Baby bump? - A 1D fan fiction

Victoria Anastasia Walkins er en fornuftig 17 årig pige. Det mente, de fleste mennesker der kendte hende i hvert fald. Men en dag da Victoria får tilbudt et job som tjener til et stort velgørenhedsarrangement, møder hun fem kendte drenge. Men specielt én af dem falder i hendes smag, og det ender da også med en ikke helt så uskyldig nat. Men hvad sker der når Victoria kommer hjem, med noget hun ikke kom med. En positiv graviditetstest fastslår aftenens begivenheder, og hun er nu nød til at opsøge den berømte Zayn Malik igen. Vil han stadig føle den samme tiltrækning til Victoria? Hvad vil han sige når hun fortæller ham om sin tilstand? Og hvad med de andre i bandet? Vil Victoria og Zayn beholde barnet, eller er de tvunget til at finde en anden udvej? Nye stærke følelser opstår, og Victoria for fire nye bedstevenner med i købet. Men hendes liv er bliver vendt på hovedet, og kan hun klare presset? Og ikke mindst - kan barnet?

71Likes
118Kommentarer
8612Visninger
AA

17. ∞An unbelievable pain and an even bigger joy∞

Harry: Victoria, today's the day! Can't wait to see you at our final concert in the O2 tonight! I'm really excited:) See you later beautiful xx

Louis: O2 TONIGHT BABY! LETS BRING THE HOUSE DOWN! ;)  

Niall: I feel like I'm a little boy, waiting for christmas morning! It's going to be huge 2night, I promise you that! Can't wait to see you x. 

Liam: I'm sooooo exciteeeeed for tonightttt. The ending show is always the best! See you over there, be safeee xxxx

Zayn: Hi baby. You can't imagine how excited me and the boys are right now. We are so looking forward to the final performance tonight. I love you and I can't wait to see your beautiful face. Love you loads! xx. - your favorite 1D boy ;) 

 

Okay, det var vidst sikkert at sige, at drengene var spændte for aftenens show med de fem sms'er som var tikket ind på min mobil her til morgen. Det var virkelig utroligt at deres minitour allerede var overstået. Dagene var bare fløjet afsted. Det havde været en fantastisk oplevelse at komme med på deres tour og jeg var sikker på at det ville blive endnu mere fantastisk i aften, til deres sidste show. 

Klokken var lidt over tolv, og jeg ville blive hentet af Dani og El ved femtiden. Da det var lørdag i dag besluttede jeg mig for at lave mine lektier i morgen, så jeg kunne bruge et par timer med mine tre dejlige wierdos. 

Jeg sendte derfor en sms rundt til dem alle sammen, og der gik ikke mere end halvanden times tid, før at vi alle fire sad godt tilrette foran fjernsynet i min lejlighed. "Har du hørt noget fra Zayn i dag?" spurgte Bailey sødt, og gumlede på sin is. "Ja, jeg fik smser fra alle drengene i morges" svarede jeg og lagde den lille træpind fra min is, ned på bordet. Jeg havde dog stadigvæk en syg lyst til alt muligt slik, kager og jeg ved ikke hvad. "Jeg sværger at når Caleb er født, vil hans mor ligne en hval" sagde jeg med et lille fnis, og gned min hånd over mit stramme maveskind. 

"Ja, det tør siges, med alt det du æder" svarede Sammy uden at tænke specielt meget over, hvad hun lukkede ud. "Sammy!" udbrød Holly og gav hende en knytnæve på skulderen. "Hvad? Ej men helt seriøst, Vic. Du æder altså temmelig meget" sagde hun og scrollede videre i sin mobil. "Jaja, jeg spiser jo også for to" svarede jeg med et smil. 

"Du ved godt at det kun er et ordsprog det der, ikke? Det er altså ikke rigtigt" sagde Bailey og kiggede på mig med et løftet øjenbryn. "What? Så det er kun mig der får alle de kalorier, som jeg indtager? får Caleb ikke engang bare en tredjedel af dem?" spurgte jeg chokeret og svingede ud med armene. 

De andre piger fniste af mig, og rystede på deres hoveder. "Og du skulle forestille at være den kloge af os" sagde Sammy grinende. Mit blik scannede hen over stuebordet, hvor det lå ispinde, tomme chipsposer, tallerkener og sodavandsflasker. Jeg ville seriøst komme ud på den anden side og ligne jeg ved ikke hvad. 

Deprimerende tanker fløj gennem mit hoved om, hvordan jeg lignede en prop. "Hvad skrev de så, drengene altså?" spurgte Bailey og fortsatte vores tidligere samtale. "Uh, bare at de glædede sig og sådan" mumlede jeg og kiggede ned i mit skød. Jeg kunne svagt høre at pigerne snakkede videre, men jeg var for langt henne i mine nedladende tanker om mig selv. "Vic?" Det var ikke svært at regne ud, hvorfor jeg fik så meget hate. Jeg lignede jo faktisk en ko, og jeg ville fortsætte med at ligne en ko, når jeg havde født. 

