Er du her stadig? ~ novelle

"Pludselig mister jeg fodfæstet, og jeg lander på den hårde jord. Jeg tager mig til mit brændende skinneben, og ser mig om. To hvide, gravsten kommer til syne. Jeg må have overset dem i den lette tåge, som stadig hang i luften. Det gyser igennem hele min krop, da jeg læser det ene navn. Frede Thomsen, 2004-2012. Men… hans gravsten plejer at stå i 6. række meget længere nede! Mit blik flakker hen på gravstenen, som er placeret tæt op ad Fredes. Jeg udstøder et skrig, da jeg ser det. Emilie Thomsen, 1999-2012."
Hendes liv har været noget rod, efter hendes brors død. Hendes døgnrytme er ødelagt, og hun ser denne skikkelse...

2Likes
2Kommentarer
458Visninger
AA

1. Er du her stadig?

 

Jeg mærker et hårdt ryk i min arm, og jeg vågner med et sæt. Jeg misser med øjnene og opdager min matematiklærer Janne, som sender mig et vredt blik.
”Følg med!” vrisser hun og går op mod katederet igen. Jeg er for træt til at undskylde og skæver i stedet til min sidemand, Daniel, som sender mig et undskyldende smil. Jeg gider ikke være sur på ham, han ville sikkert bare sørge for, jeg får min søvn. Det kunne godt ligne ham at gøre sådan noget, han er altid så sød ved mig. Jeg sukker, stadig ikke helt ved mig selv. Jeg kan mærke Daniels blik hvile på mig, hvilket er forståeligt nok. Jeg har ikke sovet i flere dage nu. Om natten er du mest påtrængende, og du lader mig aldrig sove. Det værste er ikke, jeg ser træt ud hele tiden – eller, jeg ligner nærmere et omvandrende lig – men at min livsglæde for længest er brug op. Og så opdager jeg dig. Du står oppe ved siden af Janne. Hårene på mine arme rejser sig, og jeg glider langsomt ned i sædet. Jeg lukker øjnene, fortæller mig selv, det bare er indbildning. Jeg åbner øjnene igen, og det giver et sæt i mig, da jeg opdager, du står foran mig. Mine øjne bliver blanke, og der går ikke lang tid, før jeg bryder ud i gråd. De andre i klassen kigger undrende på mig, og Janne sætter dem i gang med en opgave, før hun hiver mig med ud foran klassenklasselokalet.
”Hvad er der sket med dig, Emilie?” spørger hun og sender mig et bekymret blik. Jeg ryster svagt på hovedet.
”Gå hjem og hvil dig,” beordrer hun og går ind i klassen for at hente min skoletaske. Jeg tager min jakke, som hænger på knagerækken ude foran klassen. Kort efter er hun tilbage og rækker mig min taske, som jeg svinger over skulderen.
”Klarer du selv det med at ringe hjem?” spørger hun utålmodigt og stikker hovedet ind i klasselokalet. Jeg nikker fraværende, da jeg ser dig stå ved siden af mig. Du ryster på hovedet og sender mig et skuffet blik. Jeg gyser svagt.
”Så ses vi i morgen,” siger Janne og kort efter er hun forsvundet ind i klassen igen.

Jeg slentrer hen ad fortovet, mens jeg med jævne mellemrum kaster et blik bagud for at tjekke, du ikke er her. Pludselig virker alting så støjende, og jeg føler enorm trang til at forsvinde. Jeg stikker en hånd i lommen for at finde min iPod, men stopper brat op, da noget uventet strejfer min hånd. Jeg griber hårdt fat om papirlappen og hiver den op. Jeg gisper, da jeg opdager, hvad det er. Det er et billede af Frede. En klump trænger sig på i min hals, og jeg kan mærke mine øjne blive helt våde. Og så lægger jeg mærke til det. Jeg vender mig brat om og får øje på dig. Du har lagt armene over kors og står bare og kigger på mig. Da du fanger mit blik lyser dit ansigt op i et smil. Og så går det op for mig, og jeg lader tårerne få frit spil.
”Kan du ikke bare lade mig være i fred? Stop med at pine mig med at ligge billeder af min lillebror i mine lommer!” skriger jeg og begynder at løbe.

Da jeg kommer hjem farer jeg ind på Fredes værelse og kaster mig på hans seng. Jeg indsnuser den sidste svage duft af ham. Tårerne triller ned af mine udhulede kinder. Jeg har mast mig ned mellem hans uendelige antal af puder og omfavner hans teddybjørn. Jeg falder langsomt i søvn.

