Baby bump? - A 1D fan fiction

Victoria Anastasia Walkins er en fornuftig 17 årig pige. Det mente, de fleste mennesker der kendte hende i hvert fald. Men en dag da Victoria får tilbudt et job som tjener til et stort velgørenhedsarrangement, møder hun fem kendte drenge. Men specielt én af dem falder i hendes smag, og det ender da også med en ikke helt så uskyldig nat. Men hvad sker der når Victoria kommer hjem, med noget hun ikke kom med. En positiv graviditetstest fastslår aftenens begivenheder, og hun er nu nød til at opsøge den berømte Zayn Malik igen. Vil han stadig føle den samme tiltrækning til Victoria? Hvad vil han sige når hun fortæller ham om sin tilstand? Og hvad med de andre i bandet? Vil Victoria og Zayn beholde barnet, eller er de tvunget til at finde en anden udvej? Nye stærke følelser opstår, og Victoria for fire nye bedstevenner med i købet. Men hendes liv er bliver vendt på hovedet, og kan hun klare presset? Og ikke mindst - kan barnet?

71Likes
118Kommentarer
8470Visninger
AA

5. ∞A result to remember∞

Mine øjenlåg føltes tunge. Det manglene lys på mit værelse, gjorde mig så ufattelig træt. Hvordan kan jeg stadig være træt? Jeg har ikke forladt min seng de sidste tre dage. Jeg brugte de første halvanden på at græde. Jeg græd ikke fordi, jeg fortrød min nat med Zayn, men fordi fortvivlelsen har besat min krop, og ikke forladt den siden, jeg fandt ud af at jeg måske er gravid. 

Jeg er stadig ikke 100 % sikker på om jeg overhovedet er gravid, men jeg er så nervøs for resultatet. Min seng, dyne, hovedpude og mørket har været mine bedste venner. Jeg har ignoreret alle former for kontakt, med omverdenen. Min telefon har efterhånden ikke mere hukommelse tilbage, med alle de ubesvarede opkald og ulæste sms'er. Fra Holly, Sammy og Bailey, men indimellem alle sms'erne er der også et par ulæste fra Zayn. Jeg kan simpelhent ikke få mig selv til at se, hvad han har skrevet. Hvad vil han ikke sige, hvis jeg er gravid? Vil jeg miste min chance for nogensinde at blive hans kæreste? Vil han blive sur på mig? Skuffet? Skal jeg overhovedet fortælle ham det, hvis jeg nu er gravid? Skal jeg lade ham nyde sit kendisliv? Eller skal jeg bare trampe ind ad hans dør, og ødelægge hans karriere? Skal jeg have en abort? Så mange spørgsmål kredser rundt i min hjerne. Og i stedet for at lede efter svarerne, isolere jeg mig selv fuldstændig. Jeg kan simpelthen ikke tage stilling til noget som helst.

Hvordan kan den nat føltes så rigtig og så fantastisk, men pludselig vende mit liv fuldstændig på hovedet? 

 

Min dørklokke ringede, men jeg bliver bare liggende under min dyne. Ingen skal se mig sådan her. Det er for deres eget bedste. Jeg har de sidste dage undgået spejlene. Dørklokken holder endelig op, men i stedet bankes der nu på min dør. Det lyder fandeme som der står en hel demonstrationshob, med fakler og høtyve, og alt det der man ser i gamle film.

Larmen bliver ved og ved! Kan de forhelvede ikke snart fatte at jeg ikke gider at snakke med nogle!? I stedet står de der, og nærmest banker min dør ind! 

Mit hoved dunker og larmen synes at blive højere og højere. Åhh hvor skal det alting også være så besværligt! 

Jeg svinger mine slappe ben ud af sengen, og slæber min trætte krop ug og åbner døren. Åhh Great! Rip, Rap og Rup er kommet! 

"Vic for helvede! hvorfor har du ignoreret os de sidste tre dage? Ved du hvor bekymrede vi er for dig?" sagde Sammy og kiggede med et vredt, men samtidig bekymrende og kærligt blik. "256 opkald og 435 smser bekymrede" Svarede jeg lidt flabet og ekstremt udmattet igen. "Forstår du ikke at vi bare gerne vil hjælpe dig? være der for dig? ligesom vi altid har været Victoria!" Sagde Holly. Jeg kunne mærke alvoren i situationen, og at de brugte min fulde navn, bekræftede bare min teori. "Det hjælper ikke at isolere dig selv på den måde" Indskød Bailey. 

