Tabet af en engel

Simone har midstet sin barndomsven i en bilulykke som hun selv var indvolveret. Hun har meget længe gået og tænkt over hvem hun kunne snakke med den sorg hun selv render rundt med. Til sidst går det op for hende at hun får det godt med at skrive det ned.
Her kan du læse hendes historie før, i og efter ulykken.

2Likes
6Kommentarer
383Visninger
AA

2. Så skete det uventede

Jeg husker tydligt den dag hvor ulykken skete. Det er den værste ting der nogenside er sket i mit liv. Ikke kun fordi jeg midstede den person der stod mig tættest, men også fordi det har bragt mig ar på både krop og sjæl.

*FLACH BACK*

Nu var vi blevet 19 år. Vi levede livet med fester, skole, venner og familien. Mit liv var perfekt. Jeg var loige kommet ovenpå efter en nedtur jeg har haft fordi jeg havde midstet alle mine venner og jeg havde faktisk ikke mere at leve for følte jeg selv. Mathias fik mig dog til at tænke på noget andet og derved fik han mig til at tænke på at jeg også har en familie jeg også skal tage mig af.

En dag var Mathias og jeg taget til fest hos en af vores fælles veninder. Vi kørte der hen i hans forældres bil imens vi hørte høj musik, drak en øl eller to og sang med på de sange vi havde hørt før.

Da vi kørte ind i indkørslen til vores venindes hus, kunne vi allerede høre at festen var godt igang. Folk var glade og var også ved at blive godt fulde. Da vi steg ud af bilen kom der flere mennesker ned og sagde hej og førte os ind til festen.  Der var gang i den og både Mathias og jeg blev godt fulde meget hurtigt.

Helt hvad der skete til festen kan jeg ikke rigtig huske. Jeg kan kun huske at vi skulle hjem ved en 03-tiden. Mathias ville køre hjem. Det havde jeg det fint med selvom jeg vidste at han var meget påvirket stadig. Da vi kørte og næsten var hjemme tænkte jeg kun på at der jo ikke skete noget på så lidt tid der var tilbage.

Mathias fortalte mig at han havde haft en nedtur fordi han var blevet smidt ud hjemmefra. Han fortalte at han ikke havde lyst til at leve mere men han ville ikke dø uden mig. Han ville ikke undvære mig lige meget hvor han var. Lige da han var færdig med at snakke prøvede jeg at trøste ham men han var virkelig ked af det. "Simone.. Nu vil jeg ikke være her mere. Er du med mig?" sagde han med en tåre på den ene kind. Jeg så underligt og forvirret på ham. "Hvad mener du?" "Vi er færdige her.. Lov mig at du følger med ligemeget hvad der sker!" sagde han bestemt. "Ja ja. Jeg har jo givet mit løfte om at vi altid skal være sammen lige meget hvad" sagde jeg og var ved at græde.

Mathias tog fat i min hånd. Han rystede og en tåre ramte vores hænder. Han tog fat i rattet og drejede skabt væk fra vejen. Vi ramte ned i en lille gryft og kort tid efter rullede vi rundt et par gange og lidt efter lå på hoved inde i bilen. Jeg kunne ikke komme ud. Jeg blev bange. "Undskyld Simone. Jeg håber du kommer med i himelen eller helved eller hvor fanden jeg havner" sagde Mathias med et lille grin men stadig med en tåre på den ene kind.

"HJÆLP! ER DER NOGEN?!" råbte jeg af mine lungers fulde kraft. Jeg kunne høre at der var nogle mennesker omkring bilen. Jeg kunne høre sirener ude på vejen så jeg var ikke i tvivl om at vi nok skulle klare den.

"Mathias! de vil rede os. Bare rolig. Vi skal ikke dø endnu." sagde jeg med en glæde i min stemme men jeg fik ikke et svar.

Ambulancen kom og vi kom ud og blev kørt til Rigshospitaltets traumecenter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...