Og hvorfor holdt jeg det skjult for Zayn? Ja, noget af det kunne han jo godt se, men han kunne langt fra se alt det der blevet skrevet til mig. Og desuden havde jeg også fået Eleanor til at holde mund om fantaepisoden fra minitouren. Men noget sagde mig alligevel at hun havde fortalt det til Louis, for han prøvede altid at stjæle min mobil af en eller anden mærkelig årsag, når vi var sammen. 

Måske skulle jeg bare fortælle Zayn det? Eller ville det være for latterligt når nu det var ved at være langt tid siden? "Vic?" Hvis det gik mig så meget på, ville det måske være en god idé at dele det med Zayn. Han vil mig trods alt kun det bedste. 

"VIC!?" Sammys stemme bragte mig tilbage til den virkelige verden. "Huh?" spurgte jeg, og kiggede endelig op. "Jeg spørger bare om du ikke skal til at gøre dig klar, hvis du bliver hentet klokken fem? Klokken er halv fire, og du skal jo også i bad" sagde Holly, og pegede på uret, som rigtigt nok viste halv fire. "Uh, jo. Det ville nok være en god idé. Er i sikre på, at i ikke kan komme i aften?" spurgte jeg igen og rejste mig langsomt fra sofaen. "Ja, desværre. Vi ville ellers gerne, men vi bliver nødt til at tage med til det der skolearrangement," sagde Bailey, mens de alle sammen traskede ud mod entreen. "Hvorfor har du egentlig fået lov, til ikke at deltage?" spurgte Sammy mut. "Zayn har vidst snakket med skolen, eller sådan noget i den stil. Han er bange for at jeg 'overbelaster' mig selv" svarede jeg rullede med øjnene. 

"Du er i hvert fald heldig, at du ikke behøver at tage med" svarede Holly oprigtigt, og krammede mig farvel, så godt som man nu kunne kramme mig altså. "Jeg glæder mig i hvert fald helt vildt til koncerten i aften" svarede jeg med et oprigtigt smil, og krammede Sammy og Bailey farvel. 

"Jaja, du er så heldig, din lille skid" surmulede Sammy, da de vandrede ud af døren. "Du mener vel store skid" sagde jeg for mig selv, mens jeg vinkede farvel til dem alle. 

Jeg lukkede døren i og lukkede et suk ud. Jeg følte mig faktisk overhovedet ikke sexet eller smuk. Jeg glædede mig da selvfølgelig til at deltage i drengenes sidste koncert, og jeg var sikker på at det ville blive helt fantastisk. Men kun med to uger igen, så var jeg både ekstrem ubekvem og min mave var bare en belastning at rende rundt med. 

Jeg slentrede en anelse træt ind på badeværelset, og tændte for bruseren. Mit tøj fik jeg smidt i vasketøjskurven, hvorefter jeg trådte ind under de beroligende varme stråler. Det varme vand gled ned over min krop, og jeg lukkede øjnene i og lod dampen fylde luften i rummet. Duften af den friske shampoo fangede mine næsebor, og det bragte et lille smil på mine læber. Duften gjorde mig bare af en mærkelig grund, rolig. 

 

Da klokken var kvart i fem var jeg så godt som klar. Jeg havde taget en kjole på, som var sort og hvid stribet over brystet, og helt sort helt ned til midt på låret. Jeg var hoppet i nogle flade beige sko, med nitter på skosnuden. (Link til tøj i kommentaren) 

Mit hår havde jeg ladet lufttørre og ret igennem en gang, hvorefter jeg lod det hænge løst ned af min ryg. Min makeup var temmelig simpel med et lag lys øjenskygge og et lag mascara. 

Min mobil lyste op ovre fra mit skrivebord, så jeg fik hurtigt fat i den. 

El: At your house in two minutes. Excited!? - love xx 

Jeg fik hurtigt gjort de sidste ting klar, hvorefter jeg låste døren og gik ned på vejen. En sort bil kom kørende om hjørnet. Den stoppede foran mig, og jeg var hurtig til at stige ind. "Hej piger" sagde jeg og fik med mildt besvær klikket min sele fast. "Hej smukke," " Hey Vic" hilste El, og Dani. 

Det var Danielle der kørte, mens El guidede vejen. "Og tillykke med dagen, Dani!" udbrød jeg og havde nær glemt, at hun fyldte år i dag. "Urgh, nævn det ikke" sagde hun mut og holdt øjnene på vejen. El grinede til gengæld og vendte sig i sædet, så hun kunne se om på mig. "Hun nægter at fejre sin fødseldag. Hun bliver endda mopset hvis jeg som meget som nævner det" grinte El. 