Deres blikke fortalte mig alt. De var virkelig bekymrede for mig, og de ønskede at hjælpe mig. Hvordan kunne jeg også tro at det ville hjælpe på situationen, bare at lukke mig selv inde, i stedet for at snakke med mine tre aller bedste veninder? De elskede mig virkelig højt. Og jeg elskede dem. 

Jeg kiggede flovt ned i jorden. "undskyld" Sagde jeg med en lav stemme. "det er okay skat, men flyt dig nu, så vi kan komme ind" Sagde Sammy med et smil på læben, mens de alle tre masede sig forbi mig, og ind i lejligheden. 

"Du ser forfærdelig ud Vic" Sagde Holly ærligt, da vi havde slået os ned i stuen. Jeg sad alene på min tre personers sofa, med en pude i skødet. Sammy og Bailey sad i en lænestol hver, og Holly sad på Sammys stols armlæn. "Jamen tusind tak" Sagde jeg ironisk over Hollys bemærkning, om mit udseende. 

"Du bliver nød til at finde ud af om du er gravid Vic. Og så tager vi den derfra. Du bliver nød til at tage det første skridt, selvom resultatet kan være skuffende. Og vil altid være her for dig, hjælpe dig igennem det hele" Sagde Bailey. Og hun havde ret. Jeg bliver nød til at tage mig sammen, jeg får intet ud af at svæve undt i 'uvisheden'. "Ja, jeg ved det godt. Jeg er bare så nervøs" svarede jeg ærligt. 

"Er du bange for at blive ligesom din mor?" spurgte Sammy for sjovt. Vi grinede alle sammen, og det var noget jeg ikke havd gjort længe. De piger fik mig altid på bedre tanker.

Og bare lige så i ved det, elsker jeg altså min mor, men vi var bare tit uenige, da jeg stadig boede hjemme. Hun kunne være den mest kærlige person i verden, men andre gange så gik hun mig seriøst på nerverne. Men sådan går jeg udfra at der er flere, der har det. 

 

 

∞∞∞

 

Pigerne har været her hele dagen. Vi har spist en masse slik, set film og jeg har fået helt ondt i mine mavemuskler af at grine så meget. Kender det? det gør virkelig ondt når man så gør noget det kræver at man bruger musklerne bagefter, men følelsen af at man har haft det så sjovt, er fantastisk!

"så Vic, jeg vil nådig være en party pooper, men vi har faktisk taget noget andet en bare film og slik med" "Holly, i er da også bare fulde af overraskelser" sagde jeg og grinede. "Nej Vic du forstår ikke, vi har taget noget med som vi synes at du skal, for at komme videre" Fortsatte Bailey. "Okaaaaaaaaay?" sagde jeg en lille smule nervøst. 

Sammy rejste sig op, gik ud i gangen og kom tilbage med en lille pose. Hun satte sig tilrette i stolen igen, inden hun stak hånden ned i posen. De kiggede alle sammen seriøst på mig. Sammy trak hånden ud af posen, og havde en rektanglet hvid pakke. Hun rakte den frem mod mig, og nu kunne jeg tydeligt se de lilla blokbogstaver, der stod henover pakken. GRAVIDITESTSTEST. Oh.my.god! 

Jeg rystede voldsomt og panisk på hovedet. Jeg kunne ikke tage den. Ikke nu. Ikke allerede. Hvad skal jeg sige til Zayn? nej, jeg kan ikke. overhovedet ikke. jeg ikke klar endnu. Holly var hurtigt henne ved siden af mig i sofaen. Hun lagde sin arm om mig, for at prøve a berolige mig. "Vic det er okay. Alt skal nok løse sig helt af sig selv. Ligemeget hvad der sker, skal du ikke være bange. Vi er lige her, ved siden af dig.Hele vejen. Okay søde?" Jeg blev bare ved med ryste hysterisk på hovedet. Jeg var tæt på et panisk anfald. Holly lagde sine hænder på mine kinder og holdte mit hoved fast. "Victoria slap nu af for satan! Nu stopper du med at trække det mere ud. Let din røv og gå ud og pis på den test!" Vi kiggede alle sammen overrasket på Holly, hun har aldrig råbt sådan før. De gik omkring 3 sekunder før vi alle fire flækkede af grin. 

Vores grineflip blev ved i omkring 10 minutter! Og på en eller anden måde havde det fået mig til at slappe meget mere af. Jeg blev nød til at kommer videre og tage den skide test. 

Jeg fik fat i pakken med et snuptag og styrede mod badeværelset. Det var faktisk lidt kringlet at få taget testen, faktisk var det rimelig besværligt. Men jeg fik da gjort det. 

