Baby bump? - A 1D fan fiction

Victoria Anastasia Walkins er en fornuftig 17 årig pige. Det mente, de fleste mennesker der kendte hende i hvert fald. Men en dag da Victoria får tilbudt et job som tjener til et stort velgørenhedsarrangement, møder hun fem kendte drenge. Men specielt én af dem falder i hendes smag, og det ender da også med en ikke helt så uskyldig nat. Men hvad sker der når Victoria kommer hjem, med noget hun ikke kom med. En positiv graviditetstest fastslår aftenens begivenheder, og hun er nu nød til at opsøge den berømte Zayn Malik igen. Vil han stadig føle den samme tiltrækning til Victoria? Hvad vil han sige når hun fortæller ham om sin tilstand? Og hvad med de andre i bandet? Vil Victoria og Zayn beholde barnet, eller er de tvunget til at finde en anden udvej? Nye stærke følelser opstår, og Victoria for fire nye bedstevenner med i købet. Men hendes liv er bliver vendt på hovedet, og kan hun klare presset? Og ikke mindst - kan barnet?

71Likes
118Kommentarer
8377Visninger
AA

11. ∞More drama∞

"Oh. My. God. Det er ZAYN MALIK!"

fuck.

Skrig rungede i mine ører. Seriøst de piger kunne skrige højt. Det føltes som om at mine trommehinder kunne sprænges, hvert øjeblik det skulle være. Aldrig i mit liv har jeg oplevet så meget larm. Det var sindssygt. Virkelig.Sindssygt. Mit hoved summede og jeg kunne mærke at min krop langsomt begyndte at gå i panik. Jeg kunne ikke længere tænke klart. Larmen strømmede igennem, som en slags gift. 

Få sekunder gik, og hvad der føltes som fere hundrede skrigende piger strømmede mod os. Det begyndte at forme sig til et kaos. 

"Zayn, Zayn kan jeg få et billede?", "Zayn du er så fucking lækker", "Hvor er de andre drenge?", "Zayn jeg vil føde dine børn" 

Alle disse ting fløj om ørerne på mig. Den sidste bemærkning var dog lidt komisk, da jeg ligesom allerede har optaget den plads. Så too late, bitch.

Jeg prøvede at få styr på mig selv, og bakkede derfor væk fra alle de piger der var strømmet til. Jeg følte at jeg næsten kunne ånde frit igen, lige indtil at en ny gruppe piger kom løbende og skubbede hårdt til mig, så jeg gled hen ad jorden. Heldet havde virkelig forladt mig, for min hættetrøje gled op, og lange hudafskrabninger viste sig ned langs min venstre side. 

En fyr, der stod et stykke væk med sin telefon fremme for at filme showet, fik øje på mig, inden jeg kunne nå at gøre noget som helst. Han førte straks sin mobil over på mig, og råbte af hans lungers fulde kraft, "VICTORIA WALKINS, ZAYN'S KÆRESTE ER GRAVID. JEG GENTAGER, VICTORIA WALKINS ER GRAVID!" 

Jeg kiggede op mod pøblen af piger, og de vendte alle deres hoveder ned på mig. Inde midt i menneskemængden fik jeg øje på Zayns øjne, der kiggede skræmt og bekymret på mig. 

Han prøvede at mase sig igennem mængden af piger, men hver gang han fik skubbet en væk, kom der fem nye til. "Oh my God hvor er hun klam" "Kan hun ikke bare skride herfra" "Hvad fuck tror hun, at hun har gang i?" tusindevis af latterlige og onde kommentarer blev nærmest spyttet ned på mig. 

Det her var virkelig for meget. For mange mennesker, for mange kommentarer og for at gøre det hele en billiontrillion gange værre, så havde alle nu fundet ud af, at jeg var gravid. Og op til flere folk havde fået det på film. Jeg vidste fra starten af, at de ville blive en fiasko at lade Zayn komme her. Hvorfor fanden havde han været så sindssyg blind, at han ikke selv kunne se, hvor galt det kunne gå. Og hvor galt det nu er gået. 

Tåerne samlede sig i mine øjne, og gjorde mit syn sløret. Det her var alt for overvældenede. Jeg fik endelig kæmpet mig på benene, efter jeg havde siddet i min egen ulykkelige verden, på den kolde jord. 

Zayn var ikke længere til at se. Jeg lod de første tårer trille, så mit syn blev mere klart. Jeg vendte om på hælen, og begyndte at spurgte alt hvad jeg kunne, mod udgangen. Flere tårer lod sig løbe den samme vej som de første, imens jeg spurtede ud på gaden. Jeg vidste at jeg ikke ville være alene lige nu. Jeg behøvede noget tryghed, men lige nu kunne Zayn ikke beskytte mig. Derfor lod jeg mine ben bære mig hen til det næstbedste sted. Jeg måtte bare håbe på, at han var hjemme. 

