Baby bump? - A 1D fan fiction

Victoria Anastasia Walkins er en fornuftig 17 årig pige. Det mente, de fleste mennesker der kendte hende i hvert fald. Men en dag da Victoria får tilbudt et job som tjener til et stort velgørenhedsarrangement, møder hun fem kendte drenge. Men specielt én af dem falder i hendes smag, og det ender da også med en ikke helt så uskyldig nat. Men hvad sker der når Victoria kommer hjem, med noget hun ikke kom med. En positiv graviditetstest fastslår aftenens begivenheder, og hun er nu nød til at opsøge den berømte Zayn Malik igen. Vil han stadig føle den samme tiltrækning til Victoria? Hvad vil han sige når hun fortæller ham om sin tilstand? Og hvad med de andre i bandet? Vil Victoria og Zayn beholde barnet, eller er de tvunget til at finde en anden udvej? Nye stærke følelser opstår, og Victoria for fire nye bedstevenner med i købet. Men hendes liv er bliver vendt på hovedet, og kan hun klare presset? Og ikke mindst - kan barnet?

71Likes
118Kommentarer
8374Visninger
AA

16. ∞"She's just uncomfortable, that's why she's angry all the time"∞

Okay. Kun tre uger tilbage. You can do this, Vic! Bare prøv at tænk på noget andet. Du skal ikke lade dig gå på af det. 

Det var sådan nogle tanker det fløj rundt i mit hoved hver evig eneste dag lige i øjeblikket. Jeg var blevet sat af min læge til om tre uger, og min krop kunne næsten ikke holde til mere. Min mave var gigantisk og jeg vejede så meget som en hval. Jeg kunne knap nok gå i sølle fem minutter inden mine fødder blev ømme, og min ryg også gjorde ondt. Jeg åd konstant og hele tiden, hvis altså ikke jeg sov eller gloede tv. Det var sådan set det mine dage bestod af. Og det var til at blive sindssyg af. 

Jeg ville mere end noget andet, lave meget mere og have det sjovt med pigerne, men jeg kunne bare ikke holde til det, og det gik mig seriøst på nerverne. Jeg havde også utrolig let ved at blive irriteret og der skulle ikke meget til at pisse mig fuldkommen af. Men jeg kunne dårlig nok styre mine følelser. Det heler kørte bare på højtryk konstant. 

Vi var slevfølgelig kommet hjem fra drengenes tour, selvom den ikke var slut. Eller jo den var slut i resten af Europa, men de havde stadig en masse koncerter tilbage. Men det var dejligt at det var her i England, for så var Zayn til gengæld ikke så langt væk, som hvis han rejste rundt i Europa. Han var dog ret svær at få fat i når de sådan var på farten hele tiden. Drengene tager afsted om to dage til en koncert omkring 100 kilometer væk, så vi havde aftalt at holde en hygge overnatning hos Harry. Jeg glædede mig virkelig meget, desværre kunne Holly, Sammy og Bailey ikke komme, så det blev kun drengene, mig El, og Dani. 

Lige nu rendte jeg stresset rundt og pakkede mine ting. Zayn ville komme for at hente mig lige om lidt, og jeg manglede stadig at pakke mit tøj. 

Bank på døren afbrød min stressede pakning. Arhg, man jeg havde bare ikke tid til afbrydelser. Der lød bank igen. "Jeg kommer!" råbte jeg irriteret og svang hidsigt døren op. "Wow, hey there babe" sagde Zayn forskrækket, og smilte sødt til mig. Jeg udstøte bare en utilfreds lyd og luntede tilbage på min værelse. "Noget galt?" kunne jeg høre Zayns stemme og hans fødder der bevægede sig herhen. Jeg gad ikke at svare ordentligt, så jeg mumlede bare et nej. Jeg troede egentlig ikke han havde hørt det, men han trådte ind på mit værelse og kiggede indtrængende på mig. "Sikker?" spurgte han venligt. 