”Af jord er du kommet, til jord skal du blive, og af jord skal du genopstå igen.” Præsten ord runger i mit hoved, og jeg læner mig ind til min mor, som hviler sit hoved på mit. Jeg kigger på hans kiste bliver sænket ned i jorden. Min Frede. Jeg græder og gemmer mit hoved i min mors sorte kjole. Da jeg igen viser mit ansigt, skal jeg lige til at skrige. Du står lige foran mig…

Da jeg vågner, undrer jeg mig over, hvordan jeg har kunnet sove. Jeg sætter mig op på en albue og kigger rundt i rummet. Jeg stivner, da jeg ser en bevægelse ud af øjenkrogen. Ude på badeværelset er der noget, som bevæger sig. Jeg ser dig komme smygende hen langs væggen, dit ansigt virker mere utydeligt end normalt. Du runder dørkammen og er inde i værelset nu. Du minder mig om noget, men jeg kan ikke komme i tanke hvad. Jeg vil lægge mig ned, og idet jeg lader mig falde ned i sengen, springer du over til det andet hjørne af værelset og lander på alle fire. Du kigger på mig og åbner munden, som ville du råbe. Jeg begynder at skrige, længe og rædselsslagen. Tårerne løber ned ad mine kinder, og jeg hiver efter vejret. Skrækslagen lukker jeg øjnene hårdt i og gemmer hovedet i en pude. Sådan ligger jeg længe, inden jeg tvinger mig selv til at fjerne puden, og du er væk.
Jeg løber ud af værelset, ned i entréen og hiver mine støvler og jakke på. Jeg løber ud til min cykel og sætter mig op på den. Jeg ved ikke, hvor jeg skal hen, eller hvad jeg laver. Jeg vil bare væk fra dig! Mine øjne er fyldt af tårer, og jeg slingrer vildt ned langs vejen. Pludselig står du foran mig, med armene spredt. Din mund bevæger sig, og da jeg kommer tættere på, hører jeg det: Stop, Emilie, stop! Jeg griber fast i håndbremsen, og det sidste jeg når at ane er et par gule lygter, før alt går i sort.

Jeg ser frem gennem den tætte tåge. Hvor er jeg? Jeg føler mig ikke længere træt, og jeg tager et par skridt længere frem. Jeg ser pludseligt et træ med blot en meters afstand fra mig. Jeg stopper brat op, og hører en ugles tuden. Er den oppe i træet? Jeg kniber øjnene sammen for bedre at kunne se, og det er som om tågen langsomt letter. Jeg befinder mig et bekendt sted. Fredes kirkegård. En hver anden dag var jeg flygtet, men jeg følte pludselig trang til at besøge min lillebrors gravsted. Jeg fortsætter frem mellem gravstenene og spejder ud over den menneskeforladte gravplads. Pludselig mister jeg fodfæstet, og jeg lander på den hårde jord. Jeg tager mig til mit brændende skinneben, og ser mig om. To hvide, gravsten kommer til syne. Jeg må have overset dem i den lette tåge, som stadig hang i luften. Det gyser igennem hele min krop, da jeg læser det ene navn. Frede Thomsen, 2004-2012. Men… hans gravsten plejer at stå i 6. række meget længere nede! Mit blik flakker hen på gravstenen, som er placeret tæt op ad Fredes. Jeg udstøder et skrig, da jeg ser det. Emilie Thomsen, 1999-2012. Jeg falder tilbage og skjuler mit ansigt i hænderne og lader tårerne trille ned ad mine kinder. Jeg stivner, da jeg mærker en hånd på min ryg. Jeg vender mig om og ser dig. Jeg stopper brat med at hulke og spærrer øjnene op. Frede?

Mine lunger brænder, da jeg hiver efter luft. Jeg puster ud igen, og mærker igen den brændende smerte. Hørelsen kommer langsomt tilbage, og jeg hører en masse stemmer som en summen i baggrunden. Der bliver kaldt efter en læge. Jeg tager en mundfuld luft, og denne gang er det ikke ligeså smerteligt. En irriterende bippende lyd overdøver resten af støjen. Jeg mærker noget koldt glide over min kind, hvorefter den tunge dyne bliver flået af mig. Flere mennesker griber fast om min krop, og jeg anstrenger mig for holde mig ved bevidsthed. Men jeg taber til bevidstløsheden, og alt går i sort.

