Baby bump? - A 1D fan fiction

Victoria Anastasia Walkins er en fornuftig 17 årig pige. Det mente, de fleste mennesker der kendte hende i hvert fald. Men en dag da Victoria får tilbudt et job som tjener til et stort velgørenhedsarrangement, møder hun fem kendte drenge. Men specielt én af dem falder i hendes smag, og det ender da også med en ikke helt så uskyldig nat. Men hvad sker der når Victoria kommer hjem, med noget hun ikke kom med. En positiv graviditetstest fastslår aftenens begivenheder, og hun er nu nød til at opsøge den berømte Zayn Malik igen. Vil han stadig føle den samme tiltrækning til Victoria? Hvad vil han sige når hun fortæller ham om sin tilstand? Og hvad med de andre i bandet? Vil Victoria og Zayn beholde barnet, eller er de tvunget til at finde en anden udvej? Nye stærke følelser opstår, og Victoria for fire nye bedstevenner med i købet. Men hendes liv er bliver vendt på hovedet, og kan hun klare presset? Og ikke mindst - kan barnet?

71Likes
118Kommentarer
8497Visninger
AA

15. ∞Bus memories and cruel girls∞

Jeg vågnede da en solstribe blev ved med at vende tilbage på mit ansigt. Irriteret slog jeg øjnene op, og kiggede rundt i det lille rum. En lille skuffet følelse gik igennem mig, da jeg ikke kunne mærke Zayns beskyttende arme rundt om min krop. Jeg kiggede op og så, at jeg var alene på det lille soveværelse. De andre senge var forladte, men jeg kunne høre den muntre snak strømme igennem den tynde dør. 

Det var simpelthen så vildt, så hurtigt måneden var fløjet afsted. Der var kun et par dage tilbage, før vi vendte snuderne hjemad, til England igen. Det var så sindsygt at tiden bare var forsvundet så hurtigt. Med den stramme tidsplan som skulle følges hele tiden, og de utrolig sjove stunder, forsvandt tiden bare med et blink med øjet. Jeg havde haft den bedste tid med drengene, og det var helt sikkert en af de bedste oplevelser i mit liv. Touren var egentlig ikke slut når vi kommer tilbage til England. De skal stadig holde en masse koncerter der, og så slutter de af, med et kæmpe show i O2-arenaen. Hvilket der var virkelig stor glæde omkring. Det var tydeligt at se, at drengene elskede at give koncerter til de engelske fans, og især i O2-arenaen. Så de glædede sig enormt. 

Vi befandt os nu i Italien og desværre rejste Dani hjem for en uge siden. Hun skulle igang med sit dans igen, desværre. Men El var her stadig, så det var dejligt. Smilet viste sig på mine læber, ved tanken om vores grinende stunder, og de to pigers glade ansigter. Vi var blevet enormt gode veninder, så det var helt utroligt. Og det var også så virkelig dejligt at de var her, nu når jeg ikke havde chancen for at snakke med Bailey, Holly og Sammy så meget. Tidsforskellen og en masse skolearbejde gjorde tingene virkelig besværligt for dem, at komme i kontakt med mig. Men indimellem var der korte opkald, og et par søde sms'er, så jeg vidste, at de havde det godt. Det mindede mig om at jeg faktisk skulle lave noget af mit eget skolearbejde, som er blevet slæbt med. 

Tourbussen som vi alle boede på var virklelig trang, men det var også utrolig hyggeligt. Desværre blev det også meget mere besværligt for mig og Zayn, at have vores intime øjeblikke, hvilket grueligt irriterede mine hormoner. Så jeg havde en tendens til at blive en anelse irritabel, når det gik så lang tid imellem. Vi var på farten hele tiden, så det var ikke rigtigt tid til at tjekke ind og ud af hoteller. 

Jeg fik slæbt min trætte krop op fra sengen, og fik fat i noget rent tøj. Jeg traskede tungt ud på badeværelset og tændte for det varme vand. Det føltes enormt befriende at stå under bruseren, og duften af min shampoo gjorde mig glad. Det var som en flaske sommer. Det blev dog ikke til et langt bad, da min mave begyndte at rumle, så jeg besluttede mig for, at få tøjet på, og gå ud til de andre. 