"Ej, Dani. femogtyve år, da er da stort!" sagde jeg og kunne ikke rigtig forstå hvorfor hun ikke ville fejre sin fødselsdag. "Nej, det er forfærdeligt" sukkede hun og drejede om hjørnet. "Hvorfor er det så forfærdeligt?" spurgte El, og smilede over hele hendes smukke ansigt. "Fordi, at der nu officielt kun er fem år til, at jeg fylder tredive. tredive. Det er kraftedeme gammelt" sukkede hun, og fik os andre til at grine. "Lad da vær', søde. Du vil altid være smuk og ung" svarede Eleanor, og gav Dani et klap på skulderen. "Jaja, kan vi skifte emne nu?" spurgte Dani og fangede mine øjne i bakspejlet. 

"Alt for fødseldagsbarnet" grinte jeg, hvorefter Dani brummede utilfredst. 

Vi fik snakket en del om touren, da det bare havde været helt fantastisk, og inden længe ankom vi til O2. 

"Er klar girls?" hvinede El, og klappede begejstret i hendes hænder. "Selvfølgelig!" råbte Dani glad, og åbnede bildøren. 

Vi steg alle ud, og for at være helt ærlig, så ødelagde det rimelig meget mit humør. For otte måneder og to uger siden ville jeg nok have hoppet af begejstring, og være iført lige så stramme, fantastiske kjoler og ligeså høje stiletter, som det to utrolig smukke piger, der stod foran mig. Men i min tilstand var det bare ikke en mulighed, og det gjorde mig virkelig trist. Mit humør og min selvtillid dalede gevaldigt da jeg kunne få frit udsyn til de to glade piger. 

Jeg puttede dog et smil på læben selvom det ikke nåede til mine øjne, og fulgte med de to andre ind i bygningen. Vi blev guidet igennem korridorene og hen til drengenes omklædningsrum. 

"The girls are here!" hujede Danielle da vi trådte ind gennem døren. "Hej drenge" sagde vi næsten i kor, og smilte til vores drenge. Jeg fik krammet dem allesammen, og de var utrolig meget oppe og køre. Forståligt nok. 

"Vicky! Hvor ser du bare fantastisk ud" udbrød Louis og kiggede op og ned af mig. Det fik mig til at føle mig utrolig utilpas med mig selv, og situationen. Jeg gav ham et halvhjertet smil, og kiggede derefter ned. Min kæmpe bule skyggede for mit syn, og jeg sukkede svagt. 

En varm og blød hånd blev viklet ind i min, hvorefter jeg blev trukket ud på gangen. Døren bag os blev lukket i. En hånd fik blidt fat under min hage, og løftede mit ansigt op. Zayns rolige brune øjne mødte mine, mens han stirrede lidt bekymret ned på mig. "Hvad så, smukke?" spurgte han og ledte mine øjne efter et hint af begrundelse for min opførsel. "Ikke noget" mumlede jeg, og prøvede at bryde hans øjenkontakt. "Vic.. Hvad er der galt?" spurgte han med en bekymret klang i stemmen. Jeg sukkede inden jeg tog en dyb indånding. "Det har bare været en utrolig deprimerende dag. Jeg føler mig så ubekvem hele tiden, og jeg føler mig virkelig bare usexet og grim ved siden af Dani og El. Jeg kan rent faktisk bruge min mave som bord, mens jeg står op. Og plus alt det, har jeg lige fundet ud af, at jeg ikke kan se mine egne tæer" jamrede jeg og puttede mit hovede ind i Zayns bryst. 

Det vibrede mens hans latter fyldte mine øre. "Prinsesse, du er smuk. Og lige meget hvordan du ser ud, vil jeg altid synes det, okay?" sagde han og løftede igen mit ansigt op, og lod sine øjne møde mine. Hans varme, brune og betrykkende øjne fik varmen til at sprede sig i min krop, mens end rødmen strømmede til mine kinder. "Årh pus, du rødmer jo" grinte Zayn, og lagde sine hænder på mine kinder.  

Et tøset fnis forlod mine læber, som ikke ligefrem hjalp på min rødmen. Pokkers tag dig charmerende Malik. "Kom. Lad os få gang i festlighederne" sagde han sødt og smilede kærligt til mig. Jeg nikkede, og lod glæden overtage min krop. 

 

 

"Drenge, fem minutter igen!" råbte en af scenefolkene som stressede rundt med headsets. Nervøse men spændte og lykkelige smil bredtes på alle drengenes ansigter. De fik rejst sig fra sofaerne, som vi havde siddet og snakket i, og begyndte at tjekke dem selv i spejlene, mens de fik uddelt deres mikrofoner. 

Jeg havde haft en stor tissetræng den sidste halve time, og hvis ikke jeg gik på toilettet nu, ville jeg højst sandsyneligt pisse på gulvet. Jeg klemte mine ben sammen, mens jeg gik over til Zayn og de andre drenge. "Zayn, jeg bliver virkelig nødt til at gå på toilettet nu" sagde jeg og lagde hånden på hans arm. "Okay, tak for informationen, Vic" grinte Harry og rettede på sit hår. 