"Ja! For gods sake, Zayn. Jeg har det fint" snerrede jeg og prøvede at finde mit nattøj. "Du lyder ellers ikke helt okay. Er du helt sikker på at du ikke er dårlig? Skal jeg hjælpe med noget?" spurgte han blidt. "For helved da også, Zayn. Jeg har det fint, det der irriterer mig er, dig, der spørger konstant og hele tiden!" råbte jeg og kylede arrigt det sidste tøj ned i min taske. 

"Okay okay, rolig nu" sagde han og tog uskyldigt hænderne op over hovedet. Jeg kunne mærke vreden boble inden i mig, og det tog alt hvad jeg havde i mig ikke at svare ham igen. "Jeg er klar nu" sagde jeg ligegyldigt og svang tasken over skulderen. "Super" mumlede Zayn og fulgte efter mig som en lille irriterende hundehvalp ud til gangen. 

Jeg lod mine fødder glide ned i mine converse, men jeg kunne ikke få dem op over min hæl, uden hjælp fra mine hænder. Jeg prøvede at bukke mig ned til mine sko, men min kæmpe mave var i vejen. Jeg prøvede at strække mine arme ud, men jeg kunne bare ikke nå. Jeg gav et irriteret suk fra mig, og rettede mig op igen. Så måtte jeg lade være med at tage dem ordentligt på. Vi skulle alligevel også bare ud til bilen. 

Jeg kunne høre et lille fnis komme fra siden, inden jeg så Zayn satte sig ned på hug. Han hjalp mine fødder ned i skoene og begyndte at binde mine snørebånd. "Zayn jeg behøver ikke noget hjææælp" jamrede jeg og sukkede opgivende. Han grinte af mig igen. "Babe, det er fint. Jeg er glad for at hjælpe dig" sagde han sødt. "Jeg vil ikke have nogens hjælp" mumlede jeg mut og krydsede barnligt armene og mit bryst. "Jo du vil så" sagde Zayn sødt, og rejste sig op igen. Han bukkede sig ned og plantede et kys på min pande. Han løftede mit ansigt op, og skulle til at ligge sine læber over mine, inden jeg vendte kinden til. "Må jeg ikke få mit kys?" spurgte han sødt om, og gav mig et blændende smil. Jeg var bare slet ikke i humør til det der. Jeg vendte mig om og skulle til at gå ud af døren før Zayn tog blidt fat i min arm og stoppede mig. "Skal du ikke have en jakke på, søde? Det er lidt køligt udenfor"  sagde han. "Vi skal jo bare ud til bilen, Zayn. Jeg tror ikke at jeg blive syg på det få meter der er" snerrede jeg og rev mig løs fra hans tag om min arm. Jeg kunne høre hans opgivende suk, hvorefter døren der gik i. 

 

Vi nåede ned til bilen, der holdt længere væk en jeg havde regnet med. Det var skide koldt og jeg frøs af helvede til, men jeg ville absolut ikke sige det til Zayn. Ikke når jeg havde lavet sådan et stort nummer ud af, at jeg ikke behøvede en jakke. 

Jeg gik om til døren i min side, og åbnede den. Zayn lagde min taske ind på bagsædet, og kom derefter om til mig. Jeg kæmpede med at finde den bedste måde at få sat mig op i den store bil på. "Her, lad mig nu hjælpe dig, smukke" sagde han sødt og lagde armen om livet på mig. "Nej, lad mig nu være, Zayn. Jeg er ikke en baby, jeg kan godt selv" vrissede jeg og dunkede næsten hovedet ind i taget, da jeg skyndte mig at sætte mig ind, så Zayn ikke nåede at hjælpe mig. Jeg klikkede selen fast, og kiggede lige frem for mig, uden at sige et ord. han udstedte endnu et suk og smækkede min dør i, for at gå om på sine egen side. Der gik ikke længe før vi var på vej mod Harrys lejlighed. 