Klokken var lidt over ti, da jeg endelig åbnede døren, og bevægede mig ud fra badeværelset. Duften af bacon fyldte mine næsebor, og fik min mund til at løbe i vand, og min mave til at rumle endnu engang. De sad alle rundt om det lille bor, og smovsede og grinede. "Godmorgen sovetryne" smilte Eleanor, da hun fik øje på mig. "Godmorgen" svarede jeg frisk, og kiggede sulten på tallerkenen med bacon. "Nogle er vist sultne" grinte Louis, og vinkede mig over med hånden. "Godmorgen baby" sagde Zayn, da jeg satte mig ved siden af ham, og placerede et kys på min kind. "Hejsa" fniste jeg, og skulle til at række ud efter noget bacon, da Niall snuppede resten i en håndfuld. Jeg kiggede nedtrykt op på ham. "Niall, giv mig noget bacon" jamrede jeg. "Niks, du æder altid det hele, så det her er mit" sagde han, og begyndte igen at stoppe mad i munden. Det andre grinte bare og rystede på hovederne af os begge. "Zayn, Niall vil ikke lade mig få noget bacon" klynkede jeg og hev ham en smule i hans t-shirt ærme. 

"Du kan da få nogle pølser" afbrød Niall og rakte fadet lige over i ansigtet på mig. Stanken af det klamme stegte smør blandet med stegt gris fyldte mine næsebor, og fik fuldstændig sulten til at forsvinde. Min mave vendte sig på en ubehagelig måde. Jeg skar ansigt og skubbede fadet væk fra mig. "Kom nu, spis" sagde Niall igen, og rakte endnu engang fadet op i mit ansigt. Lugten blev for meget for mig, og jeg blev straks nødt til at styrte ud på toilettet inden jeg ødelagde de andres appetit. Jeg hang ind over kummen, mens der egentlig kun kom mavesyre op, fordi jeg endnu ikke havde spist. Jeg rejste mig roligt op igen, og børstede mine tænder grundigt, og skyldede ud i toilettet. Kvalmen ulmede stadig i min krop, og jeg havde pludselig ikke løst til at spise noget. 

Jeg gik med små skridt ud til bordet igen, og satte mig tungt ned. "Flot, Niall" hørte jeg El mumle, og puffede til ham. "Det er okay. Men please fjern de der pølser" sagde jeg og lænende mig tilbage. "Aww smukke" sagde Zayn og kyssede mig i panden. Liam fik hurtigt smidt pølserne ud, og satte sig på sin plads igen. "Så, vi kan heller ikke spise pølse mere nu?" udbrød Niall fortvivlet, og kiggede mut på mig. "Du har jo snart lavet en hel liste over ting, vi ikke kan spise mere" sagde han igen. "Ja, sorry Niall, men jeg er bare så træt af at skulle kaste op hele tiden. Er du klar over hvor nederen det er?" spurgte jeg, og var egentlig begyndt at blive godt træt af den her graviditet. "Altså, jeg spise engang en dårlig østers, og fik madforgiftning-" "Jeg tror ikke det er helt det samme, Niall" afbrød Harry ham grinende, mens de andre også havde travlt med at holde styr på latteren. "Det er fandeme ikke langt fra" svarede Niall. "Okay, så nu påstår du altså, at du ved hvordan det er at at være gravid?" indskød jeg, og syntes at det hele var en super nederen diskution. "Nej, men-" "hold nu bare kæft, Niall" afbrød Eleanor og var ved at flække af grin. 