"Men vi går på lige om lidt, babe" sagde Zayn og lod sine arme snog sig om krop. "Jeg ved det, men jeg skal altså virkelig tisse" svarede jeg med en lavere stemme, og klemte min ben hårdere sammen. "Kan jeg ikke bare kysse dig held og lykke nu?" spurgte jeg bedende med en sukkersød stemme. Han grinte svagt inden han nikkede smilende på hovedet. 

"Okay, så. Men så skal det også være et ordentligt kys" sagde han og smilede skævt. Denne gang var det min tur, til at grine af ham, inden jeg lagde min mund over hans. Vores læber bevægede sig i rytmisk med hinanden, inden Zayn lod sin tunge glide over min. 

Pift kunne høres fra de andre drenge, som fik mig til at fnise mod Zayns læber. Jeg trak mig fra ham, og gav ham et lille genert smil. "Tilfreds?" spurgte jeg sødt. Han nikkede ærligt og storsmilende på hovedet. 

"Hey Vic, får vi andre også et held - og - lykke - kys?" spurgte Niall grinende og fik et slag på skulderen af Zayn, mens vi andre grinte af hans kommentar. "Det kunne da godt være, at det var noget hun også delte ud til os andre" grinede Niall igen. "Okay Niall, joken havde været sjovere hvis ikke Vic havde været gravid med din bedste vens barn. Men når nu hun er det, så fremstår det altså bare en smule sygt og forkert" belærede Dani med en løftet pegefinger, som ikke ligefrem fik latteren i lokalet til at fordampe. 

"Okay, held og lykke drenge. Jeg bliver nødt til at løbe på toilettet, men fyr den af, og nyd det. Vi ses når i er fædige" sagde jeg og gav dem alle et kys på kinden. En masse 'tak' og 'vi ses' blev sendt efter mig, da jeg hastede ud fra lokalet, på vej til toilettet. 

Jeg nåede akkurat lige at smække og låse døren før gulvet under mig blev vådt, og jeg kunne mærke noget underligt, der bestemt ikke var tis, trillede ned af mine inderlår. Forskrækket løftede jeg op i min kjole og så at det var noget der lignede vand. 

Virkeligheden ramte mig som et lynnedslag, lige da musikken begyndte at spille og jeg kunne høre drengenes syngende stemmer. På det absolut værste sted, på det absolut værste tidsspunkt havde Caleb åbenbart besluttet sig for at ville ud. Endda to uger før planlagt. Just freaking kill me now. 

Min tissetræng var væk, så jeg gik ud fra at det bare var det, jeg havde kunnet føle det sidste stykke tid. Oh my, this is horrible. 

Jeg fik hurtigt tørt op på gulvet, og mig selv, hvorefter jeg gik langsomt ud mod Dani og El, der sad backstage. Musikken blev højere og højere jo længere, jeg kom på backstage arealet. Koncerten var i fuld gang, og skrigende piger kunne også høres højt heromme. 

Jeg nåede over til pigerene som sad med glade ansigter og grinte. De havde sat tre stole op, som vi kunne slå os ned på. "Der er du jo!" sagde El glad da jeg kom over til dem. "Slå dig ned" forsatte Dani, og klappede på stolen i midten af de to piger. Jeg gav hende et svagt smil, og satte mig roligt langsomt ned. Heldigvis lagde hun ikke mærke til det svage smil. 

Panikken i mig var stor, og jeg havde ingen idé om hvordan jeg skulle klare det her. Det eneste jeg vidste var bare, at jeg ikke ville ødelægge den her aften for hverken Zayn, de andre drenge eller Dani og El. Vi havde alle glædet os så meget, og det her ville bare ikke passe ind i aftenens planer. 

Sveden var begyndt at forme sig på min pande mens vi sad der i den høje musik. Jeg prøvede at tage dybe indåndinger, men nervøsiteten blev ikke ligefrem mindre. Hvordan fanden havde de regnet med, at man skulle være forberedt på the real deal, når det pludselig skal være to uger før? 

Da sangen på scenen skiftede kunne jeg mærke et lille stik af smerte i den nederste del af min mave. Jeg hoppede kort på stolen, og bed mig hårdt i læben for ikke at udelukke en lyd. Jeg gættede på at pigerne bare troede at jeg var meget spændt, siden de ikke lage yderligere mærke til min reaktion. De havde vidst travlt med at holde øje med drengene, der fjollede rundt på scenen. 

Der gik omkring fire eller fem sange, hvor at smerten ikke var tilstede, og jeg kunne trække vejret mere frit. Jeg prøvede i hvert fald at få styr på min vejrtrækning, men jeg kunne ikke gøre nået ved temperatuen i rummet. Svedperler formede sig på min pande, over min næse og jeg kunne mærke mine nakkehår var begyndt at blive våde af sveden. 