Jeg lagde den på kanten af håndvasken, hvor den skulle ligge i tre minutter, før den viste et resultat. Jeg åbnede stille døren og gik ud til pigerne igen. "Så hvor lang tid før vi får besked?" "tre minutter" svarede jeg Bailey.

Sammy så bekymret og nervøs ud. Hun havde det sikkert ligesom mig, men hun så også ud som om, hun rigtig gerne ville sige noget, men ikke vidste om det var det rette tidspunkt. "Sammy jeg kan se på dig, at du har noget du gerne vil ud med. Hvad er det du vil sige?" jeg prøvede at lyde glad, men nerverne gjorde det svært for mig. "Øhm det bare, hvis du er gravid..Har du så tænkt dig at få en abort?" Wow jeg var virkelig ikke forberedt på det spørgsmål. Det gjorde mig endnu mere nervøs end jeg var i forvejen, at jeg også skal overveje om jeg skal være en..Mor.. OMG! MOR? skal jeg være en MOR!? ohh jeg har godt nok meget tænke-arbejde jeg skal have i orden. 

"øhm, hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg ikke tænkt sådan rigtig over det. Men det er vel ikke kun mit valg er det?" Svarede jeg ærligt. "Har du tænkt dig at sige det til Zayn?" spurgte Sammy igen. "Måske. Har han ikke krav på at vide det? Det vel også hans b..ba..barn? Men på den anden side, vil jeg jo ikke vade ind og ødelægge hans karriere. Og prøv og tænk på hvad pressen ikke vil sige. Og twitter vil helt sikkert gå amok! - Ohh jeg er så fucked!" sagde da det gik op for mig, hvad der kunne ske. Seriøst jeg stod i dilemmaer til halsen! "Vic du har ret i det meste du siger. Jo, Zayn har også noget at skulle have sagt- i er begge inde i det her problem. Og jo, twitter og pressen vil gå amok! Men dig og Zayn skal finde ud af det her sammen. Det er jeres valg om i vil beholde barnet-hvis der er et. Hvis du får en abort, behøver i slet ikke at fortælle pressen noget. Hvis dig og Zayn virkelig kan lide hinanden, finder i en løsning sammen, uden at Zayn behøver at 'ødelægge' sin karriere" Forklarede Bailey. 

Hun havde ret jeg skulle snakke med Zayn om det her. Vi var begge inde i det her problem. Jeg behøver ikke at finde ud af det her alene. 

"Victoria det er showtiiiiiime" Sagde Holly for at prøve at gøre det her øjeblik mindre anspændt. 

Jeg rejste mig langsomt op og gik ud på badeværelset. Med langsomme skridt bevægede jeg mig over til vasken. Jeg lukkede øjnene og samlede de sidste kræfter jeg havde tilbage. Jeg tog tre dybe indåndinger og åbnede øjnene. Det lille lyserøde plus tegn brændte sig fast i min hjerne. 

Fra i dag af, er jeg Victoria Anastasia Walkins, officielt en 17 årig gravid teenagpige. Great!

 

∞∞∞

 

Jeg troede ikke at det var muligt at være mere nervøs, en da jeg skulle tjekke min graviditetstest. Men nu når jeg står her foran Zayns dør, kan jeg mærke at jeg tog grueligt meget fejl.

Det er fire dage siden at jeg fandt min test positiv, og Zayn har kimet mig ned på min mobiltelefon, men jeg har ignoreret ham. Jeg har ikke snakket med ham siden den dag, hvor jeg fandt ud af at jeg MÅSKE var gravid. Jeg må indrømme at det gjorde mig glad, at han stadig prøvede at komme i kontakt med mig, men jeg besluttede mig for at jeg ville forklare det hele for ham face2face. 

Så nu står jeg her foran hans dør. Jeg aner ikke engang om han er hjemme. Hvad fanden har du egentlig gang i Victoria? Du kommer anstigende her efter du har ignoreret ham total og regner med han faktisk gider at høre på dig? Hvad fuck laver jeg? Nej Zayn fortjener at vide det. Ja, det gør han. 

Mine tanker sloges med hinanden, men det endte med at jeg bankede tre hårde gange på hans dør. 

 

ZAYNS SYNSVINKEL 

 

"Zayn jeg forstår godt at du er ked af det, men du bliver nød til at komme videre" Sagde Liam og kiggede seriøst på mig. Alle drengene var her til filmaften. Victoria havde ikke svaret på mine smser eller opkald den sidste uge. Hvordan kan hun bare smide mig væk på den måde? Vi havde da skrevet sammen før, og prøvet at få aftalt en dag vi kunne være sammen. Vi havde en eller anden speciel form for kemi, og jeg troede altså virkelig at hun også havde følt det. Jeg var langt fra forelsket i hende, det blev man ikke så hurtigt, men jeg havde en speciel tiltrækning til hende. Jeg vil så gerne lære hende bedre at kende, så jeg kunne se om jeg kunne få rigtige følelser for hende. 