"Tak, El" mumlede jeg og var ikke særlig frisk mere. Min krop føltes nærmest endnu trættere og jeg havde bare lyst til at hoppe på hovedet i seng igen. "Så hvor langt tid er der egentligt til, at vi får lille, ja et eller andet, at se?" spurgte Harry, og tog en tår af sin juice. "Omkring to måneder" svarede Zayn for mig, og nussede bulen på min mave. Jeg smilte kærligt til ham, og nød hans rolige berøringer. "Har i fundet et navn endnu?" spurgte Liam, og så ud til at være så godt som færdig med at spise. "Jeg stemmer for Louis!" råbte Louis selvfølgelig og rakte en hånd i vejret. Jeg rullede bare øjne af ham, og fniste lidt. "Jeg har tænkt på Christian" sagde Zayn og kiggede forventningsfuldt på os. Jeg overvejede det kort, men følte ikke rigtigt at det var det rette. Jeg rystede lidt på hovedet og satte ellers min hjerne i kog. 

"Oliver, hvad med Oliver?" spurgte Eleanor, og kiggede rundt ligesom Zayn. "Det er faktisk et sødt navn, babe" sagde Louis og kyssede hende på kinden. "Så kan I jo kalde jeres søn det" fnyste Zayn og forsatte sine dejlige bevægelser på min mave. "Hvad? Kan du ikke lide navnet Oliver, Zayn?" spurgte Eleanor og kiggede overrasket på ham. "Jo... men ikke til vores søn" sagde Zayn og trak på skuldrene. 

Min hjerne blev ved med at komme på navne men ingen af dem virkede rigtige. Derek, Jason, Andrew, Oscar, Patrick...De virkede alle sammen forkerte på en måde. "Uhrg!" stønnede jeg frustreret, og lagde hovedet tilbage. "Hvorfor skal det være så svært, at finde det pokkers navn?" udstødte jeg opgivende. Jeg prøvede at slappe af, og fokusere på de dejlige massagebevægelser på min mave. 

Jeg kiggede rundt på dem alle sammen, og lagde mærke til Harrys ansigt i dybe folder. "Hvad så, Haz?" spurgte jeg og åndede tungt ud. "Jeg tænkte bare lige over gode navne" sagde han og så pludselig ud som om han fik en idé. "Hvad kommer du frem til?" spurgte Zayn og hans tommelfinger tegnede stadig cirkler. "Jeg tænkte på at i kunne kalde ham, Caleb". 

Jeg røg frem i sædet, og bukkede mig fremad, da en smerte i min mave pludselig kort opstod. "Kunne du også mærke det!?" spurgte Zayn med store øjne, og fjernede hånden fra min mave. "Ja, selvfølgelig kunne jeg mærke det" sagde jeg chokeret, og satte mig igen tilbage i sædet og pustede ud, mens jeg gned mig ømt over maven. "Hvad sker der?" spurgte Liam ihærdigt, og så smilende brede sig på Zayn og jegs ansigter. "Lige da Harry sagde Caleb, sparkede han utroligt" sagde jeg forpustet og ømmede mig en smule, selvom smilet sad fast på mine læber. "Han sparkede lige i min håndflade!" råbte Zayn og holdte sin hånd op. "Lige midt i min hånd. Lige der!" sagde han igen, og pegede på sin hånd. "Jeg tror vi har fanget den, mate" grinte Louis, og smilede også utroligt. 

"Er du okay, Vic?" spurgte El og rakte armen over bordet, for at lægge hånden beskyttende på min forarm. "Ja, ja selvfølgelig. Han har bare ikke sparket så hårdt før" sagde jeg og grinte lidt over hele situationen. "Så, jeg gætter på at han skal hedde, Caleb?" sagde Niall og smilede over hele hans søde irske ansigt. "Der ser sådan ud, ja" sagde jeg og følte en lettet og lykkelig følelse boble i min krop. "Jeg er så god" sagde Harry og et selvtilfredst smil prydede hans ansigt. "Aw, lille baby Caleb" hvinede El, og klappede begejstret i hænderne. Jeg grinte bare og kiggede over på Zayns ansigt. Et kæmpe smil, der næsten gik fra øre til øre og strålende glade øjne, var hvad jeg så. "Lille baby Caleb" sagde han stille og kiggede mig dybt i øjnene. "Lille baby Caleb" gentog jeg igen, og lod det hele synke ind. Oh wow. 