 

Zayn parkerede bilen og slukkede motoren. Han rakte armen om på bagsædet og fik fat i min taske. Han kiggede derefter på mig, og prøvede at sende mig et smil, selvom jeg ikke besvarede det. "Jeg går ikke ud fra, at du vil have hjælp til at komme ud?" sagde han tøvende. "Hvorfor tror du ikke jeg vil have hjælp? Er du måske bare for doven til at hjælpe din gravide kæreste ud af bilen?" snerrede jeg og kiggede surt på ham. 

Hans øjne blev store og i overraskelse over mine ord, inden det gled mere i, han kiggede opgivende på mig. "Nej, men fø-" "-Ikke noget men, Zayn. Hvis du ikke gider hjælpe mig, kan jeg også bare klare mig selv" sagde jeg rev min taske ud af hans hænder, og hoppede tungt ud af bilen, og begyndte selv at gå op til Harry. Det var vist trygt at sige at jeg ikke var i det bedste humør i dag. 

 

ZAYN'S SYNSVINKEL 

 

Hold nu fast hvor var Vic irritabel i øjeblikket. Man skulle virkelig gå forsigtigt med dørerne hvis ikke man ville have et ordentligt rap over nallerne af hende. Jeg har snakket ret meget med drengene om det, da det er ret frustrerende for mig, at være sammen med hende når hun hele tiden snerre, når jeg bare vil hjælpe. Jeg forstår selvfølgelig godt hvorfor hun opfører sig sådan, og selvfølgelig tager jeg det heller ikke personligt. Man kunne tydeligt se på hende at hun være ekstremt ubekvem. 

Det var også total forståeligt, men hun havde bare sværere ved at styre hendes følelser og ord, end vi alle havde regnet med. Vi havde aftalt at lave den her aften fordi mig og drengene skulle afsted, men også fordi at vi ville prøve at få Vic til at føle sig mindre alene. Hun havde været lidt nede over at vi skulle afsted, når vi i forevejen havde travlt og hendes tre veninder fra skolen havde vidst også en del travlt med lektier. Til gengæld havde Vic fået lov til at skære ned på skolen fordi jeg havde ringet til dem og fortalt at jeg ikke ville have at hun var det alle ugens dage, da hun ikke skulle blive overbelastet. De havde været lidt tøvende i starten, men da de fandt ud af hvem det var, var de hurtige til at svare ja. 

Jeg låste bilen og gik ind i den flotte opgang. Jeg kiggede op og så Vic stå og hamre afsted på knappen til elevatoren. Jeg fniste lidt for mig selv, da hun prustede irriteret ud. Jeg nåede hen til hende, og lagde blidt min hånd på hendes ryg. Hun kiggede op på mig, men kiggede hurtigt væk igen. 

Det høje pling fra elevatoren afbrød vores stilhed, da vi trådte ind. Hurtigt fik jeg trykket på den rigtige etage og så var ellers på vej.

 

"Hej med jer. De andre er allerede inde i stuen" sagde Harry glad da han åbnede for os. Vic gik direkte forbi Harry og ind i stuen. Han kiggede efter hende og vendte derefter blikket mod mig. "Hun er ret så irritabel, så pas på hvad du siger, eller hun bider hovedet af dig" sagde jeg med et lille fnis. Han grinte lidt inden han lukkede døren bag mig. "Træd varsomt, got it" sagde han og gik med mig ind i stuen. "Halløj" sagde jeg da jeg kom ind til dem alle. De sad med dyner, puder og slik på madrasser foran fjernsynet. De svarede alle glad tilbage bortset fra Vic det kæmpede for at komme ned og sidde. 

Louis rejste sig straks op for at hjælpe hende, men han nåede ikke andet end at række armene from mod hende. "Jeg kan godt sevl!" vrissede hun, så Louis veg forskrækket tilbage. Grin kunne høres rundt omkring af Louis' reaktion. "Hvad sker der folk, der vil hjælpe mig hele tiden" mumlede hun irriteret. "Vi vil bare sørge for, at du har det godt" sagde Liam venligt, og rykkede sig, så der var plads til hende. "Hvordan ville du have det, hvis du skulle bare rundt på den her fucking kæmpe mave, og føle dig herre usexet hele tiden!" snerrede hun og kiggede ondt på ham. Liam spærrede sine øjne op, og lænede sig tilbage i sofaen på en anelse bange måde. Hvilket fik Danielle til at grine. 