Endnu en smerte skar igennem i den nederste del af maven, denne her gang stærkere end før. Jeg fløj frem foroverbøjet i min stol, og lod et smertesskrig forlade mine læber. "Hvad sker der?" spurgte Dani og lagde en betryggende arm på min ryg. Jeg vred mit ansigt i smerte og kastede mig tilbage i sædet igen. "Oh my... Jesus christ" mumlede jeg ud mellem mine sammenbidte tænder. Jeg klemte mine øjne hårdt sammen, og bad til at smerten snart ville forsvinde. 

"Wow, Vic. Du sveder helt vildt, er du ved at blive syg?" spurgte El bekymret, og vendte sin opmærksomhed mod mig. Jeg blev enig med mig selv om, at jeg nok blev nødt til at fortælle min situation til pigerne. Drengene behøvede jo ikke at få noget at vide, bare fordi at pigerne gjorde, vel? 

"N-nej..." fik jeg fremstammet mens jeg kunne mærke smerten forsvinde langsomt. Jeg lukkede mine øjne og mødte Danis meget chokerede blik. Hendes mund havde formet sig til et 'o', og hendes øjne var helt udspilede. "Vent, er du?... Skal du?... Jeg mener Caleb, nu?.." sagde hun og faldt over ordene, men det lykkedes da for hende, at få lidt af et budskab ud. Jeg kiggede op på dem begge to, og nikkede tøvende. 

Et gisp forlod Eleanors læber, og hendes hånd fløj op til hendes mund. "Nej, er der ikke et eller andet vand, eller noget i den stil? Skal der ikke ske noget med noget vand, det plejer da at ske i film?" sagde El nervøst, og stirrede i mine øjne. Jeg løftede min arm, og pegede ud mod gangen, og nikkede på hovedet. "Jo, toilettet. Før koncerten" sagde jeg og pustede ud. 

"Oh shit!" udbrød Dani. "Ja, oh shit!" fortsatte El, som kiggede panisk rundt efter en vagt. "Dani, vi må få Zayn væk fra scenen" udbrød Eleanor, og vendte sin opmærksomhed over på Danielle. "Nej!" udbrød jeg, og lagde min hånd på Els skulder. "Please, jeg vil ikke ødelægge koncerten for ham. Eller de andre" sagde jeg stakåndet til hende. "For satan Vic. Tror du ikke gerne at han vil være her med dig i stedet for at gå glip af det. Ham og drengene har mange koncerter forude, men det her er ikke lige noget, som forventes at ske i den nærmeste fremtid, vel?" svarede hun og kiggede med et kærligt blik på mig. 

Overvundet rystede jeg på hovedet, og med det samme strømmede en nye smerte igennem min krop. "Få fat i ham nu!" skreg jeg og tumlede ned af min stol. Det virkede rarere at rulle sig sammen på gulvet, end at sidde oprejst i en stol. "For helved!" udbrød Dani, og fik mig over til den nærmeste væg, som jeg tungt lagde ryggen op af. 

"Hey, dig der!" råbte El og pegede på et crewmedlem. "Få Zayn af scenen. Sig at hans søn uhh, hans søn er, ligesom uhh, på vej!" sagde hun og kastede rundt med armbevægelser. "Nu!" skreg hun igen og pegede over på mig, da han bare stirrede forvirret på hende. Hans blik fangede mit, men han rystede bare svagt på hovedet. "Jeg kan ikke stoppe koncerten bare sådan uden videre" sagde han, og henvendte sig til El igen. "Hvad snakker du om, 'uden videre'? Hans søn er fucking på vej ud af hans kærestes krop! Hvad er det helt præcist du ikke fatter!?" fortsatte El hysterisk. 

"Jeg beklager, men det er ikke en mulighed, at få drengene ned fra scenen" sagde han igen, med en meget streng tone. "Urgh, fucking få fat i Zayn, nu!" skreg jeg af smerte og klemte Danis hånd. "Skynd jer, inden hun brækker min hånd," jamrede Dani og kiggede på crewmedlemmet. 

Igen rystede han bare på hovedet. "Ikke muligt" sagde han igen surt. "For god sakes, man" mumlede El, og kørte frustreret sin hånd igennem sit brune hår. Jeg kastede mit hovedet op mod væggen, og pustede tungt ud. Jeg fik øje på Paul nede ad gangen ved omklædningsrummene. "El, Paul" sagde jeg og pegede ud mod gangene. El kiggede hurtigt i min fingers retning.

"Paul, Paul!" råbte Eleanor. Paul kiggede i hendes retning, og begyndte at gå over mod hende. "Hvad så?" spurgte han friskt, og kiggede fornøjet på Eleanor uden at opfange mig og Dani, der sad ti meter væk, op ad væggen. "Zayn skal ned fra scenen!" udbrød hun højt i ansigtet på Paul. "Uh, okay? Hvorfor?" spurgte Paul forvirret. 