 

∞∞∞

 

"Er du sikker på at du ikke vil med Eleanor, babe?" spurgte Zayn mens de alle sammen var ved at tage sko på. Drengene skulle allerede over til arenaen, og El ville ud og shoppe lidt. "Ja, jeg er sikker. Jeg har stadig lidt kvalme, og jeg mangler også at lave noget skolearbejde" svarede jeg, siddende i sofaen. "Okay så, men vi ses så i aften, smukke" sagde han mens alle drengene vinkede og råbte farvel. "Vi ses drenge" råbte jeg og sendte luftkys til dem alle. Zayn lod som om, at han greb sit og puttede det i lommen, hvilket fik mig til at fnise af ham. "Vi ses Zaynie" sagde jeg sødt. "Ses sweetie" svarede han med et fint lille skævt smil. Og så var de ellers ude af døren. 

"Jeg smutter også nu, søde. Er du sikker på, at du ikke skal med?" spurgte hun og rendte rundt efter sin manglende sko. "Den ligger derovre" sagde jeg, og pegede over i hjørnet. "Åh, tak" sagde hun og lød helt lettet. "Det er mit yndlings par" sagde hun og smilte stort. Jeg grinte bare af hende, og satte mig bedere tilrette. "Jeg bliver her, men hyg dig nu" sagde jeg. "Okay, så. Men husk du altid bare kan ringe til mig, hvis du skifter mening" sagde hun og åbnede døren. "Selvfølgelig" svarede jeg og vinkede. "Ses" nåede hun lige at råbe, inden døren endnu engang lukkede i. 

Jeg besluttede mig for at få noget mere søvn, da jeg følte mig temmelig træt. Jeg lagde mig bare tilrette i sofaen, da der alligevel ikke var andre end mig. Jeg svang et tæppe over min krop og lukkede mine øjne i, og overgav mig til søvnen.

 

∞∞∞

 

Jeg var vågnet meget friskere end før, og kvalmen var pist væk. Derfor havde jeg valgt at gå igang med nogle lektier. Bøgerne var blevet pakket i bunden af min kuffert, så det havde taget mig et godt stykke tid at finde dem. Et lille håb om at jeg havde glemt dem på et hotel var spiret, men da jeg så de gamle kedelige bøger ligge tungt i bunden, var jeg lidt tvunget til at lave bare lidt af de lektier, jeg havde medbragt. 

Jeg lavede mig en kop te, selvom vejret var dejligt her i Italien. Men teen mindede mig om England, og personerne derhjemme, og det gjorde mig glad. Jeg slog mig ned ved bordet, og slog op i de forskellige bøger. Jeg valgte at starte med den rapport som skule afleveres når vi kom hjem, så den i det mindste kunne blive nogenlunde færdig. 

 

Min hjerne var træt af at sidde og læse side efter side om lovene og valgsystemet, da det altså var rimelig tungt stof. Hver gang jeg havde læst et tilstrækkeligt antal sider, skrev jeg så meget fakta ned, som jeg kunne huske. Jeg var egentlig nået ret langt, da min mave begyndte at brokke sig. Klokken var også gået hen og blevet halv tre, og jeg havde jo sprunget morgenmaden over, så sulten havde fundet sin vej  til min krop. Jeg klappede computeren og bøgerne sammen, og fandt min pung frem. Derefter gik jeg ud og tog sko på, og trådte ud i det dejlige solskind. Jeg lukkede døren bag mig, og begyndte at bevæge mig over mod hovedindgangen til arenaen. Vi var ankommet i morges, så bussen holdt lige ude foran. 

"Hej Victoria, hvor skal du hen?" spurgte Paul, der om gående ud af døren. "Hej Paul, jeg ville bare gå ned i byen og få noget at spise, og så ville jeg høre om drengene skulle have noget med" svarede jeg glad, og klemte øjnene sammen, på grund af den stærke sol. Selvfølgelig havde jeg glemt solbrillerne i bussen, men hvis jeg alligevel skulle ned i byen, så kunne jeg ville finde noget skygge. "Det behøver du ikke, de har allerede spist og er igang med lydprøver nu" svarede han friskt, og tog en dyb indånding i den friske luft. "