"Uh, urm... Ja, uh..Huh?" endte Liam ud og blev rød i hovedet. Hvorefter vi alle begyndte at grine af ham. "Det tænkte jeg nok" svarede Vic, der stadig prøvede at sætte sig ned. "Hun har det bare ubehageligt, det er derfor hun er sur hele tiden" hviskede Harry i mit øre, og jeg nikkede bare bekræftende. 

Vic udstædte endnu et vredt suk. "For helvede kvinde menneske. Slå nu røven i sædet, eller lad os hjælpe dig!" udbrød Niall lige pludselig, og fik os alle til at klappe i som østers og kigge skræmt på Vic, for at se hendes reaktion. Hun kiggede med et fortabt udtryk ned på Niall, og man kunne se at hun fik tårer i øjene. 

El var dog den hurtigste på benene, og lagde amrene beskyttende om Vic. "Så så søde. Du skal ikke græde" sagde hun og kiggede ud på os andre, med et blik der tydeligvis spurgte om hjælp. Niall som havde et blik fyldt med skyldfølelse skyndte sig over og skubbede blidt El væk, så han kunne lægge armene om hende. "Undskyld Vic. Det var ikke meningen, at gøre dig ked af det" sagde Niall og kiggede undskyldende på mig. Jeg gav ham bare et smil tilbage, for at fortælle ham, at der ikke var hans skyld. Det var ikke til at vide hvordan Vic ville reagere i øjeblikket. 

Niall hjalp hende ned at side, og lod hende putte sig ind i hans bryst. "Undskyld" mumlede hun mod hans t-shirt, mens han strøg hende over håret. Smil poppede frem på alle vores ansigter, da hun ikke længere var sur. "Du er altså svær at finde ud af, Vicky" sagde Louis og rystede grinende på hovedet. En lille latter slap ud af hendes læber og hun kiggede med gladere øjne op på os. "Nej, det er jeg vidst ikke" indrømmede hun mens en fin rød farve fandt frem til hendes kinder. "Så lad os se de film" brød Harry glad ind. Jeg gik over på den anden side af Vic og satte mig ned ved siden af hende. Hun løftede sig fra Nialls bryst og lagde sig i stedet over på mit. "Ey, du var varm" udbrød Niall, og fik hende til at grine. 

Dejligt at hun endelig var lidt glad igen. 

 

___________________________________________________________

Hej alle jer dejlige læsere. Har lige opdaget at der er kommet hele 60 favoritlister på min historie. Det lyder måske ikke af meget i forhold til så mange andre fantastiske forfattere herinde, men for mig er det bare helt utroligt! Så i skal have et stort fedt TAK for at i gider bruge jeres tid på min historie. Looooove you lots <3333

Jeg vil gerne lige sige mange gange undskyld for den lange ventetid, men i ved med alle de eksaminer så har tiden bare fløjet afsted. Hold da op, hvor er der mange ting der skal ordnes. Puha. Og den ekstra tid jeg har haft har jeg brugt på min nyeste movella, som hedder The Life As Your Sister, som jeg gerne lige ville have igang. Hvis i ikke har tjekket den ud endnu, så gør det endelig! hææh. 

Og så vil jeg gerne lige bruge lejligheden til at komme med et glædes udbrud. JEG SKAL FUCKING SE GUDERNE I WEMBLEY STADIUM, LONDON TIL DERES WERE WE ARE TOUR! - det er bare så vildt og jeg græder... the feels are overpowering me ! 

Nå, men sorry for den langsomme update. 

Ps næste kapitel vil højst sandsyneligt blive det sidste eller næst sidste. Så hvis i endnu ikke har trykket like, så ville det gøre mig så utrolig glad, hvis i lige ville give den et klik. Mange taaak. Love 

 

Xoxo Clara :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...