Mine ben brændte da jeg blev ved med at presse mig selv, til at løbe hurtigere. Min vejrtækning var forfærdelig og min hals var knastør. Men jeg stoppede ikke. Svedperler begyndte at forme sig på min pande og henover min næse, men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Endelig fik jeg øje på lejlighedskomplekset, og igen satte jeg farten op. I min tilstand kunne det umuligt være sundt, men panikken var for stor, til at jeg lod mig selv stoppe. 

Selvom afstanden ikke længere kunne have været forfærdelig lang, så føltes det som om at jeg spurtede for mit liv, uden at komme fremad. Da min krop endelig lod sig selv stoppe op foran døren, dunkede hele min krop. Det var en virkelig ubehagelig følelse, og jeg hev og snappede for bare at få en lille mængde ilt, ned i lungerne. Min make-up var vist så godt som grædt af nu. Jeg pressede hysterisk på knappen ved siden af det lille navneskilt. Og jeg blev ved og ved lige indtil den skrattende lyd kunne høres, og hans stemme kunne høres igennem. 

"Hvad sker der dernede? Hvem er det?" "Ha-Harry? determigvilduikkegodtlukkemigindjegvedikkehvadjegskalgørepleaseHarryvilduikkegodtåbendøren?" Igen prøvede jeg at trække vejret dybt ind, så det gav en høj hæs lyd. "Victoria? Er det dig?" "jadetermigHarrylukmigindplease" "Vic, træk vejret, hvad sker der?" Jeg nikkede selvom han ikke kunne se mig, og tog endnu en dyb hæs indånding. 

"Jeg skal nok for-ortælle det hele, men vil du ikke please luk-ke mig ind?" Da det gik op for mig, hvad der var sket, udstødte jeg et hulk og igen strømmede tårerne ned af mine kinder. Hurtigt efter jeg havde svaret ham, kom den skrattende lyd igen, som indikerede at han havde låst døren op. 

Igen satte jeg i løb. Jeg spurtede lige forbi elevatoren, da det hele sikkert ville være hurtigere at tage trappen. Mine lårmuskler var snart opbrugt, men jeg ignorerede både smerten og de tilbagevendende svedperler på næsen, og i panden. Da jeg nåede den øverste etage, blev døren svunget op inden jeg overhovedet nåede hen til den. Jeg stoppede et sekund op og fik øje på Harry der stod med et chokeret ansigtsudtryk. "Vic, hva' ske-" Han nåede ikke at afslutte sin sætning, før jeg havde taget de sidste skridt og kastede mig hulkende i hans favn. Han lagde sine arme om min ryg, og knugede mig ind til ham. "Shh smukke" tyssede han beroligende. "Kom med ind" hviskede han ned i mit hår, og begyndte langsomt at bakke os ins i hans lejlighed. Jeg tumlede med ham ind. Jeg pressede mit ansigt hårdt indtil hans bryst, og pludselig forsvandt gulvet under mine fødder. Kort efter kunne jeg fornemme Harry der satte sig ned, med mig på hans skød. Jeg åbnede øjnene stille og så at vi sad på den store bløde beige sofa.

"Auch!" vred jeg mig, da Harry havde lagt sin arm lidt for stramt, om min venstre side. 

"Hvad gjorde jeg?" spurgte Harry bekymret, efter hans hånd hurtigt fløj væk fra mig. "Jeg gled hen ad min side" sagde jeg med stille og svag stemme. Hans øjenbryn trak sig sammen, og han kiggede med et forvirret blik på mig. Jeg rejste mig op, og vendte siden til ham. Jeg løftede forsigtigt hættetrøjen og kiggede ned ad mig selv. Store hudafskrabninger var synlige hele vejen ned til hoften, og i et par af dem piblede der en smule blod ud igennem revnerne. 

"Geez Vic, hvad fanden har du lavet?" en lille irritation var til at høre i Harrys stemme, men jeg var overbevist om, at det bare var af bekymring, og hans mangel på svar. Jeg svarede ikke, men blev blot ved med at studere mine sår. 