"Når okay, men så smutter jeg bare ned til byen nu" sagde jeg og skulle til at vende mig om og gå. "Vil du have noget security med dig, eller klare du den selv?" spurgte han, inden jeg nåede for langt væk. "Nej, det er okay, jeg klarer mig" svarede jeg sødt igen. "Sikker? For vi er et par stykker der ikke skal noget de næste stykke tid, så vi kan sagtens finde nogle til at tage med dig" sagde han igen. "Helt sikker. Jeg er en stor pige. Også i bogstavelig forstand" grinede jeg og hentydede til min rimelige store mave. Paul grinede med og nikkede. "Okay så. Vær nu bare forsigtigt" sagde han igen. "Skal jeg nok, ses senere, Paul" sagde jeg og vente rundt på hælen.

 

Solen varmede min krop mens jeg gik ned af de fine gader. Der var mange mennesker ude, hvilket skabte en masse liv. De fleste var glade, men indimellem var der også nogle der så lidt stressede ud, hvilket var forståeligt nok på en torsdag eftermiddag. Jeg fandt en hyggelig café, hvor jeg kunne få noget frokost. Jeg kunne lige så godt spise hernede i byen, når nu jeg ikke skulle tilbage med mad til drengene. Jeg overvejede kort at ringe til El, og høre om hun havde spist, men siden hun spiste ligeså tidlig morgenmad som drengene, havde hun sikkert allerede fået frokost. 

Jeg bestilte en sandwich med et eller andet italiensk skinke, og en cola light. Nums. Jeg fandt min mobil frem, som jeg slet ikke havde fået kigget på siden i går aftes. Jeg så at jeg havde en ulæst sms fra Holly. 

Hi Vicky! We miss you so much back in rainy England:( But we know you are coming home to see us soon:) Hope you're having a wonderful time with the boys. The homework is crazy, the teachers are starting to get on our nerves, grr. 
Hopefully you aren't forgetting us, because we miss you too much:( Sorry for waking you up, if you were asleep, but not quite sure, what time you're on? haha, anyway we love you and miss you. Come back home!!! - S, H & B<33

Et kæmpe smil både af glæde og savn spredte sig på mine læber. Jeg savnede de tre piger så utrolig meget. Savnet gav mig et sug i maven, og fik mig til at ønske at jeg var hjemme ved dem. Men på den anden side ville jeg ikke bytte den her oplevelse og måned ud. Det var den simpelthen for fantastisk til, men jeg glædede mig altså lidt til at komme hjem igen. Ude godt, men hjemme bedst, som i ved.  

Jeg besluttede mig for at svare dem selvom de nok ikke ville se den foreløbig, men så vidste de da at jeg havde set deres besked. 

Hi girls! I miss you too, soooo much:( I've had the best time, but i'm looking forward to coming home to you fools again:)
Hope u don't kill the teachers, because I don't wanna visit my best friends in prison, hah. Love u to my babes - V <3

jeg lagde trygt mobilen tilbage i lommen, da jeg tjeneren kom med min mad. "Grazie" sagde jeg sødt til ham, da han havde anbragt tallerkenen foran mig. Han kiggede bebrejdende op og ned af mig, og gav mig et hånligt, overlegent og surt blik og fnyste af mig. Så vendte han ryggen til og gik sin vej tilbage mellem de andre borde, og ud i køkkenet. En trist, såret og flov følelse bredte sig i min krop. Jeg havde aldrig været flov over min situation, men takket være tjeneren følte jeg mig sådan. Jeg følte mig både nytteløs og som om at jeg burde skamme mig over mig selv. 

Jeg havde mistet lysten til min ellers lækre mad, og ville bare gerne tilbage til tourbussen hurtigst muligt. Jeg kunne mærke at det prikkede i mine tårekanaler, og de fik mig til at smide nogle penge på bordet, og fare op fra stolen. Jeg styrtede igennem de små borde og kom hurtigt ud på gaden. Mit hjerte bankede hårdt i mit bryst, og en enkelt tåre gled ned af min kind. Jeg tørrede den arrigt væk, og gik med hurtige skridt ned af den travle gade. Jeg nægtede at lade en åndssvag tjener gå mig sådan på. Jeg tog en dyb indånding, og fik styr på min hurtige vejrtrækning. Menneske vrimlen blev større og større, og jeg drejede hurtige ned ad en sidegade, hvor der kun gik enkelte mennesker, så jeg kunne få vejret ordentligt. 