Jeg slår pludseligt mine søvnige øjne op, og jeg misser mod det store vindue, som lukker en kæmpe solstråle ind. Mit blik flakker rundt i rummet, og jeg opdager hurtigt, jeg ligger på et hospitalsværelse. Jeg vil sætte mig op, men jeg er ikke helt klar i hovedet, og jeg falder om igen.
”Forsigtig, du er ikke helt klar til at sætte dig op endnu,” hører jeg en stemme sige. Jeg kigger hen mod døren, og en mand klædt i hvid kittel står lænet op ad døren. Han har krøllet hår og kæmpe hinkestensbriller.
”Hvem… hvem… er du?” spørger jeg forskrækket og tager mig til hovedet. Han kommer ind på mit værelse. Jeg kan ikke genkende min stemme. Den er dybere og mere ru, end den plejer at være.
”Åh, det må du undskylde. Jeg hedder Brian Nielsen, og jeg er din læge. Du befinder dig på Rigshospitalet,” forklarer han og hiver en hvidmalet stol hen til sengen og sætter sig på den. Jeg stirrer skræmt på ham, og jeg kan hverken finde hoved eller hale på noget. 
”Du kan være helt rolig, Emilie. Du blev kørt ned for syv dage siden, og du har været indlagt her lige siden. Du er stadig kvæstet efter ulykken, og du må love mig at være forsigtig.”
Mit hoved dunker, som blev der holdt koncert derinde. Jeg lukker udmattet mine øjne og lytter til lyden af lægen, som rumsterer med et eller andet. Kort efter mærker jeg en varm hånd på min pande, og et lille stik i armen. Jeg mærker min hovedpine lette, og jeg døser hen.

Da jeg igen vågner endnu engang, er jeg alene på værelset. Der ligger en buket blomster på mit natbord, og sammen med dem hører et lille kort.
Jeg sætter mig prøvende op, og denne gang lykkes det mig. Jeg smiler kort for mig selv, hvorefter jeg rækker ud efter kortet.
Jeg savner dig, står der. Med små, sirlige bogstaver. Skriften virker bekendt, men jeg kan ikke huske, hvor jeg kender den fra. Brevet er ikke underskrevet. Jeg vender og drejer kortet, men nej. Ingen underskrift. Pludselig får jeg den genkendelige følelse af tilstedeværelse, og jeg vender hovedet over mod den stol, Brian havde siddet på. Jeg gisper, og tager hænderne op foran ansigtet. Jeg aner lige et langt sår langs min underarm, inden jeg lukker øjnene og beder til, det ikke var rigtigt. Jeg åbner øjnene igen og ser på dig. Du sidder der. Lige foran mig.
”Emilie,” hvisker du, og du lægger hovedet svagt på skrå. Jeg stivner, da jeg hører din stemme. Den er velkendt, og jeg ved, hvis stemme, det er.
”Hvorfor kunne du ikke bare tyde mine tegn?” spørger du skuffet men trækker alligevel på smilebåndet. Jeg glemmer kort, hvordan jeg trækker vejret, og jeg griber fat i sengegitteret, og lægger den anden hånd på hjertet. Jeg hoster og hiver efter vejret, hvorefter jeg igen stirrer på dig. 
”Du… du… du,” stammer jeg og gør store øjne. Du rejser dig op og tager et skridt tættere på mig. Jeg vil skrige, men jeg ender med bare at sidde med munden på hvidt gab og med sammenknebne øjne.
”Du skal ikke være bange, Emilie. Det er mig, Frede,” siger du og sætter dig på min sengekant. Og pludselig kommer et højt, skingert skrig fra min mund. Jeg åbner øjnene og stirrer på dig, og jeg kan da genkende dig. Måbende kaster jeg mig frem for at kramme dig, men ender med at falde ned på gulvet. Du smiler sødt til mig og rejser dig op.
”Nu kan jeg komme over på den anden side. Jeg ville bare lige sikre mig, du er okay,” siger du blidt og sætter dig på hug. Jeg bider tænderne sammen og lukker øjnene, så en tåre glider ned ad min kind.
”Blomsterne,” hvisker jeg og åbner øjnene, ”gav du mig blomsterne?” Du kigger undrende på mig og ryster så på hovedet. Jeg hører fodskridt ude på gangen og kort efter bliver der banket på døren. Det giver et sæt i mig, og jeg vender mig om.
”På gensyn, søs,” hvisker du og pludselig virker rummet tomt. Jeg kaster et blik over skulderen og opdager, jeg igen er alene på værelset. Jeg glemmer personen ude på gangen, og jeg bryder sammen på gulvet i gråd. Jeg mærker en indre smerte og skriger midt i min hulken. Det er som om, der er blevet stukket tusind nåle ind i hjertet på mig. Døren bliver flået op, og jeg ser ham.
”Emilie!” udbryder Daniel og sætter sig på hug. Han tager mig op i sin favn og lægger mig trøstende ind mod sig. Han stryger mig over håret, og trykker mig ind til sig. Han strækker armen og får fat på den røde snor, som tilkalder en læge. Jeg mærker pludselig en underlig boblende følelse indeni, og jeg bliver pludselig tavs. Jeg kigger op på Daniel med våde øjne.
”Tak for blomsterne.”

_______________________________

Ja, det var så min 3. novelle herinde. Hvad synes I? Hvis I også har læst "Sorte stiletter", hvilken synes I så, er den bedste? Hvilken genre passer bedst til mig? Synes I, slutningen var god? Skriv jeres mening, tusind tak!

Knus,
Noisette

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...