"Kom" sagde han og tog fat om mit håndled. Han trak mig ud i køkkenet, hvor han fandt en klud frem. Han tændte vandhanen og skruede den helt over på det varme. "Hvad sker der? Hvorfor er Zayn ikke med dig? Skulle i ikke hen på din skole i dag?" spurgte han og fandt en stor plastic skål frem. "Harry, han skulle aldrig være taget med. Det hele gik så galt". Igen samlede tårerne sig i mine øjne, og jeg snøftede højlydt. Han vendte sig rundt og kiggede over på mig. "Hvad skete der, derhenne?" Jeg trak vejret dybt, og begyndte så," Altså, vi startede med at finde Nick, og så-" "Nej kom, vi går ind i stuen" afbrød han, og smed kluden ned i skålen med det varme vand. Jeg fulgte efter ham tilbage til stuen, hvor han stoppede foran sofaen. 

"Læg dig ned" sagde han og jeg smilede svagt til ham. Han sendte mig et lille fint Harry-smil tilbage. Dog nåede de ikke lige så langt op til hans øjne, som det plejede, men det var nok situationens skyld. Jeg lagde mig forsigtigt fladt ned på ryggen, og Harry satte sig på knæ, ved siden af sofaen. 

Han satte skålen ned ved siden af sine knæ, og rakte armene frem for sig. Han tog stille fat i bunden af min hoodie, og kiggede op på mig. Han så afventende på mig, men jeg gjorde ikke andet end at sende ham et forvirret blik tilbage. "Ja altså jeg bliver nok nødt til at løfte din trøje væk, hvis du vil have renset dine sår" sagde han åbenlyst, og jeg kunne give mig selv en mental face-palm, for ikke at opfange hans hentydning første gang. "Oh" sagde jeg og løftede mig lidt. Et lille grin forlod hans læber, så hans smilehuller blev synlige. Jeg havde altid elsket hans smilehuller, og jeg var sikker på, at han også kunne få enhver anden pige til at savle over dem. -Bare lige for at få det på det rene, så føler jeg altså ikke noget for Harry på den måde. Nej overhovedet ikke. Han er bare min bedsteven. Vi kan snakke om alt med hinanden. Han vidste også godt, at jeg elskede hans smilehuller, og han elskede mit grin. Sådan var det bare imellem os. 

Hn trak stille op i min hoodie, og lod kanten hvile lige under mit bryst. Han vred kluden i det varme vand, og begyndte at duppe på rifterne. Han studerede nøje sit arbejde, inden han lod sine øjne finde mit ansigt. "Fortæl så, hvad der skete" 

Jeg tog en dyb indånding, og lod roen overtage min krop. Jeg var i sikkerhed hos Harry, og jeg kunne trygt fortælle ham historien. "Jo altså, vi fandt frem til Nick", startede jeg ud, og Harry nikkede og vred endnu engang kluden op. Jeg lagde min højre hånd ned på min bulede mave, og begyndte at tegne cirkler over den, uden at forstyrre Harrys arbejde. "Zayn fortalte ham, at han skulle lade mig være, og han absolut ikke så nogen grund til, at han skulle banke mig. Det var bare sådan at jeg ikke havde fortalt Zayn, hvorfor at Nick havde gjort som han gjorde" sagde jeg og følte mig skamfuld over, at jeg ikke havde fortalt historien 100% til min egen kæreste. "Og hvorfor havde han gjort det?" spurgte Harry og kiggede en smule trist på mig. Emnet var ømt ligegyldig hvem af drengene man snakkede med. "Fordi at han ville sende en 'besked' til Zayn" Harrys triste blik blev hurtigt forvandlet til et forvirret et. "Nick tror at han ejer skolen, og alle der gå i den. Derfor mente han at Zayn skulle holde sig til nogle på hans eget 'niveau' og lade være med at blande sig i 'Nicks skole'" forklarede jeg, og fandt det en smule latterligt, hvor mage gange jeg skulle stoppe, for at lave gåse-øjne-finger-bevægelsen. 

"Derefter forsvandt Nick. Zayn blev selvfølgelig oprevet for-" "fordi han altid bebrejder sig selv, så hårdt" afsluttede Harry min sætning for mig, og beviste igen hvor meget de fem drenge vidste om hinanden. "Præcis" svarede jeg. "Zayn tog så fat i min arm og begyndte at trække mig tilbage til de andre. Men det var fordi, at han ville hen til udgangen, som desværre lå dér, hvor alle holdte frikvarter. En milliontrillionbilliardtrilliard piger fik så øje på ham, og så brød ragnarok løs" Harry gav et lille fnis fra sig, ved min sammenligning, og et lille smil fandt også sin vej, til mine læber. "Jeg blev skubbet ned på jorden, hvilket er derfor at jeg har alle hudafskrabningerne. Min trøje gled op, og en dreng der stod og nød showet fik øje på mig", jeg åndede tungt ud og fortsatte. "Han opdagede selvfølgelig min ikke helt så trænede mave, og fik råbt det så højt at alle kunne høre det. En masse lorte kommentarer blev smidt i hovedet på mig, og det hele blev bare for meget for mig. Så jeg gik i panik, og løb. Og mine ben bar mig så herover" 