Jeg fik styr på mig selv igen, og begyndte at gå med mere rolige skridt. Tre piger kom gående på den anden side af gaden. Jeg kunne se den ene havde en t-shirt på med Harrys ansigt, og en anden pige havde Mrs. Horan skrevet i panden. De var sikkert på vej til arenaen allerede. Jeg fik et smil frem på mine læber og at se pigerne og deres glade ansigter. 

Den ene kiggede over i min retning og fik øje på mig. Hurtigere end jeg kunne nå at sige jeg-hader-den-lorte-tjerner, havde hun informeret sine to veninder, og de kom styrtende i min retning. "Victoria Walkins?" spurgte den ene, da de var nået helt hen til mig. "Hej piger" svarede jeg sødt, og smilte til dem. "Oh my god, du er Zayn Maliks kæreste!" skreg en anden af dem, hvilket fik mig til at fnise. "Ja, det er det jeg er" svarede jeg. 

"Oh my god, oh my god, vi elsker dig! Kan vi ikke få et billede?" spurgte hun igen, med en sød italiensk accent. "Jo selvfølgelig" svarede jeg. Alle pigerne fik taget et billede hver, og bagefter snakkede vi kort. Jeg havde ret, da jeg sagde at de var på vej til koncerten. Desværre skulle de sidde ret langt tilbage, så jeg lovede at hilse drengene fra dem. 

"Hav en god koncert piger" sagde jeg og vinkede da jeg gik væk. De råbte tilbage i munden på hinanden, hvilket fik mig til grine lidt, inden jeg drejede om hjørnet og væk fra dem. Jeg kunne dog stadig høre deres glade skrig, hvilket fik smilet til at blive på mine læber. Jeg nåede længere og så en lidt større gruppe piger komme gående imod mig. Den ene råbte et eller andet på italiensk, hvorefter de alle sammen stormede i mod mig. "Victoria, du er så klam! Zayn fortjener langt bedre end dig, du er slet ikke værdi nok til at date vores Zayn. Og slet ikke til at fødes hans børn!" råbte den ene. "Nej, vi ved godt at du blev gravid med vilje så Zayn ikke skred fra dig!" skreg en anden. Hvad fuck snakker hun om? Man kan sgu da ikke blive gravid med vilje bare sådan? "I forstår ik-" begyndte jeg. "Hold kæft" afbrød hun. "Du er en idiot, og jeg forstår ikke hvorfor Zayn ikke bare har smidt dig væk. Du er jo pisse klam" skreg hun igen, mens resten grinte. 

Tårene havde igen samlet sig i mine øjenkroge, og jeg kunne ikke holde dem inde. De strømmede ned ad mine kinder. Jeg havde den værste følelse indeni. Jeg havde det psykisk dårligt og mine tanker strømmede igennem mit hoved. Oven i købet fik jeg det også fysisk dårligt, da en slem hoved pine kom frem, og det føltes som om jeg havde en kæmpe knude i maven, og i halsen. Jeg græd og kom til at lukke et hulk ud. "Åh, nu tuder hun også" sagde den første pige. Hvorfor gjorde det sådan noget? Hvordan kunne de finde på at snakke sådan til andre mennesker. Den første pige fandt en flaske frem fra tasken og skruede låget af. Hun hældte sin halvtfulde fanta sodavand ud over mig, hvorefter de andre pige grinte højere. "Lad mig være! Skrid" skreg jeg og tørrede mig febrilsk i øjnene, da brusen sveg i dem.  

"Hvad fanden sker der her!? Gå væk med jer. Allesammen!" kunne jeg høre en velkendt stemme råbe. "Hej Eleanor, vi elsker dig!" skreg pigerne nu, hvilket fik ikke ligefrem hjalp på den dalende selvtillid. "Jaja, det er flot. Gå så med jer!" skreg El igen. 

