Tabet af en engel

Simone har midstet sin barndomsven i en bilulykke som hun selv var indvolveret. Hun har meget længe gået og tænkt over hvem hun kunne snakke med den sorg hun selv render rundt med. Til sidst går det op for hende at hun får det godt med at skrive det ned.
Her kan du læse hendes historie før, i og efter ulykken.

2Likes
6Kommentarer
365Visninger
AA

3. Efter Ulykken

Jeg kan huske at vi blev hentet af ambulancen og jeg var bange. Vi blev kørt til Rigshospitalet og vi skulle igennem en masse undersøelser. Jeg var bange for at jeg ikke skulle se Mathias igen men jeg håbede bare på det bedste.

*FLACH BACK*

Jeg skulle have CT-skaninger og alle mulige undersøgelser. Hver gang jeg spurgte ind til Mathias fik jeg af vide at det fik jeg af vide på et andet tidspunkt.

Jeg fik min familie på besøg, og da min mor trådte ind af døren begyndte hun at grænde. "Oh min lille Simone. Hvordan har du det? Har du hørt noget om hvordan Mathias har det?" sagde hun imens hun græd. Jeg prøvede at forklare hende at jeg ikke havde fået noget af vide om Mathias og jeg havde det fint.

En time efter at min familie var kommet kom en overlæge ind. Han startede med at lave de rutine-plagede undersøgelser. Da han var færdig satte han sig på kanten af min seng og kiggede ned på dynen.

"Ja Simone. Det går jo rigtig godt med dig. Du har kun gjort fremskridt. Som det ser ud nu kan du blive udskrevet om 3 dage" sagde han imens han kiggede ned i dynen. Min mor blev rigtig glad for de gode nyheder men jeg fik bare en tårre i øjnene. "Hvad med Mathias? Hvornår kommer han hjem og hvordan har han det overhoved?" spurgte jeg med en angst for at han var blevet lam eller hjerneskadet. Lægen kiggede ´ned i dynen igen men ligepludselig kiggede han op igen. "Mathias er ikke ibladt os mere. Han ligger på vores dødsgang. Han døde tidligt i morges. Hans familie er underrettet og er på vej for at sige farvel. Hvis det er kan du gå med dem ned og se ham. Føler du dig klar til det?" spurgte lægen med en rolig stemme. "Det vil jeg gerne" sagde jeg med det samme.

Hans familie kom og jeg kom op fra hospitalssengen for første gang i 1 uge. Da jeg så på Mathias kom jeg til at tænke på det han sagde til mig i bilen. Han så så fredfyldt ud da han lå der. Jeg vidste at han havde fået fred og han var glad nu men alligevel græd jeg helt vildt. Jeg kunne ikke stoppe. Jeg krammede ham og hviskede i hans øre: "Jeg savner dig allerede. Jeg håber du venter på mig í himlen. Jeg elsker dig Mathias"

Da jeg blev udskrevet begyndte jeg at gå til psykolog. Han hjalp mig meget og jeg har nu indset at Mathias ikke er her mere. Jeg savner ham meget i hverdagen men hvis jeg ikke kan undvære ham mere går jeg ned på kirkegården og besøger ham.

Jeg føler at når jeg sidder alene på mit værelse, er han der. Han ligger en hånd på min skulder og bare snakker med mig. Men nu han jeg fundet ud af at han lever i mig.

 

HÅBER DU HAR DET GODT HVOR DU END ER MATHIAS! R.I.P

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...