Et lille smil viste sig på Harrys læber. Sikkert fordi han var glad for at han vidste, at jeg vidste, at han ville være der for mig. Men hurtigt lyste hans ansigt af en underen. "Men, hvor var Zayn i alt det her?" spurgte han. "Præcis dér hvor både dig og ham, Louis, Liam og Niall ville have været. Omringet af skrigende tøser" Harry sukkede let, og kiggede ned på hans arbejde igen.

"Harry?" "Mmm" "Ham drengen der opdagede mig. Han fik det altså på film" Hans hovede vendte sig straks op på mig igen. "Hvad!?" "Der lægger sikkert billeder og film overalt på nettet nu", sagde jeg sørgmodigt, og følte en tung sten lande i maven på mig. "Men så kommer det også ud til Management jo!" sagde han, og var tydeligvis meget frustreret over det, da Management endnu ikke vidste noget om det. "Av Harry!" udbrød jeg, og spjættede på sofaen. Hans frustration havde overtaget ham, og i hans tankers kamp, havde han komme til at presse for hårdt på mine sår. Han kom dog ud af din trance, da jeg kom med mit udbrud.

"Sorry" hviskede han og lod kluden klaske ned i skålen. Han rejste sig uden et ord, og tog skålen med sig ud i køkkenet. Jeg sukkede tungt og fandt min mobil frem fra lommen. Min tommelfinger svævede over ikonet på skærmen, da min tvivl overtog mig. Til sidst lod jeg dog min fingerspids ramme skærmen, og dermed ikonet. 

Tweets med videoer, links og billeder var overalt. Lige præcis, som forventet. Imellem alle dokumentationerne var der også bare hadefulde tweets

@faithful1directioner: @Walkins_Vic Pregnant!? Srsly? I just thought she was an ugly fat slut. Turns out she's an ugly PREGNANT slut. Omg this may be the end. 

@lookatme1d: WHAT IS HAPPENING? SHE'S KNOCKED UP!? You dissapoint me Zayn. Just the thought of her with a baby, makes me wanna hurl. @Walkins_Vic go get hit by a car or something. That would make the world, a more peaceful place. 

Knuden i min mave blev større. Lige nu var der SÅ mange der hadede mig. Hele fucking verden vidste jeg var gravid, og jeg havde ikke engang sagt noget til mine forældre endnu. Hvordan kunne folk finde på at skrive sådan noget? Jeg forstår at de er knuste over at deres idol er optaget, men at skrive sådan noget lort, er bare fucking sygt i hovedet. Directioners er virkelig nogle grove haters, at have på nakken. Hvordan skal jeg få redet alt det lort, jeg har omringet mig selv i, ud?

En smækkende dør og høje skridt, trak min opmærksomhed mod entreen. Zayn kom til syne. Hans tøj var hullet, og hans trøje manglede et ærme. Sygt siger jeg dig! 

"Vic!" han stormede over til mig. "Undskyld jeg har fucked det hele så meget op. Du havde ret, jeg skulle ikke havde taget af sted. Man-Undskyld" han stoppede midt op i sin sætning, og det var tydeligt, at han havde mere at sige.

"Zayn sig det nu bare. Hvad mere kan gå galt?" sagde jeg opgivende, og så us af øjenkrogen, at Harry var kommet tilbage, og stod lænet op ad dørkarmen. Han må have låst døren op for Zayn, uden at jeg havde hørt det. Mine tanker havde sikkert trukket mig lidt væk fra virkeligheden. 

"Vic. Management ringede på vej herover. De forlanger et møde... Omgående"

Okay, ragnarok er for alvor brudt løs.

 

__________________________________________________________________________________________________________

 

ENDELIG KOM NÆSTE KAPITEL!

Jeg undskylder utrolig meget for den langsomme updatering, men min familie har været ramt af nogle personlige problemer, min computer har været i stykker igen og afleveringerne havde samlet sig i bunker. Men nu ser det hele ud til at køre på skinner igen!! Så hurra for det! 

 

TAK igen til alle der læser og liker og favoritiserer! møsser<3

OG TIL JER ALLE! GLÆDELIG PÅSKEFERIE OG LAD LOCK-OUTEN GØRE DEN BARE LIIIIDT LÆNGERE! Jiiiihaaaaar!

 

Xoxo Clara :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...