"Jeg ved det godt, men hun var bare... speciel. Det var et eller andet over hende. Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor hun lige pludselig ikke vil have noget med mig at gøre"

"Vi ved det godt Zayn. Helt ærligt troede vi også at i ville finde sammen på en eller anden måde."konstanterede Harry. "Hun var virkelig en sød pige" fortsatte Louis. "Tak drenge, men det hjælper ikke rigtig på situationen vel?" Sagde jeg ironisk. "Nej det er rigtigt, sorry mate" svarede Louis igen og klappede mig på ryggen. 

Jeg lagde hovedet i mine hænder i fustration. Det var drengenes idé at holde en filmaften. De ville gerne opmuntre mig, efter jeg havde været så frustreret den sidste uge. 

Imens jeg sad i omringet af mine fire bedste venner, der prøvede at sige noget der ville få mig på andre tanker, kunne jeg høre nogen der bankede på døren. 

Vi gik alle fem ud til døren og jeg åbnede den med et snuptag. Og der stod hun så, Victoria. Hun havde et nervøst, bange, anstrengt og bekymret ansigtsudtryk. 

"Hey Vic" Sagde jeg glad. Jeg blev glad indeni af at se hende igen. "hey Zayn.. og jer andre" Sagde hun lavt og kiggede ned i jorden. "Hey!" svarede alle drengene i kor.

Hun slog endelig blikket op på os. Hun havde tåre i øjnene og jeg havde aldrig set nogen se så nervøs ud! "Zayn jeg bliver nød til at snakke med dig"sagde hun alvorligt. 

 

VICTORIAS SYNSVINKEL

 

Han så skræmt på mig. Jeg kunne godt forstå ham. Jeg står med tårerne der er en halv millimeter fra at strømme ned ad mine kinder, efter jeg har ignoreret ham i en hel uge.

"øh okay, kom ind" Sagde Zayn bagefter. Jeg hviskede et lavt tak og trådte indenfor. "vil du have jakken af? skal jeg sætte noget te eller kaffe over?" spurgte han da jeg trådte ind af døren. "Nej Zayn det okay, jeg behøver ikke at komme ind, når i fem hygger jer. Jeg skal bare snakke med dig." "Er du sikker, jeg kan sagtens sætte noget over, du er altså ikke i vejen fo-" "Zayn! please jeg vil ikke ødelægge det mere en jeg bliver nød til" Afbrød jeg ham. Jeg kom her for at smide denne her kæmpe bombe på ham, jeg ville ikke vade ind når drengene var her. "Hvad mener du med det?" spurgte han igen. Han lød nu ligeså anspændt som mig.

"øh Zayn vi går bare ind i stuen igen" sagde Harry akavet til Zayn, og så gik de alle fire ind i stuen igen. Mig og Zayn stod stadig ude i gangen og kiggede på hinanden. "Hvad mener du Vic- og hvorfor har du ignoreret mig hele ugen?" spurgte han med en nervøs og desperat stemme. "Zayn hør på mig... Jeg har ikke svaret på dine opkald og smser fordi jeg ikke vidste hvordan jeg skulle sige det til dig, eller om jeg overhovedet skulle fortælle dig det. Jeg har været så forvirret og jeg ved ikke om hvordan du vil reagere når jeg fortæller dig det" Mine tårer rullede nu ned ad mine kinder. "Hvad er det Victoria? er du syg? Er du blevet smidt ud af skolen? Er dine forældre syge? Er du syg? Skal du ud og rejse? Skal du u-" "NEJ ZAYN! forstår du det ikke!  jeg skal ikke rejse, jeg er ikke smidt ud af skolen, mine forældre er ikke syge, jeg er ikke syg!" råbte jeg i frustration. "Jamen så fortæl mig for helvede hvad det er Victoria!" råbte Zayn nu også med en desperat og irriteret stemme. 

"JEG ER GRAVID, ZAYN! GRAVID!" 

Vi holdte begge to kæft og stilheden lagde sig over os. 

__________________________________________________________________________________

Hej derude!

Ja så fik hun vidst fortalt Zayn, hvad der var galt! Ohhh-oh...

Jeg er ikke selv 100 % tilfreds med det her kapitel, da jeg var lidt i tvivl om hvordan det skulle gå for sig, men håber i nød det alligevel!

Skriv endelig en kommentar, hvis i har noget at tilføje!

Xoxo Clara ;)

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...