Jeg kunne ikke længere stoppe hulkende, men jeg stod der og var blændet og tåre og sodavand. Mit tøj var vådt sodavanden klistrede og gjorde min hud helt fedtet. "Shh, de er væk nu, smukke" Kunne jeg høre Els beroligende stemme. Jeg kunne mærke en betryggende arm blive lagt om ryggen på mig. El tørrede mine øjne med hendes ærme, så jeg kunne se noget igen. Min make-up sad sikkert helt ad helved til. Men det matchede så mine følelser lige nu. "Så søde, er du okay?" spurgte hendes fine stemme, mens hun lukkede armene om mig. Jeg nikkede svagt mod hendes bryst, mens jeg lukkede de sidste hulk ud. Jeg følte mig ærligtslt som et lille barn. "Jeg vil bare gerne tilbage til bussen" sagde jeg med svag stemme. "Ja, selvfølgelig" svarede hun, og begyndte at føre mig væk. 

"Hvorfor ringede du ikke til mig, Vic. Så kunne jeg have passet på dig" jeg fniste lidt over hendes forsøg på at lyde som the tough guy, da hun nærmest ikke ville kunne klaske en myg. "Påstår du, at jeg ikke er hård nok?" spurgte hun for sjov, og grinte lidt. Jeg fniste på lavt, men kunne ikke rigtig finde en glæde frem i min krop. Mit humør var godt og grundigt smadret, og det det eneste jeg havde lyst var at sove, så jeg kunne slippe for alle de her tanker. 

Var jeg overhovedet værdi nok til alt det her? Det her liv, med en kendt kæreste? Zayn kunne få alle piger i verden, og han valgte mig. Hvorfor? Valgte han mig kun fordi han følte sig tvunget? Elsker han mig virkelig? 

Jeg kunne simpelthen ikke holde de her tanker ud. Det var alt for meget for mig, og hovedpinen dunkede. Knuderne i maven havde stadig ikke viklet sig ud. Jeg følte mig ærligtalt som om jeg havde hundrede grader i feber. 

 

Vi nåede tilbage til tourbussen og jeg kastede mig i min seng, og smed dynen over hovedet, ligeglad med mit ødelagte, våde og klistrede tøj. Tankerne overfaldt mig igen ligeså snart stilheden overtog mine øregange. Igen begyndte tårerne at løbe ned ad mine kinder, mens hulk igen slap ud imellem mine læber. Jeg kunne mærke sengen give efter. En hånd fjernede dynen fra mit ansigt, og lod lyset trænge ind. Jeg ville hellere en gerne forblive i mørket, og græde mig selv i laser, så da lyset ramte mine øjenlåg klemte jeg dem hårdt sammen. En hånd begyndte blidt at kærtegne min kind. "De aner ikke hvad de taler, Vic. Du skal ikke høre på dem" hviskede Eleanor med stemme, der fik hende til at minde mig om min mor.

Mor. Jeg havde ikke kontaktet min familie i jeg ved ikke hvor mange måneder. Jeg havde haft et kort opkald med min mor, da jeg fortalte hende at jeg var gravid, men hun blev så chokeret at hun hurtigt fik lagt andre planer, end at snakke med mig. Jeg er sikker på at de alle havde fulgt med i medierne, hvor der efterhånden tit blev skrevet om mig. Men jeg har ikke snakket med dem siden. 

Jeg har egentlig heller ikke taget noget intiativ til at ringe og få kontakt med dem, men de har heller ikke prøvet at ringe til mig. Jeg har aldrig haft det bedste forhold til nogle af dem, og jeg har altid gået meget op i, at jeg skulle blive uafhængig af dem. hvilket jeg sørme kan sige at jeg blev. Det havde nok taget overhånd, siden jeg næsten slet ikke har kontakt med dem mere, men lige nu ville jeg mere end noget andet bare græde i min mors arme. Jeg savnede hendes betryggende arme, og beroligende ord. Duften af den stærke, men velkendte parfume. Tankerne om min familie fik tårerne til at strømme endnu hurigere end før. Jeg har aldrig rigtig grædt over den mistede kontakt til min familie, men alt der her var bare for overvældende. 