"Argh fuck!" skreg jeg igen og slog armene om min mave. "Oh, Victoria. Er det n-nu?" spurgte han chokeret, og opdagede endelig min tilstedværelse. Danielle nikkede bekræftende til ham.

"Zayn. Det er Paul. Find en måde at komme ned fra scenen på. Nu" sagde han ned i en walkie-talkie, som jeg gik udfra var forbundet med drengenes høresnegle. Paul gik over til mig, og satte sig på hug foran mig. "Jeg har sagt at han skal komme herud. Hold ud, okay?" sagde han betryggende og fjernede en tot hår, der havde klistret sig fast til min pande, og strøg den om bag mit øre. Jeg nikkede, og prøvede at tage dybe indåndinger. 

"Paul, hvad sker der? Hvorfor skulle jeg gå ned fra scenen?," lettelse strømmede igennem min krop, ved lyden af Zayns stemme. Paul flyttede sig, så jeg kom til syne. Zayns øjne faldt på mig og Dani, og chok indtag hans ansigt. "Oh my god" sagde han stille og stirrede ned på mig. 

En ny stærk smerte skød igennem mig, og jeg skreg igen, og råbte på Zayn. Det så ud til at mine råb fik ham til at komme ud af sin trance, for lynhurtigt var han på min anden side. Han tog min hånd i hans og gav mig et hurtigt kys på mine læber. "Okay. Nu er det nu" sagde han og lod det synke ind i hans hjerne. Jeg nikkede ved hans ord. 

"Hej alle sammen. Jeg skal nok hjælpe med at bringe jeres søn til verden" lød en stemme. Vi kiggede alle tre op og fik øje på en lille let buttet dame, med mørkebrunt hår. "Hey Bitsy. Det her er Victoria" sagde Zayn. "Hej med jer" svarede hun glad. Jeg kiggede forvirret og en smule skræmt op på Zayn, som bare gav mig et beroligende blik og smil tilbage. 

"Bitsy er vores private eftersynslæge i tilfælde af nødsituationer" sagde han, og plantede et let kys i min pande. "O-okay" svarede jeg, og rykkede længere op af væggen. "Hvorfor skulle Zayn forlade scenen? Hvad sker der?" lød Harrys stemme. "Harry, hvad laver du heromme?" afbrød Paul. "Jeg skulle tisse" svarede han. "Igen" grinte Zayn og trak Harrys opmærksomhed. "Vic... nu!?" udbrød han, mens både Zayn og jeg nikkede. 

"Wow, tal om sans for dårlig timing" grinte han. "Du hjælper ikke Harry" sagde Dani til ham, selvom han havde ret. Pænt ringe timing. "Vent! Giving birthstagram" udbrød han, og stak hånden i lommen. "Harry!?" udbrød El, og gav ham en knytnæve på skulderen. "Nej okay, sorry" sagde han med et smil, og løftede hænderne op over hoved. 

"Okay, jeg hiver resten af drengene ned fra scenen nu. Koncerten er alligevel begyndt at smulrer lidt" sagde Paul, og begyndte at snakke i walkie-talkien igen. Bitsy kom hen, og lagde et stort tæppe over min nederste halvdel, hvorefter hun trak mine trusser af. 

"Vent skal hun ikke på hospitalet?" spurgte Dani, og kiggede på Bitsy. "Der er desværre ikke tid. Jeg ked af det Victoria, men du bliver nødt til at føde jeres søn her" sagde hun og lagde håndklæder frem. 

Panik og nervøsiteten steg i min krop. De havde ingen af tingene her, som man brugte på hospitalerne. Hvad hvis alting skulle gå galt? "Shhh det skal nok gå" sagde Zayn i mit øre, og nussede mig over håret. "Hey, hvad går vi glip af? Hvorfor sætter i koncerten på pause?" lød resten af drengenes stemmer. "Caleb er på vej!" råbte Harry glad. "What?" spurgte Niall forvirret, og kiggede mærkeligt på Harry. Harry pegede over på mig, Zayn og Dani, hvilket fik de tre drenge til at nærmest tabe kæberne. 

"Holy moly, det er dårlig timing!" udbrød Louis, mens han dog smilede. "Det sagde jeg også" grinte Harry, og klappede Louis i ryggen. 

Panikken og nervøsiteten i min krop steg, på grund af at jeg ikke kunne komme til et hospital og pludselig var her så mange mennesker. Jeg mener Zayn havde jeg ikke noget problem med, for ham ville jeg gerne have var her, til at holde mig i hånden og fortælle mig, at alt nok skulle være okay. Men så var der både Dani, El, Louis, Harry, Niall, Liam, Paul, ham det åndssvage crew medlem, som havde stået og set med ved side linien, og så selvfølgelig Bitsy. Men hun var lovlig undskyldt. 

Det gjorde mig nervøs og stresset at der var så mange mennesker. Jeg kiggede bedende op på Zayn, hvorefter han bukkede sig ned, så han kunne høre hvad jeg sagde. "Her er for mange mennesker" hviskede jeg i hans øre, hvorefter han nikkede bekræftende, og kiggede op på de andre. 

