Forladt

Kasper ser kun sin 4-årige datter to timer hver anden måned, strid med ekskæresten har gjort at det skal være under opsyn. Han har længe glædet sig til at se hende, men da dagen endelig nærmer sig, ændres planerne.

0Likes
0Kommentarer
112Visninger

1. Milla...

Tidevandet slettede langsomt de sidste tegn på liv i sandet. Fodspo­rene forsvandt med vandet. Kun lyden af det brusende vand, og den nøgne dukke, der stille græd på det sidste batteri, var til at høre. Stranden lå øde hen. Noget stort flød rundt i horisonten. Danmark le­vede videre, u vidne om hvad der var sket. Kun et vidne var der, vidnet uden følelser, uden tanker uden blod i årene…

Dagen startede som alle andre, solen skinnede skarpt på himlen, frosten havde fået græsset til stå stift på række. Det var søndag morgen, i okto­ber. På mange måder lignede denne søndag morgen andre søndage, morgen tv, kaffe på køkkenbordet, juice fra to friskpressede appelsiner og et stykke brød. Kaspers kalender var normalt tom om søndagen, men i dag stod der med krogede bogstaver: Være sammen med min datter. VIGTIGT KLOKKEN  16:00”                                                   

Kaspers havde fået to timer, hver anden måned, hvor han kunne se sin datter Milla. Selvfølgelig under opsyn af Kaspers ekskæreste, Lea. Statsam­tet og Lea havde i fællesskab besluttet, at han kun måtte se sin datter de få timer under opsyn. Kasper var gået psykisk ned da han fik beskeden. Milla var hans øjesten. Han havde været 28 da han fik hende. I dag er hun 4.  Kasper kæmpede med at få lov at se hende mere, men intet skete, ingen ville hjælpe ham med at kæmpe for sin sag, han måtte være tilfreds med det han fik, det havde manden på kommunen sagt.                                          Kasper ryddede op efter sin morgenmad, han følte sig utilpas, han var nervøs, men samtidig også bange får at Lea skulle ringe og melde afbud, ligesom sidst. Hans morgenmad var på vej op igen, sommerfuglene i hans mave hobede sig op, som var hele Randers regnskov lukket inde i ham. Han skæ­vede over til hans gamle kommode, den havde engang været hvid over det hele, nu var den halvt hvid, halvt træfarvet. På kommoden lå en stor fin pakke. Pakken var ujævn, den havde former, op og ned, op og ned gik det, når man fulgte det røde bånd, der var sat på. På midten af båndet var sat en stor guldstjerne, den lyste op i mørket, det havde Kasper erfaret i nattens timer. Den var pakket ind i papir af guld. En rigtig prinsessegave, til en prinsesse.                                               Kaspers hjerte sprang et slag over, da han kiggede på den. Han glædede sig ubeskriveligt meget til at se Milla, og give hende gaven. Han havde købt en dukke til hende. En dukke, der kunne græde så det lød, som da Milla var lille. En dukke, der mindende ham om dengang, hvor han var blevet far. Dukken havde kort lyst hår, ligesom Milla havde haft. Nu var det blevet mørkere, det havde det i hvert fald været for fire måneder siden, da han så hende sidst.                                                            

Kasper vidste ikke, hvad han skulle give sig til. Han ville være 100 % klar til Milla og Lea kom. Tiden skulle ikke spildes, når hun endelig var hos ham. Lea havde siddet i hjørnet og drukket te, sidst de havde været her. Kold som en isdronning, havde hun siddet og overvåget samværet mellem far og datter. Hun havde siddet som om hun regnede med, at Kasper ville overfalde Lea. Kasper fik kuldegysninger bare tanken om det, hvorfor skulle han overfalde hende? Han forstod det ikke. Han ville aldrig gøre hende ondt, aldrig! Han ville kunne skade sin øjesten. Kun det bedste for hende, han største ønske var at være en del af hendes hverdag. En del af hendes opvækst.                            Klokken var kun ti, stadig fem timer til de kom. Stadig fem timer hvor Lea kunne ringe og aflyse, stadig fem timer hvor Kasper kunne nå at lave noget dumt, så Lea blev sur. Timerne, minutterne, sekunderne al­ting tog så lang tid. Kasper vidste ikke hvor han skulle gøre sig selv, han gik frem og tilbage, ind og ud af værelserne i hans lejlighed. Bare klokken snart var 16:00.