"Victoria, rolig nu" hviskede El igen. "Lad mig være, El" mumlede jeg ned i min pude. "Lad nu være, søde" sagde hun sødt til mig igen. "Nej Eleanor gider du ikke godt lade mig være. Jeg vil bare snakke med min mor" hulkede jeg igen. Hun bevægede sig ikke ud af flækken. "Gå nu ud, El!" råbte jeg ned i puden. Jeg kunne høre hende sukke tungt, hvorefter sengen endelig gav efter, og døren stille lukkede i. 

Det var ikke meningen at lade det gå udover El. Hun hajlp mig jo bare, som en rigtig god veninde, men alting blev bare pludselig for meget for mig. Det var som om alle mine gamle ting, som jeg egentlig ikke før lod mig gå på, lige pludselig ramlede sammen for mig. Alt tog bare overhånd. Men jeg tror at jeg kan skylde noget af det på hormoner der farede rundt min krop, men desværre ikke altsammen. 

Jeg prøvede desperat at få styr på min vejrtrækning igen, mens jeg fiksede mobilen frem. Med hurtige bevægelser fik jeg fundet den rette kontakt, og trykket ring op. Jeg ventede og ventede, mens den irriterende biptone blev ved med at lyde i min øregang. 

Jeg opgav til sidst og måtte erkende, at min mor ikke var ved hendes telefon, eller også så gad hun ikke at tage den. Jeg håbede dog mest på den første. 

Frustreret smed jeg mobilen fra mig, og prøvede såvidt muligt at samle mig selv. Jeg tog et par dybe vejrtækninger, og tørrede øjnene. Jeg kunne mærke min vejrtrækninger stille og roligt blev mere normale. Jeg åbnede stille døren, og gik ud til El. Hun sad med bøjet hoved i sofaen, og kiggede tomt ned i hendes telefon. "Undskyld" mumlede jeg og snøftede. Hun så straks op på mig, og smilede opmuntrene. "Det var ikke meningen at lade det gå ud over dig" sagde jeg igen og tog en dyb indånding. "Det er okay, smukke. Er du okay?" spurgte hun og rejste sig. Jeg trak på skuldrene, og begyndte at pille lidt med mine fingre. "Ikke rigtig. Men tak for hjælpen" sagde jeg og kiggede op. "Selvfølgelig" sagde hun og lukkede sine arme omkring mig. Hendes friske blomsterduft fyldte mine næsebor, og mindede mig faktisk om min mors duft. Et meget svagt smil poppede i et sekund frem på mine læber. Jeg lagde hovedet på hendes skulder, og slappede mere af. 

"Jeg har ikke rigtigt lyst til at tage ind til koncerten i dag" sagde jeg, men halvdelen af lyden blev dæmpet af Els skulder. Det lod dog til at hun hørte mig alligevel. "Det forstår jeg godt" svarede hun, og nussede min ryg i lange beroligende bevægelser. "Jeg skal nok gå ind til drengene og sige du ikke kommer," sagde hun igen. "Kan du ikke bare sige, at jeg stadig har kvalme" spurgte jeg, og trak mig for at se i hendes rolige brune øjne. Hun kiggede først lidt bebrejdende på mig, men nikkede derefter på hovedet. "Okay, så" svarede hun. "Tak, El. Du er den bedste" sagde jeg sødt, og gav hende et lille fremtvunget smil. Hun fniste af mig. "Ja, det er jo det jeg er" sagde hun igen. "Men du dufter af appelsiner" "Det er fanta" svarede jeg og fniste. 

 

____________________________________________________________________________________

 

Hej alle sammen! 

Her var så et kapitel til jer. Jeg ved ikke hvornår næste kapitel kommer, da der begynder eksaminer, men jeg lover at jeg nok skal gøre alt hvad jeg kan. Hvis i endnu ikke har set min nyeste movella, så tjek den lige ud. Den hedder The Life As Your Sister, og I kan finde den i mine movellaer! Taak peeps<333

 

Xoxo Clara:)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...