"Okay folks. Kan i ikke sætte jer derover, lige nu er det for mange mennsker" sagde Zayn og pegede over mod et par sofaer, der stod ovre i hjørnet. Misfornøjede ord blev mumlet frem og tilbage, inden de alle sammen bevægede sig længere væk. "Held og lykke, søde" sagde El og Dani og gav mig begge et kys på kinden. Jeg smilede taknemligt til dem. 

 

"Okay Victoria, lad os komme igang" sagde Bitsy og tog plads mellem mine ben. Jeg kiggede nervøst op på Zayn, men hans rolige brune øjne, og søde smil, fik mig til at slappe en smule mere af. "Tre, to og et, nu!" sagde Bitsy. 

Jeg havde hørt mange sige at det ville gøre ondt. Men aldrig havde jeg forestillet mig, at det ville være så slemt her. Og oven i det, så var det faktisk utrolig svært, hvilket der ikke var nogle der havde fortalt mig. Not at all prepared for this. 

 

En halvtimes tid efter, var der ikke sket de store fremskridt, og smerten synes kun at blive større. Min krop var træt, og jeg havde ikke mere energi tilbage. Alt jeg ville var bare, at få smerten til at forsvinde, og så sove de næste mange timer. "Kom nu, Victoria. Du kan ikke give op nu" sagde Bitsy, der efterhånden også havde fået sved på panden. "Jo, j-jeg kan ik-ikke mere" sagde jeg træt og hvilede hovedet mod væggen. 

"Kom nu, babe. Igen" sagde Zayn, og klemte min hånd betryggende. "Urgh" udstødte jeg overvundet, og mut, og satte mig træt, en smule mere op igen. "Okay, tre, to, et - nu!" sagde Bitsy, og jeg prøvede med de kræfter jeg havde tilbage. Smerten var næsten uudholdelig, men jeg gav den alt, havd jeg havde tilbage af kræfter. "Bliv ved fem sekunder mere. Kom," sagde Bitsy. "Tre, to og en" sagde hun, og jeg lagde mig straks komplet udmattet tilbage. 

"Victoria, du bliver nødt til at tage dig sammen, der sker ikke intet heromme" sagde Bitsy, med en desperat stemme. Alt lige nu var for meget. Smerten, den store manglen på energi og princippet i, at jeg lå på gulvet, op af en væg midt under min kærestes koncert og kæmpede for ikke at give op. Mens mit energi indhold i kroppen var brugt op. Jeg havde ingen kræfter tilbage i min krop. 

Følelserne overtog mig, og tårerne begyndte at strømme ned af mine svedige kinder. "Nej. Jeg k-kan ikke mere" græd jeg og lukkede min anden hånd fast om Zayns tshirt. "Shh, baby, det skal nok gå" beroligede han mig. "Victoria, du har ikke noget andet valg. Du bliver nødt til at gøre det her, og det skal være nu. Babyen kan risikere at blive udsat for stres, hvis du ikke får ham ud nu, og det vil højst sandsyneligt ende med at du vil abortere" sagde Bitsy, og lød mere og mere desperat. 

Dog virkede det bare som om, at hendes ord kom ind igennem det ene øre, og ud igennem det andet. Jeg var udmattet, og det gjorde ondt af fucking helvedes til. Hulk forlod min mund, og jeg kunne ikke finde nogen som helst form for motivation til at få min krop til at reagere. Man skulle tro at tanken om at skulle se min søn for første gang ville hjælpe mig, men min krop var alt for svag. 

"Vic, kom nu, smukke. Du kan godt. Jeg ved du kan gøre det her. Ikke give op nu" sagde Zayn, og strøg mig over kinden. Jeg rystede på hovedet mens tårerne stadig strømmede ned af mine kinder, og hulk forlod stadig mine læber ind i mellem. "N-nej Zayn. Please jeg kan ikke. Gør det for m-mig. Please vil du ikke gøre det for m-mig" græd jeg, og knugede hans tshirt så mine knoer blev helt hvide. 

"Jeg ville ønske jeg kunne gøre det for dig, babe. Det ved du. Men det er altså umuligt for mig, at tage din smerte væk i den her situation" sagde han, og begyndte også at lyde mere panisk. "Zayn, du bliver nødt til at få hende til at samarbejde" sagde Bitsy og kiggede indtrængende på Zayn. 

"For helved da" mumlede han, og kiggede om bag sig. Han viklede sin hånd ud af min, og vinkede til et eller andet, som jeg ikke kunne se. Jeg kunne høre skridt, men min krop var så træt, at mine øjne gled i. Lidt efter kunne jeg mærke en hånd der lagde sig over min, og fik mig til at slippe Zayns tshirt. Hånden tog min i den, og fik min arm over på den modsatte side, i stedet for at jeg havde rakt indeover min krop, til Zayns trøje. Jeg kunne mærke en person der satte sig på min anden side. 

