig. Da han fik øje på mig rejste han sig op og forsvandt i mængden. Jeg kiggede spørgende over på Victoria, som bare løftede på skuldrende. Ved siden af sad John med næsen begravet ned i sin notesbog. Han stjal den engang fra en Sir. Nicholas. Han var blevet opdaget og jagtet igennem mindst halvdelen af Londons gader. Kun for en lille, sølle notesbog.

Han underholder os tit med hvordan Sir. Nicholas’ ansigt havde set ud, da han var stukket fra dem. I virkeligheden havde han bare siddet bagved en tønde, lige ved siden af dem. Men da Sir. Nicholas var en hadet mand, var der ingen der havde sagt noget.

Da jeg kom derover satte jeg mig ned imellem ham og Lee. Jeg lod pejsen varme mig et stykke tid, inden jeg trak bollerne frem og delte dem ud.

’’Jeg troede lige du ikke havde fået fat i noget’’ Sagde Lee lettet og tog et bid af bollen jeg lige havde givet hende.

’’Du ved jo godt jeg aldrig skuffer jer, Lee’’ Svarede jeg, og lod min hånd glide igennem mit lange, filtrede brune hår.

’’Hvor bliver Elyar af?’’

Jeg tog et bid af min bolle, og beherskede mig for ikke bare at køre den ind, og bagefter spise Carlson, Elyar, Blindy og Davids. Carlson var gået over for at hente David, der åbenbart var i gang med at spille kort. Jeg kiggede ud i rummet og prøvede at se om jeg kunne spotte dem. Uden held. De måtte være helt ovre i den anden ende af rummet.

Jeg lukkede øjnene og lod pejsen varme mig. Jeg frøs helt ind til benene, og jeg kunne ikke ryste følelsen, eller tanken, om den mystiske politimand af mig. Hans brune gennemborende øjne, sad som brændt fast i min hjerne, og jeg kunne stadig mærke præcis det sted han havde holdt fast i mig. Jeg kunne høre hans stemme sige mit navn igen og igen og igen… Pludselig vågnede jeg op. Hvad var det jeg havde gang i? Jeg rystede mit hoved og masserede mine tindinger.

’’Elena, er du ok?’’ spurgte Victoria og kiggede bekymret over på mig.

’’Mig? Ja ja, jeg har det fint’’ Svarede jeg, men Victoria virkede ikke helt overbevidst. Hun blev ved med at kigge mistænksomt over på mig. Jeg var lettet da Carlson og David kom og satte sig ned.

’’Jeg er ved at dø af sult!’’ Klagede David og rakte ud efter sin bolle. Han tog bollen op foran sit ansigt og kiggede vurderende på den.

’’Det var ikke meget.’’ Klynkede han, imens han vejede den i hånden.

’’Nej, men det er stadig mere end i går.’’ Forsvarede jeg mig:’’ Der fik vi, så vidt jeg husker, ikke andet end luft’’

’’Det hele var lukket!’’ Sagde han for fjerde gang, inden han til sidst tog et bid af bollen. Det fik ham til at holde mund, og vi sad lidt i stilhed indtil Elyar endelig dukkede op.

’’Hvor blev du af?’’ Spurgte Victoria:’’ Du så Elena og så smuttede du bare!’’

Pludselig blev hendes øjne dobbelt så store, og hun kiggede igen og igen fra Elyar til mig.

’’Victoria, Nej!’’ Sagde jeg bare, og rystede lidt på hovedet.

’’Nå…’’ Sukkede hun:’’ Det var da et forsøg værd.’’

’’Hvad skulle du så?’’ Spurgte Blindy som havde fumlet sig vej herover og sat sig ned.

’’Jo, jeg skulle hente en lille overraskelse til jer.’’ Han smilede sit velkendte smil, hvor der manglede en hjørnetand og holdte hænderne bag op ryggen. Vi kiggede alle sammen spændte op på ham, og vi hylede op da han trak en håndfuld mønter frem.

’’Hvad er det? Hvad er det?’’ Spurgte Blindy forvirret.

’’Hov, undskyld! Det er mønter, Blindy’’ Svarede Victoria og vendte sig så mod Elyar igen:’’ Hvad har du tænkt dig vi skal bruge dem til?’’

’’Jeg håber godt nok du siger Goldies, Elyar.’’ Begyndte jeg.

’’Selvfølgelig skal de bruges ved Goldie!’’ Grinte han, da vi huede noget mere:’’ Det er ved at være så lang tid siden, at jeg begynder at tro han har glemt os.’’

’’Han kan da ikke glemme os.’’ Svarede jeg og blinkede til ham.

Der gik endnu et stykke tid, hvor vi bare sad og gnaskede på bollerne indtil Victoria sagde:’’ Jeg tror nu jeg bliver her. Jeg er så træt.’’

Jeg kiggede forvirret på hende og rundt på de andre. Jeg prøvede at gennemskue hende. Der var et eller andet mærkeligt ved den måde hun sagde det på. I stedet for bare at spørge hende lide ud, tænkte jeg at det var lidt bedre at spille dum.

’’Jamen du plejer da altid at ville med hen til Goldie!’’ Kom Lee mig i forkøbet. Jeg sukkede, lænede mig tilbage og prøvede i stedet at tyde Victoria.

Trækninger i mundvigende, bevægelige hænder og flyvende blik. Hun holdte et eller andet skjult for os, men hvad? Jeg valgte at lade det passere da jeg ikke havde fortalt hende om min oplevelse med politimanden. Men det skulle helt sikkert ikke blive glemt.

’’Bare lad hende blive hjemme, Lee.’’ Sagde jeg da jeg var blevet træt af deres samtale:’’ Hun går bare glip af den masse sjov.’’

Victoria smilte sarkastisk til mig og rejste sig op.

’’Jeg tror jeg går ind og sover lidt’’ Sagde hun til sidst og gik sin vej.

’’Undskyld hvis jeg gjorde dig vred!’’ Råbte jeg sarkastisk efter hende, som gengæld på smilet. Hun vendte øjne og forsvandt ud på gangen.

’’Det var da mærkeligt.’’ Sagde David undrende:’’ Tror i hun er syg?’’   

’’Jeg ved det ikke.’’ Svarede jeg:’’ Men jeg er også ligeglad’’

De andre gryntede og sukkede lidt som svar, indtil Elyar hoppede op, klappede i hænderne og sagde:’’ Skal vi så ikke til at komme af sted?’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...