Endelig var klokken ved at være 16:00. Kasper var spændt og nervøs, men han glædede sig. Han glædede sig til at se sin datter i live, han vidste hvordan hun så ud, han modtog jævnligt billeder af hende, på sin telefon. Hans skærm på 3x5 cm, gjorde ikke noget godt for billederne af hende. Men det var lige meget, for nu kom hun, lige om lidt. Han ville snart holde hende i sine arme, og se hende i øjnene. Hun ville få prinsessegaven, der indeholdt den sødeste baby, med et blåt tæppe omkring sig. Milla ville altid kunne huske sin far, fordi han gav hende dukken. Det håbede Kasper i hvert fald. Lea kunne bryde kontakten fuldstændig, bare Milla kunne huske sin far. Det var det dukken skulle hjælpe Milla med, hjælpe hende med at huske sin far, hvis noget forfærdeligt skete. Kasper skyllede sine hænder, og kørte dem tjekket igennem sit hår, han hældte et glas cola op og satte sig i sofaen, tog en facade på som fattet og cool. Kiggede på sit ur, 7 min til de kom. ”Hallo jeg ringer, haaallo jeg riiinger.” Kaspers hjerte sad i halsen, hans telefon ringede.                     Telefonen lå med displayet ned i bordet, tusind tanker fløj igennem hans hoved. Tænk hvis det var Lea, det kunne jo også være en af hans venner. Kasper begyndte stille at strække sin arm ud, i retning mod telefonen, hans arm var tung, en følelse af at der var flere hundrede meter over til telefonen, ramlede ind over ham. Hans hånd nåede telefonen, hans hånd rystede, han tog forsigtigt telefonen i hånden, og vendte den om: Lea. Kasper rystede over det hele, da han trykkede på telefonens grønne knap, han kæmpede for ikke at ryste i stemmen, da han stille sagde: ”det er Kasper.” Stemmen i den anden ende, kom med beskeden han frygtede: ”Hej Kasper, det er Lea, vi kommer altså ikke alligevel, jeg har ikke tid, vi skal besøge min nye kæreste. Vi kommer en anden dag.”                                                                                                                                                    Kasper var mundlam, han vidste ikke hvor han skulle gøre af sig selv: ”Jamen… Det er sgu da min datter, jeg har ikke set hende i fire måneder, jeg har købt en…” Røret blev smidt på i den anden ende, Kasper nåede ikke at snakke færdigt. Tårerne pressede sig på, han kastede sin telefon over i hjørnet, den smadrede i tusind stykker. Kasper for op af sofaen, han sparkede til bordet, og slog ind i væggen, da han gik forbi, han rev sin jakker ned af knagen, ude i gangen. Hurtigt fik han jakken på, han var rasende, han var såret helt ind i hjertet. Han rev døren op, han skulle lige til at gå ud, da han kom i tanke om dukken. Han tog to store skridt tilbage, han tog prinsessegaven under armen, og løb ud af døren. Den smækkede bag ham.  

Kasper gik imod vandet, han ville væk fra sin lejlighed, væk fra telefonen, væk fra livet, væk fra andre mennesker i lejligheden, væk fra alt. Han nåede stranden, han satte sig på en stor sten, tæt på vandkanten, der sad han altid når han ville væk. Han lagde gaven ved siden af sig, og satte sig med hoved på hænderne, hans albuer borede sig ned i hans ben.  Tankerne fløj igennem ham. Følelsen af at være fortabt ramte han. Han tog gaven op i hænderne, han begyndte at vende den rundt, han havde glædet sig så meget til at give Milla gaven. Han flåede papiret af, der lå den lille dukke pige i hænderne på Kasper, lille og fortabt svøbt ind i et blåt tæppe. Han tog dukken ind til sig, som han havde gjort da Milla blev født. Det gik op for ham, at han ikke kunne leve, hvis han ikke måtte se sin datter. Der ville hele tiden være noget inde i ham, der ikke var fyldt ud. Et rum der ville stå tomt, til den dag hvor han ville få Milla, to uger om måneden, men ville det nogensinde ske? En tårer trillede ned af hans kind, kulden fik den til at føles som om en kniv, skar hele vejen ned af hans kind. Han pressede dukken ind imod sig, han kunne knuse den. Han lagde den på stenen med tæppet omkring sig. Dukken græd svagt, så det lød som da Milla var lille. Hans hjerte bankede hurtigt, det mindede ham om, at Lea havde svigtet ham, så han ikke havde set Milla. Dukken mindede så meget om Milla. Milla, Kaspers lille dukkebarn. Kaspers egen prinsesse og øjesten. Hans øjesten han aldrig fik lov at se. Stille rettede han sine ben ud, han virkede så enorm når han stod ved siden af dukken, der hjælpeløst lå stille på stenen. Han gik imod vandet, han anede ikke hvad han lavede. Hans sko dannede fodspor i sandet, ville nogen nogensinde se det? Ville nogen savne ham? Spørgsmålene hobede sig op, men han ville ikke stoppe. Hans sko var dækket af vand, han rystede, hvad tænkte han på? Skulle han selv svigte, fordi han altid var blevet det? Han trådte længere ud, vandet kom tættere på. Han glemte kulden, glemte alt omkring, vandet snoede sig op af hans krop, han kiggede tilbage mod bredden, han var stadig alene. Han ville være alene resten af livet.

Kasper var bange, bange for at svigte den han elskede aller aller mest. Bange for det han var i gang med, hvad tænkte han på? Han tog et skridt mere, vandet nåede hans navle. Han begyndte at græde, knivene var vendt tilbage, gled ned af hans kinder. Ingen ville tænke over det, hvis han forsvandt. Kasper var blevet svigtet så mange gange, han var ligeglad nu. Han faldt på knæ, holdt sig for næsen, hans hoved var under vandet. Han var bange, han var ved at fortryde, men han holdt fast. Tidevandets bølger skubbede svagt til ham. Alle advarsels sirener i hans krop slog til. Hans krop gjorde alt får at overleve men Kasper ville ikke, han ville væk. Han skulle aldrig svigtes mere. Alt inde i ham kæmpede for at komme op til overfladen. Hans hjerne sagde: ”kom op, stop det!” Men hans hjerte sagde: ”det er det rigtige!” Han fulgte sit hjerte. Hans krop gav op, hånden han havde holdt for næsen gled op, han flød i horisonten. Kun dukken havde set det hele, Milla ville aldrig finde ud af, at den grædende dukker var til hende, hun ville aldrig finde ud af, at hendes far elskede hende mere end sit eget liv…

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...