"Vic.." hviskede en genkendelig stemme, som fik mig til at åbne mine øjne op. Det bekymrede grønne øjne mødte mine, og jeg gav Harry et svagt smil. Han holdte min hånd i hans, mens han duppede sved fra min pande med sin anden hånd, med et håndklæde. Han gav mig et varmt smil. Harry var min bedsteven, og jeg elskede ham så højt. Godt nok ikke så højt som Zayn, men han var nu også min kæreste. 

"Vic, please, du må ikke give op nu," sagde Harry og lagde håndklædet fra sig. Han lagde hånden mod min kind, og tørrede mine tårer væk, med hans tommelfinger. "Bare lidt endnu. Please?" sagde han med et blød stemme, som fik noget til at vende i mig. Jeg kiggede over på Zayns ansigt, og tog en dyb indånding, og lod tårerne stoppe. Jeg kiggede op i hans dejlige brune øjne. "Jeg elsker dig" sagde jeg og smilede. Han smilede tilbage, og lænede sig ned og gav mig et blidt kys, fyldt med kærlighed. "I lige måde, prinsesse" mumlede han mod mine læber. 

"Victoria, en, to og tre, igen!" sagde Bitsy, og jeg tog endnu en dyb indånding og gav den alt hvad jeg havde tilbage i mig. Jeg klemte Harrys og Zayns hånd. "Godt Victoria, lidt endnu, han er her næsten" sagde Bitsy, glad. 

"Jeg kan se hans hoved, hans bryst, nurh hans små hænder. Han er en dreng, helt bestemt en dreng!" grinte Harry, og havde åbenbart bevæget sig længere ned, uden at give slip på min hånd. "Harry, stop med at glo på min kærestes... du ved.. kønsdele" sagde Zayn, og sendte Harrys et strengt blik, selvom han ikke kunne holde smilet væk fra sine læber. 

"Uh, sorry mate" fnes Harry og kløede sig akavet med sin frie hånd i nakken. Jeg grinte udmattet, og smilede over hele ansigtet. "Det er okay, Haz" fniste jeg, og kunne ikke være mere ligelgad om han havde gloet på min, you know, i det her moment. "Tillykke i to. Han er rask. Ti fingre og ti tæer" grinte Birtsy, og lagde min lille baby, på mit bryst. Hun havde tørret ham, og svøbt ham i et blødt tæppe. 

Hans øjne var lukket i, mens han trak vejret roligt. En glædeståre trillede ned af min kind. "Han er perfekt" hviskede jeg, og holdte ham fast i mine arme. "Ja, han er" hviskede Zayn tilbage, så jeg kiggede op ham. Han havde tårer i øjnene, mens han smilede større end aldrig før. "Jeg henter de andre" mumlede Harry, og rejste sig op, og begyndte at gå over mod de andre. Jeg kunne dog godt se, at han tørrede sit ansigt med hans håndryg, da han gik. 

"Tøs" grinte Zayn, selvom han også havde tårerfyldte øjne. Jeg grinte svagt og kunne ikke tage øjnene væk fra min lille baby. Der gik ikke mere en ti sekunder før vi var omringet af alle drengene og pigerne. "Nurh, hvor er han kær" hvinede El og klemte sig fast til Louis' skulder. "Hvor er han smuk" sagde Dani i forbløffelse. "Velkommen til verden, Caleb" sagde Liam lavt.

"Malik" sagde jeg bagefter og kiggede over på Zayn. "Velkommen til verden Caleb Malik" gentog jeg, og smilede til Zayn. Han gav mig et kærligt og taknemligt kys på læberne, inden vi begge igen rettede blikkene ned på Caleb. 

For første gang slog han sine øjne op, og kiggede op på mig. Han havde det smukkeste rolige, dybe mørkebrune øjne. Præcis ligesom sin far. 

 

___________________________________________________

 

Først et kæmpe enormt undskyld, for den forfærdelige lange ventetid. Eksaminerne har overtaget mig, og jeg mangler desværre stadig en, som har utrolig meget læsestof. Det er så forfærdeligt, men jeg lover at jeg skal gøre mit allerbedste på at updatere mine to andre historier. Jeg ved jer er en lort for den dårlige updatering, så kæmpe enormt sorry, fra min side!

Det var så sidste kapitel af Baby bump. Waaaa:( 

Jeg har nydt at skrive på den her historie, da det var min første 'rigtige' movella. Fordi jeg slutter den her, er der selvfølgelig en mulighed for en 2'er. Det er dog ikke sikkert, og det kommer heller ikke til at være lige i den nærmeste fremtid, men det kommer selvfølgelig an på, om I vil have en 2'er. I har virkelig været nogle fantastiske læsere, og i skal have det største tak for at i har liket, kommenteret og favoritiseret den her. I love you guys. 

// Clara xx

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...